Hide and Seek | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 dec. 2013
  • Opdateret: 23 aug. 2015
  • Status: Færdig
"Louis Tomlinson, voldelige tendenser overfor sin kæreste. Zayn Malik, forholdet til kæresten er set up. Liam Payne, på stoffer. Niall Horan, har opgivet One Direction og opbygger nu nyt band i smug. Harry Styles, hemmelig femårig datter." Sådan lyder oversættelsen af de kodede notater, politiet finder i forbindelse med mordet på journalisten ved navn Georgia Gigg. Morderen efterlader ingen spor, og derfor har politiet kun ét spor at gå efter - notaterne. Følg med i en hæsblæsende mordsag, hvor både Zayn, Liam, Louis, Niall og Harry er hovedmistænkte i mordet på Georgia, journalisten uden grænser. Drengene vil gøre alt for at slippe ud af det mareridt, de er blevet trukket ind i, men det er ikke så let, når Georgias bedste veninde, Savannah Tinsley, også har noget at skulle have sagt. Savannah er nemlig netop sluppet ud efter to år i fængsel og er drevet af en uslukkelig hævntørst, der får hende til at satse alt. For én ting er sikkert, morderen skal findes.

99Likes
117Kommentarer
16488Visninger
AA

4. ⓗ KAPITEL 2 | ALIBIS

  HARRYS SYNSVINKEL

 

Min vejrtrækning var tung og jævn, og mine øjenlåg var tunge som bly. Så man mig ligge der i sengen begravet i puder, ville man nok have troet, at jeg sov. Men jeg var vågen. Det vidste jeg, fordi jeg var i stand til at bevæge mine fingre let under dynen, og hvis jeg ville, kunne jeg åbne øjnene. Men det ville jeg ikke. Sengens varme gjorde det umuligt for mig bare at overveje at stå op. Dog vidste jeg, at jeg havde bedst af at stå op. Blev jeg liggende for længe, ville jeg aldrig vågne hundrede procent op i løbet af dagen. Men på den anden side skulle jeg intet.

Til sidst blev jeg enig med mig selv om, at jeg ikke kunne ligge der og diskutere mig med selv længere, så med et misfornøjet grynt slog jeg dynen til side og trak i en morgenkåbe. Med et blik på mig selv i spejlet, kunne jeg konstatere, at mit hår var en ren katastrofe, men det var ikke noget, der gjorde noget. Jeg havde huset for mig selv, og som sagt skulle jeg ikke udenfor døren. Det troede jeg i hvert fald, indtil jeg kom nedenfor trappen og mærkede, at det trak på mine ben. Med en rynke i panden bevægede jeg mig rundt i huset i min søgen efter kilden til den lette vind, og da jeg nåede det store panoramavindue, der vendte ud mod vejen, kunne jeg ikke forhindre et gisp i at slippe ud mellem mine læber.

Vinduet var smadret, og overalt lå glasskår og glimtede i den lette morgensol. Det var på én gang et smukt og grufuldt syn.

Da gåsehudene sprang frem på mine arme, skuttede jeg mig og trak morgenkåben tættere sammen om mig. Forsigtigt bevægede jeg mig hen over glasskårene, så jeg kunne komme hen til den enorme sten, der havde lavet et mærke i mit trægulv. Der var helt sikkert nogen, der havde kastet stenen igennem vinduet.

Frustreret kørte jeg en hånd igennem mit hår og løb så udenfor for at se skaderne udefra. Men idet jeg trådte udenfor døren, så jeg en sort, rusten bil holde på den anden siden af vejen. Jeg kneb øjnene sammen for et se den person, der sad bag rettet, men der var mørkt i bilen, og ruderne bagi var mørklagte, så det var umuligt at se igennem dem udefra. Der lød en hvinende lyd, da bilen accelererede og skød som et lyn hen over asfalten. I det næste sekund var den væk.

Først da gik det op for mig, at jeg skulle have noteret mig nummerpladen. Nu var det for sent, og det eneste jeg kunne gøre, var at ringe efter politiet. Med bankende hjerte skyndte jeg mig tilbage ind i huset, hvor al varmen sivede ud gennem det store hul, jeg ikke kunne slide blikket væk fra.

Jeg førte en kort samtale med damen, der tog telefonen, og derefter var der bare at vente. Jeg satte mig sukkende ned på en stol i køkkenet og trak benene op under mig, da mine nøgne ben var blevet betydeligt kolde.

