Hide and Seek | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 dec. 2013
  • Opdateret: 23 aug. 2015
  • Status: Færdig
"Louis Tomlinson, voldelige tendenser overfor sin kæreste. Zayn Malik, forholdet til kæresten er set up. Liam Payne, på stoffer. Niall Horan, har opgivet One Direction og opbygger nu nyt band i smug. Harry Styles, hemmelig femårig datter." Sådan lyder oversættelsen af de kodede notater, politiet finder i forbindelse med mordet på journalisten ved navn Georgia Gigg. Morderen efterlader ingen spor, og derfor har politiet kun ét spor at gå efter - notaterne. Følg med i en hæsblæsende mordsag, hvor både Zayn, Liam, Louis, Niall og Harry er hovedmistænkte i mordet på Georgia, journalisten uden grænser. Drengene vil gøre alt for at slippe ud af det mareridt, de er blevet trukket ind i, men det er ikke så let, når Georgias bedste veninde, Savannah Tinsley, også har noget at skulle have sagt. Savannah er nemlig netop sluppet ud efter to år i fængsel og er drevet af en uslukkelig hævntørst, der får hende til at satse alt. For én ting er sikkert, morderen skal findes.

99Likes
117Kommentarer
16478Visninger
AA

20. ⓗ KAPITEL 18 | SLAPS

   HARRYS SYNSVINKEL

 

At være samlet med drengene frembragte forskellige følelser i mig.

En varm fornemmelse bredte sig min mave, da jeg så rundt på de velkendte ansigter, men samtidigt måtte jeg synke kraftigt flere gange, eftersom mit hoved fandt væmmelige tanker frem, som jeg så fra ansigt til ansigt. Jeg fik det dårligt med mig selv, hver gang jeg tog mig selv i at overveje drengenes muligheder som mordere. Jeg fik det så fandens dårligt.

Zayn havde taget Perrie med. Han havde ladet skægget gro endnu længere, end han plejede, og han havde – som alle os andre – poser under øjnene. Han havde også tabt sig, og det klædte ham bestemt ikke. Han var i forvejen tynd, og enhver var klar over, at han ikke havde godt af at smide flere kilo. Perrie, derimod, havde taget på. Som hun sad der i sin tykke trøje med Zayns arm hvilende omkring sine skuldre, måtte hun flere gange trække trøjen ned, så den ikke kravlede op og viste hendes udspilede mave. Jeg så for mig, hvordan hun trøstespiste, mens Zayn glemte at spise.

Louis sad i Eleanors fine sofa ved siden af Zayn og Perrie og så miserabel ud. Det gjorde ondt at se ham sådan. Han vred hele tiden sine fingre, og jeg lagde mærke til, at hans negle var bidt fuldstændigt ned. Spekulationer om hvorfor det her påvirkede ham mere end os andre, troppede op i mit hoved, men jeg slog dem brutalt væk. Jeg ville ikke tænke sådan om min bedste ven.

Eleanor var her også. Dog skrumlede hun bare rundt ude i køkkenet og havde kun lige råbt hej, da vi havde meldt vores ankomst. Ingen af os havde set så meget som skyggen af hende. Kun gryderne og tallerkenerne forsikrede os om, at hun var derude et sted. Louis havde bedt os om at sætte os ned, før vi havde haft mulighed for at gå ud og hilse ordenligt på hende.

Jeg vidste, at jeg selv heller ikke så godt ud. Mit har var for langt, og det var som regel altid en smule mere vildt, end det var meningen. Også randene under mine øjne var tydelige, og jeg havde svært ved at koncentrere mig på grund af min manglende søvn og evige nervøsitet og frygt.

Liam og Niall var de eneste, der manglede. Niall havde lovet at dukke op, men vi vidste alle, hvorfor Liam ikke mødte op.

Stilheden i stuen var tyk, og ingen af os havde tilsyneladende lyst til at bryde den. Kun larmen ude fra køkkenet, nåede vores ører. Til sidst tog jeg mig sammen.

”Jeg har fået nogle oplysninger om mordet.”

Det gav et sæt i Louis, ved ordet mord. Jeg valgte at ignorere det, og det samme gjorde de andre. Zayn så en anelse interesseret ud, så jeg valgte at fortsætte.

