Hide and Seek | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 dec. 2013
  • Opdateret: 23 aug. 2015
  • Status: Færdig
"Louis Tomlinson, voldelige tendenser overfor sin kæreste. Zayn Malik, forholdet til kæresten er set up. Liam Payne, på stoffer. Niall Horan, har opgivet One Direction og opbygger nu nyt band i smug. Harry Styles, hemmelig femårig datter." Sådan lyder oversættelsen af de kodede notater, politiet finder i forbindelse med mordet på journalisten ved navn Georgia Gigg. Morderen efterlader ingen spor, og derfor har politiet kun ét spor at gå efter - notaterne. Følg med i en hæsblæsende mordsag, hvor både Zayn, Liam, Louis, Niall og Harry er hovedmistænkte i mordet på Georgia, journalisten uden grænser. Drengene vil gøre alt for at slippe ud af det mareridt, de er blevet trukket ind i, men det er ikke så let, når Georgias bedste veninde, Savannah Tinsley, også har noget at skulle have sagt. Savannah er nemlig netop sluppet ud efter to år i fængsel og er drevet af en uslukkelig hævntørst, der får hende til at satse alt. For én ting er sikkert, morderen skal findes.

99Likes
117Kommentarer
16504Visninger
AA

22. ⓗ KAPITEL 20 | CIGARETTES

   HARRYS SYNSVINKEL 

 

Da jeg vågnede, gik der et øjeblik, før det gik op for mig, hvorfor jeg rystede, og hvorfor mine tænder klaprede. Kulden var over alt og svøbte sig om mig – i modsætning til den dyne, Savannah havde trukket over til sig, så min nøgne krop kun var halvvejs dækket.

Jeg skulle lige til at trække dynen til mig, men så landede mit blik på Savannahs fredfyldte ansigt, og jeg stoppede min bevægelse. Aldrig havde jeg set hende så sårbar og fin. Ikke engang da hun havde været syg, eller da Louis havde slået hende, havde jeg set så meget af hende. Hun var altid beskyttet bag sine hårde ord og facade.

Og netop som minderne begyndte at dukke op, slog en anden kendsgerning ned i mig. Hun var blevet. Hun lå her sammen med mig. Af en eller anden grund betød det noget for mig, at hun ikke bare forsvandt som sidste gang. At vi befandt os i hendes hus, gjorde selvfølgelig en forskel, men hun kunne stadigvæk godt have stået op og have ladt, som om intet var sket. Men i stedet lå hun ved siden af mig, fuldstændigt blottet for andre følelser end den fredfyldthed søvnen sørgede for.

Jeg rullede om på siden, forsøgte at kravle lidt ind under dynen til hende, og så lå jeg bare der og så på Savannah med hovedet støttet i hånden. Det sitrede i mine fingre efter at række op og strejfe hendes ansigt, men jeg lod være. Jeg ville ikke risikere at vække hende.

Og netop som jeg havde tænkt tanken, åbnede Savannah munden og fik mig til at spjætte i forskrækkelse.

”Du er altså lidt skræmmende, når du stirrer sådan, Harry.” Hendes stemme var hæs og søvndrukken, og jeg elskede det.

Sekundet efter dukkede et smil op på Savannahs læber, og omsider åbnede hun øjnene. Jeg grinede selv og rullede tilbage om på ryggen, hvor jeg hev i dynen, så den dækkede os begge. Jeg rørte ikke Savannahs krop, men jeg kunne tydeligt mærke hendes varme. Varmen under dynen fik mig nærmest til at dirre af velbehag efter mit ophold ude i den bidende kulde. Jeg var helt nedfrosset.

Savannah vendte ryggen til mig, og jeg fornemmede, hvordan hun krøllede sig sammen i fosterstilling.

”Hvorfor fanden er det så koldt?” spurgte jeg, fordi jeg ikke ville have, hun faldt i søvn igen. Savannah svarede mig ikke og efter at have ligget i kulden et par minutter længere, besluttede jeg at stå op. Gåsehuden sprang frem på min krop, da jeg rejste mig fra sengen og begyndte at tage mit tøj på. Da jeg var fuldt påklædt, kastede jeg et blik over på Savannah, der ikke havde rørt sig siden sidst. Så gik jeg ovenpå, hvor der bestemt ikke var varmere. Jeg tog et par klip klapper i gangen og bevægede mig ud i køkkenet med armene omkring mig selv.

