Hide and Seek | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 dec. 2013
  • Opdateret: 23 aug. 2015
  • Status: Færdig
"Louis Tomlinson, voldelige tendenser overfor sin kæreste. Zayn Malik, forholdet til kæresten er set up. Liam Payne, på stoffer. Niall Horan, har opgivet One Direction og opbygger nu nyt band i smug. Harry Styles, hemmelig femårig datter." Sådan lyder oversættelsen af de kodede notater, politiet finder i forbindelse med mordet på journalisten ved navn Georgia Gigg. Morderen efterlader ingen spor, og derfor har politiet kun ét spor at gå efter - notaterne. Følg med i en hæsblæsende mordsag, hvor både Zayn, Liam, Louis, Niall og Harry er hovedmistænkte i mordet på Georgia, journalisten uden grænser. Drengene vil gøre alt for at slippe ud af det mareridt, de er blevet trukket ind i, men det er ikke så let, når Georgias bedste veninde, Savannah Tinsley, også har noget at skulle have sagt. Savannah er nemlig netop sluppet ud efter to år i fængsel og er drevet af en uslukkelig hævntørst, der får hende til at satse alt. For én ting er sikkert, morderen skal findes.

99Likes
117Kommentarer
16474Visninger
AA

16. ⓗ KAPITEL 14 | DOUBTS

  HARRYS SYNSVINKEL

 

Jeg vågnede op i et dunkelt mørke. Fugten havde lagt sig om mig som en tyk kåbe, og lagnet under mig var svedigt og klamt. Der gik et par sekunder, som der altid gjorde, før jeg huskede. Der var altid de to sekunder, hvor søvnen stadig sad i én og fik én til at glemme alting. Det var det eneste tidspunkt på dagen, hvor hjernen stod fuldstændig stille.

Men så kom det hele også flyvende tilbage.

Jeg så for mit indre blik Savannah, og jeg mærkede hendes lange hår kilde på mit nøgne bryst. Jeg følte hendes hænder på min krop, og jeg genkaldte mig hendes varme. Uden at være bevidst om det, rullede jeg om på siden. Jeg forventede at få hår i munden, og at mine fingerspidser ville finde varme og blød hud, men der var ingenting. Jeg løftede mig op på albuen og så rigtigt på på sengen ved siden af mig. Den var kold og klam, og der var ingen tegn på, at der for mindre end ti timer siden havde ligget en varm og mørkhåret pige.

Jeg lukkede øjnene og lod mig falde tilbage på ryggen. Jeg vidste, at jeg var faldet i søvn, og jeg vidste, at jeg ikke havde kunnet regne med, at hun blev der, men det slog mig alligevel ud at finde sengen tom. Jeg tog mig selv i at spekulere på, hvornår hun havde samlet sit tøj og var gået. Var det lige så snart min dybe vejrtrækning og mine lukkede øjne havde afsløret, at jeg var faldet i søvn? Eller havde hun rent faktisk ligget her sammen med mig?

I det samme gik det op for mig, at jeg ikke anede, hvad tid på dagen det var. Jeg lod mit blik glide over til vinduet, men jeg så ikke andet end mørke. Det var altså ikke blevet dag endnu.

Netop som jeg rejste mig op for at forlade det uhyggelige og ulækre lokale, tonede den velkendte lyd af min ringetone frem. Jeg stod først forvirret og prøvede at lokalisere lyden, men så gik det op for mig, at min mobil måtte ligge i min bukselomme. Hurtigt trak jeg i mit undertøj og greb så mine bukser og fiskede mobilen ud af lommen. Jeg nåede kun at kaste et hurtigt blik på skærmen, og da den viste Louis' navn, tænkte jeg ikke videre over det. Det var først, da jeg havde lagt den lille, vibrerende firkant op til øret og sagt mit navn, at i går vendte tilbage til mig, og jeg holdt vejret i overraskelse, vrede og en anelse panik.

”Harry?” Louis' stemme lød, som den altid havde gjort. Denne gang var der kun en smule ophidselse at spore. Jeg troede, at han stadigvæk ikke var kommet sig over i går, men jeg tog fejl.

”Der er sket noget med Liam.” Det skrattede kort, og jeg kunne høre vinden i røret. Louis befandt sig altså udenfor. ”Han er blevet akut indlagt. Jeg er på vej ind til hospitalet nu. Kan du være her indenfor en halv time?”

