Hide and Seek | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 dec. 2013
  • Opdateret: 23 aug. 2015
  • Status: Færdig
"Louis Tomlinson, voldelige tendenser overfor sin kæreste. Zayn Malik, forholdet til kæresten er set up. Liam Payne, på stoffer. Niall Horan, har opgivet One Direction og opbygger nu nyt band i smug. Harry Styles, hemmelig femårig datter." Sådan lyder oversættelsen af de kodede notater, politiet finder i forbindelse med mordet på journalisten ved navn Georgia Gigg. Morderen efterlader ingen spor, og derfor har politiet kun ét spor at gå efter - notaterne. Følg med i en hæsblæsende mordsag, hvor både Zayn, Liam, Louis, Niall og Harry er hovedmistænkte i mordet på Georgia, journalisten uden grænser. Drengene vil gøre alt for at slippe ud af det mareridt, de er blevet trukket ind i, men det er ikke så let, når Georgias bedste veninde, Savannah Tinsley, også har noget at skulle have sagt. Savannah er nemlig netop sluppet ud efter to år i fængsel og er drevet af en uslukkelig hævntørst, der får hende til at satse alt. For én ting er sikkert, morderen skal findes.

99Likes
117Kommentarer
16478Visninger
AA

19. ⓢ KAPITEL 17 | BISCUITS

   SAVANNAHS SYNSVINKEL

 

Mine øjenlåg var tunge, og jeg måtte koncentrere mig for ikke at lade dem glide i, som jeg sad der ved køkkenbordet og stirrede søvndrukkent ned i min morgenkaffe. I går havde jeg talt med Gianna, og det havde faktisk vist sig at være nyttigt.

For det første havde det fået mig til at slappe en lidt af – jeg havde rent faktisk fået en smule søvn i nat. For det andet havde hun fortalt mig, at Georgia havde haft en flænge i baghovedet, som hun ikke var gået til lægen med. Det irriterede mig lidt, at ingen vidste, hvorfra den stammede. Men et eller andet sagde mig, at den på en måde havde forbindelse til mordet – også selvom det under obduceringen var blevet slået fast, at flængen ikke var kommet efter for eksempel kamp under mordsituationen.

Mine tanker gled tilbage til i går, da jeg var kommet tilbage efter mit møde med Gianna. Samuel havde ventet på mig i køkkenet, mens Julien havde været så forudseende at forsvinde ned i kælderen, for han var udmærket klar over, at Samuel ville give sig til at råbe. Havde det været alle andre end mig, Samuel skulle konfrontere, var Julien dog ikke gået. Vi vidste alle – inklusiv ham selv – at Samuel havde et voldsomt temperament, og der skulle ikke meget til, før han tyede til vold. I mit hoved fungerede Julien som Samuels skytsengel.

Men Samuel var aldrig voldelig overfor mig, så der var ingen grund til, at Juliens ører skulle ødelægges af Samuels råben.

Jeg var gået ud i køkkenet til Samuel, fordi jeg vidste, at det ikke nyttede noget at vige udenom. Han ville bare følge efter mig og begynde skideballen der. Først havde han egentlig ikke virket synderligt vred. Vreden havde været at spore i hans øjne, men raseriet kom først senere, da jeg forsøgte at forsvare mig selv. Jeg havde sagt, at jeg havde været der for at opsnuse spor, men Samuel havde ikke hørt på mig. Han var overbevist om, at vi havde sex mindst to gange om dagen, og det pissede os begge af. Jeg havde skreget, at han var uretfærdig og selvisk, mens han havde brølet tilbage, at han var min storebror, og det var hans ansvar at passe på mig. Derudover havde han også slået fast mange gange, at det var fuldstændigt hul i hovedet af ligge og rode rundt med en fjende. Samuel havde fået den tanke, at Harry var en potentiel morder. Han troede på, at det kunne være Harry – ja, faktisk mente han, at Harry var den, vi skulle mistænke mest – men jeg var sikker på, at han bare ikke brød sig om ham, fordi jeg brugte tid sammen med ham.

Det havde været et heftigt skænderi, og jeg havde forladt køkkenet fuldstændigt tændt af vrede. Jeg havde ikke set Samuel siden, så jeg sad og gruede lidt for det øjeblik, hvor han ville vågne og komme op ad trappen. Vi skændtes nogle gange, men det var længe siden, det havde været så voldsomt – det var min fængsling så også en del af grunden til.

