Hide and Seek | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 dec. 2013
  • Opdateret: 23 aug. 2015
  • Status: Færdig
"Louis Tomlinson, voldelige tendenser overfor sin kæreste. Zayn Malik, forholdet til kæresten er set up. Liam Payne, på stoffer. Niall Horan, har opgivet One Direction og opbygger nu nyt band i smug. Harry Styles, hemmelig femårig datter." Sådan lyder oversættelsen af de kodede notater, politiet finder i forbindelse med mordet på journalisten ved navn Georgia Gigg. Morderen efterlader ingen spor, og derfor har politiet kun ét spor at gå efter - notaterne. Følg med i en hæsblæsende mordsag, hvor både Zayn, Liam, Louis, Niall og Harry er hovedmistænkte i mordet på Georgia, journalisten uden grænser. Drengene vil gøre alt for at slippe ud af det mareridt, de er blevet trukket ind i, men det er ikke så let, når Georgias bedste veninde, Savannah Tinsley, også har noget at skulle have sagt. Savannah er nemlig netop sluppet ud efter to år i fængsel og er drevet af en uslukkelig hævntørst, der får hende til at satse alt. For én ting er sikkert, morderen skal findes.

99Likes
117Kommentarer
16497Visninger
AA

21. ⓢ KAPITEL 19 | DRINKS

   SAVANNAHS SYNSVINKEL

 

Kreativitet var måske ikke lige min stærke side. Jeg var sikker på, alle andre ville bekræfte mig i det udsagn.

Papiret, der hang foran mig, var sølet til i vandfarve, så det dryppede ned på gulvet. Det var ikke let at se, hvad jeg med løse håndled havde forsøgt at bringe frem på papiret. En sort streg her og der, et par udtværede øjne midt i det hele og en nogenlunde græsplæne i bunden.

Jeg bed mig i indersiden af kinden, mens jeg betragtede det færdige resultat.

Efter at være blevet ladt alene hjemme, havde kedsomheden sat ind. Først havde jeg nydt det. Tændt musik og danset rundt med en øl i hånden, men det blev hurtigt kedeligt alene, og derefter havde fjernsynet underholdt mig. Derefter havde jeg snuset rundt i huset og havde til sidst fundet papir, blyant og vandfarver frem. Jeg mente, det var på tide, jeg satte min kunstneriske side på prøve. Først havde jeg siddet med tungen stukket koncentreret ud af munden, mens jeg tegnede skæve og adskillige mislykkede streger på en tegneblok. Viskelæderet blev min gode ven.

Da jeg var tilfreds med min skitse, ville jeg føre den over på et større papir med vandfarve. Så med en blyant på plads bag øret – det fik mig til at føle mig klog – havde jeg hamret papiret op på væggen i stuen. Den fugl, jeg havde forsøgt at male, gloede olmt ned på mig, og jeg sukkede.

Nu vidste jeg, hvorfor jeg aldrig besluttede mig for at male, når der var andre i huset.

Jeg gik ud i køkkenet og begyndte at rode i både skuffer og skabe. Klokken var omkring syv, og jeg var blevet sulten. Men selvfølgelig var det begrænset, hvad vi havde af mad. Et par konservesdåser med makrel, en humpel tørt brød, en klase mugne vindruer og en gammel citronmåne var, hvad jeg kunne finde. Jeg spiste citronmånen til en kop kaffe.

Derefter følte jeg mig ret deprimeret. Jeg var helt alene, og jeg havde ikke engang nogen at ringe til. Jeg kunne tage ind til byen, men selvom jeg allerede havde startet på alkohollen i dag, havde jeg ikke lyst til at vælte rundt sammen med fremmede mennesker i aften.

Desuden havde jeg ingen penge. Havde jeg haft det, havde jeg højst sandsynligt gjort det, men kun for at få noget ordenligt aftensmad.

Med hagen hvilende i hånden, sukkede jeg dybt og ventede på, at sukkeret fra kagen og energien fra kaffen begyndte at have sin virkning.