Jeg åndede ud og mærkede, hvordan en rynke tog form i min pande.

”Hvad er der sket, Louis?”

Men Louis havde ikke tid til at svare. ”Vi ses, Harry.”

Jeg brugte ikke lang tid på at få resten af mit tøj på, og i løbet af kort tid var jeg ude af døren. Mit hjerte pumpede hurtigt, og mindet om Louis, der slog Savannah omkuld, var nu langt væk og fortrængt for en tid. Lige nu betød kun Liam noget. Alvoren i Louis' stemme havde påvirket mig og fået mig til at indse, at det her var slemt.

Jeg overtrådte et par hastighedsbegrænsninger, men det gik mig ikke rigtigt på. Jeg plejede ellers at køre pænt, og jeg havde ikke normalt travlt, men det her var en nødvendighed. Det ville dog ikke være godt, hvis jeg blev stoppet.

Efter noget, der føltes som alt for lang tid, nåede jeg endelig frem til hospitalet. Louis havde sendt mig en sms med flere oplysninger, men alligevel var det første, jeg så, da jeg parkede bilen, Zayn, der stod og ventede op ad den høje bygning med en cigaret hængende i mundvigen. Jeg småløb hen til ham, og han gik med ind uden et ord. Jeg havde dog set noget, jeg mente, var skuffelse i hans øjne. Skuffelse og uro.

Jeg brød mig ikke om lugten på hospitalet, men det havde jeg aldrig gjort. Receptionen var ellers hyggeligt indrettet, men jeg gav ikke mig selv tid til at stoppe op og kigge mig omkring. Zayn lod til at vide, hvordan vi kom hen til Liam – og sandsynligvis også Louis og Niall – for hans styrede direkte mod elevatorerne. Vi trådte ind i en tom elevator, og da jeg mærkede den trækkende fornemmelse bag navlen, lagde jeg hånden mod væggen for at få en smule støtte. Stilheden var rungende.

”Hvad er der sket, Zayn?” Min stemme var bedende. Ingen havde fortalt mig noget, og drengene opførte sig, som om Liam stod med døden for døren. Jeg kunne ikke holde ud at gå rundt i uvidenhed længere. Hvorfor fortalte de mig ingenting?

Zayn så op i loftet og lagde armene over kors som for at holde sammen på sig selv. ”En overdosis, Harry. Han er blevet indlagt på grund af en fucking overdosis.”

Jeg mærkede, hvordan noget klikkede inden i mig. En overdosis.

Louis Tomlinson, voldelige tendenser overfor sin kæreste. Zayn Malik, forholdet til kæresten er set up. Liam Payne, på stoffer. Niall Horan, har opgivet One Direction og opbygger nu nyt band i smug. Harry Styles, hemmelig femårig datter.

Ordene fra Georgias noter rungede i mit hoved. Hun havde haft ret. Mit indre frøs til is, og jeg lod ubevidst mit blik glide over på Zayn. Kunne det virkelig passe? Havde Zayn og Perrie aldrig elsket hinanden? Jeg lukkede øjnene og forsøgte at ryste den tåbelige tanke af mig. Zayn og Perrie havde noget nær det mest solide forhold, jeg nogensinde havde set. Sådan så det i hvert fald ud udadtil.

Jeg så op og mødte Zayns blik, og i det øjeblik vidste jeg, at han var klar over, hvad jeg netop havde tænkt. Han så væk i samme sekund. Så stoppede elevatoren, og dørene åbnedes. Zayn var hurtigt ude af det klaustrofobiske rum, og jeg fulgte ham uden tøven.

Gangene var lange, hvide og rene, og selvom jeg før havde været på dette hospital, fandt jeg intet genkendeligt. Det skulle også mærkeligt være, at jeg havde befundet mig på lige netop denne etage og denne gang. Efter omkring fem sekunders gang, hvor en enkelt sygeplejerske passerede os, drejede vi om et hjørne, og pludselig så jeg Louis stå midt på gangen lidt længere henne. Han stod med siden til, og da vi kom tættere på ham, kunne jeg se, at han stod foran en lukket stue.

”Louis.”