Og netop som jeg sad og tænkte på det, lød der skridt på trappen. Jeg krydsede fingre for, at det var Julien, men selvfølgelig var det Samuel. Jeg kunne høre det på skridtene, når jeg koncentrerede mig. Julien var tungere end Samuel, og trappen knirkede ikke nær så meget, så det måtte være min bror.

Og ganske rigtigt dukkede Samuels nøgne overkrop op ved trappen, og uden at møde mit blik gik han ind i køkkenet og trak en kop ned fra skabet. Med et bump gled han ned på stolen overfor mig og skænkede sig selv en kop kaffe – udsødet og ufortyndet. Først, da han havde taget to mundfulde, så han op, så vores øjne mødtes. Jeg fugtede mine læber og førte min egen kop op til læberne for at tage en slurk.

”Er du okay?” spurgte Samuel så. Der var ikke mange følelser i hans stemme, men det at han spurgte, var nok for mig.

Jeg nikkede og stillede kaffen fra mig. Jeg havde det allerede bedre. Vi var aldrig sure på hinanden ret lang tid af gangen, og jeg vidste jo, at han bare gerne ville passe på mig som enhver anden storebror.

Da jeg så på min bror igen, syntes jeg at se noget pinefuldt i hans blik, men så bemærkede han mit undersøgende blik, og da et lille smil dukkede op på hans læber, forsvandt smerten i hans øjne også. Jeg forsøgte at slå det hen, men jeg kunne ikke glemme, hvad jeg havde set. Han kunne da ikke have det så dårligt med det, der var sket i går? Samuel var stædig, og han fortrød ikke sine handlinger, så det ville være mærkeligt, hvis han pludselig havde det dårligt med at have givet mig røvfuld.

I det samme hørtes Juliens gab nede fra kælderen, og lidt efter kom også han op i køkkenet. Han så mere udhvilet ud end nogen af os andre, og hans stemme lød næsten helt munter, da han sagde godmorgen og lænede sig op ad køkkenbordet med en dampende kop kaffe i hånden.

”I ligner lort,” konstaterede han og lod et lille smil spille i sin mundvige. ”Hvad render I rundt og laver om natten?”

”Luk røven, Julien. Det er dig, der snorker så højt, at det er umuligt for nogen af os at lukke et øje.”

”Hov, hov, er man nu lige lidt grov.” Julien spillede fornærmet og gik ud for at tage noget tøj på, da han var iført en hullet trøje og et par joggingbukser.

Juliens lidt mere muntre sindstilstand løsnede ligesom op for stemningen og anspændtheden mellem mig og Samuel.

”Hvad skal I lave i dag?” spurgte jeg Samuel.

”Handle ind,” mumlede han med munden fuld af sukker, eftersom han netop havde hældt en teske sukker i munden. Jeg gættede på, det fungerede som hans morgenmad.

”Okay.” Min stemme var langt mere afslappet, end den havde været før, og da Samuel rejste sig for også at få noget tøj på, var jeg hverken glad eller ked af at blive ladt alene tilbage.

Jeg var nogle gange med ude for at handle ind, men for det meste blev jeg hjemme. Måske burde jeg, som den eneste kvinde i huset, handle ind og lave mad, men sådan var det bare ikke rigtigt her. Drengene handlede altid ind, fordi de forstod at stoppe de rigtige ting i lommerne, så ingen så det. Og desuden lavede de lige så ofte mad, som jeg gjorde, så der var ingen fordel i, at jeg handlede ind.

Jeg sad i min egen lille tankesky med kaffen mellem hænderne, da Samuel pludselig råbte, at de tog af sted. Jeg blinkede en smule overrasket, men endte med at råbe tilbage, at de skulle købe nogle chokoladekiks til mig, og derefter var de væk. Døren smækkede med et brag, og stilheden indtog huset.

Jeg var vant til at være alene, men nogle gange blev jeg stadigvæk overvældet af stilheden, der var, når der ingen andre var i det lille hus. Jeg kørte langsomt min finger tankefuldt hen over en ridse i bordet. Jeg huskede ikke, hvordan den var kommet. Måske var vi ikke engang skyld i den. Bordet havde vi hugget fra en genbrugsbunke inde i byen. Det havde vippet, men nu var der stoppet adskillige foldede papirer ind under det ene ben.

Af en uforklarlig grund havde jeg lyst til at græde.