Men det havde jeg ikke tålmodigheden til.

Efter få minutter havde jeg skiftet til en lårkort kjole, jeg vidste, viste alle mine goder sider frem, et par uldsokker og en sweater. Jeg havde ikke gidet at tage et bad, så jeg havde bare lagt endnu et lag mascara og havde overstænket min krop med parfume. I gangen tog jeg mine støvler på, kastede en af Samuels tykke jakker over skuldrene og trak en hat ned over håret, som jeg lod hænge løst. Hatten pressede mit pandehår ned og mindede mig om, at jeg burde få det klippet.

Udenfor var det pisse koldt. Det kildede irriterende i min næse, da jeg trådte ud og låste døren med fingre, der allerede længtes efter at komme ned i de store lommer i Samuels jakke.

Jeg havde glemt at slukke lyset i køkkenet, men jeg var ligeglad. Samuel gik meget op i, at vi sparede på strømmen for pengenes skyld, men eftersom han troede, jeg var hjemme i al den tid, de var af sted, mente jeg ikke, det gjorde nogen forskel.

Lygtepælene lyste op for mig, mens jeg gik. Jeg kunne se min ånde hænge som små skyer foran mig, før de forsvandt ud i natteluften. Natteluften, som i øvrigt trængte ind under min jakke og fik hele min krop til at ryste og mine tænder til at klapre.

For min skyld måtte det godt snart blive forår.

Jeg gik længe uden at se op. Kulden bed i mine kinder og gjorde min næse rød. Jeg mødte ikke mange på min vej. Kun to fulderikker gik den modsatte vej af mig på fortovet og tilbød mig en tår af deres øl. Jeg ville have sagt ja tak, hvis ikke risikoen for, at de havde puttet noget i dem, havde været der.

Efterhånden som jeg lagde kilometerne bag mig, begyndte mine ben at klage under mig. Mine fødder var kolde, og mine trædepuder gjorde ondt. Men jeg vidste, at jeg ikke skulle gå ret meget længere.

Jeg kunne sige, at jeg bare gik derhen, hvor mine ben førte mig, men det ville være en løgn. Jeg var udmærket klar over, hvor jeg var på vej hen. Man kunne måske sige, at mine ben førte mig, mens jeg intet gjorde for at stoppe dem.

Da huset endelig tårnede sig op foran mig, og jeg kunne se det varme lys strømme ud af vinduerne i underetagen, måtte jeg holde sammen på mig selv for ikke at gå direkte op til hoveddøren og lukke mig selv ind i varmen.

I stedet gik jeg forsigtigt op ad havegangen og bevægede mig om bag huset, hvor der også var græsplæne. Alle de vinduer, jeg var kommet forbi, havde gardinerne trukket for, men egentlig generede det mig ikke, at jeg risikerede at blive set.

Jeg ville gerne ses.

I baghaven blev jeg mødt af den behagelig lyd af klukkende vand. Da jeg løftede blikket, så jeg to små søer, der lå fredeligt og spejlede stjernerne. Den ene lå lidt højere end den anden, så det havde været muligt at bygge et lille, kunstigt vandfald mellem de to søer. Jeg gik helt hen til kanten, hvor store sten kunstfærdigt omkransede vandet. Jeg stillede mig op på en af de mere flade og kastede et blik ned i vandet.

Det første, jeg så, var mit eget ansigt, der genspejlede sig i vandet. Den nussede hat, det lange hår og de røde kinder. Derefter bemærkede jeg de små glimt fra stjernerne over mig. Himlen var skyfri, og havde det ikke været for byens lys, havde jeg nok lagt mig ned i græsset for at betragte himlen et kort øjeblik.

