Hide and Seek | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 dec. 2013
  • Opdateret: 23 aug. 2015
  • Status: Færdig
"Louis Tomlinson, voldelige tendenser overfor sin kæreste. Zayn Malik, forholdet til kæresten er set up. Liam Payne, på stoffer. Niall Horan, har opgivet One Direction og opbygger nu nyt band i smug. Harry Styles, hemmelig femårig datter." Sådan lyder oversættelsen af de kodede notater, politiet finder i forbindelse med mordet på journalisten ved navn Georgia Gigg. Morderen efterlader ingen spor, og derfor har politiet kun ét spor at gå efter - notaterne. Følg med i en hæsblæsende mordsag, hvor både Zayn, Liam, Louis, Niall og Harry er hovedmistænkte i mordet på Georgia, journalisten uden grænser. Drengene vil gøre alt for at slippe ud af det mareridt, de er blevet trukket ind i, men det er ikke så let, når Georgias bedste veninde, Savannah Tinsley, også har noget at skulle have sagt. Savannah er nemlig netop sluppet ud efter to år i fængsel og er drevet af en uslukkelig hævntørst, der får hende til at satse alt. For én ting er sikkert, morderen skal findes.

99Likes
117Kommentarer
16501Visninger
AA

17. ⓢ KAPITEL 15 | DETAILS

   SAVANNAHS SYNSVINKEL

 

”Der er nyt i sagen om Georgia.”

Marcs intense øjne mødte mine, og jeg lukkede døren efter ham, da han trådte ind i huset. Han tog sin jakke af, hvorpå der var spor af regndråber, og det gik op for mig, at det måtte regne udenfor. Jeg havde tilbragt hele dagen indenfor i sofaen, siden jeg havde forladt Harrys hus, og jeg havde derfor ikke rigtigt nogen fornemmelse for, hvordan vejret var. Eftersom jeg var kommet hjem omkring klokken tre om natten, kunne jeg sagtens have nået at sove nogle timer, men jeg havde ikke kunnet falde i søvn. Jeg havde lyttet til Juliens lette snorken og de knirkende lyde, der trængte ind til mig gennem væggen, hver gang Samuel rastløst vendte sig i sengen. Det var noget, han var begyndt med på det sidste. Han plejede ikke at sove så uroligt. Han havde ikke gjort det for to år siden.

Men sovet havde jeg i hvert fald ikke kunnet, så derfor havde jeg trukket min dyne med op foran fjernsynet, og der havde jeg siddet siden.

Hvad der var sket hos Harry, var ikke noget, jeg havde lyst til at tænke på nu.

”Vi kan sidde i køkkenet,” sagde jeg med min lettere hæse stemme. Klokken måtte være omkring ni, og jeg var udmattet på grund af min manglende nattesøvn, og jeg havde endnu ikke talt i løbet af morgenen, da drengene stadigvæk sov nedenunder, men jeg var ligeglad med.

Jeg førte Marc ud i køkkenet, og han satte sig på en af de tre stole, mens jeg fortsatte over til køkkenvasken, hvor jeg satte vand over til en kop kaffe.

”Du drikker kaffe, ikke?”

Marc drejede hovedet og nikkede. ”Jo, men jeg springer over. Jeg foretrækker at vente til senere på dagen.”

Jeg så underligt på ham, men valgte ikke at kommentere det.

Mens jeg ventede på, at kaffen rendte igennem, fandt Marc den mappe frem, jeg før havde set. Det var formentlig selve sagsmappen. Jeg ville give meget for at få lov til at kigge i den, og i et par sekunder fangede jeg mig selv i at stå og overveje, hvordan jeg bedst bar mig ad med at se i den, uden Marc opdagede det.

Da kaffen var færdig, fandt jeg mig et krus, fyldte det en femtedel op med sukker og satte mig spændt foran Marc, der betragtede mig, da jeg lod mig glide ned på den hårde træstol.

”Du ser træt ud,” sagde han med en blidhed i stemmen, som overraskede mig. Og et eller andet sted brød jeg mig heller ikke om hans omsorg, for mit svar kom hurtigt og snerrende.

”Jeg har ikke sovet meget i nat. Kan vi droppe smalltalken og komme til sagen?”

Marc brød øjenkontakten og åbnede mappen med vante bevægelser. Hele tiden havde jeg mit blik fastlåst på, hvad han gjorde, og det gik op for mig, at jeg måske burde glo lidt mindre. Jeg ville bare så forfærdeligt gerne finde noget brugbart. Det var lang tid siden, jeg sidst havde hørt noget om Georgias mord, og jeg følte ikke, at jeg var kommet ét eneste skridt tættere på at finde en morder. Måske kunne det, Marc havde at fortælle, hjælpe mig lidt på vej.