Jeg var alene. Georgia var væk, mine forældre var væk, og drengene var midlertidigt væk. Jeg elskede min bror og fætter, men de var bare ikke altid nok. Jeg kunne ikke åbne mig hundrede procent op for dem. De var drenge, og de forstod ikke at trøste og lytte, som en veninde eller mor ville gøre det. Jeg manglede en. En, der ville lytte til mine problemer og ikke dømme mig, når mine hemmeligheder og mit rådne indre ville komme frem i lyset. En, der kunne –

Det bankede hårdt på døren, og jeg blev flået ud af min deprimerende tankestrøm. Min hånd, som jeg havde støttet min hage på, fløj ned og ramte mit kaffekrus, så det faldt på gulvet og knustes. Jeg sad bare og stirrede på skårene og den brune væske, der langsomt bredte sig ud på det mønstrede linoleumsgulv.

Endnu en gang hamrede nogen deres knyttede næve mod hoveddøren, og jeg tvang mig selv op at stå på mine stive ben.

Jeg anede ikke, hvem det var.

Mit bedste bud var Marc, og ham var jeg bestemt ikke i humør til at tale med lige nu. Men alligevel præsterede jeg at bevæge mig ud i gangen iført mine hjemmesko, et par grå natbukser og en tynd top. Håndtaget var koldt, da jeg lagde hånden på det, og da jeg langsomt åbnede døren, slog en bidende kulde mig i møde.

Det var da også irriterende, at der skulle være så pisse koldt hele tiden. Men man kunne vel ikke forvente andet i februar.

Hårene rejste sig på mine arme, og jeg fortrød, at jeg ikke havde taget en ekstra trøje på – især når det var Marc.

Men da jeg løftede blikket og så op, var det ikke Marc. Det var Harry.

Han var iført en varm jakke, samt et halstørklæde, og han så ikke ud til at fryse. Hans næse eller kinder var ikke engang røde, så han måtte ikke have befundet sig derude længe. Men da jeg lod mit blik vandre om bag ham, kunne jeg ingen bil se.

Jeg vendte min opmærksomhed mod Harry igen og så på ham med sammenrynkede øjenbryn.

”Jeg er nødt til at tale med dig,” udbrød han og trippede utålmodigt på verandaen. Det var igen lykkedes ham at gå udenom de rådne brædder, konstaterede jeg ærgerligt.

Jeg lagde en smule trodsigt armene over kors – også fordi jeg frøs. ”Så tal.”

Hans grønne øjne mødte mine, og jeg blev trukket tilbage i tiden. Tilbage til natten i det fugtige og kolde kælderrum. Hans berøringer og ord huskede jeg, som var det i går, og det skræmte mig. Harry blinkede, bed sig let i læben og så hurtigt væk.

Jeg var sikker på, han havde husket det samme.

Stilheden var akavet, og jeg havde bare lyst til at lukke døren i hovedet på ham og kravle tilbage ind under min dyne med min kaffe. Men jeg blev stående trods kulden, og heldigvis fik Harry tungen på gled igen.

”Jeg … ” Han tøvede og forsøgte at finde de rette ord. Samtidigt stod jeg og blev lidt nervøs for, hvad han ville tale med mig om. Det lød alvorligt. Min fantasi begyndte ufrivilligt at opfinde ting, hun kunne sige. Ville han tilstå, at han var morderen? Eller måske vidste han, hvem, der havde gjort det. Eller ville han fortælle mig, at han ikke ville se mere til mig? Det var meget sandsynligt, at han efter vores nat i kælderen havde bestemt sig for, at det ikke kunne gå mere. Mit hjerte begyndte at banke hurtigt, og jeg holdt ubevidst vejret, da han talte igen.

”Jeg var indlagt på hospitalet i går.” Han rakte op og fjernede noget af det lange hår ved den højre tinding. Der sad et lille plaster, som også dækkede lidt af panden.

Jeg kneb øjnene mistænksomt sammen. Jeg forstod ikke, hvorfor jeg skulle vide, hvad han havde lavet i går, men alligevel mærkede jeg nysgerrigheden røre på sig. ”Hvad er der sket?”

”Jeg blev overfaldet,” sagde han tørt uden at slippe mit blik. ”Det er ikke første gang.”

Hans ord satte mine tanker i gang, og pludselig gik noget op for mig.

”Hjemme ved dig,” udbrød jeg triumferende, ”da jeg var syg, der havde du sår i ansigtet, og du løj og sagde, at det var Louis, der havde gjort det ved et uheld!”

