Hide and Seek | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 dec. 2013
  • Opdateret: 23 aug. 2015
  • Status: Færdig
"Louis Tomlinson, voldelige tendenser overfor sin kæreste. Zayn Malik, forholdet til kæresten er set up. Liam Payne, på stoffer. Niall Horan, har opgivet One Direction og opbygger nu nyt band i smug. Harry Styles, hemmelig femårig datter." Sådan lyder oversættelsen af de kodede notater, politiet finder i forbindelse med mordet på journalisten ved navn Georgia Gigg. Morderen efterlader ingen spor, og derfor har politiet kun ét spor at gå efter - notaterne. Følg med i en hæsblæsende mordsag, hvor både Zayn, Liam, Louis, Niall og Harry er hovedmistænkte i mordet på Georgia, journalisten uden grænser. Drengene vil gøre alt for at slippe ud af det mareridt, de er blevet trukket ind i, men det er ikke så let, når Georgias bedste veninde, Savannah Tinsley, også har noget at skulle have sagt. Savannah er nemlig netop sluppet ud efter to år i fængsel og er drevet af en uslukkelig hævntørst, der får hende til at satse alt. For én ting er sikkert, morderen skal findes.

99Likes
117Kommentarer
16481Visninger
AA

14. ⓗ KAPITEL 12 | EXPLANATIONS

   HARRYS SYNSVINKEL

 

Fra gryden væltede dampen op og fik små sveddråber til at samle sig i min pande. Jeg vidste dog, at det ikke udelukkende var varmen, der fik væsken til at forlade min krop. Savannah lå lige nu ovenpå i min seng og ventede på, at kom op med suppe til hende, og det var jeg alt for bevidst om. Mine tanker ville ikke afvige fra det faktum, at jeg havde båret hendes afkræftede krop indenfor, og at jeg nu havde en pige, der beskyldte mig og drengene for mord, i mit hus.

I en hurtig bevægelse strøg jeg bagsiden af hånden hen over panden, før jeg lænede mig ind over gryden og indsnusede de varme dampe. Jeg konstaterede, at det lugtede okay. Så fandt jeg en dyb tallerken og øsede lidt af den varme væske derover i, hvorefter jeg stillede den på en bakke og fandt en ske og et glas vand.

Forsigtigt bevægede jeg mig over mod trappen, men da jeg løftede foden op på det første trin, så jeg noget bevæge sig bag mig ud af øjenkrogen, og med et gisp snurrede jeg rundt og havde nær hældt suppen på gulvet.

”Savannah!” udbrød jeg, efterfulgt af et par bandeord. Jeg stillede hurtigt bakken fra mig på stuebordet ved siden af sofaen. Savannah stod med ryggen til, men nu vendte hun sig om med et lille smil spillende om læberne. I et øjeblik havde jeg glemt, at hun var syg, men så gled mit blik op til hendes trætte og matte øjne, de varme kinder og det filtrede hår, og pludselig var det ikke svært at se, hvorfor jeg havde båret hende indenfor i første omgang.

Da jeg lod mit blik glide ned ad hende, gik det op for mig, at hun stod iført min store, grønne T-shirt og en enkelt sort strømpe. Jeg nåede lige at tænke, at hun nok havde mistet den ene under søvnen, da jeg opdagede, at hun i hænderne have en lille sølvramme.

”Hvorfor har du ikke nogen billeder af din datter?” spurgte hun med et lille spor af hæshed i stemmen. Hendes øjne gled undersøgende op og ned ad mig, mens hun ventede på svar.

Jeg tøvede. Jeg havde aldrig haft billeder af Mellie til at stå fremme. De billeder, jeg havde af hende, lå nede i kælderen. Dem, og så et par kasser, en seng og nogle lyskæder var det eneste, der var tilbage dernede nu. Jeg besluttede at skifte emne.

”Det er koldt,” sagde jeg og kastede et tæppe fra sofaen over mod hende. ”Jeg har lavet suppe til dig.”

