Hide and Seek | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 dec. 2013
  • Opdateret: 23 aug. 2015
  • Status: Færdig
"Louis Tomlinson, voldelige tendenser overfor sin kæreste. Zayn Malik, forholdet til kæresten er set up. Liam Payne, på stoffer. Niall Horan, har opgivet One Direction og opbygger nu nyt band i smug. Harry Styles, hemmelig femårig datter." Sådan lyder oversættelsen af de kodede notater, politiet finder i forbindelse med mordet på journalisten ved navn Georgia Gigg. Morderen efterlader ingen spor, og derfor har politiet kun ét spor at gå efter - notaterne. Følg med i en hæsblæsende mordsag, hvor både Zayn, Liam, Louis, Niall og Harry er hovedmistænkte i mordet på Georgia, journalisten uden grænser. Drengene vil gøre alt for at slippe ud af det mareridt, de er blevet trukket ind i, men det er ikke så let, når Georgias bedste veninde, Savannah Tinsley, også har noget at skulle have sagt. Savannah er nemlig netop sluppet ud efter to år i fængsel og er drevet af en uslukkelig hævntørst, der får hende til at satse alt. For én ting er sikkert, morderen skal findes.

99Likes
117Kommentarer
16483Visninger
AA

15. ⓢ KAPITEL 13 | EMOTIONS

   SAVANNAHS SYNSVINKEL

 

Jeg havde mistet tidsfornemmelsen.

Siddende på gulvet med ryggen mod døren i Harrys soveværelse, lod jeg mit alt for lange pandehår falde ned i øjnene, mens jeg taktfast vippede min højre fod frem og tilbage. Et sted efter noget, der kunne have været ét minut, men som også kunne have været ti, hørte jeg lyden af fødder mod træ, og pludselig blev døren skubbet op i mig, så jeg måtte udstøde et lille hyl i smerte. Men jeg flyttede mig ikke.

”Savannah, flyt dig.” Harrys stemme nåede mig let igennem den tynde dør. Denne gang forsøgte han mere forsigtigt at åbne den, men da det gik op for ham, at jeg stadigvæk spærrede, gav han op og gav sig til at halvvejs råbe igen. ”Flyt dig, Savannah!”

Denne gang sukkede jeg, bandede og kravlede så en smule til den ene side, så døren kunne åbnes uden problemer. Efter få sekunder hamrede Harry døren op og stirrede vildt på mig med sine grønne øjne. Han var vred.

”Hvorfor fanden gjorde du ikke, hvad jeg bad dig om?”

Jeg løftede provokerende det ene øjenbryn og vendte derefter ansigtet væk. Jeg kunne ikke lade være. Som forventet fik det kun Harry til at reagere yderligere.

”Jeg bad dig om at blive heroppe, men dit ønske om at opsnappe noget af vores samtale er åbenbart større, end jeg troede. Kan du for helvede ikke se ud over din egen næse? Dine egne problemer? Drengene tror, jeg går i seng med en pige, der anklager mig for mord, og det ved vi begge to, ikke passer!” Han trak vejret hurtigt, og jeg var sikker på, hans hjerte bankede lige så hurtigt og vildt som mit.

”Georgia er død, Harry! Min bedste veninde er væk for altid, og en af jer er skyld i det! Jeg vil gøre alt for at finde ud af hvem, og at du giver mig din lortesuppe og lader mig bo i dit hus, ændrer ikke på det!” Min stemme rungede i det tomme hus.

Harry trådte endnu et skridt frem og i det øjeblik lignede han en, der kunne finde på at række ud og stikke mig en lussing. Men han gjorde det ikke. I stedet gik han over til døren og rev den op med sådan en voldsomhed, at hængslerne truede med at give efter. Han pegede ud på trappen.

”Skrid ud af mit hus.” Hans stemme var rolig, men vreden var derinde. Han var helt rød i hovedet, og han trak vejret hurtigt. Jeg kom på benene og strøg mit pandehår væk fra øjnene. Jeg rankede ryggen, og da jeg gik forbi ham, veg mit blik ikke ét sekund fra hans. Han stirrede tilbage med den samme vrede, og da jeg var ude af værelset, smækkede han døren til hans soveværelse i.

Jeg begyndte at trampe ned ad trappen med hånden liggende på gelænderet, men eftersom raseriet gjorde visse dele af min hjerne lettere omtåget, smuttede min fod på halvvejen, og pludselig mærkede jeg tyngdekraften hive og trække i mig. Jeg skreg et skingert skrig, da jeg med armene beskyttende omkring hovedet faldt de sidste meter ned ad trappen. Jeg kunne intet styre, og da min ryg stødte hårdt imod gelænderet, og jeg derefter landede med et bump på det hårde trægulv, måtte jeg stønne i smerte.