Harry nikkede langsomt. ”Det samme skete igen i går, da jeg var på vej ud til min bil.”

Mine øjenbryn sad fortsat tæt sammen i min pande. ”Og hvorfor fortæller du mig det her?”

Harry trak en stor mundfuld luft ind og så ned på sine fødder, før han igen løftede hovedet og pressede læberne sammen. ”Det var din storebror, Savannah. Han var iført en hættetrøje, som dækkede hans ansigt begge gange, men i går hev jeg den af ham, og jeg var ikke i tvivl. Jeg blev nødt til at fortælle dig det.”

Ordene lød mærkelige i mit hoved. De gav ikke rigtigt mening. ”Hvad fanden mener du? Samuel har ikke gjort dig noget.”

Harry kunne ikke undgå at høre misbilligelsen i min stemme, og han åndede tungt ud. ”Savannah, jeg så hans ansigt – hans øjne! Hans øjne ligner dine på en prik!”

”Du har ikke engang set min bror før, din idiot. Hvad er det for noget lort at påstå?” Vreden begyndte at røre på sig.

”Jeg siger jo, at jeg så dig i ham!”

”Hvorfor fanden skulle Samuel overhovedet banke dig, Harry? Samuel har ingen bånd til dig. Der er overhovedet ingen grund til, at han skulle nærme sig dig!” Løgne, Savannah. Samuel havde netop skældt mig ud, fordi jeg havde befundet mig flere døgn hjemme ved Harry. Han brød sig ikke om Harry – og det var en underdrivelse.

”Han sagde for helvede til mig, at jeg skulle holde mig væk fra hende!” Harry ændrede sin stemme ved de sidste ord, og hans stemme var så indtrængende, at jeg blev nødt til at stoppe op og læne mig op ad dørkarmen for at samle mig lidt. Det lignede så meget Samuel at gøre sådan noget, men det gav bare ikke mening i mit hoved, at han skulle gøre det mod Harry. Jeg ville ikke indrømme det.

”Harry, jeg … ” Min stemme døde ud.

”Må jeg komme indenfor?” Harry trak vejret langsommere og så ud til at være faldet lidt ned. Det samme var jeg, og derfor endte jeg med at nikke stille, hvorefter jeg flyttede mig fra døren, så Harry kunne komme ind i varmen.

Harrys jakke snittede min arm, da han gik forbi mig, og kort efter sneg hans parfume sig op i mine næsebor. Jeg trak vejret dybt ind og åndede tungt ud, netop som Harry vendte sig mod mig og pegede ud i køkkenet.

”Hvad har du lavet?” spurgte han.

Jeg kom igen i tanke om mit lille uheld, som jeg ellers havde glemt ved synet af Harry.

”Du forskrækkede mig,” tilstod jeg ærligt.

Harry lignede en, der var tæt på at smile, men han lod ikke den lille trækning ved mundvigen bryde igennem hans facade. Men på trods af, at han ikke tillod sig selv at smile, virkede han faktisk meget afslappet. Med hænderne i lommerne og det rolige blik lignede han ikke en, der befandt sig i sin overfaldsmands hus. Det undrede mig, og så nysgerrig, som jeg var, spurgte jeg ind til det.

”Hvorfor er du så … så afslappet? Jeg mener, Samuel kunne være hjemme?”

Harry rettede endnu engang sit blik mod mig. ”Jeg parkerede min bil længere nede ad vejen, så jeg kunne se, når din bror og ham den anden forlod huset. Jeg ved, at han ikke er her.”

Jeg kneb øjnene sammen fugtede læberne med min tungespids. ”Ham den anden er min fætter,” sagde jeg følelsesløst.

”Din fætter,” gentog Harry, som for at lagre informationen.

Der opstod en stilhed, som følge af at Harry satte sig ned på en af stolene i køkkenet, og jeg lænede mig op af køleskabet med armene krydset over brystet, mens jeg stirrede ondt på ham. Igen så Harry ned på gulvet, som var dækket af kaffe og glasskår.

”Skal du ikke gøre noget ved det der?”

”Jeg gør noget ved det, når jeg har lyst til at gøre noget ved det. Hvis det ikke passer dig, kan du skride fra mit hus, superstjerne.”