Hun kneb øjnene let sammen og så på mig, men til sidst overgav hun sig og luskede hen til sofaen, hvor hun satte sig med tæppet tæt pakket omkring de nøgne ben. Da hun sad ordenligt, gav jeg hende bakken. Hun startede ud med at tage en tår vand, men derefter satte hun sig bare til at stirre på den røde suppe, der ikke dampede nær så meget, som den før havde gjort.

Jeg sukkede. ”Jeg har ikke selv lavet det, Savannah. Du kan godt spise det.”

Uden at se op puttede hun skeen i munden, men efter få sekunder skar hun ansigt og stillede bakken fra sig.

”Jeg er ikke sulten,” sagde hun.

Jeg ville protestere – jeg havde faktisk brugt tid på at varme den suppe op – men jeg ombestemte mig, da jeg så ubehaget i hendes ansigt. Hvis hun have kvalme, kunne jeg ikke tvinge det i hende. Og så havde jeg heller ikke just lyst til, at hun kastede op i min sofa.

Uden at se på mig lagde Savannah sig bedre til rette og lukkede øjnene. Jeg stod lidt og så på hende, som hun lå der. Hendes kinder blussede, og havde omstændighederne været anderledes, havde jeg nok lagt en hånd på hendes pande for at tjekke hendes temperatur.

Mit hjerte ræsede af sted under min trøje, og selvom jeg ikke længere stod i køkkenet, havde varmen ikke helt forladt mig endnu. Jeg vidste, at det her var forkert. Men hvorfor gjorde jeg det så? Svaret var nok ganske enkelt, jeg ville bare ikke rigtigt indrømme det over for mig selv. Hvordan kunne noget så farligt, være noget så spændende?

Da jeg ville sætte mig ned på armlænet af sofaen, mærkede jeg noget i min bukselomme. Med en rynke i panden fiskede jeg et lille digitalkamera med en lang rem op og vendte det en enkelt gang i hænderne. Da startede det, spillede det en lille melodi, og jeg mærkede Savannahs brændende blik på mig, selvom jeg ikke så på andet end kameraet. Der var kun billeder af mig derpå. Jeg bladrede igennem dem, velvidende, at de skulle være brugt mod mig. Da jeg var færdig, kastede jeg den lille, firkantede kasse ned i skødet på Savannah.

”Jeg er imponeret,” betroede jeg hende. ”Du fangede mig udelukkende fra mine gode vinkler.”

”Nu har du jo heller ikke nogle dårlige, vel?” Savannahs stemme var følelsesløs, men det forhindrede mig ikke i at slippe et lille smil løs.

”Smigrende,” mumlede jeg.

Hun tændte kameraet igen og med sløve øjne gik hun selv igennem billederne. Efter få sekunder så hun op og betragtede mig, betragtede mit ansigt.

”Hvad er der egentlig sket med dig?”

Pludselig, da jeg blev mindet om det mærke, jeg havde siddende på kæben, begyndte det igen at gøre ondt, og jeg havde lyst til at vende ansigtet væk. Lige siden jeg havde båret Savannah ind, havde jeg glemt alt om mit forslåede ansigt og min værkende krop. Jeg havde godt nok mærket mit håndled et par gange, men jeg havde slet ikke tænkt over det på samme måde som nu.

”Det var Louis,” løj jeg og puttede hænderne i lommerne for at se mere selvsikker ud. ”Et uheld.”

Jeg fik ikke noget svar fra Savannah, men den måde hun bare sad og så lige ud i luften på med en rynke mellem øjenbrynene, fortalt mig klart og tydeligt, at hun ikke troede på mig.

”Jeg tager det her med igen,” mumlede jeg og tog bakken igen. Savannah gjorde ingen indvendinger, da jeg satte kursen mod køkkenet og efterlod hende alene i stuen.

Jeg var i færd med at skylle den dybe tallerken af, da jeg hørte løbende fødder inde fra stuen. Jeg reagerede hurtigt og løb ind for at se, om der nu lå bræk i hele min stue, men heldigvis fandt jeg Savannah liggende på knæ foran det hvide toilet på badeværelset tæt ved gangen. Jeg trådte frem og ville holde hendes hår for hende, men i det øjeblik jeg rørte hendes hud, skubbede hun mine hænder væk og lænede sig væk fra toilettet. Hun maste sig forbi mig og skyllede hurtigt sin mund ved vasken.