”De har fundet kuglen og har sporet pistolen.” Ingen sagde noget, men Louis' fod vippede lydløst op og ned i en konstant rytme. Jeg mærkede, hvordan jeg blev en smule irriteret over den manglende respons. De kunne da ikke være ligeglade? Var de for bange til at stille spørgsmål? ”Men de har ikke fundet nogen gerningsmand. Pistolen blev stjålet fra dens ejer få dage, før mordet fandt sted. Så spørgsmålet er bare, hvem der gjorde det, og hvor den er nu.”

Der kom en smule liv i Zayn. Han begyndte at ae Perries lår ganske stille, mens han så ned på sin egen hånd. Så så han op og sendte mig et falsk smil.

”Det er gode nyheder, Harry.”

”Det er det sgu da ikke,” udbrød Louis i det samme og slog sin hånd ned i sofaen. ”De er akkurat lige så langt, som de var før.” Hans stemme var tyk af irritation, og han havde det der hårde blik i øjnene.

Vi havde alle vores øjne vendt mod Louis, men han lod, som om han ikke lagde mærke til vores stirrende blikke.

”Jeg ved også, at hun havde et sår i baghovedet. En flænge i baghovedet, hullet gennem brystet og nogle blå mærker, var, hvad de fandt på hende,” sagde jeg for at fjerne fokus fra den mindre behagelige kommentar, Louis valgte at fyre af.

Jeg lænede mig tilbage i sofaen og kørte en hånd igennem mit hår. Da jeg med et suk fjernede hånden efter også at have kørt den en enkelt gang hen over mit ansigt, måtte jeg overrasket se til, da Louis pludselig rejste sig og stod med blikket rettet stift mod mig.

”Og hvor ved du det fra, Harry? Hvem har fortalt dig det?” hvæsede han, mens han pegede på mig med sin højre pegefinger.

”Louis, slap af.” Jeg holdt mine hænder op som et tegn på overgivelse.

”Jeg vil fandeme ikke slappe af, Harry. Jeg vil vide, hvem der fortæller dig de ting, vi andre åbenbart ikke får at vide!”

”Sæt dig ned, Louis. Det er ikke –”

”Sig det, Harry!” Louis afbrød mig.

”Savannah Tinlsey,” stønnede jeg og satte mig ud på kanten af sofaen. ”Men hør her –”

”Harry, Harry, Harry,” mumlede Louis med en hovedrysten og et lille, overlegent smil. Han sagde det, som man ville sige det til et børnehavebarn, der havde gjort noget forbudt. ”Du lærer det aldrig, hva'? Du vælger altid de forkerte kvinder at tage med i seng, gør du ikke?”

Louis' ord og tonefald berørte noget indeni mig, og jeg måtte knytte næverne for at bevare kontrollen over min mund og resten af min krop. ”Hvad mener du, Louis?”

”Er det ikke tydeligt, hvad jeg mener?” Louis lagde hovedet lidt på skrå, som talte han til en, der havde svært ved at forstå en simpel ting. Som talte han til en, der var af lavere rang end ham selv. ”Vi er alle klar over, hvad du laver med Savannah.” Han vrængede hendes navn. ”Og vi er alle klar over, hvor fandens forkert og klamt det er.”

Zayn åbnede munden for at sige noget, men Perrie lagde en advarende hånd på hans arm, og han tav. Louis så intet, og han fortsatte uden nogen form for hæmninger. Jeg kunne slet ikke kende ham.

”Du har sex med fjenden, Harry! Du har sex med en pige, der anklager os alle for mord! Hvorfor fanden tror du, du kan tillade dig at rage på en syg sæk som hende?”

”Nu er det fandeme nok, Louis!” I løbet af et halvt sekund var jeg på benene og stod overfor Louis, så jeg kunne mærke hans åndedræt på mit ansigt. ”Nu er det nok!”

Men Louis stoppede ikke. Louis vidste ikke, hvornår han skulle stoppe længere.