Harry holdt hænderne op, som for at vise, at han overgav sig. ”Okay, okay.” Så lænede han sig tilbage i den ukomfortable træstol og sagde ikke mere. Det gik mig på, at stilheden kom snigende igen, uden at jeg kunne kontrollere det. Men hvad skulle jeg sige? Det var Harry, der havde bedt om at komme indenfor. Jeg kastede små blikke over til Harry, der så ud til at nyde at se mig lide. I hvert fald truede et smil igen med at bryde frem på hans ansigt.

Jeg sukkede af ham og så den anden vej. ”Har du noget, du vil sige? For ellers kan du lige så godt fjerne din røv fra min stol og forsvinde.”

Nu smilede Harry fra øre til øre. ”Hvad lavede du i går?” spurgte han ganske normalt. Der var ikke noget mistænksomt over hans spørgsmål. Han lød rent faktisk bare, som om han af ren venlighed gerne ville vide, hvad jeg havde brugt min dag i går på.

Halvvejs måbende forsøgte jeg at stykke et svar sammen.

”Jeg, øh … jeg talte med Marc.” Jeg tænkte tilbage. ”Og jeg talte med Georgias lillesøster.”

”Marc Carrington?” spurgte Harry, og jeg nikkede. ”Jeg elsker den fyr.” Ironien var umulig at overhøre, og jeg kunne ikke forhindre et smil i at vise sig.

”Når han ikke forsøger at komme i bukserne på én, er han nu flink nok.” Jeg trak på skuldrene.

Mine ord påvirkede åbenbart Harry mere, end jeg havde regnet med. Smilet forsvandt fra hans ansigt, og han så væk fra mig. Der var også dukket en rynke op i hans pande, som fik ham til at se ældre ud. Men han sagde ikke noget.

Det morede mig. Tanken om, at jeg også var sammen med andre mænd, hujede tydeligvis ikke Harry. Men på det punkt havde Harry heldigvis ikke noget at have sagt. Han havde på ingen måde nogen krav på mig, og det vidste han udmærket godt. Det var derfor, han tav i stedet for at svare på min lille kommentar.

Men da jeg nævnte både Marc og Giannas navn, kom jeg til at spekulere over, hvor meget Harry vidste, og i løbet af få sekunder besluttede jeg at fortælle ham om min samtale med Gianna.

”Harry, kan jeg spørge dig om noget?”

Mit ændrede tonefald fik Harry til at se mere spørgende op. Han så ud til at være lettet over det skiftede emne.

”Hvor meget ved du om mordet?” Jeg tænkte mig om. ”Og om efterforskningen?”

Harry brugte lidt tid på at overveje sine ord. ”Jeg ved faktisk ikke ret meget – vi ved ikke ret meget. Vi er jo mistænkte, ikke? De fortæller os ingenting, men forventer at vi fortæller dem alt.”

Jeg var tavs lidt og tænkte over hans ord. Hvis han ikke vidste meget, vidste han måske heller ikke noget om den stjålne pistol og Georgias flænge i hovedet? Der var kun en måde at finde ud af det på.

”Gianna – Georgias lillesøster – fortalte mig, at Georgia blev fundet med en flænge i baghovedet. Det var en skade, hun fik, inden hun blev myrdet. Vidste du det?”

Harry rystede kraftigt på hovedet. ”Det har vi ikke fået noget at vide om. Men betyder det noget? Hun kunne have været faldet kort forinden?”

”Eller også havde morderen konfronteret hende inden.”

Harry pressede læberne sammen, men havde ikke noget modsvar.

”Og Marc fortalte mig, at kuglen, der dræbte hende, er blevet fundet.”

Den oplysning gjorde Harry nervøs, for han rykkede lidt rundt på stolen og stak igen hænderne i lommen. ”Så pistolen er fundet?”

”Nej,” sagde jeg tørt. ”Pistolens ejermand havde meldt den stjålet tre dage før mordet.”

Harry så ud til at slappe lidt mere af, men hans øjne var stadigvæk urolige, og han virkede ikke nær så afslappet som før. ”Jeg ville ønske, at det har snart ville stoppe,” sagde han stille og så ned i gulvet. ”Jeg er så fandens paranoid hele tiden, og jeg sover dårligt og får ondt i nakken af at være så skide anspændt konstant.”

”Stod det til mig, ville du ikke være min hovedmistænkte,” sagde jeg, og til min overraskelse var der en blidhed at spore i min stemme. ”Jeg ved, at du og Louis er de eneste, der ikke har et alibi, men for at være helt ærlig, forstår jeg ikke, hvorfor de spilder deres tid på at undersøge dig, når det er tydeligt, at Louis er den skyldige.”