”Måske skulle du gå op i seng igen,” sagde jeg stille, da hun bare stod og lænede sig ind over håndvasken uden at bevæge sig. I spejlet så jeg på hende. Hun havde en rynke i panden, og vandet dryppede stadig ned af hendes hage, som hun stod der med lukkede øjne og forsøgte at komme af med kvalmen.

Til sidst nikkede hun.

 

Der var gået to dage nu.

Savannah havde helt klart fået det bedre. Sidst hun havde brækket sig, havde været for mere end tolv timer siden, men det havde til gengæld også været en heftig omgang. Bræk ud over hele køkkengulvet. Måske var det i virkeligheden min egen skyld. Jeg havde tvunget en pakke kiks i hende, og derefter havde hun brækket det hele op igen. Hun havde ladt mig om at tørre op, og selv vandrede hun bare op i min seng igen. Det havde hun en tendens til at gøre. Hver gang der skete noget, der ikke passede hende, gik hun ovenpå og lagde sig. Allerede nu vidste jeg, at hun bare gjorde, som hun havde lyst til uden at tage hensyn til andre – i dette tilfælde mig.

”Harry!”

Jeg så op, da jeg hørte Savannah råbe mit navn. Det var ikke første gang, og allerede da jeg med tunge skridt gik op ad trappen, vidste jeg, hvad hun ville.

”Hvad er der?” spurgte jeg monotont og lagde armene over kors. ”Mangler prinsessen noget?”

Savannah slog dynen til side, så hendes ben kom til syne. Hun var stadig iført de samme korte bomuldsshorts, men i går havde jeg givet hende en ny T-shirt, og den havde hun på nu.

Hun blinkede med sine lange øjenvipper og strøg pandehåret væk fra øjnene. ”Jeg keder mig.”

Jeg modstod trangen til at rulle med øjnene. ”Og hvad skal jeg gøre ved det?”

Hun satte sig op med benene i skrædderstilling og sukkede. Nogle gange tog jeg mig selv i at beundre hende. Der var noget over hendes mørke hår, de lyse og klare øjne, den smalle talje og den blege hud, der fik mig til at tænke, at hun var smuk. Men lige så snart hun åbnede munden, forsvandt harmonien ligesom og efterlod mig tilbage med en egoistisk og temperamentsfuld pige.

De sidste to dage havde været underlige. Jeg kunne simpelthen ikke finde andre ord for det. Underlige. Det var som om, at alle vores kærtegn aldrig havde fundet sted. Den aften her i soveværelset var som glemt, og det heftige kys til festen var slet ikke sket. Savannah viste ingen tegn på, at hun huskede noget som helst om det, men jeg var klar over, at hun ikke kunne have glemt det.

”Jeg savner min storebror.”

Jeg åbnede munden for at fyre en kommentar af, men det gik op for mig, at jeg ikke vidste, hvad jeg ville sige. Jeg famlede desperat efter ordene.

”Så lad os håbe, han også savner dig,” sagde jeg omsider, spidst.

”Antyder du noget, Harry Styles?” Savannah flyttede ikke blikket fra mig.

Jeg trak på skuldrene. ”Du er lidt belastende.”

Hun lukkede munden, så jeg kunne høre hendes tænder klappe sammen. ”Så hvorfor har du ikke smidt mig ud endnu?” Hun lød en smule fornærmet, men da hun rejste sig op fra sengen og langsomt bevægede sig over mod mig, forsvandt den snert af følelser, der havde fundet vej forbi hendes facade. ”Jeg ved godt, hvorfor du beholder mig her, Harry.” Hendes stemme blev lavere, som hun kom tættere på mig. ”Tro ikke, du er den eneste, der ved, hvor meget du savner selskab her i dit store, flotte hus.”

Jeg pressede læberne sammen og forsøgte at ignorere hendes nærhed. Hun pirrede mig, og det var vi begge to bevidste om.