”Du er en forræder, Harry. En skide forræder! Jeg er sikker på, i ligger og griner over, at du udleverer informationer om os, så I sammen kan stikke os, mens i puster efter en hed omgang i sengen. Jeg er sikker på, at –”

En bump og et brøl lød, da jeg kastede mig over Louis og pressede ham ned mod gulvet. ”Nu holder du fandeme kæft! Savannah er en almindelig pige, der har mistet sin bedste veninde på grund af en eller anden sindssyg stodder, der valgte at skyde en kugle igennem hendes bryst. Det er naturligt, at hun leder efter den person, der skal straffes for det her. Vær nu for helvede lidt menneskelig, Louis!” Mit hjerte bankede hurtigt under min skjorte, og jeg mærkede sveden træde frem på min pande.

Louis' bryst hævede og sænkede sig hurtigt under mig, og jeg kunne mærke, at han forsøgte at trække sin arm fri, men mislykkedes i forsøget. Så trak han en smule besværet vejret ind for at råbe et eller andet af mig, men lyden af en dør, der åbnedes, afbrød ham, og alles blikke blev vendt mod hoveddøren, der netop var gået op. Få sekunder efter lukkedes døren igen, og Nialls forskrækkede ansigt dukkede op i døren til stuen. Han stivnede i døråbningen og hævede øjenbrynene, mens hans blik gled fra mig og Louis, til Zayn og Perrie, der klamrede sig til hinanden i sofaen.

”Hvad sker der her?” Han lød både forbløffet og forskrækket. Det var sjældent, man så Niall så seriøs.

Jeg bed tænderne sammen og sprang væk fra Louis, der med det samme rejste sig op og trak sit tøj på plads. Jeg vendte ryggen til og gemte kort mit ansigt i mine hænder, hvorefter jeg satte hænderne i siden og forsøgte at trække vejret dybt ned i lungerne.

Jeg burde ikke have reageret sådan.

”I mener ikke, at I var i gang med at tæve hinanden, vel?” Da ingen svarede, kunne Niall ikke tro sine egne ører. ”Helt seriøst? Hvad fanden er der galt med jer?”

Ud af øjenkrogen så jeg Louis vende sig mod Niall og slå ud med armene.

”Han er fucking faldet for en pige, der anklager os alle for mord, Niall!”

”Og så er det ham, der overfalder dig?” Niall så forvirret ud.

”Han ved ikke, hvad han taler om.” Jeg vendte mig også om mod Niall, da hans forvirrede tonefald nåede mine ører. Han skulle på ingen måde tage Louis' parti – ikke før han havde hørt min side af sagen. ”Jeg er ikke faldet for nogen, og jeg overfaldt ham kun, fordi han gik over stregen med sine beskyldninger.”

Niall så ikke helt overbevist ud.

”Han reagerer fuldstændigt vanvittigt, Niall!”

Niall så over på Zayn for at få hjælp, men Zayn rystede bare på hovedet og så ned. Jeg fik ikke mulighed for at se Nialls reaktion, for i det samme henvendte Louis sig til mig igen.

”Kalder du mig vanvittig? Er det sådan, du betragter mig nu?”

Jeg rystede kraftigt på hovedet og trådte et skridt tilbage. ”Det var ikke det, jeg mente, Louis. Men du overreagerer lige nu. Du beskylder mig for ting, jeg ikke har gjort.”

Louis trådte frem, idet jeg trådte tilbage, samtidigt med at han hele tiden skiftevis knyttede sine hænder og strakte fingrene. Det havde alt sammen en meget truende effekt, og jeg begyndte at blive nervøs for, hvad Louis kunne finde på. Jeg havde trods alt allerede selv grebet til vold. Måske ville han være fristet til at gøre det samme.

”Hør, venner, det her går ikke. Hvorfor stopper I ikke det der pjat og sætter jer ned, så vi kan snakke lidt?” Niall blandede sig ved at forsøge at få Louis til at slappe lidt af, men desværre havde hans afslappede tone den modsatte effekt på Louis.

Han vendte sig mod Niall med et truende blik. ”Du blander dig ikke, Niall. Hvis det der er det eneste, du har at sige, kan du lige så godt forlade mit hus igen. Skrid hjem til dine små venner.”

Et tvetydigt blik spredte sig i Nialls øjne. Jeg mente at se en smule skyld, men også overraskelse.