Jeg lå på gulvet med lukkede øjne, mens smerten i ryggen fik mig til at skære tænder. Endnu en larmende lyd trængte igennem tågen af smerte, og pludselig mærkede jeg et par rug hænder på mine skuldre. Jeg forholdt mine øjne lukkede.

”Savannah!” Det var Harrys stemme. Selvfølgelig var det Harrys stemme. Jeg mærkede hans varme og hektiske åndedræt mod mit ansigt, da han lænede sig ind over mig. Det gjorde stadigvæk ufatteligt ondt i min ryg, og mit hoved var nu også begyndt at dunke, men smerten havde allerede fortaget sig en smule. Dog åbnede jeg alligevel ikke øjnene, selvom jeg gerne ville have set den bekymring, jeg var sikker på, der var at finde i Harrys ansigt.

”Savannah, er du okay?” Da jeg ikke reagerede, tog han fat om mine overarme og rystede mig hårdhændet. ”Savannah, kan du høre mig?” Der var en snert af panik i hans stemme. Panik og bekymring. ”Savannah!”

Den fjerde gang, han sagde mit navn, blev det for meget for mig. Det gjorde ondt i min ryg, da latteren strømmede ud fra min mund. Jeg slog øjnene op og så Harrys ansigt ændre sig fra bekymret og ængsteligt til hårdt og tilsnerpet. Han fløj væk fra mig, som havde han brændt sig. Jeg kunne ikke stoppe de latterbølger, der gennemrystede min krop og sendte små stød igennem min ryg. Harry lignede nu en, der var blevet fornærmet groft. Han vendte ryggen til mig og stillede sig med begge hænder presset op mod muren.

Da min latter endelig var stilnet af, og der atter blev stille i huset, satte jeg mig forsigtigt op, men måtte gispe da min ryg gjorde det svært for mig. Harry hørte min smerte og vendte sig om. Han havde et mat udtryk i øjnene.

”Jeg troede først, du var en form for hater,” mumlede han. Hans stemme var underlig følelsesløs. ”Da jeg så dig lave hærværk og det.”

Jeg så på ham, men han så bare tomt ud i luften. Jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle svare.

”Da jeg fandt ud af, at du beskyldte mig for mord, føltes det, som om min verden faldt fra hinanden. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre for at bevise min uskyld. Jeg var pisse bange for at blive fundet skyldig, selvom jeg vidste, jeg ikke havde noget som helst med det hele at gøre.”

Jeg pressede læberne sammen og så ned på mine fødder, mens jeg lyttede til Harrys stemme. Jeg havde ikke bedt ham om at fortælle, men alligevel sad han bare der og lettede sit hjerte. Jeg stoppede eller afbrød ham ikke.

Nu kørte han lettere frustreret en hånd igennem sit hår, og der kom igen lidt følelser i hans ansigt. ”Jeg troede slet ikke sådan om Louis. Havde du spurgt mig, havde jeg aldrig troet, han ville være i stand til sådan noget.” Jeg troede ham. ”Han slog dig!”

Jeg tænkte tilbage på det, der nu virkede til at være sket for længe siden. Slaget havde ramt mig på kindbenet, og selvom jeg havde kunnet smage blod i min mund, var det mere overraskelsen, der havde fået mine ben til at give efter under mig. Jeg var sikker på, det havde set voldsomt ud. Harry fortsatte.

”Jeg ved slet ikke, hvem den Louis er. Han har aldrig været voldelig før.” Han så ned. ”Han har ændret sig på det sidste.”

 

Det var ved at blive mørkt udenfor. Gardinerne i Harrys soveværelse var ikke rullet for, og jeg kunne så småt begynde at se stjerner dukke op på himlen udenfor. De interesserede mig dog ikke, så det var ikke et syn, jeg nød ret længe. Efter få sekunder vendte jeg mig mod kommoden, hvor Harry havde efterladt det tøj, jeg havde haft på, da jeg i første omgang kom til hans hus. Han havde vasket det for mig. Jeg skiftede hurtigt Harrys trøje ud med min egen, og selvom aftenluften var kold, trak jeg også i mine korte bomuldsshorts. Jeg havde ikke andet, og jeg ville på ingen måde tage noget, der tilhørte Harry, med hjem.