Vi havde ikke befundet os ret meget i køkkenet i går. Savannah havde fundet en støvet flaske billig vin, og den havde vi taget med ned i kælderen. Der havde vi skiftedes til at tage en slurk af flasken, mens vi talte om alt mellem himmel og jord. Jeg huskede ikke ret meget af, hvad vi havde talt om. Vi havde ikke holdt igen med vinen, men jeg havde alligevel formået ikke at kassere mig selv en omgang tømmermænd. Dog huskede jeg én ting specielt godt.

Hele aftenen havde lysten bruset igennem mit blod sammen med alkohollen, og til sidst havde jeg ikke kunnet holde det ud længere og havde kysset hende. Hun havde ikke strittet imod, og det hele blev til mere end bare kys. Jeg kunne ikke rigtigt bedømme, om hun kun havde gjort det, fordi hun var beruset. Hendes opførsel denne morgen havde været tvetydig, og hun forvirrede mig som ind i helvede.

Jeg blev hevet ud af mine tanker, da jeg hørte en slæbende lyd bag mig. Da jeg vendte mig, så jeg Savannah komme tøffende i et par udtrådte hjemmesko. Hun havde svøbt sig ind i dynen fra kælderen. Hendes hår var uglet, og hun havde mascararester under øjnene, men hun lod ikke til at tage sig af det. I stedet gik hun temmelig målrettet mod radiatoren i den anden ende af køkkenet. Hun lagde hånden mod den, så på termostaten og skruede så prøvende på den. Men den ellers velkendte lyd af vand, der risler igennem rørene, kom ikke.

”Satans … ” mumlede hun og stod lidt og så på den iskolde radiator. Så vendte hun rundt, kastede et kort blik på mig og gik så forbi mig ud i gangen. Jeg hørte hende låse hoveddøren op, og kort efter vidste jeg, at hun ikke længere var i huset. Jeg gik ud i gangen og så hende gå ud til postkassen, hvor der var gevinst.

Da jeg betragtede hende gå tilbage til huset med dynen tæt omkring sig, bed jeg mærke i, at der nærmest ikke var ret meget koldere udenfor, end der var herinde.

Savannah låste hoveddøren efter sig, før hun gik ud i køkkenet igen og begyndte at flå det brev op, der havde ligget i postkassen. Hendes øjne løb hurtigt hen over de trykte bogstaver, og jeg trådte tættere på for at se med over hendes skulder. Men netop som hendes dyne berørte mig, smed hun brevet fra sig og begav sig ud i en lang smøre af bandeord.

”De har lukket for varmen!” stønnede hun og strøg irriteret sit pandehår væk fra øjnene. ”Vi har ikke betalt regningen.”

”Hvorfor fanden har I ikke betalt?” spurgte jeg.

”Det ved jeg sgu da ikke, Harry! Samuel eller Julien plejer at tage sig af det.”

”Så vi kan ikke engang selv gøre noget ved det?”

Savannah rystede bare på hovedet og stirrede indædt på det lille spisebord, som om hun gav det skylden for den bidende kulde i hele huset. ”Vi er på røven lige for tiden, Harry. Vi har ikke en skid.”

Jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle sige. Jeg måtte sige, at det ikke helt kom som en overraskelse for mig, at de havde det lidt svært med pengene. Huset udstrålede ikke ligefrem en overflod af rigdomme.

Efter et øjebliks tavshed mumlede Savannah: ”Der er et tæppe i stuen.” Hun så ikke op, da hun sagde det, og jeg begyndte efterhånden at føle mig en smule uønsket. Med et hårdt drag om munden skubbede jeg døren op til det rum, jeg gik ud fra, var stuen. Jeg havde aldrig været i den del af huset, men den var ikke ret meget anderledes end resten. Mørke, tunge gardiner, et par sofaer og et gammelt fjernsyn. I en af sofaerne lå et uldent tæppe, som jeg svøbte mig i. Tilbage i køkkenet havde Savannah sat noget vand over til kaffe og havde selv sat sig ned på en af de tre stole. Jeg kastede et længselsfuldt blik på det snart kogende vand, da jeg satte mig ned over for Savannah.