Zayn gjorde Louis opmærksom på vores ankomst, og Louis drejede rundt i en hurtig bevægelse. Uden at kigge ret meget på hans ansigt, kunne jeg konstatere, at han ikke så ret godt ud. Skægstubbene var længere end normalt, hans hår var vildt, og han havde dybe rande under øjnene. På en måde passede det mig godt at se, at det, han havde gjort i går aftes, havde påvirket hans nattesøvn. Han fortjente det.

For en kort stund begyndte mine tanker igen at kredse om Savannah, men så begyndte Louis at tale med en lettere hæs stemme, og Savannah var igen langt væk.

”Han sover,” sagde han langsomt. ”Han skulle være stabil.”

Der var en lammende stilhed, som ingen af os afbrød. Det trykkede for mine ører, og et spørgsmål brændte på min tunge.

”Hvor længe?”

Begge mine bandmedlemmers blik landede på mig, og selvom ingen af dem svarede mig på mit spørgsmål, kunne jeg se, at de forstod mig. De vidste, hvad jeg mente. Men svaret kom ikke.

Det føltes, som om noget i min mave rakte ud og vred og strakte min indvolde. Det gjorde ondt, og det var ubehageligt. Jeg havde før følt noget lignende, men det var lang tid siden nu. Det her var skuffelse, men det var også frygt. Frygten for at alle Georgias notater gjorde mig ufatteligt bange og nervøs. De notater havde allerede sået en spirende tvivl i os alle, og Liams forræderi gjorde kun det hele værre.

Jeg var sikker på, at ingen af os havde troet på de noter til at starte med. De havde lydt så åndssvage, og selvom jeg – som den eneste – havde vidst, at ét af punkterne dog var sandt, havde jeg i starten aldrig haft min tvivl om de andre.

Nu var mine tanker noget ganske andet.

Jeg ville så forfærdeligt gerne holde fast i, at det hele var det pure opspind, men jeg kunne ikke bare skubbe det væk længere. Sandheden var lige her foran mig. Liam var blevet indlagt på grund af en overdosis, og ingen af os havde set det komme. Kun notaterne. Nu virkede det hele så fuldstændigt åbenlyst. Liam havde i lang tid opført sig anderledes. Han havde været mere aggressiv og åndsfraværende, og så havde han været voldsomt rastløs og havde set forfærdelig ud.

Og nu slog det mig pludselig, hvorfor han havde været så syg den dag. Han havde svedt så meget, at hans tøj var blevet gennemblødt, og hans krop havde rystet. Den havde skreget på flere stoffer. I et kort øjeblik havde jeg medlidenhed med Liam. Han havde faktisk forsøgt at stoppe, men hans krop havde ikke kunnet holde til det, og derefter var han gået direkte til de hårde stoffer igen, og nu havde hans krop sagt stop.

”J-jeg er ikke sikker på, jeg kan være her ret meget længere,” mumlede Zayn pludselig, så jeg blev hevet ud af mine tanker. Det gik op for mig, at jeg havde stirret koncentreret på et bestemt punkt på den hvide væg overfor mig. Jeg nåede lige at se ham putte sin mobil ned i lommen.

”Jeg har en aftale med Perrie, og jeg kan ikke rigtigt aflyse det her. Jeg … ” Han lod til at mangle ord, så i stedet begyndte han at gå langsomt baglæns. ”Jeg ringer senere, vi ses.”

Hverken Louis eller jeg sagde noget, før Zayn var ude af syne, men så fik jeg endelig munden på gled. ”Hvad med Niall?” Det gik pludselig op for mig, at han manglede. Han havde været så fraværende på det sidste, at jeg knapt nok lagde mærke til, at han manglede. ”Hvor er han?”

Louis rystede på hovedet. ”Jeg ved det ikke, Harry. Jeg ringede til ham, men han svarer så sjældent, at jeg ikke blev overrasket, da han ikke tog den. Han har heller ikke ringet tilbage eller svaret på min sms.”

Jeg kørte en hånd igennem mit hår og stønnede. ”Vi bliver nødt til at snakke med ham om det. Jeg respekterer, at han har et liv udenfor bandet, men det her er vigtigt, og han kan ikke bare blive ved med at ignorere os.”

Louis nikkede en enkelt gang, men så sænkede stilheden sig igen over os. Ufrivilligt vendte mine tanker tilbage til i går, og jeg genkaldte mig vreden i Louis' blik, da han svang armen. Han virkede så upåvirket – hvis man så bort fra hans slidte udseende – og det gjorde mig utilpas. Han havde end ikke sagt undskyld. Det skræmte mig.