Louis fortsatte.

”Ingen herinde tror på dine løgne om, at det udsagn på det papir, er falskt. Georgia havde ret med hensyn til dig – du har fundet dig nogle erstatninger. Er vi ikke gode nok længere, Niall?” Louis lod nu sin vrede gå ud over Niall, der bakkede længere og længere tilbage mod døren, da Louis truende bevægede sig hen imod ham, mens han talte. ”Er vi ikke gode nok?” gentog han højlydt.

Niall stoppede op, da han nåede væggen. Jeg holdt vejret i chok, frygt og spænding. Louis lignede en, der kunne eksplodere hvert minut. Han svedte, hans knyttede hænder rystede, og hans øjne var så fyldt med vrede, at det nu var svært at se, hvem den virkelig Louis var.

For det her var ikke Louis Tomlinson.

Netop som han begyndte at hæve armen i en skræmmende bevægelse, stod der pludselig en skikkelse i døren ud til køkkenet. Louis havde ikke bemærket Eleanor, der for første gang viste sig i løbet af aftenen, men det gjorde han snart.

Louis,” sagde hun hårdt, så han drejede hovedet og så på hende.

”Gå tilbage til køkkenet, Eleanor.” Louis talte hårdt og i korte stød. Han var så tændt af vrede, at det gjorde det svært for ham at tale ordenligt.

Eleanor stod udenfor lampens rækkevidde, og hendes ansigt henlå i skygger, men det var muligt at se hende ryste stædigt på hovedet. I et splitsekund mindede hendes trodsige bevægelse mig om Savannah. Hun gjorde heller aldrig, som der blev sagt.

”Eleanor.” Der var ikke kommet mere kontrol over Louis' stemme.

Jeg havde håbet på, at Eleanors tilstedeværelse, ville få Louis til at slappe af og glemme sin vrede, men det stod hurtigt klart, at det gjorde den ikke. Louis glemte Niall, som han før havde glemt mig, og nu var hans vrede rettet mod Eleanor. Han stillede sig helt tæt på hende og hvæsede noget til hende, som kun de to kunne høre.

Men Eleanor rystede igen på hovedet og lagde armene over kors.

Niall, Zayn, Perrie og jeg var tavse. Vi trak alle vejret tungt og en smule besværet, som vi sad og betragtede Louis og Eleanor, der tydeligvis ikke var enige. Louis begyndte at tale højere, men hans ord var så forvrængede og hårde, at det var svært at høre, hvad han sagde.

Mit blik fløj over på Zayn, der rejste sig op fra sofaen.

”Vi tager hjem, Harry.” Hans stemme var lav og usikker, og det var tydeligt at se, at han fandt det meget ubehageligt at befinde sig i Louis' hjem lige nu. Jeg havde det på samme måde. Jeg ville for alt i verden bare gerne hjem, men noget fik mig til at blive. Frygten for, hvad Louis kunne finde på, fik mig til at blive.

Zayn trak Perrie på benene, og hun lagde en beskyttende hånd om sin mave, før de begyndte at gå hen mod døren. De sagde intet og forsøgte tydeligvis at forlade huset uden at tiltrække Louis' opmærksomhed.

Nogle gange kunne jeg ikke lade være med at tænke på, at Zayn var lidt af en kryster. Han havde en tendens til at stikke af, når noget ikke gik, som det skulle. Og så sprang han altid over, hvor gærdet var lavest og tog imod alt, der gavnede eller beskyttede ham selv. Nogle gange tænkte jeg, at ordet, der beskrev Zayn, var bange.

Zayn og Perrie var nået til gangen, da Louis' og Eleanors skænderi pludselig udviklede sig.

Eleanor!” råbte Louis højt, da Eleanor maste sig forbi Louis og løb op ad trappen, der havde fod i gangen. Hun havde nær ramt Perrie, der var i færd med at tage sin jakke på, men Eleanor lod ikke til at ænse det.

Louis stod kun få sekunder med et vredt blik i øjnene, før han styrtede efter sin kæreste. Han løb dundrende op ad trappen, og vi kunne alle høre ham trampe rundt ovenpå.

Så var der stille.