Jeg bed fornærmelsen over, at hun ikke gad tale ordentligt til mig, i mig og forsøgte at indlede en samtale.

”Hvordan får I det overhovedet til at fungere?” spurgte jeg. ”Med penge og sådan? Og hvad med dine forældre?”

Først lod Savannah ikke til at ville svare mig, men efter at have rejst sig for at lade kaffen løbe igennem, talte hun en anelse lavt med ryggen til mig.

”Mig og Samuel ser ikke vores forældre. Vi har det fint med at bo alene her.”

”Hvorfor ser I dem ikke?” spurgte jeg og vidste, at jeg bevægede mig ud på farlig grund.

Savannah snurrede rundt og så mig for første gang i lang tid rigtigt i øjnene. Hun bed sig let i læben, mens ordene lod vente lidt på sig.

”Min mor begik selvmord, da jeg var helt lille. Hun kunne åbenbart ikke holde livet med to børn og en halvfuld mand ud – og min far valgte så også at skride for fem år siden.”

Jeg famlede efter ordene, og Savannah bemærkede mine kvaler og bad mig holde, hvad jeg nu end pønsede på, for mig selv. Så stillede hun et dampende krus med kaffe foran mig, og jeg gjorde, som hun sagde og koncentrerede mig i stedet om min kaffe.

”Vi har det fint,” gentog hun og lænede sig tilbage, så hun kunne trække benene op til sig inde under dynen. Jeg endte med at falde i staver med blikket fastlåst på mønstret i Savannahs dyne, mens jeg tænkte over, hvor fascinerende det egentlig var, at hun var så lille, at hun kunne sidde med begge hæle hvilende på stolekanten som et lille barn. For mit indre dukkede et billede af hende og Mellie op. Jeg så for mig Savannah sidde over for Mellie og tale med hende, mens Mellies smilehuller dukkede op af og til, når hun grinede til Savannah. Men så forsvandt den ellers rare scene og blev erstattet af mindet om Savannah, der stod på tæer i Mary-Anns rosenbed for at kigge ind gennem gardinerne. Jeg mærkede vrede røre så småt på sig, men netop som jeg sled blikket væk fra den lyseblå dyne, blev der banket hårdt på døren.

Jeg spjættede i forskrækkelse, og det samme måtte Savannah have gjort, for hendes ene fod gled ned fra stolen, så hendes knæ bankede ned i spisebordet. Hun udstødte et hyl og jamrede højt, men havde ikke tid til at ømme sig, så hun kastede hurtigt dynen af sig og humpede over til køkkenvinduet, så hun kunne kigge ud på verandaen.

”Fuck,” udbrød hun og vendte sig om med front mod mig. ”Fuck, fuck, fuck.” Hun hastede hen til mig og hev og sled i min arm for at få mig op at stå. Hårene rejste sig på min arm, hvor hendes kolde fingre berørte mig. ”Rejs dig nu, for helvede! Det er Marc!”

”Marc hvem?” spurgte jeg uforstående, men rejste mig dog.

”Carrington. Ham, der er sat på Georgias sag! Og få så din røv ned i kælderen, Harry!”

Mens jeg med Savannahs spinkle hænder i ryggen tumlede ud i gangen, kørte min hjerne på højtryk. ”Hvad skal han her? Og hvorfor skal jeg gemme mig?”

”Han kommer nogle gange for at snakke om efterforskningen og fremskridt og sådan. Han må ikke se dig her. Jeg kommer og henter dig, når han er gået.” Og med de ord smækkede hun døren i ned til kælderen, så jeg stod der med mit tæppe om skuldrene i mørket. Men i stedet for at gå ned ad trappen og slå mig ned i Savannahs seng, blev jeg stående på trappetrinet.

Jeg lyttede koncentreret, og selvom jeg havde en smule svært ved at skelne ordene fra hinanden og måtte gætte mig til halvdelen, vidste jeg, at de var i gang med de små høfligheder, man altid udvekslede. Da jeg hørte dem forsvinde ind i stuen, lagde jeg armene om mig selv og lod mit hoved hvile op ad væggen, der var inden for rækkevide grundet den trange trappeskakt.

