Hide and Seek | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 dec. 2013
  • Opdateret: 23 aug. 2015
  • Status: Færdig
"Louis Tomlinson, voldelige tendenser overfor sin kæreste. Zayn Malik, forholdet til kæresten er set up. Liam Payne, på stoffer. Niall Horan, har opgivet One Direction og opbygger nu nyt band i smug. Harry Styles, hemmelig femårig datter." Sådan lyder oversættelsen af de kodede notater, politiet finder i forbindelse med mordet på journalisten ved navn Georgia Gigg. Morderen efterlader ingen spor, og derfor har politiet kun ét spor at gå efter - notaterne. Følg med i en hæsblæsende mordsag, hvor både Zayn, Liam, Louis, Niall og Harry er hovedmistænkte i mordet på Georgia, journalisten uden grænser. Drengene vil gøre alt for at slippe ud af det mareridt, de er blevet trukket ind i, men det er ikke så let, når Georgias bedste veninde, Savannah Tinsley, også har noget at skulle have sagt. Savannah er nemlig netop sluppet ud efter to år i fængsel og er drevet af en uslukkelig hævntørst, der får hende til at satse alt. For én ting er sikkert, morderen skal findes.

99Likes
117Kommentarer
16501Visninger
AA

18. ⓗ KAPITEL 16 | NEWS

   HARRYS SYNSVINKEL

 

Ude i indkørslen holdt bilen i tomgang, mine fødder var iført et par mørke sko, og jeg havde netop slynget jakken over skuldrene, da der lød tre hurtige bankeslag på min hoveddør. Jeg stoppede op og kastede et undrende blik over på døren. I to skridt var jeg derovre, og gennem kighullet så jeg Louis trippe utålmodigt rundt derude. Hans hår var ikke sat, og han havde de efterhånden velkendte rande under øjnene.

Jeg åbnede døren.

”Louis?”

”Har du tid lidt, Harry? Jeg vil gerne snakke med dig.”

Jeg gjorde en sigende bevægelse mod bilen, hvis motor stadig spandt ude i kulden. ”Jeg var egentlig på vej ud.”

”Hvor hen?” Louis stod med hænderne i lommerne, og der var ikke mange følelser at spore i hans stemme.

”Supermarkedet. Mit køleskab er tomt.”

Løgne. Mellie og Mary-Ann ventede på mig.

”Så kan vi snakke lidt? Det tager ikke mere end et par minutter?” Nu skinnede den bedende klang igennem.

Jeg brugte to sekunder på at overveje det. ”Kom med ind,” sagde jeg så.

Louis trådte ind i varmen og lukkede døren efter sig. Til min ærgrelse tog han jakken af. Havde han beholdt den på, havde han i hvert fald ikke tænkt sig at blive her længe. Nu var chancen for, at han blev her, større.

Han lagde sin jakke på armlænet af sofaen og satte sig ved siden af. Jeg stillede mig med armene over kors lidt fra ham. Det var nu to dage siden, han havde slået Savannah, men jeg tillod mig stadig at være lidt sur på ham. Han havde endnu ikke undskyldt eller udtalt sig om det.

”Hvad vil du tale om, Louis?”

Louis vred sine fingre og rettede ryggen lidt. Så tog han en dyb indånding og så op, så vores øjne mødtes. ”Jeg vil gerne undskylde for det, jeg gjorde ved Savannah. Jeg var ikke mig selv.”

Det var en tam undskyldning, men Louis var min bedsteven, og jeg havde jo ikke lyst til at være sur på ham. Derfor blødte jeg allerede ved de ord lidt op og lod mine arme falde ned langs mine sider.

”Bare du ikke gør det igen, Louis.”

Louis nikkede hurtigt. ”Det lover jeg.” Hans øjne var alvorlige, og jeg troede ham.

”Men var det det hele? For så vil jeg gerne hand-”

”Nej, Harry, der er mere.” Louis afbrød mig, og nu var det, som om, han livede lidt mere op. Han satte sig ud på kanten af sofaen, og øjnene skinnede lidt klarere. ”Liam er kommet hjem igen. Hans familie tager sig af ham. Lægerne fortalte dem selvfølgelig, hvad der var sket, og de var meget chokerede. Jeg talte lidt med dem og forklarede dem vores situation – Liam havde tilsyneladende ikke fortalt dem noget som helst om mordet. Det fik dem ikke til at slappe mere af, og de reagerede ærligt talt ikke særligt godt, men jeg tror, de er okay nu. De passer ham i hvert fald, og jeg ved, at hans mor vil gøre alt for, at han ikke vender tilbage til stofferne.”