”Kunne vi have stoppet det her?” Louis' stemme var denne gang tyk og en smule utydelig. ”Burde vi have set det komme?”

Jeg tænkte kort og overvejede mit svar. ”Ja,” sagde jeg, ”vi burde have set det. Men det gjorde vi ikke, og nu kan vi ikke gøre andet end at støtte ham og hjælpe ham ud af det her. Han skal ikke tilbage til de stoffer.”

Louis sagde ikke noget, men nikkede samtykkende. Dog var der noget sammenbidt over hans mund. ”Men jeg går ikke ind til ham. Ikke nu.” Jeg så længe på Louis, men han lod sig ikke rokke i sin beslutning. Han stirrede stift på døren ind til Liams stue, og selvom det var tydeligt, at han forsøgte at skjule skuffelsen i sit ansigt, så var den tydelig for mig at se. ”Jeg kan ikke.”

Til sidst nikkede jeg. Jeg accepterede, at Louis ikke kunne gå ind til Liam lige nu. Det var et slag direkte i maven på os alle, at Liam var endt sådan her, og det gjorde ondt at tænke på. At se ham ligge helt slået ud med slanger over det hele, velvidende at han selv var skyld i det, ville kun være endnu mere smertefuldt for os alle.

En klump samlede sig pludselig i halsen på mig, og jeg mærkede, hvordan det svagt begyndte at prikke inde bag mine øjenlåg. Jeg vendte ryggen til Louis og forsøgte at tage mig sammen. Da jeg følte, jeg havde min stemme under kontrol, hæklede jeg hurtigt en undskyldning sammen.

”Jeg tager også hjem, Louis. Jeg kan ikke lide at være her, og hans forældre kommer nok snart.”

Louis tog sin jakke af med et sammenbidt drag om munden. ”Jeg bliver her lidt,” sagde han. ”Jeg kan måske forklare det for dem. Det kommer sikkert som et chok for dem også.”

Jeg sendte Louis et varmt blik på trods af det ubehag, jeg følte ved ham på grund af hans behandling af Savannah. ”Det vil han helt sikkert sætte pris på.”

Med de ord vendte jeg mig og fandt uden problemer tilbage til elevatoren. Da dørene åbnede sig, viste det sig, at jeg måtte dele den trange plads med en pige og hendes mor. Pigen knugede sin mors hånd, da elevatoren susede nedad, og det igen begyndte at hive inde bag navlen. Hendes lange hår mindede mig om Mellies, og pludselig savnede jeg min lille pige voldsomt meget. Jeg var omgivet af så mange problemer lige nu, og det føltes som om, at det kun var Mellie, jeg virkelig vidste, hvor jeg havde. Mellie og Mary-Ann.

En ubærlig trang til at se dem fik mig til at småløbe ud af elevatoren, da dørene langt om længe åbnede sig. Jeg følte flere blikke på mig, da jeg kantede mig udenom folk i forhallen, men den svidende fornemmelse i mine øjne og savnet til min familie fik mig til at ignorere det fuldstændigt. Da jeg kom udenfor bemærkede jeg, at det var ved at blive lyst udenfor, og det gjorde det nemmere for mig at finde min bil. Jeg trak den kolde morgenluft ned i lungerne hurtigere end normalt, og jeg havde ikke øje for andet end min bil.

Måske var det derfor, jeg ikke lagde mærke til den mørke skikkelse, der stod lænet op ad en almindelig personbil ikke ret langt fra min egen bil.

Jeg stod og fumlede med at få mine nøgler op af lommen, da jeg pludselig mærkede en hånd på min skulder. Jeg spjættede og vendte mig hurtigt rundt. Personen, som ud fra kropsbygningen at dømme helt klart var en mand, var dækket af en hættetrøje, men den smule, jeg kunne se under hætten, forekom mig mærkeligt velkendt. Jeg åbnede munden for at udbryde et eller andet, da en målrettet knytnæve ramte mig direkte i mellemgulvet. Jeg knækkede kort sammen, men med et tag i sidespejlet på min bil, rettede jeg mig op igen – dog kun for at modtage endnu et slag. Mit hoved fløj bagover, og min ryg stødte mod bilen, da jeg mistede balancen og væltede baglæns.

”Hvordan går det, Harry?” Min overfaldsmand hvæsede mit navn med sådan en foragt, at jeg ikke var i tvivl om, at han virkelig nærede et had til mig.