Jeg undrede mig over, hvorfor jeg ikke have hørt noget. Det kunne umuligt have gået stille for sig, da alt glasset ramte gulvet og spredte sig ud over hele stuen. Og jeg havde ikke engang været beruset i går – ikke ret meget i hvert fald.

I det samme lød en banken på døren. Tankerne kværnede rundt i hovedet på mig, da jeg undrende åbnede døren og så en ung mand stå i cowboybukser og en åben skjorte. Under skjorten havde han en grå T-shirt, og jakken bestod af sort læder. Da jeg så den politibil, der holdt bag ham i min indkørsel, kunne jeg ikke undgå at lade en rynke dukke op mellem øjenbrynene.

”Hold da op,” mumlede jeg. ”I kommer hurtigt!” Det sidste sagde jeg højere, så betjenten hørte mig og så på mig med gådefulde øjne.

”Havde du forventet vores ankomst?”

Nu fyldtes mit hoved med spørgsmål. ”Der er nogen, der har smadret mit vindue. Er det ikke derfor, i er kommet?”

Han rystede på hovedet. ”Desværre,” sagde han. ”Mit navn er Marc Carrington, og jeg er her af en ganske anden grund. Må jeg komme indenfor?”

Jeg blinkede, men trådte til side, så Marc og flere andre betjente kunne komme indenfor. Marc var den eneste, der ikke bar uniform, men det gjorde mig ikke mere rolig. Uden at jeg havde bedt ham om det, satte Marc sig ned i den ene sofa. Jeg fulgte tavst efter ham og satte mig på armlænet af sofaen overfor. Jeg var stadig kun iført min morgenkåbe, men den afslørede ikke noget, så trangen til at skifte, var ikke så stor.

Jeg trak vejret ind for at sige noget, da det igen bankede på døren. Jeg var hurtigt henne for at lukke op, og ind væltede Zayn, Liam og Louis. De så mindst lige så forvirrede ud, som jeg følte mig.

”Hvad laver i her?” spurgte jeg i et skingert toneleje.

”Det,” sagde Liam, ”kan jeg på ingen måde svare dig på. Jeg sad og spiste morgenmad, da en politibetjent pludselig bankede på døren og bad mig følge med.”

”Vi ved lige så lidt som dig, Harry.” Louis kastede sin jakke fra sig og kørte en hånd i gennem håret, som jeg havde gjort. Det var et klart tegn på frustration.

Sammen gik vi alle fire ind i stuen til Marc, der sad tålmodigt og ventede på os. Vi satte os alle ned og så afventende på ham, men han sagde intet. I stedet vendte han sig mod en af de tre uniformerede betjente, der stod rundt om os og betragtede os med vagtsomme blikke. Jeg kunne allerede fornemme, at dette her umuligt var godt.

”Hvad med den sidste?” sagde han. ”Horan. Hvor er han?”

”Vi kunne ikke få fat i ham,” svarede en firskåren betjent med overskæg og store, buskede øjenbryn. ”Han var ikke hjemme, og han tog ikke telefonen.”

Marc stillede sig tilfreds med svaret og vendte sig igen og lænede sig forover på albuerne. Han lod hurtigt sit blik glide hen over hver og en af os, før han igen sagde noget. ”Lørdag nat,” sagde han, ”blev der begået mord i en lejelighed inde i London.” Han holdt en pause. ”Og vi har grund til at tro, at en af jer stod bag. I er mistænkte for mord.”

Jeg hørte Liam gispe, men han sagde intet. Zayn lænede sig tilbage i sofaen med en hånd for panden, mens Louis var blevet helt bleg. Jeg selv havde det, som om nogen havde frarøvet mig min forståelsessans. Jeg sad og stirrede uforstående på den mand, der sad og fortalte mig, at jeg var mistænkt i en mordsag.

”Men … det giver ingen mening?” Min stemme var uberørt, men inden i væltede alting rundt.

Marc lod til at ignorere mit forsøg på at bryde tavsheden, der havde bredt sig mellem os, og i stedet uddybede han roligt sine ord.

”Hun var journalist,” sagde han. ”Da vi undersøgte gerningsstedet, fandt vi en masse notater – sandsynligvis stikord til fremtidige artikler. Det meste var om en sag om en voldtægtsforbrydelse, men vi fandt et enkelt ark, der skilte sig ud. Det var skrevet i kodesprog, men heldigvis har vi eksperter på det område, og det viste sig, at koden ikke var så svær at knække. Da jeg fik arket oversat, dukkede der fem navne op – jeres navne. Det viser sig, at hun har skrevet en historie ned om hver af jer, og er de historier sande, er de i yderste tilfælde nok til at styrte jeres karriere i grus.”