Jeg smilede svagt. ”Det er godt. Han skal nok blive god igen.”

Louis gengældte mit smil, men glæden forsvandt hurtigt fra hans ansigt igen. Det virkede slet ikke, som om han oprigtigt var glad for, at Liam havde det godt igen. Det gjorde mig lidt nervøs.

”Er der noget galt, Louis?” Jeg valgte at sætte mig ned i sofaen overfor ham. Godt nok havde jeg en aftale med Mellie og Mary-Ann, og jeg længtes voldsomt efter at se dem efter min indlæggelse – det var ikke mere end en time siden, jeg var vendt hjem fra hospitalet – men det her kunne jeg ikke ignorere. Noget plagede Louis – og det var ikke bare den sædvanlige frygt for at blive hængt op på mordet af Georgia.

Men Louis rystede bare på hovedet og tvang et lille smil frem. ”Jeg har bare ikke sovet så godt,” sagde han og lod en hånd glide hen over ansigtet.

Og da så jeg det. Mærket på Louis' overarm. Hans T-shirts' ene ærme gled en smule op ved bevægelsen, og mere af hans arm blev blottet. Mærket var stort og blåt. Hvordan fik man et blåt mærke på overarmen?

”Hvad er der sket med din arm?” spurgte jeg undrende.

Louis så først lidt forvirret ud, men så tog han hurtigt armen ned og sørgede for, at ærmet faldt på plads igen. ”Det er ikke noget,” rablede han hastigt af sig. ”Jeg gik ind i dørkarmen. Det er ikke noget særligt.”

”I dørkarmen?” Misbilligelsen prægede min stemme.

”Harry, helt ærligt.” Louis kastede sig tilbage i sofaen i en bevægelse, der skulle have set afslappet ud. Det gjorde den bare ikke. ”Det er et blåt mærke. Hvad kunne jeg have lavet?”

Noterne. Eleanor. I mit hoved så jeg for mig, hvordan Louis kunne have slået Eleanor, og hun havde kæmpet imod. Jeg så for mig, hvordan hun havde skubbet til ham for at komme fri af hans greb, og han var væltet ind i noget.

Men jeg sagde intet.

Jeg sad bare og så på Louis med en rynke i panden og et mistroisk blik i øjnene. Det fik åbenbart Louis til at svede, for han kunne godt se, at jeg troede, der stak noget under. Og der kunne umuligt ikke være noget, når han reagerede sådan.

”Men Liam,” begyndte Louis, mens han fortsat vred sine hænder. ”Har du snakket ordentligt med Liam på det sidste? Jeg har været en smule nervøs for ham på det sidste.”

”Det er klart, Louis. Han har haft abstinenser, fordi han forsøgte at holde sig fra stofferne, og så endte han med en overdosis.” En anelse modvilligt lod jeg Louis lede samtalen væk fra ham selv.

”Det er ikke det, jeg mener, Harry.” Louis rejste sig nu op og begyndte at lave mere voldsomme fagter med hænderne. Energien syntes pludselig at strømme til ham. ”Jeg har været … oprigtigt nervøs. Jeg mener – synes du ikke, det er lidt pudsigt, at han pludselig begynder med de stoffer nu, hvor vi er blevet sigtet for det mord? Vi er ikke aktive indenfor musik længere. Der er intet pres på os som i de gamle dage. Det giver mening, at han er nødt til at have en flugtvej, fordi han er skyldig i det mord.”

”Louis.” Jeg mærkede, hvordan vreden begyndte at skylle op i mig. ”Hvad fanden har du gang i?”

”Jeg ved, det lyder urealistisk, Harry. Liam er Liam, men du bliver nødt til at åbne øjnene lidt.”

”Louis –”

”Og Niall!” Louis talte højere, og jeg kunne se, hvor meget han forsøgte at få mig til at forstå ham. ”Har du ikke bemærket, hvor fraværende Niall har været?”