Nu hvor jeg var pakket væk, og en anden havde Savannahs opmærksomhed, begyndte tanker at dukke op. Det gik op for mig, hvor ironisk det hele mellem hende og mig egentlig var. Vi stødte på hinanden via mordet på hendes bedste veninde, og nu brugte jeg hende til at distancere mig fra lige præcis det mord. I starten havde hun bare været en distraktion. En attraktiv pige, der blev ved med at dukke op og lave rag i den, men nu måtte jeg indrømme over for mig selv, at jeg nød hendes selskab. Selvom Savannah jo egentlig var et bindeled til mordet, fik hun mig på en eller anden måde til at glemme det. Egentlig var at glemme ikke ordet, for vi snakkede jo om det af og til, så glemme det gjorde jeg ikke. Men hun fik mig til at slappe af omkring det. Når hun var i rummet sammen med mig, og jeg til enhver tid kunne dreje hovedet og stirre indædt på hendes mørke pandehår i forsøget på at finde hendes øjne et sted derinde, var det ikke frygten for mordet og dets følger, der fyldte mit hoved og plagede mig.

Jeg løftede let hovedet og dunkede det tilbage ind i væggen, da et lille smil sneg sig frem på mine læber. Det var sgu alligevel en poetisk omgang, og jeg sværgede ved mig selv, at jeg aldrig ville indrømme det over for Savannah. Ikke med de ord i hvert fald. Hun ville grine af mig.

Apropos Savannahs grin, så trængte en genkendelig lyd ned til mig. En rynke dukkede op i min pande og spekulationer om, hvor godt et forhold Savannah og Marc egentlig havde, trængte sig på. Savannah havde fortalt mig et par ting eller to om ham, og jeg mente, jeg vidste, hvilken type han var, og jeg brød mig ikke om det.

”Harry, for helvede … ” stønnede jeg stille og lukkede øjnene. Jalousi var ikke en følelse, jeg skulle føle nu.

I adskillige sekunder forsøgte jeg at berolige mig selv og tale mig selv fra at gå op og lytte ved døren, men sådan skulle det selvfølgelig ikke gå. Jeg rettede mig op og trådte forsigtigt op på det næste trin. Det knagede en smule, men ikke nok til at vække nogens opmærksomhed. Inden længe kunne jeg sætte min fod i gangen og skubbe kælderdøren i bag mig. Først stod jeg lidt og lyttede. Døren ind til stuen stod på klem, men jeg kunne høre stemmer derinde fra, så jeg var endnu uset. Et par skridt til og jeg stod så tæt på, at jeg kunne høre, hvad de sagde.

”… fundet ud af noget?” Det var Savannahs stemme. ”Hvad?”

Det irriterede mig, at jeg ikke kunne se deres kropsprog. Det var en stor del af en samtale, og nu var jeg nødt til at nøjes med ordene. I princippet kunne Marc sidde og flirte helt vildt med Savannah lige nu, og jeg ville ikke opdage det, fordi jeg ikke kunne se hans små, smigrende smil og blå øjne.

”Vi har gennemsøgt medlemmerne af One Direction’s huse -”

 Jeg var dybt koncentreret om ikke at misse et ord, men alligevel rynkede jeg panden ved Marcs ord. Havde nogen været hjemme ved mig i går, mens jeg havde været her ved Savannah? Var det overhovedet lovligt?

”- og der var gevinst.” Der var en kort pause, og igen måtte jeg stille mig til tåls med mit manglende syn. ”Vi fandt pistolen, Savannah. Vi fandt den stjålne pistol, og vi har arresteret vedkommende, der gemte den.”

Mit hjerte slog et slag over, og også Savannahs stemme var tyk af forventning, iver og chok. ”Hvem?”  hørte jeg hende spørge.

”Louis Tomlinson.”

Stilhed. Det eneste, jeg kunne høre, var blodet, der brusede i mine ører, og mit hjerte, der bankede løs i mit bryst. Sekunderne gik, hvor intet skete. Ingen lyde fra stuen, ingen bil der kørte forbi på vejen udenfor, ingen bevægelser. Først, da jeg lagde mærke til krampen i min nakke, rørte jeg på mig. Jeg rettede mig op, lagde en hånd for panden og forsøgte at tænke. Tænke bare en smule rationelt.

De havde arresteret Louis. Louis var arresteret for mordet på Georgia Gigg. Han havde løjet for os alle sammen.