Derefter stod jeg tøvende ved sengen og så rundt. Min hættetrøje måtte også være her et sted. Jeg løftede dynen, og fandt den liggende krøllet sammen i Harrys seng, der de sidste par nætter havde fungeret som min. Mine læderstøvler lå smidt på gulvet, og dem fik jeg hurtigt trukket på fødderne. Så begav jeg mig ned ad trappen. Mit kamera fandt jeg liggende på et lille bord, der var i gangen. Harry måtte have stillet det frem til mig.

Nu havde jeg ikke mere at gøre i dette hus. Jeg var ikke syg længere, og jeg kunne ikke spilde min tid her mere. Jeg havde ikke opsnappet nogle oplysninger overhovedet i de dage, jeg havde opholdt mig i Harrys hus.

Jeg var halvvejs ude af døren, før det gik op for mig, at jeg ikke vidste, hvor Harry var henne. Jeg havde sidst set ham, da han havde siddet på trappen og bare talt. Efter det var han gået ud af hoveddøren, og da han ikke kom tilbage, var jeg gået ovenpå, og det var der, jeg var begyndt at pakke mine ting. Hvis han stadigvæk var ude, havde jeg ingen chance for at finde ham. Men hvad skulle jeg ham også? Det var jo ikke, fordi jeg ville sige farvel eller noget til ham.

Harry Styles kunne rende mig.

Med et fast tag i dørhåndtaget lukkede jeg døren efter mig og begav mig ned ad den lille havegang. Men ud af øjenkrogen så jeg et lys, jeg ikke havde set før. Mod min vilje stoppede jeg op og så mig tilbage. Lyset kom fra et vindue helt nede ved jorden. Jeg havde ikke lagt mærke til det før, men eftersom Harry havde advaret mig mod at gå ned i hans kælder, faldt det mig naturligt ind, at det her var et vindue til kælderen.

Og der var nogen dernede.

Jeg bed mig i læben, mens jeg overvejede situationen. Harry var den eneste, der kunne være dernede. Det kunne selvfølgelig også være en indbrudstyv, men jeg var så meget inde i den verden, at jeg vidste, tyven ikke ville være dum nok til at tænde lyset – så skulle det i hvert fald være en amatør. Hvad lavede Harry nede i den kælder, han havde forbudt mig at gå ned i?

Jeg blev nødt til at undersøge det.

Forsigtigt gik jeg tilbage til huset og lukkede mig selv ind igen. I et par sekunder stod jeg stille og lyttede. Der var helt tyst. Der var ingen i huset udover den person, der befandt sig i kælderen.

I den tid, jeg havde befundet mig i huset, havde jeg lært, hvad de forskellige døre og rum gemte på. Derfor vidste jeg også præcis, hvor døren til kælderen var. Den første dør var ikke låst. Den åbnede sig let, og jeg gik endnu mere forsigtigt end før ned ad den stejle trappe, ned i dybet. Den pære, der hang i loftet, lyste ikke meget, og der var derfor meget dunkelt. Jeg var meget påpasselig med ikke at falde. Det ville være katastrofalt.

Da jeg nåede bunden, stødte jeg på endnu en dør. Jeg vidste, at Harry befandt sig inde på den anden side, og jeg vidste, at jeg nu skulle tænke mig om. Jeg kunne vælge at benytte mig af overraskelsesmomentet. Så ville jeg tage ham på fersk gerning i det, han var i færd med. Men det var en risiko. Hvis ikke han lavede noget, der kunne hjælpe mig i at finde Georgias morder, ville situation helt sikkert udvikle sig til det værre. Men på den anden side kunne det her på hverken den ene eller den anden måde ende godt. Harry ville blive vred, når han fandt ud af, at jeg havde trodset hans ord.

Men hvad regnede jeg egentlig med, der var at finde dernede? Mordvåbnet? Billeder af Louis, der stod med pistolen rettet mod Georgia? Det var absurd.

I det samme blev jeg hevet ud af mine tanker, da en lyd nåede mig igennem døren. Det var en slæbelyd, som om noget blev trukket hen ad gulvet. Jeg stivnede og så for mig, hvordan Harry trak et lig af en kvinde hen over gulvet. Så rystede jeg på hovedet og rullede øjne af mig selv. Hvad fanden skete der for mig? Jeg havde jo allerede konstateret, at Harry ikke kunne være morderen. Harry var udelukket.

Da den slæbende lyd fortonede sig, lagde jeg med bankende hjerte hånden på dørhåndtaget. Det var en gammel dør, og jeg kunne forstille mig, at den ville knirke hjerteskærende, når jeg skubbede den op. Men jeg kunne ikke vente længere. I mit hoved talte jeg ned fra tre, og så gjorde jeg det.