Der blev helt stille i køkkenet, og jeg så lidt overrasket over på Harry, der ikke længere så så miserabel og nervøs ud. Faktisk lyste vreden ud af øjnene på ham, og jeg vidste, at jeg havde sagt noget forkert.

”Hvad fanden bilder du dig ind?” udbrød han hårdt og rejste sig op. ”Louis har fandeme ikke rørt Georgia!”

Jeg sank, holdt vejret og rettede mig op.

”Er det sådan, du går og tænker om min bedste ven, Savannah? Jeg kan sige dig én ting – Louis er ikke nogen morder!”

Jeg stod bare og så efter ham, da han trådte adskillige gange i kaffen på gulvet og kort efter smækkede hoveddøren efter sig. Jeg hørte også bilen gasse op og forsvinde.

Nogen var lidt følsom i dag.

 

Glasskårene og den brune væske var næsten forsvundet fra gulvet, da jeg hørte Jentines brølen udenfor. Jeg lå på alle fire med en karklud og forsøgte at fjerne de sidste spor, men kaffen var begyndt at tørre ind, og jeg måtte bruge flere kræfter, end jeg lige umiddelbart havde lyst til.

Da Samuel kom ind, slog han mig en enkelt gang i bagdelen med et grin og satte sig på køkkenbordet. ”Du burde finde dig et job som rengøringsdame, Savannah. Du ville tjene flere penge på at duske mændene i huset end på rent faktisk at gøre rent.”

Jeg sendte Samuel et par onde øjne, og det fik ham bare til at grine endnu højere.

Men midt i sjofelhederne, blomstrede billedet af Samuel, der slog Harry, frem i mit hoved, og jeg måtte stirre stift ned på mine hænder for ikke at begynde at snøfte.

”Skulle du ikke forestille at være den beskyttende storebror, Samuel?” Juliens stemme lød ude fra gangen, hvor han var i færd med at tage sin støvler af. ”Det der lød mistænkeligt meget, som om du opfordrede hende til at have sex med gamle mænd.”

”Det var overhovedet ikke, hvad jeg sagde,” sagde Samuel med en påtaget alvorlig mine. Dog sneg han sig til at blinke med det ene øje til mig, som jeg lå der på gulvet og skrubbede.

”Nu hvor du er blevet så alvorlig, kan vi lige så godt blive i den boldbane,” sagde Julien henvendt til Samuel. ”Vi har næsten ingen penge, og det er et problem. Vi brugte de fleste på kaffe og mad i dag.”

Jeg bed mig i læben. ”Ingen chokoladekiks?”

Julien rystede på hovedet, og jeg sukkede irriteret. ”For helvede da.” Jeg rejste mig op og strakte min ryg, der gjorde ondt, efter at jeg havde ligget foroverbøjet på gulvet. ”Kan I ikke tage ud i aften eller sådan noget?”

Samuel rynkede på næsen. ”Problemet er, søde Savannah, at det er svært at skaffe penge her i området lige for tiden. Hvis vi skal have nogle ordentlige indtægter, bliver vi nødt til at tage på en længere tur.”

Jeg trak på skuldrene. ”Jeg kan godt klare mig selv, hvis I tager af sted.”

Samuel kneb øjnene sammen, mens han fortsat så på mig. Han virkede ikke helt med på idéen, men Julien, som også havde set Samuels misbilligede blik, var mere frisk.

”Vi har talt om at tage af sted i morgen aften. Vi vil højest sandsynligt være hjemme efter omtrent to dage, hvis alt forløber som planlagt.”

Udsigten til at være alene i to dage forekom mig både tiltrækkende og en anelse skræmmende. Jeg ville være fri til at gøre, som jeg ville, men på den anden side ville jeg også være fuldstændigt alene i huset. Det plejede ikke at være et problem, men efter mit ophold i fængslet, var jeg blevet en smule mere paranoid og afhængig af andre menneskers tilstedeværelse. Men jeg kunne klare det.

”Du skal nok få dine kiks, Savannah.” 

_________________________________________________________________________________

Jeg ved ikke helt, hvor spændende I har syntes, at dette kapitel var, for jeg må indrømme, at det tog mig lidt tid at tage mig sammen til at komme i gang med at skrive det. Men nu er det her, og det blev faktisk også forholdsvist langt.

Og så vil jeg lige fortælle jer, at der gerne skulle bliver masser af drama i næste kapitel ;)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...