”Jeg er ikke engang syg længere, Harry. Men alligevel har du ikke bedt mig om at skride ud af dit hus. Jeg kalder på dig, når jeg mangler noget, fordi jeg ved, at du ikke vil smide mig ud. Og du kan lide det, Harry. Når jeg går, vil du savne mig.”

”Hvis du ikke kunne lide at være her, ville du være gået for længst. Jeg har ikke bedt dig om at blive her sammen med mig.”

Hun stod tæt på mig med nakken lagt tilbage, så vores ansigter var helt tæt på hinanden. Når hun talte, kunne jeg fornemme hendes ånde mod mit ansigt.

Hun fnøs. ”Det er ikke din tilstedeværelse, der holder mig her, Harry. Det -”

”Jeg ved udmærket godt, hvorfor du er her,” afbrød jeg hende og stirrede ind i hendes blå øjne. Pandehåret var langt, og det dækkede både øjenbryn og vipper, men jeg havde ingen problemer med at fastholde hendes blik. Hun stirrede trodsigt tilbage, da jeg fugtede læberne og fortsatte. ”Jeg ved, at du snuser rundt efter oplysninger. Du leder efter spor, der kæder mig eller drengene sammen med mordet på Georgia. Jeg har set dig rode i mine skuffer, når jeg vender ryggen til.”

Savannah blinkede ikke engang. ”Du har gemt dem godt.”

Jeg lo, så mit bryst strejfede hendes. Det fik hende til at træde et skridt tilbage, og hendes ansigt fortalte mig, at hun ikke nød den her samtale lige så meget, som hun gjorde før.

”Det er, fordi der ikke er noget at gemme, Savannah.”

En lyd nedefra nåede mit øre. Jeg trak mig væk fra Savannah og halvvejs væltede ud af rummet og over mod trappen.

”Hallo?” lød det nede for foden af trappen. ”Harry?”

Jeg genkendte med det samme Louis' stemme, og med panikken strømmende igennem mig, skyndte jeg mig tilbage til Savannah, der stod og så en anelse overrumplet på mig. Uden at tænke ret meget, tog jeg et fast tag i hendes arm og sænkede min stemme til en lav hvisken.

”Du bliver herinde, Savannah! Er du med? Du bliver her, og du laver ikke en lyd!”

Før hun kunne nå at nikke, strøg jeg ud af rummet og småløb ned ad trappen. ”Louis!” udbrød jeg, da han kom til syne. Bag ham stod Zayn og var i færd med at trække sin jakke af. De vendte sig begge mod mig, da jeg lettere forpustet trådte af det sidste trin. ”Hvad laver I her?”

Louis lod sit blik vandre op og ned ad mig. Jeg var iført en sweatshirt og et par shorts, og det behagede åbenbart ikke Louis, der var iklædt et par stramme bukser og en skjorte. Håret var sat perfekt, så jeg mistænkte ham for at have fået en professionel til det. Zayn så lige så godt ud.

”Hvad fanden er det, du har på, Harry?” Louis lød stresset og irriteret. Han så fordømmende på mig med en dyb fure i panden.

Undrende stoppede jeg hænderne i kængurulommen, der var syet fast foran. ”Hvad forventede du, Louis? Jeg har fri, og I har ikke sagt noget om, at I ville komme forbi.”

”Journalisterne overvåger dig konstant, efter de har fundet ud af det med mordet. Du kan sgu da ikke gå rundt sådan der!”

Hvis ikke jeg havde været så nervøs for, at Louis og Zayn skulle opdage Savannah ovenpå, havde jeg sikkert svaret Louis vredt igen, men lige nu skulle jeg bare have dem væk fra trappen. Jeg kunne ikke tage nogle chancer. Så jeg gik ind i stuen, og heldigvis fulgte drengene efter.

”I har stadigvæk ikke fortalt mig, hvad I laver her,” mumlede jeg irriteret.

For første gang åbnede Zayn munden. ”Det er Liam,” sagde han og satte sig på ryglænet af sofaen. ”Og også Niall for den sags skyld.”