Liam rystede på hovedet, som for at klare tankerne. ”Men hvorfor skulle vi … slå hende ihjel?”

”I kunne have fundet ud af det,” sagde Marc, som om det var indlysende. ”Historierne måtte ikke slippe ud, og derfor skulle hun skaffes af vejen.”

”Nej,” udbrød jeg, ”det er jo for absurd! Hvordan skulle nogen af os kunne finde på sådan noget?”

Marc lod sine blå øjne møde mine. ”Det er sjovt,” sagde han eftertænksom. ”Det siger de alle sammen.”

 

Jeg vred nervøst mine hænder, da jeg hørte Liam hæve stemmen inde på den anden side af døren. Han lød både vred og ophidset, men jeg forstod ham. Det var forfærdeligt at blive beskyldt for mord, det vidste jeg nu.

Louis og Zayn havde allerede været inde for at snakke med Marc, så nu sad jeg alene tilbage på trappen med en betjent vågende over mig, mens Liam råbte ad Marc inde på det lille kontor, jeg aldrig havde brugt. Jeg vidste, at han ville udveksle et par ord med mig og udspørge mig om mit alibi. Så meget havde jeg regnet ud.

Jeg tørrede diskret mine hænder af i morgenkåben, der stadig fungerede som mit tøj. Jeg var så nervøs, at sveden blev ved med at pible ud af de små porer i håndfladerne. Mine ben kunne jeg heller ikke få til at ligge stille. Jeg blev ved med at sige til mig selv, at der ikke var noget at være nervøs over. Jeg havde ikke myrdet Georgia. Men alligevel fik tanken om, at jeg ikke havde et ordenligt alibi, bølger af nervøsitet til at skylle igennem kroppen på mig gang på gang.

Til sidst gik døren op, og Liam kom ud med et neutralt ansigt. Dog vidnede hans knyttede næver om, at vreden buldrede rundt inde i ham. Han nikkede kort til mig, men forsvandt så ud i gangen, hvor jeg hørte hoveddøren smække.

Med sammenpressede læber gik jeg ind på kontoret og lukkede døren omhyggeligt efter mig. Marc sad halvvejs oppe på det skrivebord, der bare stod og samlede støv midt i rummet. Foran ham var stillet en stol frem. Der satte jeg mig. Det føltes mærkeligt, at Marc sad højere end mig og derved skulle kigge ned på mig. Det føltes virkelig som en afhøring.

Marc rømmede sig og lod igen sine stikkende øjne hvile på mig. ”Nå Harry,” sagde han, ”hvor befandt du dig lørdag nat kl. 01:58?”

Jeg sukkede og lod de ord ud, der på ingen måde ville udelukke mig som mistænkt. ”Jeg var hjemme,” sagde jeg opgivende. ”Jeg var alene herhjemme.”

Marc skriblede nogle ord ned på en blok. Det undrede mig, at han brugte tid på at skrive det ned, da jeg var sikker på, at han optog samtalen et eller andet sted fra. Jeg var bare glad for, at vi ikke skulle slæbes med på politistationen.

”Altså intet alibi?”

Jeg rystede på hovedet, selvom det smertede mig at indrømme det. Jeg kunne have løjet, men jeg var ikke en god løgner, og fandt de ud af, at jeg ikke havde talt sandt, havde jeg bare udpeget mig selv endnu mere. Der var ingen grund til at forsøge at lyve mig ud af det her. Jeg havde ikke gjort det, og jeg stolede nok på politistyrken til, at jeg troede på, de ville finde den rigtige morder og derved udelukke mig – og de andre drenge. For jeg troede på ingen måde på, at nogen af os kunne være den ansvarlige. Jeg havde efterhånden kendt de drenge længe, og jeg vidste, at ingen af dem ville kunne finde på noget så grufuldt. Og da slet ikke på grund af en sladderhistorie.

”Jamen så bliver jeg nødt til at spørge dig direkte.” Marc lagde blokken fra sig og låste sit blik fast i mit. ”Myrdede du Georgia Gigg?”

Jeg sank nervøst en klump over spørgsmålet og forbandede lydløst mig selv. Nu var ikke tidspunktet at komme med nervøse trækninger.

Jeg rystede igen på hovedet. Lige nu virkede det som den bedste løsning, da jeg ikke var sikker på, om min stemme svigtede mig. Men da gik det op for mig, at så vigtigt et spørgsmål, ikke kunne besvares med et hovednik.