En fugtig luft slog mig i møde som det første. Derefter vænnede mine øjne sig til det stærkere lys, og jeg måtte spærre øjnene op. Det lille kælderrum var fyldt med reoler. Kun den vestlige væg var bar. Til gengæld stod der en mindre enmandsseng med blomstrede sengegærde og lyskæder viklet omkring. Nogle af reolerne var tomme, men der stod stadig kasser med bøger og legesager. Det var et mærkeligt syn. Hvad skulle Harry med så meget legetøj?

I det samme vendte Harry sig om. ”Hvad fanden?”

Jeg stod med let åben mund og lod mine øjne glide hen over de mange ting. Godt nok havde jeg selv taget billeder af Harry, der havde været i færd med at smide børnelegetøj ud, men det her var overhovedet ikke, hvad jeg havde regnet med, og det slog benene væk under mig. Der var så meget – eller det havde der været. Jeg var sikker på, at reolerne havde været fyldt op, før han begyndte at smide tingene ud.

Jeg lagde slet ikke lagt mærke til, at Harry havde bevæget sig over til mig, før han greb hårdt fat om min underarm.

”Jeg sagde til dig, at du ikke skulle gå herned!”

Jeg så ind i hans grønne øjne, og jeg kunne se vreden samle sig. Han var ikke lige så vred, som han havde været før, men han var ikke i godt humør, og jeg var ikke i tvivl.

”Og jeg sagde til dig, at jeg ikke vil lytte. Gjorde jeg ikke, Harry?” Min stemme var hæs, og jeg vidste ikke hvorfor. Noget bevægede sig i Harrys øjne, men jeg kunne ikke sætte fingeren på, hvad det var.

”Jeg fortryder, at jeg lod dig komme ind i mit hus.” Han borede stadig fingrene ind i min arm, og selvom det gjorde ondt, sagde jeg intet.

”Selvfølgelig gør du ikke det, Harry.” Der var en legende tone i min stemme, og rent instinktivt lænede jeg mig ind mod ham. ”Du fortryder intet af det, du har gjort med mig.”

Han trak vejret dybt ind gennem næsen og brød øjenkontakten. Så slap han min arm og trådte tilbage, så der nu var en betydelig større afstand mellem os. Han kneb let øjnene sammen, da han så på mig. ”Jeg skulle have ringet til politiet den dag.”

Jeg forsøgte at skjule min overraskelse. Han snakkede om den dag, han havde taget os i at male grafitti på Louis' hus. ”Du ringede ikke?”

Han rystede ganske lidt på hovedet. ”Det fortryder jeg nu.”

Jeg mærkede, hvordan vreden så småt begyndte at røre på sig. Han stod og sagde direkte op i mit ansigt, at han fortrød, han ikke havde meldt mig – at han ville have mig sat ind igen, hvis han kunne. Det fik mig til at tænke på min tid i fængslet og al den elendighed, det havde indebåret, og pludselig havde jeg svært ved at styre min vrede, der fandt vej frem igen.

Mit hjerte bankede hurtigt, og mine håndflader var svedige. ”Jeg finder ud af, hvem der gjorde det, og det rager mig, hvor meget det kommer til at såre dig. Et medlem af One Direction står til ansvar for det her.”

Harry pustede sig op, og pludselig stod han helt tæt på mig igen. ”Hvis du ikke snart holder kæft med det der, kommer jeg til at gøre noget, jeg vil fortryde.”

Jeg fnøs. ”Du er latterlig at høre på, Harry. Som om du kunne finde på at røre mig.”

I det samme snurrede han mig rundt, så jeg stod med ryggen til ham, og han tog et hårdt tag om mine håndled. Han pressede dem sammen, så det gjorde ondt, og jeg måtte komme med et lille forskrækket udbrud. Jeg hev for at komme fri, men Harry holdt fast, og i et øjeblik blev jeg faktisk bange for, hvad han kunne finde på, men så slap han mig, og jeg vendte mig om igen. Det gjorde mig kun mere vred, at han var fysisk stærkere end mig.

Jeg bakkede adskillige skridt tilbage, for jeg kunne mærke, at jeg var ved at miste kontrollen. Jeg ville snart gøre noget dumt, hvis jeg ikke fik lov til at køle af. Harry havde en tendens til at bringe vreden frem i mig.

”Jeg håber aldrig, jeg ser dit ansigt igen.” Det var svært at høre, hvad jeg sagde, fordi jeg trak vejret så hurtigt, men min stemme var giftig, og ud fra hans ansigtsudtryk at bedømme, havde han hørt mig.

Da min ryg stødte mod døren, stoppede jeg op. Harry stod stadig midt i rummet, og jeg kunne se, at han var opkørt og vred, men da hans blik mødte mit, så jeg noget uventet. Det var begær.