Marc kastede et blik ned på nogle papirer, der nu kom til syne, men så foldede han hænderne hen over dem og så op på mig. Hans blik var roligt og professionelt.

”Vi har fundet kuglen,” sagde han. ”Den, der gik direkte igennem hendes bryst og dræbte hende.”

Da han ikke sagde mere, blev jeg utålmodig. ”Og?” sagde jeg og var ligeglad med, at jeg ikke sparede på høflighederne. ”Har I sporet pistolen? Har I fundet morderen?”

Pludselig bankede mit hjerte meget hårdt og hurtigt, og jeg havde fuldstændigt glemt alt om min kaffe, som jeg nær havde væltet, da jeg rykkede mig helt ud på kanten af stolen i iver.

”Nej.” Marc var hurtig til at slå alle mine håb brutalt ned, og jeg mærkede, hvordan jeg faldt sammen i ryggen. ”Vi fandt kuglen, og vi sporede pistolen, men vi har ikke fundet den skyldige. Det viste sig, at pistolens ejer meldte pistolen stjålet omkring tre dage før mordet. Der er tale om et indbrud.”

Jeg skubbede min kaffe væk, lagde armene op på bordet og kørte frustreret hænderne hen over ansigtet. ”Hvad er det her for noget lort!” udbrød jeg.

Marc forholdt sig stille, mens jeg lod mine frustrationer få frit løb. Da jeg til sidst bare sad stille med ansigtet gemt i håndfladerne og rokkede rastløst fra side til side på stolen, mærkede jeg pludselig noget varmt på min ene underarm. Da jeg så op, var det selvfølgelig Marc, der forsøgte sig med lidt nærkontakt. Da jeg ikke reagerede på hans berøring, opfattede han det åbenbart som en form for invitation, for han flyttede sin hånd og lagde den i stedet på mit lår under bordet.

Jeg vidste ikke, hvad han tænkte på, for det var bestemt ikke trøstende i en situation som denne, og jeg kunne ikke rigtigt se, hvad andet han kunne have i sinde end sex.

Og det var jeg bestemt ikke i humør til.

”Nu flytter du fandeme den hånd!” Jeg fløj op af stolen og stirrede vredt på ham. ”Jeg er træt af dig og dine anmassende hænder – for jeg ved udmærket godt, hvad du har tænkt dig – og jeg er træt af, at du aldrig kommer videre med den efterforskning, og jeg er træt af, at du intet nyttigt har at fortælle mig! Hvor god en kriminalbetjent er du, når du forsøger at komme i bukserne på dem, der sørger over tabet af familiemedlemmer? Jeg har intet tilovers for dig, Marc. Skrid ud af mit hus!”

Marc så overrasket på mig, men han fandt sig tilsyneladende i at blive råbt af, for han lukkede sin mappe og rejste sig. I løbet af få sekunder var han ude i gangen, men inden han lukkede døren, vendte han sig og så på mig.

”Jeg kommer tilbage, så snart jeg ved mere, Savannah.” Og så lukkede han døren, og jeg hørte hans bil forsvinde ned ad gaden.

Jeg trak vejret dybt et par gange for at falde lidt ned. Da gik det op for mig, at tårerne sad og prikkede i øjenkrogene og truede med at glide ned ad mine kinder. Jeg snøftede en enkelt gang, før jeg rystede på hovedet, som for at ryste denne ubehagelige og skuffende oplevelse af mig, og så gik jeg ind i stuen. Min dyne lå i sofaen, hvor jeg havde efterladt den, og da jeg tog den op i favnen, og jeg kunne høre den velkendte knitren, kunne jeg stadig fornemme varmen, fra da jeg før havde siddet begravet under den.

En enkelt tåre havde nu banet sig vej ned over min kind, men jeg tørrede den væk med en hurtig og hidsig bevægelse, før jeg bevægede mig ud til kældertrappen. Men netop som jeg var på vej til at trampe mig vej ned, dukkede Samuels forsovede ansigt op nedefra.

”Savannah?” udbrød han spørgende med en stemme, der passede til det trætte ansigt. ”Hvad sker der?”

Jeg rystede på hovedet og begyndte at mase mig ned af den smalle trappe uden at svare. Samuel bakkede baglæns ned igen, så jeg kunne komme forbi. Men da jeg ville skubbe ham til side for at komme ind på mit eget snuskede værelse, greb han mig i overarmen og vendte mit ansigt mod sit.

Det var flere dage siden, jeg sidst havde set ham.