Først, da jeg havde fundet de få stjernetegn, jeg var i stand til at finde, så jeg endnu engang ned i vandet og lagde mærke til guldfiskene, der flød fredeligt rundt omkring dernede. De bevægede sig næsten ikke, så i stedet for at ofre dem min opmærksomhed, begyndte jeg forsigtigt at balancere på stenene omkring søerne. Jeg holdt armene ud til siderne som en anden ballerina og så ned på mine fødder, der af og til ramte lidt ved siden af, så jeg nær var skvattet i vandet.

Jeg legede med ilden, og jeg vidste det.

Efterhånden som tiden gik, blev jeg mere og mere utålmodig. Jeg var nået to gange rundt på stenene, og jeg overvejede næsten at springe i vandet med vilje, bare for at blive hørt.

Men så skete det, jeg hele tiden havde ventet og måske håbet på.

”Hvad har du gang i, Savannah?”

Jeg vendte mig hurtigt om og havde nær mistet balancen. Stemmen var velkendt, og jeg smilede ved synet af Harry, der råbte til mig fra huset. Han havde åbnet bagdøren og stod med hånden på dørhåndtaget uden hverken jakke eller sko på.

Jeg sagde ikke noget. Vidste ikke helt, hvad jeg skulle sige. Jeg valgte at træde ned fra stenene, og så stod jeg bare og så på Harry med hænderne begravet i de store lommer i jakken.

”Savannah?” Gentog Harry, da han intet svar fik.

Harry fangede mit blik, og adskillige sekunder passerede, mens intet andet skete. Til sidst sukkede Harry og slap håndtaget, så døren åbnedes som en invitation. ”Kom med ind,” sagde han og forsvandt ind i huset.

Først tøvede jeg lidt, men min krops behov for varme tog beslutningen for mig, og i løbet af kort tid stod jeg indenfor i en form for lille gang med døren lukket bag mig. Temperaturen var helt anderledes, og jeg mærkede straks, hvordan jeg slappede af i hele kroppen.

Netop som jeg skulle til at kigge rundt om hjørnet ind til køkkenet, kom Harry tilbage. Han var iført en tyk trøje og et par naturligt slidte jeans. Det øverste af det lange hår havde han sat op med et elastik bagpå hovedet. Han så en anelse træt ud, men jeg havde aldrig set ham uden rande under øjnene, så jeg tog det som en selvfølge.

”Tag støvlerne og jakken af og kom med ind.” Han forsvandt igen fra mit synsfelt, og jeg smed hurtigt de sorte støvler og Samuels jakke. Mine fødder var iskolde, og jeg længtes bare efter et varmt bad eller nogle tæpper.

Harry stod i køkkenet med ryggen til, da jeg kom ud til ham. Det hele lignede sig selv, fra sidste gang jeg havde været her. Jeg satte mig hjemmevant på en af træstolene ved det lille, runde spisebord.

”Vil du have kaffe?” spurgte Harry uden at vende sig.

”Nej, tak.”

Jeg hørte ham hælde kaffe op til sig selv i et krus, og efter at have hentet en mælkekarton i køleskabet satte han sig på stolen overfor mig. Med langsomme og rolige bevægelser fortyndede han kaffen en smule, mens han hele tiden havde blikket rettet mod sine hænder. Først, da han førte det dampende krus op til sine læber, så han på mig.

Jeg erindrede vores sidste møde. Jeg havde anklaget Louis for at være Georgias morder, og Harry havde trampet kaffe ud i hele huset og var skredet. Han så ikke sur ud.

”Politiet var her tidligere i dag,” sagde han og så på mig for at se min reaktion. ”De ransagede hele huset, og jeg har brugt resten af dagen på at rydde op efter dem.”

Jeg trak på skuldrene og afslørede ikke nogen følelser.

Harry så fortsat på mig og havde tilsyneladende ikke ret meget tålmodighed i det øjeblik, for han begyndte ret hurtigt at tale igen. Eller måske var han bare klar over, at jeg ikke ville sige ret meget alligevel.

”De har gjort det samme ved de andre. Zayn sendte en sms.”

Jeg fugtede mine læber og lænede mig tilbage i stolen med let sammenknebne øjne. ”Fandt de så noget?”