Ingen sagde noget, og ingen rørte sig. Zayn og Perrie stod og var klar til at gå, Niall stod stadig klemt op ad væggen i stuen, og jeg stod ved sofaarrangementet midt i stuen. Mit blik flakkede over på Perrie, og jeg så tårerne glimte på hendes kinder. Jeg havde altid betragtet hende som en stærk person, men det her var åbenbart for meget for hende.

Og jeg forstod hende.

Det, der lige var sket, og som skete lige nu, var grusomt. Louis havde udviklet sig til en person, ingen af os kendte. Det gjorde ondt at se på.

Og så kom det, der afbrød stilheden. Det, vi alle havde gruet for, ville ske.

Klasket.

Et hulk slap ud mellem Perries læber, og endnu en strøm af tårer gled ned over hendes kinder. Hun vendte sig for at gå, og Zayn lagde en arm om hendes skuldre.

Men før de gik, mødte vi alle hinandens blikke, og jeg vidste, at vi alle havde indset det.

Det var sandt. Louis' del på notaterne var sand.

Georgia havde ret.

 

Hele huset var tyst.

Niall var væk, Zayn var væk, Perrie var væk, og Eleanor var væk. Jeg selv stod i gangen med med jakke på og mit halstørklæde viklet løst omkring halsen. Min hånd lå tøvende på dørhåndtaget.

Jeg havde ingen grund til at blive. Der var ingen tilbage i huset, og Louis' ville højst sandsynligt ikke komme ned, før han troede, huset var helt tomt.

Men jeg ville gerne tale med Louis. Jeg blev nødt til at se tegn på, at den gamle Louis var derinde et sted. Og vigtigst af alt måtte jeg konfrontere ham med mordet. Jeg var nødt til at sikre mig, at han intet havde med det at gøre.

Og så ville jeg undskylde.

Men tiden gik, og ikke en lyd kom oppefra. Louis kom ikke ned, og Eleanor kom ikke tilbage.

Til sidst sukkede jeg og tog en beslutning. Døren åbnedes med en næsten uhørlig knirken, og den kolde natteluft smøg sig om mig og væltede ind i gangen. I et kort øjeblik spekulerede jeg over, om Louis mon ville bemærke ændringen i temperaturen ovenpå, men så trådte jeg udenfor.

Og netop som jeg skulle til at lukke døren efter mig, dukkede en skikkelse op ved toppen af trappen.

Jeg stoppede midt i min bevægelse og blev stående i døren med blikket låst fast på Louis, mens han langsomt gik ned ad trappen. Det var først, da han var helt nede, at lamperne udenfor nåede ham, og det var muligt for mig at se hans rødrandede øjne.

Han havde grædt.

Pludselig var jeg nødt til at sige et eller andet.

”Louis, jeg –”

”Kan vi sidde ned?” spurgte han stille og nikkede hen mod trappetrinene udenfor døren.

Jeg tøvede kort, men slap så døren og satte mig en anelse klodset ned på trappestenen. Jeg kunne straks mærke den kolde sten igennem mine bukser. Kort efter lukkede Louis døren og satte sig ved siden af mig.

Over os blinkede stjernerne, selvom byens lys gjorde det svært at nyde det ellers smukke syn. Nogle gange ønskede jeg, at jeg boede ude på landet, hvor der intet lys var til at forstyrre stjernebilledet. Andre gange ønskede jeg, at jeg var en af stjernerne.

”Så nu ved I det alle sammen.” Louis, der hverken var iført jakke eller nogen anden form for overtøj, flettede fingre med sig selv og stirrede ned på sine fødder. ”At det ikke var løgn, det Georgia skrev om mig.”

Jeg var tavs. Jeg vidste ganske enkelt ikke, hvad jeg skulle sige. Mit hjerte bankede en anelse hurtigere end normalt, og hele min krop rystede af kulde. Til sidst sagde jeg, hvad der faldt mig ind.

”Det mærke, du havde på din overarm. Det var ikke et uheld, vel?” Jeg kunne se min ånde i luften foran mig.

Det smertefyldte blik, jeg nåede at se i Louis' øjne, før han igen drejede ansigtet væk, bekræftede mig, allerede før Louis svarede mig verbalt.