”Nu holder du fandeme, Louis!” Jeg havde rejst mig, og nu direkte råbte jeg. Vreden brusede gennem mine årer, og jeg måtte tage mig sammen for ikke at gribe Louis i armen og forsøge at ryste noget fornuft i ham. ”Niall er fraværende, fordi han har fundet nye venner, Louis! Han har fundet sig nogle andre bandmedlemmer, som han hellere vil bruge sin tid sammen med. Vi har alle sammen set, at det, Georgia havde skrevet på de noter, passede. Ingen havde troet, Liam var på stoffer eller nogensinde ville komme det, men se nu! Han er blevet indlagt af en overdosis! Liam har haft det svært efter både Danielle og Sophia, og måske er det en af grundene til, at han kom ud i det lort. Hvorfor indser du ikke, at notaterne også passer for Nialls vedkommende? Hvorfor beskylder du ham for noget, du udmærket ved, han aldrig nogensinde ville være i stand til?”

Jeg stoppede op for at trække vejret, og det hjalp en smule på min vrede, men jeg havde stadig mere at tilføje.

”Efter det du gjorde mod Savannah, har jeg haft svært ved ikke at tro på, at Georgia også havde ret i det, hun skrev om dig.”

Louis, som lignede én, der var på vej til at udbryde noget mere, lukkede munden og så såret væk. Jeg nåede at se glimtet i hans øjne, selvom han forsøgte at skjule det ved at kigge væk.

Jeg var ikke så nær så opkogt længere, men vreden var stadigvæk et sted derinde, og jeg havde ikke tænkt mig at sætte mig ned igen. Jeg så Louis synke og presse læberne stramt sammen. Jeg vidste, at en masse følelser løb igennem kroppen på ham lige nu, lige så vel som de gjorde i min. Der var bare intet, jeg kunne gøre ved det.

Stilheden i rummet var til at tage og føle på, og ingen af os rørte os. Til sidst brød jeg den komplette stilhed ved at gå hen til hoveddøren og åbne den, så den kolde luft trængte ind i huset og fik nogle af gardinerne til at blafre let.

”Undskyld, Louis,” sagde jeg, før jeg trådte ud og lukkede døren efter mig.

 

Mellies hår kildede mig i ansigtet, da jeg slog armene om hende og løftede hende op i min favn. Klokken var kun omkring fem, og det var stadigvæk så lyst udenfor, at det var risikabelt at køre over til Mellie og Mary-Ann, men jeg var ligeglad. Jeg havde taget chancen. Jeg havde været nødt til at se mine piger.

Og jeg fortrød ikke ét sekund mine handlinger. Mellies små fingre tog blidt fat om håret i min nakke, og da Mary-Ann dukkede op med et smil på sine kønne læber, følte jeg, at jeg havde alt, jeg nogensinde kunne ønske mig. Godt nok var jeg ikke længere i et forhold med Mary-Ann, men hun var stadigvæk en af mine bedste venner, og jeg havde det godt i hendes selskab. Hun gjorde mig tryg, og jeg stolede på hende.

Det der lige var sket med Louis, havde jeg dog endnu ikke helt kastet af mig. Det plagede mig en smule, at jeg havde sagt det med Niall. Der var ikke nogen beviser for, at Niall spillede i et andet lille garageband. Det var bare noget, jeg havde mistænkt ham for at gøre på det sidste, efter at Georgias påstand om Liam viste sig at være sand. Nialls fravær passede godt sammen med opstarten på et nyt band. I min vrede var jeg kommet til at lukke det ud.

Mellie grinede, da jeg holdt hende lidt ud fra mig og kastede hende en enkelt gang op i luften. Hun var nok egentlig for gammel til den slags, men jeg var gået glip af meget af hendes barndom, og jeg vidste, at vi begge to nød det.

”Du er tidligt på den.” Mary-Ann satte sig ned i sofaen, og da jeg havde sat Mellie ned på gulvet igen, satte jeg mig i den bløde stol overfor hende. Mellie kravlede hurtigt op i mit skød, og jeg lagde endnu engang armene omkring hende. Hun lænede sig tilbage, så min hage hvilede på hendes hoved, og hendes varme overstrømmede mig.

Jeg valgte at trække på skuldrene. ”Jeg kunne ikke vente.”

Mary-Ann lod til at godkende mit svar, for hun kommenterede ikke mere på det. I stedet lænede hun sig frem og greb den bærbar, der stod på sofabordet. Hun stillede den på sit skød og åbnede den. ”Angående den ferie.” Hun lod sit blik glide hen over computerskærmen og klikkede et par gange. ”Jeg har fundet noget, jeg synes, du skal se.”