Harry smilede et bevist falskt smil og svarede flabet: ”Hos mig – nej. Desværre for dig, Savannah.”

Jeg smilede tilbage på samme måde og lænede mig igen frem. ”Siger du, at de har fundet noget ved nogen af de andre?”

Harry rystede på hovedet. ”Det ved jeg ikke noget om.”

”Men du afviser det ikke.” Jeg smilede oprigtigt denne gang. ”Harry, hvad går der dog af dig?”

Harry blev overraskende stille og slog pludseligt blikket ned. Hans pegefinger kørte langsomt rundt på kaffekrusets hank, mens han trak vejret dybt og rømmede sig lavt, som ladede han ligesom op til at sige noget.

Jeg bed mig i læben for ikke at frembruse et eller andet. Jeg kunne se, at han kæmpede med noget, og jeg blev pludselig meget nysgerrig. Hvis ikke han bestemte sig for at fortælle det, ville jeg tvinge det ud af ham på en eller anden måde.

”Sedlen.” Harry løftede blikket, men så ned igen. ”Notaterne. Det er sandt.”

En tavshed opstod, og det gik op for mig, at jeg holdt vejret. Langsomt lod jeg luften fylde mine lunger igen.

Harry lænede sig tilbage med kaffen mellem sine hænder. Han tog en slurk, og hans blik flakkede langt om længe op til mig, hvor det denne gang blev hvilende.

Jeg mærkede, hvordan tvivlen begyndte at nage i mig. ”Tror du på det?” Misbilligelsen prægede min stemme, og i det øjeblik gik det måske op for mig, at jeg aldrig rigtigt selv havde troet hundrede procent på de udsagn. Ganske vist havde jeg holdt fast i, at notaterne var sande, men nu – hvor Harry pludselig erklærede sig enig – virkede det helt forkert. Jeg havde vel regnet med, at et par stykker var sande – eksempelvis Harrys datter – og at resten bare havde været gætværk, som måske ramte rigtigt på nogle få punkter.

Harry nikkede, men det så næsten ud til at gøre ondt på ham. Smerten i hans grønne øjne var tydelig.

”Hvorfor?” Jeg flettede fingre med mig selv under bordet.

”Liam er blevet indlagt af en overdosis, Louis opfører sig mærkeligt, og vi ved begge to at … at Mellie eksisterer.”

”Hvad med de andre?” spurgte jeg. ”Niall og Zayn?”

Harrys svar kom prompte. ”Niall er væk så tit, at det ikke er usandsynligt, han har fundet sig nogle andre og bedre venner. Og når alle de andre udsagn er sande, hvorfor skulle Zayns så ikke også være det?” Harry så på mig. ”Jeg troede, du vidste, alt det her var sandt?”

Jeg famlede efter ordene. ”Jeg … ja, det gør jeg også.”

Harry var tydeligvis klar over, at der var noget, der ikke stemte helt, men han kommenterede det ikke. I stedet støttede han sit hoved på den ene hånd og stirrede ned i den brune væske i hans krus. Det dampede ikke nær så kraftigt længere.

I et kort øjeblik troede jeg, han var så følelsesladet, at tårere pressede på, men så så han kort op og smilede et lille, falskt smil.

Det vækkede noget i mig.

”Harry … ” Uden jeg vidste af det, havde jeg rejst mig halvvejs op og stod med hånden rakt underligt frem mod ham. Jeg søgte efter ord, men de kom ikke rigtigt til mig, som jeg ville ønske. Jeg ville fortælle ham, at det hele nok skulle gå, men det kunne jeg ikke sige, for det ville jo ikke gå. En af hans bedste venner ville vise sig at have myrdet en kvinde, og derved ville han have forrådt dem alle. Tingene ville aldrig blive som før. Ikke efter alt det, der var sket – og det, jeg vidste, ville ske.

Jeg tog hurtigt hånden til mig og stod lidt tøvende foran min stol med blikket hvilende på Harry.