”Jeg … Eleanor og jeg havde skændtes lidt, og jeg mistede ligesom kontrollen. Jeg ved, at jeg ikke burde have reageret sådan.” Han holdt en pause. ”Hun skubbede mig ind i kommoden ovenpå.”

Jeg så til, mens Louis' øjne fyldtes med tårer, og hvordan dæmningerne kort efter bristede, og adskillige tårer trillede ned ad hans skæggede kinder.

Og pludselig væltede ordene også ud af ham.

”Jeg ved ikke hvorfor, Harry. Det gør jeg virkelig ikke. Det ene øjeblik har jeg det forfærdeligt med det, jeg har gjort, men det næste er jeg bare så pissesur, og jeg tænker slet ikke. Jeg tænker slet ikke, Harry! Hvad fanden er der galt med mig?”

Det sidste kom ud som et hyl, og han begravede ansigtet i hænderne.

Først sad jeg bare og så ud i luften. At Louis nu åbnede op og fortalte mig om, hvad han gik igennem, gjorde, at jeg begyndte at få det dårligt med mig selv. Jeg havde det sidste korte stykke tid opbygget et had til Louis, for det, jeg havde på fornemmelsen, han gik rundt og gjorde, men det her ændrede min synsvinkel.

Louis havde brug for hjælp. Hvad var jeg for en ven bare at vende ryggen til og være sur?

Rent instinktivt lagde jeg armen omkring Louis' skuldre og klemte ham lidt.

”Vi skal nok komme igennem det her, Louis. Og jeg lover dig, at jeg vil stå ved din side hele tiden.”

Louis løftede hovedet og præsterede at fremtvinge et minimalistisk smil. Det var ikke meget, men jeg tog mig til takke med det. Fra nu af ville jeg hjælpe Louis.

Men jeg blev nødt til at vide en enkelt ting først.

”Er der ellers noget, du gerne vil fortælle mig?” Jeg så spørgende på Louis, der så ud på vejen. Jeg mærkede, hvordan nervøsiteten kom krybende, da han ikke svarede med det samme. For jeg var klar over, at han havde hørt mig.

Kulden gjorde det vanskeligt for mig at sidde stille. Mine hænder og også resten af min krop rystede voldsomt. Det eneste, der ikke rystede, var min stemme, da jeg gentog mig selv.

Denne gang vendte Louis ansigtet mod mig og smilede. En kort hovedrysten var alt, jeg fik, før han rejste sig og slog armene om sig selv.

”Det er godt nok koldt i aften, synes du ikke? Jeg tror, det er bedst, hvis jeg går indenfor nu. Du må også hellere se at komme hjem. Du har jo en lille pige ventende derhjemme.”

Og så var han væk.

Da jeg efter omtrent et minut endnu ikke havde flyttet mig, blev de udendørs lamper slukket, og det stod nu for alvor klart, hvor uønsket jeg var. Jeg rejste mig og med mine stivfrosne fingre, fik jeg låst bilen op og tændt for varmen. Der var så koldt derinde, at jeg kunne se min egen ånde.

Men egentlig var jeg ligeglad med, at jeg var en omvandrende istap, for to ting fyldte mit hoved og overlod ikke plads til andre ting.

Et: Louis havde løjet. Der var noget, han vidste, han burde have fortalt mig, men han gjorde det ikke. Jeg havde kunnet se det på ham. Det gjorde mig fandens bange.

To: Louis havde ved sine sidste ord gjort mig opmærksom på noget, jeg endnu ikke havde overvejet at tage stilling til. Det stod mere og mere klart, at Georgia havde ret, og jeg vidste, at drengene nu antog alle udsagnene som værende sande.

Ergo var Mellies eksistens ikke længere hemmelig. 

 

_____________________________________________________________________

Jeg beklager alle bandeordene i dette kapitel - og vel også i de andre kapitler. Jeg er ikke selv en person, der bander, og jeg bryder mig heller ikke om, når andre gør, men jeg syntes bare ikke rigtigt, jeg kunne få for eksempel Louis til at reagere ordenligt uden bandeordene. Så jeg håber, I overlever. 

Og så har jeg ændret historien til gul, da jeg måske syntes, det var mere passende. Er jeg helt gal på den? 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...