Og jeg genkendte stemmen.

Pludselig vidste jeg, hvad det var, der var ved at ske. Jeg havde prøvet det her før. Det var en gentagelse af det, der var sket i parken den nat, jeg havde været på vej hjem fra Liam.

Jeg havde svært ved at få vejret, og det kunne høres på min stemme, da jeg talte.

”Jeg ved for helvede ikke, hvad jeg har gjort dig!” råbte jeg. ”Hvad har jeg gjort, der er så forfærdeligt, at du opsøger mig og gennemtæver mig? Lad mig se dit ansigt for helvede!”

”Hold dig fra hende.” Hans stemme dirrede af vrede.

”Hende?” udbrød jeg spørgende. ”Hvem snakker du om?”

Men jeg fik intet svar. I stedet modtog jeg et knæ i skridtet, og da jeg bukkede forover i smerter og udråb, ramte noget hårdt mig i tindingen, så det et kort øjeblik sortnede for mine øjne. Jeg faldt ned på knæ, og jeg måtte bide tænderne hårdt sammen for at holde smerten ud. Det dunkede og gjorde ondt overalt i min krop.

Gennem smerten så jeg en skikkelse sætte sig på hug foran mig. Jeg kunne se det hånende smil spille om hans læber, da jeg svajede til den ene side, fordi svimmelheden overmandede mig. Han troede, han havde vundet, men han tog fejl.

Jeg udstødte et støn, da jeg løftede den ene hånd og skubbede hans hætte tilbage. Hans ansigt blev tydeligt for mig i den gryende morgen, og i hans øjne så jeg med det samme en slående lighed. Jeg havde set de øjne før, men det var ikke på denne sindssyge person.

Det var Savannahs øjne.

I løbet af få sekunder faldt det hele på plads i mit hoved. Savannah, vores kys, hendes bror. Det her var Savannahs bror.

Da jeg var troppet op hjemme ved hende efter festen, havde hun fortalt mig, at hun havde en bror. Hun havde sagt, at han stod indenfor, og at han ville gennemtæve mig, hvis jeg prøvede på noget. Det kunne kun være ham, der nu stod foran mig med en snert af angst i øjnene. Han havde ikke regnet med, at jeg havde kræfter til at trække hætten af ham, selvom han havde siddet så tæt på mig, at jeg havde kunnet mærke hans ånde på mit ansigt.

Nu havde han rejst sig op, og i en hurtig bevægelse trak han hætten op over hovedet igen. Men det var for sent, og jeg tror, det var gået op for ham.

Mit hjerte bankede hurtigt, og blodet susede igennem kroppen på mig. Jeg var ikke så svimmel længere, men smerten gjorde mig stadig en smule ør. Uden at tænke ret meget rakte jeg om bag mig, og ved hjælp af min bil forsøgte jeg at komme på benene igen.

Først troede jeg, at den mand, jeg var sikker på, var Savannahs bror, skulle til at løbe sin vej, men så drejede han hovedet og så, hvad jeg var i færd med. Før jeg nåede at opfatte noget, tog han to skridt og var ovre ved mig. Så svang han sin store næve, og en ubeskrivelig smerte eksploderede i mit hoved.

Så forsvandt jorden under mine fødder, og jeg faldt ind i et altopslugende mørke.

 

Lyset skinnede mig ind i øjnene. Alting var så lyst.

Så registrerede jeg også lugten i min næse, og jeg genkendte stedet. Jeg var på hospitalet, og denne gang var det mig, der lå i de hårde senge iklædt en usmagelig pyjamas og fastgjort til bippende apparater. I det samme mærkede jeg noget varmt omkring min hånd. Jeg drejede let mit hoved, selvom det værkede i min nakke.

”Harry?” Jeg genkendte Louis på hans stemme, før jeg så hans ansigt. ”Gør det ondt?”

Jeg lukkede kort øjnene for bedre at kunne føle og bedømme, hvor slemt det stod til. Jeg huskede, at jeg var blevet slået i både skridtet og maven, og også gentagende gange i hovedet. Mit hoved dunkede en smule, men jeg kunne næsten ikke mærke noget i maven eller længere nede.

Jeg rystede på hovedet som svar til Louis. Det lod til at lette ham lidt, men så lænede han sig lidt fremover og talte mere sagte. ”Hvad skete der, Harry?”