Jo mere det gik op for mig, hvad der var sket, jo mere omtumlet blev jeg - jo mere ondt gjorde det. Uden at tænke ret meget vendte jeg rundt på hælen og hev hoveddøren op. Det var koldt udenfor, men jeg lagde ikke mærke til det. Tæppet efterlod jeg i gangen. Lige så forsigtig, som jeg havde været før, lige så ligeglad var jeg nu. Marc kunne rende mig, og lige nu kunne Savannah også. Jeg så for mig, hvordan hun sad med det der blik i øjnene, fordi hun havde haft ret. Hun havde fået sin hævn.

Jeg vidste ikke, hvor jeg var på vej hen, da jeg begyndte at gå ned ad vejen. Jeg gik bare.

 

Der var gået et par timer. Jeg sad på verandaen uden for Savannahs hus. Hvorfor jeg var kommet tilbage, kunne jeg ikke svare på. Måske havde det noget at gøre med, at jeg ikke havde andre at være sammen med. Jeg havde ikke lyst til at tage hjem til Mary-Ann og Mellie. Jeg elskede dem af hele mit hjerte begge to, men lige nu var de ikke løsningen. Mary-Ann skulle have det at vide på et tidspunkt, men lige nu var ikke tidspunktet. Jeg havde lovet dem, at vi skulle på ferie om mindre end en uge, og det virkede bare så uoverskueligt. Jeg ville gerne have det på afstand, og at være sammen med dem, gjorde kun, at det kom tættere på.

Savannah havde endnu ikke set mig sidde herude på den halvrådne veranda, eller også havde hun bare ikke lyst til at lade mig vide, at hun havde. Uanset hvad kunne jeg ikke komme udenom, at jeg gerne ville have, hun kom ud til mig - ellers var jeg ikke kommet tilbage. Jeg kunne have taget bilen og være kørt, men i stedet satte jeg mig her efter at have hentet en pakke cigaretter, jeg havde haft liggende i handskerummet i lang tid. Det var egentlig mest bare til en fest nu og da, men øjeblikket havde føltes rigtigt, og nu sad jeg her med en tændt cigaret mellem fingrene, som jeg sugede lidt i ind i mellem.

Jeg sundede mig stadig på nyheden om Louis’ arrestation. Det gjorde ikke mindre ondt nu. Lettelsen over, at jeg nu ikke længere var i søgelyset, blev overskygget af tanken om, hvordan Louis havde løjet gang på gang. Han havde hele tiden spillet med, og et eller andet sted havde jeg jo godt kunne se, at noget havde været galt. Han var langsomt gået op i sømmende, og det gav god mening, at det var frygten for at blive taget i det, han havde gjort, der havde revet ham op indefra.

Chokeret standsede jeg min tankestrøm, da en kendsgerning gik op for mig.

Jeg troede på, at Louis havde gjort det her. Jeg troede på, at politiet havde fået fat i den rigtige - at Louis havde myrdet en kvinde. Jeg havde givet op på min bedste ven.

Rystet lod jeg mit hoved falde forover, så det støttede i min hånd. Mit hår sad forfærdeligt, jeg frøs som ind i helvede, og jeg havde det ligeså. Mit liv var blevet endevendt, og nu lå de sørgelige rester for fuld skue.

Netop som jeg løftede hovedet for at tage et ordentligt hiv af cigaretten, hørte jeg døren smække bag mig. Så den lette lyd af Savannah, der gik uden om de rådne planker og endte med at stå skråt bag mig.

”Giver du en?” spurgte hun og hentydede til cigaretten mellem mine fingre.

Jeg pustede ud og rakte hende pakken sammen med en lighter.

”Jeg var egentlig stoppet.” Hun satte sig ned ved siden af mig, så hendes skulder rørte min. ”Men jeg er egentlig ikke overrasket over, at du ryger. Gør alle superstjerner ikke det i smug?”

Jeg svarede ikke, og Savannah lod til at fornemme, at jeg måske ikke var i humør til small talk eller drillerier. Vi sad lidt uden at sige noget. Jeg lagde mærke til, at hendes krop var fuld af gåsehud, og at hun af og til gav efter for en kuldegysning, men hun sagde intet. Da en bil kørte forbi ude på vejen og for en kort stund brød stilheden, fik Savannah mod til igen at tale.