To sekunder var nok. Harry tog tre store skridt igennem rummet, og pludselig lå hans hænder om mit ansigt. Hans læber ramte mine, og jeg fløj tilbage til den aften til festen, hvor hans hænder havde vandret op og ned ad min krop, og min kjole var gået i stykker. Denne gang pressede han mig ind til sig, og han blev ved, selvom jeg ikke kunne komme tættere. Det gjorde ondt i min ryg, som jeg havde slået i faldet fra trappen, og jeg gav mig under hans greb. Men han var ligeglad. Hans læber forlod ikke mine, og han slap mig ikke. På sin vis forbløffede det mig, men så pressede han sine læber endnu hårdere mod mine, og pludselig glemte jeg smerten, og jeg lænede mig ind mod ham og hans varme. Det fik Harry til at reagere yderligere.

Han førte mig længere ind i rummet, og pludselig stødte jeg på den lille seng, jeg før havde betragtet. Men da Harry lænede sig ind over mig for at plante endnu et kys på mine læber, udstødte han et støn og trak sig tilbage. Han så ned på sit håndled, men da jeg ville spørge ham, hvad der var galt, stoppede han mig pludseligt ved igen at fange mine læber med sine.

Jeg kunne ikke gøre for det, da jeg rakte ud for at trække sweateren af Harry. Han slap mig kortvarigt for at få den over sit hoved, hvorefter han i en hurtig bevægelse trak min hættetrøje op over mit. Det fik mit hår til at sprede sig ud over hele sengen i en vifte, og da han derefter også trak min t-shirt af mig, var jeg sikker på, at det var vildt og filtret, men det betød ingenting. Jeg lå snart i undertøj, og Harry lod blidt sine fingre stryge ned ad min mave, før han igen kyssede mig. Min ene hånd lå og hvilede på hans nøgne bryst, og jeg kunne mærke hans hjerte banke et sted derinde. Det bankede hurtigt og fast, og det gjorde ikke min lyst mindre. Men da Harry vendte mig rundt og fingerede ved haspen på min bh, afbrød jeg vores kys.

”Hvad fanden, Harry,” sagde jeg med et smil spillende i mundvigen. ”Skal du ikke spørge pigen, om hun er klar?” Jeg forbandede min forpustede stemme.

Harry rynkede panden og så forvirret på mig. Han åbnede munden for at sige noget, men så lukkede han den pludseligt igen, og et overrasket udtryk gled ind over hans ansigt.

”Du er jomfru,” sagde han med en hæs stemme.

Jeg smilede over hans forbløffede ansigtsudtryk og lod en hånd glide over til hans nakke for at fortsætte, men han havde tilsyneladende mere at sige.

”Det vidste jeg ikke,” sagde han lettere forpustet, så hans ånde kilede mig i ansigtet. ”Det troede jeg ikke. Hvorfor–”

Jeg afbrød ham ved at presse mine læber mod hans. Han gav sig hurtigt og lod sine læber smelte sammen med mine i løbet af få sekunder. Men det var ikke det samme, og det fangede Harry også. I et hurtigt ryk, var vi begge igen på benene, og Harry var pludselig en del højere end mig. Han bøjede sig ned for at nå mig, men det irriterede ham åbenbart, for pludselig løftede hans stærke arme mig op, så jeg kunne vikle mine ben omkring hans hofter. Han pressede min ryg op mod væggen, og vi var igen helt tætte på hinanden. Velværet strømmede igennem mig, og jeg kunne i det øjeblik ikke se nogen grund til at stoppe.

”Du er ret lav,” mumlede han mod mine læber.

”Jeg vil med glæde tage ti centimeter høje stilletter på og træde dig over tæerne.”

Latteren rumlede igennem Harrys bryst, og pludselig kunne jeg ikke længere klare afstanden mellem os. Jeg ignorerede smerten i min ryg og trak Harry ind til mig.

”Vi burde ikke gøre det her.” Det var igen Harry, der følte en trang til at tale.

Jeg svarede ham ved at køre en hånd igennem hans nakkehår og stramme til omkring hans liv. ”Hold nu kæft, Harry.”

 

__________________________________________________________________________

Øh ja, det her er måske en lille smule pinligt. Jeg ved, at der er gået al al al for lang tid siden min sidste opdatering, og jeg undskylder mega meget, og (her kommer det pinlige) jeg har ikke engang nogen undskyldning. Ja, jeg har haft årsprøver og været sammen med mine veninder, men sandheden er, at jeg flere gange har haft tiden til at skrive det her kapitel. Så undskyld, bare undskyld

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...