Jeg pressede ubevidst læberne sammen, og min hjerne tænkte på højtryk. Jeg havde ikke lyst til at fortælle Louis om de to overfald, jeg nu havde oplevet. Havde jeg ikke vidst, at det var Savannahs bror, havde jeg måske fortalt ham det, men nu var sagen en ganske anden. Jeg ville ikke nævne Savannah overfor Louis.

”Jeg ombestemte mig og besluttede mig for at køre hjem omkring ti minutter efter, at du var gået. Jeg fandt dig liggende bevidstløs ved siden af din bil, og du blødte fra panden. Jeg troede for helvede, at du var væk, Harry! Jeg troede, at nogen havde skudt dig i hovedet eller et eller andet sindssygt. Du gjorde mig pisse bange, og du skylder mig en forklaring. Hvad skete der?”

Jeg sank en klump og så ned på den hvide dyne, der var blevet lagt over mig. Så rakte jeg forsigtigt op til mit hoved, og mine fingre ramte noget i min pande. Jeg havde åbenbart slået hul og havde fået et plaster på.

Louis havde ret. Jeg skyldte ham en forklaring. Jeg besluttede mig i løbet af få sekunder, men der gik lidt tid, før ordene kom ud af min mund.

”Han kom, da jeg var på vej ind i min bil,” startede jeg ud. ”Han overraskede mig og gav mig en mavepumper, før jeg nåede at reagere. Faktisk så … ” Jeg tøvede. ”Jeg var ret hjælpeløs, Louis. Jeg gjorde ingenting.”

Louis sad helt ude på kanten af den skammel, han sad på. ”Sagde han ikke noget? Overfaldt han dig bare?”

Endnu engang tøvede jeg. Han havde jo sagt noget, men det kunne jeg ikke sige til Louis. Jeg endte med at ryste på hovedet. ”Han sagde ikke noget.”

”Det er ikke godt, Harry.” Louis så en smule fortvivlet ud. ”Det er slet ikke godt.”

”Det er ikke første gang.” Min stemme var lav, for jeg vidste godt, hvordan Louis ville reagere. Så godt kendte jeg ham. Og jeg tog ikke fejl. Vreden var tydelig at se i hans ansigt, da ordene forlod min mund.

”Hvad fanden tænker du på, Harry? Hvorfor har du ikke sagt noget?” En blodåre pulserede i hans tinding, og hans hævede stemme fik mig til at blive bekymret for, om der ikke snart ville komme en sygeplejerske ind for at se, hvad der skete herinde.

Louis blev mere og mere oprevet.

”Vi bliver nødt til at anskaffe dig en bodyguard, Harry. Det her kan ikke stå på længere. Måske er det kommet ud i medierne, at vi er mistænkte i en drabssag. Folk kan finde på de mest sindssyge ting. For helvede, Harry! Du kunne være blevet slået ihjel!”

”Louis, nej.” Nu blev jeg også nødt til at hæve min stemme en smule, og selvom det begyndte at dunke voldsomt i mit hoved, da jeg satte mig op i sengen, blev jeg nødt til at føle, at jeg havde bare en smule kontrol. Jeg følte mig hjælpeløs og svag, når jeg lå begravet i hospitalets dyner og puder. ”Jeg skal ikke have nogen bodyguard. Jeg har styr på det.”

Louis så overhovedet ikke ud til at tro på mig. Han så ikke engang bare en lille smule tvivlende ud. ”Ved du, hvem det var?” Han så anspændt på mig.

Jeg brugte få sekunder på at overveje, om jeg skulle fortælle sandheden. Tøvede jeg for lang tid, ville Louis vide, at jeg løj.

”Nej,” sagde jeg monotont.

Men det var ikke sandheden. Jeg vidste, hvem der havde overfaldet mig.

 

__________________________________________________________________________________

Her har I så et kapitel, venner. Der begynder at ske lidt ting og sager nu, og jeg ved ikke, om det måske er lidt meget at bede om, når jeg nu ikke opdaterer så tit, men kunne jeg ikke få nogen af jer til at efterlade en kommentar med lidt kritik eller ros eller noget? Og er der nogen af jer, der måske begynder at udtænke jer en morder? eller er det for tidligt af spørge om? 
Det ville være rart med bare en enkelt linje. Jeg vil gerne vide, at I er der ;)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...