Og pludselig vidste jeg, hvad jeg ville gøre.

Med faste skridt gik jeg hen til køleskabet. Der var ikke meget derinde, men det var alligevel langt mere, end jeg var vant til. Jeg rodede lidt rundt mellem tingene, indtil jeg fandt en six-pack samt en flaske rødvin, der stod i lågen.

Jeg stillede det foran Harry, og han så op. Jeg flåede plastikken væk fra de kolde øl og rakte bydende en ud mod ham. ”Er du med?”

Han så først tvivlrådigt på alkohollen i min hånd. Så dukkede et lille smil op på hans læber, og han tog imod den.

”Jeg er med,” sagde han.

 

”Harry, tag den.”

Harry kneb øjnene sammen og bevægede sig ikke.

”Tag den,” gentog jeg og viftede med hånden, som jeg holdt ud fra mig. Jeg løftede øjenbrynene, og omsider lod han sine fingre gribe fat om mine. Hans fingre var varme og på grænsen til svedige.

Vi sad begge i Harrys sofa. Jeg med fødderne trukket op under mig og Harry med fødderne hvilende på sofabordet. Vi havde begge et glas i hånden og stank sikkert begge to af alkohol. Harry havde blandet noget, jeg ikke anede, hvad var, men det var stærkt, så jeg tog glædeligt imod det. Derefter var vi rykket ind i stuen, eftersom det var mere komfortabelt. Fjernsynet kørte i baggrunden, men ingen af os hverken så eller lyttede til det, der foregik på den store skærm.

”Kan du mærke energien?” spurgte jeg med en højtidelig stemmeføring.

Harry smilede og nikkede med en påtaget alvorlighed.

”Okay,” sagde jeg og satte mig bedre til rette – fortsat med Harrys store hånd i min. ”Du bør nok være klar over, at det her kan virke meget stimulerende – Ikke seksuelt, Harry. Stop så!” Harrys gryntende grin ødelagde mit forsøg på at spå ham, men jeg samlede mig hurtigt, og forklarede så godt jeg kunne med alkohollen boblende i mit blod. ”Vi bliver hele tiden stimuleret, okay? Alle de ting, der sker omkring os, stimulerer os. Hvis vi bliver stimuleret for meget, kan vi begynde at græde eller få det skidt. Okay? Så det her kan være meget stimulerende. Nu har jeg advaret dig.”

Jeg lukkede øjnene og løftede hagen en smule.

”Harry Styles,” mumlede jeg og lod mine hænder famle rundt på hans. ”Nitten år, far til en datter.”

”Tyve,” rettede Harry grinende, men uden at trække sine hænder væk.

Jeg ignorerede ham og fortsatte med lukkede øjne, som om intet var sket.

”Bor i London, har trukket sig tilbage efter en blændende karriere som popsanger.” Jeg tænkte mig om og fandt min fantasifulde side frem. ”Lige nu gennemgår du en hård periode, men den vil snart slutte, og dit liv vil fortsætte. Du vil få et godt liv.” Jeg nikkede anerkendende af mig selv. ”Du vil snart blive såret, men husk på, Harry, at livet fortsætter.” Jeg åbnede øjnene, og Harry spillede med og nikkede forstående til mig, som tegn på, at han havde hørt mig.

”Er der mere?” spurgte han.

Jeg holdt hurtigt en finger i vejret og klemte øjnene sammen. ”Der kommer noget til mig. Jeg kan mærke det.” Jeg strammede grebet om Harrys hånd, og så slappede jeg af, som var åbenbaringen nu kommet til mig. Jeg åbnede øjnene. ”Du vil komme for sent.”

Harry rynkede panden. ”Til hvad?”

Jeg trak henkastet på skuldrene og tog en mundfuld alkohol. ”Det ved jeg ikke. Det sagde ånderne ikke noget om.”

”Du er sær, Savannah.”

”Rettelse – ånderne er sære, Harry. Jeg er bare deres tolk.”