”Hvad sker der, Savannah?” spurgte han igen og gentog derved sig selv. ”Jeg vågnede, da jeg hørte dig råbe. Hvem talte du med?”

Jeg forsøgte at rive mig fri. Flere tårer havde nu revet sig løs, og jeg følte mig ydmyget og alene, og jeg havde ikke lyst til, at Samuel skulle spille den forstående storebror lige nu. Men da han bare holdt endnu bedre fast og forsøgte at fange mit blik, blev jeg hidsig.

”Slip mig for helvede, Samuel! Jeg har ikke lyst til at tale med dig lige nu.”

Samuel slap mig først ikke, og jeg skulle til at råbe og bande mere af ham, men så slap han, og jeg tumlede flere skridt baglæns. Da jeg havde genvundet balancen forsvandt jeg ind på mit værelse uden at se tilbage på ham. Døren smækkede bag mig med sådan en kraft, at Julien umuligt stadig kunne sove, og jeg kastede mig ned på min seng, hvor jeg begravede ansigtet i puden og lod tårerne løbe.

 

Gianna havde en slående lighed med Georgia, og da jeg først så hende, slog det al luft ud af mig. Hun smilede et bedårende smil til mig, og selvom jeg vidste, at hun var omkring de femten, kunne jeg ikke lade være med at tænke, at hun så så ung og uskyldig ud. Hendes store, runde øjne, de bløde læber og den stædige hage mindede mig alle i storhed om Georgia.

Mig og Samuel lignede slet ikke hinanden på samme måde.

Jeg havde kontaktet Gianna, efter jeg var kommet mig ovenpå den store tudetur. Hendes nummer havde ikke været svært at finde, og hun havde svaret mig med det samme. Samtalen i telefonen havde føltes en smule mærkelig, for jeg kunne kun svagt genkende hendes stemme, og det var ikke fordi, jeg havde været ofte hjemme ved Georgia. Faktisk kendte jeg ikke Gianna særligt godt, men jeg huskede stadigvæk dengang Julien havde fortalt mig, at han havde mødt hende i supermarkedet, og hun havde sagt, at hun gerne ville tale med mig.

Og her sad vi så. Gianna havde netop sat sig ned på parkbænken ved siden af mig. Hun var iført et par stramme jeans, og hendes jakke stod åben, så jeg kunne se en hvid blondetrøje indenunder. Hendes smil havde været blændende, og det så ægte ud, men nu, hvor hun i færd med at lyne sin jakke op på grund af kulden, så hun knapt så glad ud. Sorgen sad stadig i hendes ansigt, og jeg var sikker på, at min tilstedeværelse helt sikkert ikke var med til at formindske den.

”Det er koldt, hva'?” Gianna forsøgte kluntet at starte en samtale, og jeg spillede med på den.

”Ja,” sagde jeg hurtigt og pakkede mine hænder ind i ærmerne på min læderjakke for at understrege mine ord. ”Ja, kulden går lige igennem tøjet.”

Gianna nikkede langsomt, mens samtalen gled ud mellem fingrene på hende. Hun endte i stedet med at se ned i jorden, mens hun tilsyneladende forsøgte at komme på noget nyt at sige. Jeg lænede mig tilbage og lod mit blik glide hen over parken. Jeg havde ikke været her mere end et par gange før – jeg var ikke typen, der slog mig ned med på tæppe et offentlig sted med en bog og en picnickurv – og jeg kunne derfor ikke rigtigt sige, om parken normalt var så affolket. Men okay, tænkte jeg, det var pisse koldt, og den her park var egentlig ikke specielt pæn, så jeg kunne ikke se, hvorfor der normalt skulle komme folk her.

Jeg havde dog selv foreslået, at vi skulle mødes her, da jeg ikke brød mig om tanken om at skulle sidde på en indelukket café med en femtenårig, der skulle fortælle om sin for nyligt myrdede storesøster.

”Vil du høre om, hvordan jeg fandt hende?” Giannas stemme rev mig ud af mine tanker og tilbage på bænken. ”Jeg mener – hvorfor jeg ligesom dukkede op klokken fire om natten?”

Jeg forsøgte at sende hende et kærligt blik, men jeg vidste ikke helt, hvor godt det lykkedes. At være blid og kærlig var ikke min stærke side. Så nikkede jeg stille.