Jeg mærkede, hvordan min nervøsitet for Savannah langsomt blev overskygget af uroen over, hvad Zayn og Louis havde tænkt sig at fortælle mig. ”Hvad er der sket?” spurgte jeg.

Zayn lod sit blik glide over på Louis, som om han ikke selv havde lyst til at fortælle det. Louis fornemmede, at al opmærksomheden var centreret om ham, og med armene lagt over kors begyndte han at forklare.

”Der er ikke sket noget som sådan. Men efter alt det her med mordet og anklagerne, har både Liam og Niall opført sig anderledes.”

Jeg spærrede øjnene op. ”Louis, du står vel ikke og siger, at du tror, Liam eller Niall kan være ansvarlig for det her?” Jeg kunne ikke forhindre vreden i at høres i min stemme.

”Selvfølgelig gør jeg ikke det, Harry!” udbrød Louis og trådte en smule oprevet et skridt frem. ”Jeg siger bare, at vi bliver nødt til at finde ud af, hvad der sker. Vi burde stå sammen i tider som denne, men Liam og Niall lever bare deres eget liv. Det er for risikabelt.”

Zayn følte for at bryde ind.

”Vi anklager ikke nogen for noget, Harry. Vi vil bare snakke om, at der sker noget med Liam lige nu, som ingen af os ved noget om, og som vi ikke kan kontrollere. Han er ude i et eller andet skidt, og vi kan ikke bare vende den anden kind til.”

Jeg sukkede og sank sammen i sofaen tæt på Zayn, der stadig sad på ryglænet. ”Han har jo bare været syg, drenge. Der florerer en virus rundt lige for tiden. Der er jo ikke noget mærkeligt i, at han blev ramt af den.” Jeg tænkte på Savannah, der stadigvæk var ovenpå.

”Lad nu være med det pis der, Harry!” Louis var igen røget op i det røde felt. ”Du kan ikke bortforklare det her! Liam er mere end bare syg!”

Louis' hårde tonefald fik mig til at forblive tavs. Kunne endnu et af udsagnene på det papir være sandt? Var Liam ude i stoffer, som han ikke havde fortalt os om? Jeg lod mit blik glide ned på mine foldede hænder i mit skød. ”Liam har altid været den mest fornuftige af os fem. Hvorfor skulle han gøre sådan noget?”

Louis stønnede og satte sig på en kold køkkenstol. Mit svar lod ikke til at behage ham, men han sagde ingenting. I stedet begravede han bare sit ansigt i sine hænder og sad helt stille.

”Vi bliver også nødt til at tale om Niall,” mumlede Zayn stille. ”Han har overhovedet ikke været til stede på det sidste. Hver gang vi skal bruge ham, er han ikke til at få fat på, og han aflyser alle vores aftaler.”

Jeg slog håbløst ud med armene. ”Og derfor tror I, at han er skyld i mord? Jeg synes ærlig talt, I går over stregen nu! Hvorfor helvede er I begyndt at vende jer mod jeres venner?” Min stemme var på grænsen til et råb, og jeg forsøgte at beherske mig ved at knuge hænderne hårdt sammen.

Louis løftede hovedet, og vrede var at spore i hans ansigt. ”Det her er-”

Hans udbrød blev afbrudt af en dump lyd, der kom ude fra gangen. ”Hvad fanden var det?” spurgte han undrende. Mit hjerte sank, da han rejste sig op og var på vej ud i retningen af lyden.

I løbet af få sekunder var jeg oppe på siden af ham. Jeg lagde en hånd på hans skulder og holdt ham tilbage. ”Det er sikkert bare en fugl eller noget, der er fløjet ind ad vinduet. Jeg lod et stå åbent ovenpå. Du behøver ikke gå derud.”

Louis så mærkeligt på mig, da jeg fortsatte ud i gangen med løgnen svidende i munden, men han blev stående.

Jeg måtte bide mig i læben for ikke at gispe, da jeg så et af de malerier, der hang på væggen ovenpå, ligge for foden af trappen, og mit blik derefter gled op til Savannah, der stod midt på trappen med et ulæseligt udtryk i ansigtet.