Harry rystede smilende på hovedet af mig og betragtede mig. ”Hvad er det overhovedet, du har på?”

Jeg så ned ad mig selv, så dobbelthagerne sneg sig frem. Den stramme kjole var kravlet en smule op ad mine kolde ben. Men jeg var påvirket, så det generede mig ikke. Faktisk havde jeg det lidt varmt, så jeg besluttede – uden at tænke ret meget, selvfølgelig – at trække sweateren og hatten af.

Med Harrys blik hvilende på mine bryster, lænede jeg mig tilbage og smækkede fødderne op på hans lår.

”Det fik mig til at virke mere troværdig, synes du ikke?” spurgte jeg og refererede til min lille spåkone-seance.

Harry nikkede og sled blikket væk fra mig. Jeg boltrede mig veltilfreds i sofaen og viftede lidt med mine sokkebeklædte fødder.

”Kunne jeg eventuelt få lidt fodmassage? Jeg glemte at nævne, at jeg selvfølgelig tager gebyrer. Men du kan slippe med det her.”

Jeg havde det fantastisk. Alkoholen susede rundt i mit blod og fik alting til at blive meget smukkere. Selv Harry så bedre ud, og han havde endda løsnet sit hår, så det hang omkring hans ansigt med buler efter elastikken.

Jeg hyggede mig gevaldigt, og Harry så ud til at nyde mit selskab – lige indtil nu.

Han så på sit armbåndsur og flyttede forsigtigt mine fødder. ”Savannah, klokken er halv to.”

”Savannah, klokken er halv to,” efterabede jeg i en forvrænget tone.

”Jeg kan køre dig hjem.”

”Nå, så nu har du pludselig ikke drukket, hva'?”

Harry rejste sig og tilbød mig at trække mig op ved hjælp af hans hånd. Jeg tog den med et dybt suk.

”Jeg har kun drukket halvt så meget som dig, Savannah.”

”Det er stadigvæk for meget.”

Harry ignorerede mig, selvom jeg var sikker på, han også vidste, han ikke burde sætte sig ind bag et rat. Han hjalp mig i mit overtøj og tog derefter min hånd for at trække mig med ud til bilen. Natteluften var kold, men jeg mærkede det ikke.

”Hvorfor kan jeg ikke bare sove ved dig?” klagede jeg, da han åbnede døren og blidt skubbede mig ind.

”Det kan du bare ikke, Savannah.”

”Hvorfor siger du mit navn hele tiden?”

”Fordi jeg godt kan lide dit navn.”

”Hvorfor kan du godt lide mit navn?”

Harry svarede ikke. I stedet tændte han bilen og så koncentreret på vejen.

Jeg lænede mig tilbage og lagde armene over kors hen over brystet. ”Harry Styles kører nittenårig pige ned med alkohol i blodet.” Jeg begyndte at remse overskrifter op. ”Bilulykke i London – spritbilist dræber familiefar og søn. Eller Harry Styles fængslet for spritkørsel og uagtsomt manddrab.

”Savannah.” Harry så på mig ud af øjenkrogen, og jeg tav. Resten af turen sagde jeg ikke noget.

Da vi holdt foran det velkendte, grå hus, steg jeg ud – fortsat tavs. Jeg gik hele vejen op til verandaen uden at se mig tilbage. Men så blev det også for meget for mig, og jeg vendte mig.

Harry holdt der endnu, og da jeg blev stående, rullede han vinduet ned. Jeg måtte råbe for at overdøve vinden, afstanden og Londons larm.

”Jeg er alene,” råbte jeg. ”Samuel og Julien kommer først hjem engang i morgen aften.” Jeg tøvede kort. ”Vil du med ind?”

Jeg kunne ikke se Harrys ansigt, så et kort øjeblik troede jeg, at han ville takke nej og gasse bilen op. Men så slukkedes bilens motor, og Harrys stemme nåede mig.

”Det vil jeg gerne.” 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...