”Okay,” startede Gianna ud og flettede fingre med sig selv, ”jeg havde en kæreste på det tidspunkt. Han hed Jack.” Hun så kort ud i luften, men så fortsatte hun. ”Han havde været mig utro – jeg havde beviser – og da jeg konfronterede ham med det, slog han op med mig. Det ramte mig ret hårdt, og jeg havde brug for nogen at snakke med. Mig og min storesøster har altid været meget tætte, og jeg foretrak hende frem for min mor. Jeg tog en natbus hen til hendes lejelighed – jeg har tit været der alene – og jeg låste mig ind med min egen nøgle, for jeg troede jo, at hun sov som alle andre almindelige mennesker, men da jeg kom ind, fornemmede jeg ligesom, at der var noget galt. Jeg tændte lyset, og jeg … jeg – på gulvet … ” Hun gik i stå, mens hun for anden gang stirrede tomt ud i luften.

Jeg ville gerne trøste hende – lægge armen om hende eller lægge en trøstende hånd på hendes, men jeg kunne ikke få mig selv til det. Det lå ikke i min natur. I stedet forsøgte jeg mig verbalt, men det gik heller ikke så godt.

”Gianna, jeg – du behøver ikke fortælle mere. Du har mistet din storesø –”

”Nej, jeg vil gerne fortælle dig det. Din ven fortalte mig, at du ville være glad for enhver detalje om det, der er sket.”

Først var jeg forvirret, for jeg havde ingen venner, men så gik det op for mig, at hun måtte tale om Julien. Hun kunne ikke vide, at han var min fætter.

Og så fortsatte hun.

”Der var blod. Georgia lå på gulvet. Hendes trøje var gennemblødt, og hun havde en bandage om hovedet. Der var ikke sket noget med hendes ansigt. Hun havde bare lukkede øjne. Jeg forsøgte først at få hende til at vågne – jeg ved ikke, hvad jeg tænkte på. Så ringede jeg efter ambulancen. Jeg sad på en stol i køkkenet og bare så på hende, indtil de kom og kørte mig hjem. Jeg kan stadigvæk huske lugten … ” Hun lukkede øjnene, og jeg mente at kunne skimte en tåre, der var på vej ned over hendes kind, men jeg ville ikke stirre, og da jeg igen så på hende, var den væk.

”Hvem tror du … ” Hun tog en dyb indånding. ”Hvem kunne finde på sådan noget?”

Jeg var tavs lidt, mens jeg tænkte over, hvad jeg skulle fortælle hende. Det kunne vel ikke skade at lufte mine teorier lidt.

”Du har hørt det med de mistænkte, ikke?”

Gianna nikkede hurtigt. ”One Direction.”

”Det er ikke Harry.” Jeg lod mit blik flakke væk fra Gianna, der lyttede interesseret. Jeg forsøgte ihærdigt at holde de minder tilbage, der truede med at vælte frem, da jeg sagde hans navn. Da jeg omsider følte, at jeg kunne distancere mig fra dem, så jeg tilbage på Gianna.

”Jeg har hørt deres alibier. Niall Horan var sammen med sin familie, Zayn Malik var sammen med sin kæreste – jeg synes ikke selv, det er et holdbart alibi, Louis Tomlinson har intet, og Liam Payne påstår at have været i byen med en ven. Harry Styles har heller intet alibi, men jeg ved, at det ikke var ham.”

Giannas øjne stillede det spørgsmål, hendes mund ikke gjorde.

”Jeg har været sammen med ham,” forklarede jeg. ”Og jeg er sikker på, at han ikke kunne have gjort det.”

Gianna så ikke helt overbevist ud, men hun endte med at nikke stille.

”Jeg har tænkt mig at blive ved med at se ham. Indtil videre har jeg ikke fået meget ud af det, men jeg bruger ham til at komme tæt på de andre.” Af en eller anden grund havde jeg ikke noget imod at fortælle det hele til Gianna. Hun var en god lytter, og måske manglede jeg bare en at tale med det hele om. Jeg havde ikke talt om mine egne teorier med Samuel eller Julien, og jeg savnede en af mit eget køn at dele mine planer med.

”Så hvem tror du mest på?” Giannas brune øjne mødte mine endnu engang, og et øjeblik så jeg igen Georgia for mig.

Jeg sank en enkelt gang og stirrede fast på et punkt i græsset for ikke at lade tårerne komme frem. Jeg var blevet så fandens blød på det sidste. Det irriterede mig.

”Louis,” sagde jeg dystert, og jeg vidste, at hun gerne ville have en forklaring. ”For det første har han intet alibi. For det andet er der noget mystisk over ham, og han er altid så nervøs og fraværende. For det tredje har han opført sig voldeligt overfor mig og sin kæreste. Og for det fjerde er han et røvhul.”