”Efter du var … gået, fortalte Marc, at Liam har et fuldstændigt vandtæt alibi. Han var indlagt på grund af en overdosis. Der var ingen overhovedet, der vidste noget om det. Han indrømmede det selv for kort tid siden.”

”Er det ikke fuldstændigt lige meget nu, Savannah?” Der var ingen følelser i min stemme.

”Det er det vel,” mumlede hun og puffede asken af sin cigaret. ”Jeg syntes bare, du skulle vide det.”

Der var en pause.

”Skal du ikke sige hvad sagde jeg?” spurgte jeg og kunne ikke helt skjule vreden i min stemme.

Savannah svarede ikke, og af en eller anden grund irriterede det mig. ”Louis har løjet for os alle sammen. Min bedsteven har forrådt mig og skidt godt og grundigt på mig. Kan du for helvede ikke skride inden for igen, hvis ikke du har noget at sige?” Vreden boblede rundt inden i mig, og en flamme var tændt i mit bryst. Jeg var så fandens vred. De timer med tavshed havde været timer med indestængt vrede, og nu kom det hele ud for fuld styrke. ”Du har gjort alt for at fælde ham, siden det skete, og nu har du vundet. Du har vundet, Savannah! Nu kan du stoppe med at lade, som om du rent faktisk gider at være sammen med mig. Du har ikke mere at snuse rundt efter!”

”Harry -” forsøgte Savannah, men jeg blev bare ved.

”Hvorfor går du ikke ind og ødelægger mit liv lidt mere ved at tippe en eller anden journalist om Mellie? Er det ikke bare det, du er ude på? Eller venter du på din bror, så du kan bede ham om at tæve mig, indtil jeg forsvinder fra din veranda?”

”Harry, nu holder -”

”Du har ikke gjort andet end at rode rundt i mit liv, Savannah! Du har -”

”Hold så kæft, Harry!” Savannah råbte mig ind i ansigtet. ”Hold nu for helvede kæft og lad være med at lukke al din vrede ud over mig! Jeg er klar over, at dit liv er lort lige nu, men har du virkelig lyst til at skræmme resten af dem, der rent faktisk bekymrer sig om dig, væk? Er det det, du vil?”

Jeg mærkede tårerne stige op i øjnene og min læbe bævre. Savannah havde vendt sig mod mig og sad nu og stirrede mig ind i øjnene. Langsomt rakte jeg frem og strøg hendes pandehår væk, så jeg kunne se hendes øjne ordentligt. I det næste sekund havde hun trukket mig ind til sig.

Varmen fra hendes krop omsluttede mig sammen med den lette duft af vaskepulver og shampoo. Jeg indåndede den og forsøgte at bekæmpe den klump, der havde samlet sig i min hals. Jeg ville ikke græde, men alligevel ville det bare være rart at lukke det hele ud. Da Savannah strammede sit greb omkring mig, gav jeg slip og lod tårerne komme.

Savannah sagde intet, og jeg sagde intet. Vi sad bare der med armene omkring hinanden, mens jeg lod alle mine bekymringer, frustrationer og sorger komme ud af kroppen.

Efter adskillige minutter var min lydløse tårestrøm stilnet af, og Savannah fjernede langt om længe sine arme omkring mig. Hun lænede sig tilbage og mødte mine blodskudte øjne.

”Samuel og Julien kommer snart hjem, Harry.”

Jeg nikkede. ”Det ved jeg.” Efter en tid tilføjede jeg: ”Jeg skal nok køre nu.”

Da jeg rejste mig, syntes jeg at se et glimt af smerte i Savannahs blik, men da hun stod op sammen med mig, var hendes øjne ikke lette at tyde. Jeg besluttede at give op og bare fortsætte hen til min bil. Jeg havde fundet trøst i Savannah, men selv det kunne ikke vare ved. Jeg var nede i et dybt, dybt hul lige nu, og jeg kunne ærligt talt ikke se, hvordan jeg nogensinde skulle komme op derfra. Mellie ville kunne få livslysten tilbage i mig for en stund, men når jeg var nødt til at forlade hende på grund af den, jeg var, havde jeg ikke ret meget mere tilbage.

Uden at se tilbage på Savannah satte jeg mig ind i min bil og startede motoren. Ud af øjenkrogen fornemmede jeg, hvordan hun stod på verandaen og så efter mig, da jeg kørte. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...