”Nej,” sagde jeg tydeligt. ”Nej, det gjorde jeg ikke.”

Mit adamsæble bevægede sig nervøst, da jeg lænede mig tilbage og lod mit blik flakke rundt i rummet. Jeg regnede med, at samtalen snart ville slutte. Det vigtigste var overstået, og nu var der kun smalltalk tilbage, hvis han ville holde længere på mig.

”Det sagde de andre sjovt nok også. Men som du ved, er løgne også en mulighed.”

”De ville ikke lyve. Og det har de heller ikke grund til,” forsvarede jeg. ”Ingen af os har så meget som overvejet at myrde nogen.”

Marc ignorerede mit forsøg på at forsvare mine bandmedlemmer og fortsatte i stedet i et andet spor. ”Payne begyndte at råbe, da jeg spurgte ham, om han havde myrdet Georgia. Det hørte du måske?”

”Jeg – ja,” sukkede jeg og brød øjenkontakten til Marc. Jeg havde allerede fået et dårligt indtryk af ham, og jeg havde på fornemmelsen, at han ikke havde den mindste medfølelse for nogen af os. Han var hård som en negl og tænkte ikke på andet end at knække en af os.

Han fortsatte. ”Han mente, at det var uforskammet at spørge om. Hvad mener du? Det er jo trods alt mit job, ikke? Det er en del af proceduren.” Han stirrede på et punkt bag mig, som om han talte til sig selv og faktisk ikke brød sig det mindste om min mening. Men alligevel ventede han på mit svar.

Jeg rettede mig op og sad helt ude på kanten af stolen. ”Er vi færdige?” spurgte jeg og kunne ikke helt skjule den utålmodige, men nervøse klang i min stemme.

Marc blinkede og vendte tilbage til nuet. Så sprang han ned fra skrivebordet og åbnede døren for mig. Jeg mødte en enkelt gang hans øjne og forventede delvist et håndtryk, men den form for respekt ville han ikke vise mig. Han holdt sine hænder for sig selv, og da han med et par hurtige og kommanderende sætninger samlede sit mandskab og forsvandt ud af mit hus, var et blik det eneste farvel, jeg fik.

Jeg sukkede for tiende gang den dag og kørte en hånd gennem mit hår, mens jeg nød den rungende stilhed og synet af et tomt hus.

Men så drejede jeg ind i stuen og så Louis sidde i sofaen. Samtidigt bemærkede jeg også, at nogen havde spændt et stykke plastik ud over det smadrede vindue, så vinden ikke længere kunne trænge direkte ind i mit hus. Det måtte have været noget, politiet havde gjort, mens vi talte med Marc.

”Louis,” sagde jeg og gik over til ham i sofaen. ”Jeg troede, i alle var gået.”

Louis rystede på hovedet og kiggede op, da jeg nærmede mig. ”Jeg tænkte, at jeg ville blive her og, du ved, snakke lidt.”

Jeg dumpede ned i sofaen overfor ham og trak et tæppe hen over mine ben, der stadig var kolde. Jeg burde helt sikkert tage noget ordenligt tøj på. ”Det er ikke til at tro,” mumlede jeg.

Louis vidste præcis, hvad jeg snakkede om og nikkede samtykkende. ”Absurd,” sagde han.

”Jeg havde aldrig troet, sådan noget skulle ske for os. Hvordan skulle nogen af os overhovedet kunne gøre sådan noget?”

”De slår ned på alle – verdenskendte popstjerner eller ej, vi kan lige så godt indrømme, at vi er i søgelyset.”

”Jeg fornægter det ikke,” sagde jeg tørt og lænede mig tilbage. ”Det er bare svært at tro på.”

Louis trak på skulderen. ”Det skal du nok komme til. Det her kan tage lang tid.” Hans ansigt fortrak sig i en grimasse. ”Tænk på, hvor meget det kommer til at fylde og påvirke vores liv!” Han lænede sig forover og skjulte ansigtet i hænderne. Jeg rakte instinktivt over og klappede ham let på skulderen. ”Vi skal nok komme i gennem det her,” sagde jeg med en fast stemme. ”Vi er uskyldige, til det modsatte er bevist. Vi kommer igennem det. Alle fem.”

 

____________________________________________________________________________

 

Egentlig har jeg ikke så meget andet at sige, end at jeg håber, I nyder kapitlet, for jeg har i hvert fald nydt at skrive det. Der er virkelig ikke noget bedre end at skrive på en splinterny movella. x 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...