Jeg tænkte ikke på at begrænse mit sprogbrug overfor Gianna, men noget sagde mig, at hun var vant til det, og min fornemmelse blev kun bekræftet, da et lille smil tittede frem på hendes læber. Hun lænede sig nu mere afslappet tilbage på bænken, og hun lignede ikke længere en, der var på randen af tårer.

Jeg havde også fået mine tårekanaler under kontrol igen.

Men al snakken om de fem drenge, havde igen fået mine tanker til at flakke lidt rundt for sig selv. Mindet om Harrys berøringer stod pludselig lysklart i mit hoved, og selvom jeg egentlig ikke havde lyst til det, blev jeg trukket tilbage til i nat. Det var eftermiddag nu, så det var ikke mere end tolv timer siden, jeg havde ligget i Harrys arme og svedt.

Da jeg i morges omkring middagstid igen var kommet op af kælderen, var jeg stødt direkte ind i Julien, som tilsyneladende havde ventet på mig. Han havde som det første fortalt mig, at Samuel var ude, og så forlangte han at få at vide, hvad jeg havde lavet. Først havde jeg selvfølgelig benægtet at have lavet noget, men jeg havde været væk i flere dage, og begge drenge vidste, at jeg ikke havde nogen veninder at overnatte hos. Og eftersom det sidste de havde set til mig, havde været da Harry bar mig ind i sit hus, var det klart, at Julien havde en mistanke om, hvor jeg havde befundet mig.

Det endte med, at han fik presset ud af mig, at jeg havde ligget syg hjemme ved Harry, men at jeg derefter havde udnyttet mit ophold til at forsøge at skaffe oplysninger om en potentiel morder. Julien havde fortalt mig, at Samuel havde været rasende, da de blev nødt til at efterlade mig hos Harry – han havde endda smadret spejlet ude på badeværelset. Der havde ikke været nogen vrede at spore i hans blik, da han havde stoppet mig på trappen efter min snak med Marc, men jeg var klar over, at der ventede mig noget nær en skideballe, når jeg næste gang så Samuel.

”Jeg sætter pris på, at du går så højt op i at finde ud af, hvem der har gjort det, Savannah.” Giannas blide stemme fik mig til at rette min opmærksomhed mod hende. ”Politiet kommer jævnligt derhjemme for at opdatere os, men det er de samme, vi får at vide hver gang. Døden indtraf omkring klokken to om natten, dødsårsagen var et skud i brystet, men i baghovedet havde hun en flænge, som ikke har forbindelse til mordet. Nu er kuglen så fundet, men – ”

”Vent, Gianna.” Jeg afbrød en anelse forvirret Gianna og rettede mig lidt op. ”Hvad sagde du? En flænge i baghovedet?”

Gianna klemte øjnene en smule sammen, mens hun tilsyneladende undrede sig over min pludselige interessere. ”Ja, vidste du ikke det? Jeg nævnte også før, at hun havde en bandage omkring hovedet, da jeg fandt hende?”

”Det lagde jeg ikke mærke til,” stønnede jeg, mens jeg mærkede, hvordan irritationen begyndte at indfinde sig i min krop. ”Kan du fortælle mere om det?”

Gianna tænkte jeg hurtigt om. ”Altså politiet spurgte, om vi vidste noget om, hvad der var sket, men vi anede ikke, at hun havde slået sig. Da hun blev obduceret fastslog de det til at være sket omkring to timer, før hun blev skudt. Det var bare en flænge i baghovedet. Hun kunne være faldet bagover og have slået hovedet.”

”Men gik hun ikke til lægen? Lagde hun selv sin forbinding?”

”Det siger de, ja.”

Jeg lænede mig anspændt tilbage, mens jeg rullede lidt med skuldrene. Jeg var ved at få hovedpine, og jeg havde på fornemmelsen, at det skyldtes søvnmangel, for lidt væske og så den anspændthed, jeg havde gået rundt med i skuldrene og nakken her på det sidste.

Marc havde på intet tidspunkt nævnt noget om det her. Jeg havde eftertrykkeligt bedt ham om at fortælle mig hver en detalje, men det her havde han holdt skjult for mig. Mistænksomheden begyndte at slå rod. Vidste Marc i virkeligheden meget mere, end han fortalte mig? Var efterforskningen længere fremme, end jeg vidste?

Irritationen blev afløst af en ulmende vrede, der bare ventede på at blive sluppet fri. Det her var overhovedet ikke afsluttet endnu. Måske troede Marc, at jeg ville holde op med selv at kigge efter spor, hvis han udlukkede mig fra eftersøgningen, men det her fik mig ikke til at give op. Jeg var kampklar, og jeg ville stadigvæk finde ud af, hvem den morder var.

Koste mig, hvad det ville.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...