Forsvind!” hvæsede jeg og så mig hastigt over skulderen for at sikre, at ingen var fulgt efter mig.

Men Savannah flyttede sig ikke. Hun stod bare fastfrosset på trappen med sit blik hvilende på noget bag mig. I en hurtig bevægelse vendte jeg mig og så både Louis og Zayn stå med store øjne i døråbningen til gangen.

Helt instinktivt holdt jeg begge hænder op og forsøgte at forklare mig. ”Det er ikke, som I tror. Det-”

”Hvad helvede, Harry!” Louis afbrød mig uden at høre noget som helst af, hvad jeg forsøgte at sige. ”Hvad har du gang i?” Han vendte sig mod mig med lyn i øjnene, og havde jeg fået det indtryk, at han havde været sur før, var det intet sammenlignet med nu. Han eksploderede simpelthen.

”Du kan sgu da ikke gå i seng med en pige, der anklager dig for mord! Hvad tænker du på?” Spyttet fløj til alle sider, og i det øjeblik kunne jeg ikke genkende Louis. Han var virkelig vred, og jeg havde aldrig set ham sådan før.

I det øjeblik ville jeg bare ønske, at Savannah forsvandt, men som den pige, hun var, begyndte hun selvfølgelig at forsvare sig selv.

”Hvem fanden tror du, du er?” råbte hun og gik ned ad trappen, så hun ikke stod mere end to meter fra Louis. ”Hvorfor tror du, at du kan tillade dig at stå der og svine mig til?”

Zayn trådte uroligt frem og forsøgte at lægge en dæmper på det hele. ”Tag det nu lige ro-”

”Forsvind fra det her hus!” skreg Louis og pegede heftigt mod døren. Han ænsede ikke Zayn, og jeg var sikker på, at han heller ikke ville høre på mig, hvis jeg forsøgte at bryde ind. Han havde kun øje for Savannah.

”Det her er ikke dit hus, din højrøvede idiot!” Savannah havde fået nok, og nu stod hun og råbte Louis direkte ind i ansigtet. Men hun skulle ikke være gået så tæt på.

For noget slog klik inden i Louis, og før nogen kunne nå at stoppe ham, havde han svunget armen, og med et hyl styrtede Savannah mod gulvet. Zayn reagerede hurtigt og hårdhændet greb han fat om Louis og skubbede han ham ud af døren, som det var lykkedes ham at få åbnet. Louis råbte fortsat efter Savannah, og han forsøgte ihærdigt at komme forbi Zayn, men Zayn havde styr på det. Han holdt Louis i et fast greb, mens han slæbte ham med ud i hans bil, der holdt i min indkørsel.

Da Louis og Zayn bevægede sig ud af mit synsfelt, vendte jeg mig mod Savannah, der var kommet op og stå igen. Hun lænede sig dog op ad trappens gelænder, og jeg kunne til min skræk se det røde mærke blomstre frem på hendes ene kindben.

Jeg ville støtte hende og hjælpe hende, men hun skubbede mig væk, før jeg nåede at komme tæt på hende.

”Lad være med at røre mig, Harry,” hvislede hun og vendte ansigtet væk.

Forvirret gik jeg udenfor i den kolde aftenluft, hvor jeg stillede mig på trappeafsatsen og så efter Zayn, der kørte væk med Louis. Bilens lygter forsvandt hurtigt i det begyndende mørke, men det fik mig ikke til at gå indenfor igen.

Jeg blev bare stående der og lod den kolde vind kærtegne mine bare ben og ruske i mine krøller. Indenfor hørte jeg Savannah løbe op ad trappen, og det var som om, den lyd ligesom fik det hele til at vende tilbage til mig. Billeder af Louis, der slog Savannah, hjemsøgte mit hoved, og ubesvarede spørgsmål hobede sig øjeblikkeligt op. Men jeg kunne ikke svare på dem. For det, der lige var sket, gav ikke nogen mening.

Intet gav mening. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...