Mary-Anns øjne begyndte at løbe hen over skærmen, fra venstre til højre, og jeg kunne se, at hun læste. Og noget trådte frem i hendes øjne, da hun uden at tøve remsede op, hvad hun havde fundet.

”Det er en ferie til Spanien – to uger. Vi skal bo på et hotel tæt ved vandet, der er omkring 400 meter til stranden og en halv kilometer til byen. Hotellet er femstjernet, og der er selvfølgelig swimmingpool, restaurant og legeområder til Mellie. Morgenmad og aftensmad er med i prisen. Lyder det ikke fantastisk?”

Mary-Ann så op, og jeg blev næsten blændet af lyset i hendes øjne. Hun ville virkelig gerne det her.

”Svømme, far!” Mellie havde også hørt efter, og nu bevægede hun sig rundt på mit skød. Hun var næsten lige så opstemt som Mary-Ann, selvom hun nok ikke helt vidste, hvad vi talte om. Hun havde aldrig været på charterferie før, men Mary-Anns iver smittede af på hende.

”Hvad siger du, Harry?” Mary-Ann smilede til mig, og jeg måtte gribe fat i Mellie, så hun ikke skvattede ned af mig. Jeg smilede hurtigt tilbage, selvom jeg måtte kæmpe en smule for at finde det frem. Tanken om at forlade alt det, der skete lige nu, forekom mig en anelse ubehagelig. Jeg kunne godt se, at jeg måske bare trængte til at holde en pause fra det hele og tilbringe tid med min familie, men hvis der skulle ske noget, mens jeg var væk, ville jeg gå glip af en masse. Især Louis var jeg nervøs for. Jeg var ikke sikker på, det var klogt at forlade ham nu.

Jeg bildte mig selv ind, at min lyst til at blive hjemme intet havde med Savannah at gøre.

Men jeg skyldte Mary-Ann og Mellie det her. På det sidste havde jeg besøgt dem endnu mindre, end jeg plejede, og det var ikke rimeligt. Jeg vidste, at de begge to savnede mig, og Mary-Ann måtte gang på gang fortælle Mellie, hvorfor jeg ikke dukkede op, som jeg plejede. Jeg havde lagt al ansvaret over på Mary-Anns skuldre, og det var på tide, at jeg også selv tog del i det.

”Mary-Ann, jeg er ikke sikker på … med alt det, der sker nu. Jeg er ikke sikker på, jeg kan få lov til at rejse ud af landet.”

Jeg brød mig ikke om at tale om min situation med Mellie i nærheden.

En smule af Mary-Anns gejst gik af hende, men hun havde endnu ikke givet op. ”Du har intet hørt fra politiet, Harry. Jeg er sikker på, de ville have indkaldt dig til flere samtaler og stillet dig flere spørgsmål, hvis du for alvor var mistænkt.”

Jeg sank og strammede grebet om Mellies hofter. Hun sad nu stille og lyttede. Jeg kunne se, at hun tænkte, så det knagede i det lille hoved. Mary-Anns blik var både bestemt, bedende og bekymret på én gang. Hun ønskede bare det bedste for mig og Mellie.

Og jeg havde lovet hende den her ferie.

”Okay,” sagde jeg beslutsomt og lod et smil indfinde sig på mine læber, ”vi gør det.”

Mary-Anns bekymrede ansigt forvandlede sig til et stort smil, og Mellie lod til at forstå, hvad jeg netop havde sagt god for.

”Skal vi svømme, far?”

”Ja, Mellie,” sagde jeg med varme i stemmen, mens billeder af hende, der plaskede rundt i en swimmingpool med store, lyserøde badevinger og dykkerbriller langsomt fyldte mit hoved. Jeg længtes efter at se hende lege og have det sjovt.

Og på den anden side var alle de problemer med mordet måske overstået – eller i det mindste stilnet lidt af – når ferien skulle finde sted.

”Så hvornår skal vi af sted?”

For første gang så Mary-Ann væk uden at have julelys i øjnene. Hun så ned på sine hænder, som lå foldet hen over computeren, der nu var klappet sammen. Farven steg en smule op i hendes kinder, hvis jeg ikke tog fejl.

”Sagen er den, Harry, at-” hun tog en dyb indånding og så op, ”- jeg har allerede bestilt rejsen. Vi tager af sted om en uge.”

Chokeret lod jeg mig falde tilbage i stolen. En uge.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...