Hide and Seek | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 dec. 2013
  • Opdateret: 23 aug. 2015
  • Status: Færdig
"Louis Tomlinson, voldelige tendenser overfor sin kæreste. Zayn Malik, forholdet til kæresten er set up. Liam Payne, på stoffer. Niall Horan, har opgivet One Direction og opbygger nu nyt band i smug. Harry Styles, hemmelig femårig datter." Sådan lyder oversættelsen af de kodede notater, politiet finder i forbindelse med mordet på journalisten ved navn Georgia Gigg. Morderen efterlader ingen spor, og derfor har politiet kun ét spor at gå efter - notaterne. Følg med i en hæsblæsende mordsag, hvor både Zayn, Liam, Louis, Niall og Harry er hovedmistænkte i mordet på Georgia, journalisten uden grænser. Drengene vil gøre alt for at slippe ud af det mareridt, de er blevet trukket ind i, men det er ikke så let, når Georgias bedste veninde, Savannah Tinsley, også har noget at skulle have sagt. Savannah er nemlig netop sluppet ud efter to år i fængsel og er drevet af en uslukkelig hævntørst, der får hende til at satse alt. For én ting er sikkert, morderen skal findes.

99Likes
117Kommentarer
16483Visninger
AA

13. ⓢ KAPITEL 11 | PICTURES

   SAVANNAHS SYNSVINKEL

 

Jeg havde sovet i noget, der føltes som langt over et døgn, da telefonen oppe i køkkenet vækkede mig. Hvordan lyden kunne nå mig helt nede i kælderen, vidste jeg ikke, men det havde nok noget at gøre med, at jeg efterhånden havde få den søvn, jeg havde brug for.

Jeg ville have ignoreret den insisterende lyd og forsøgt at sove igen, men den fortsatte bare med at ringe. Jeg forstod ikke helt, hvorfor Samuel eller Julien ikke tog den, men til sidst måtte jeg give op og indse, at ingen af dem var hjemme. Med et dybt suk svang jeg dynen til side og satte fødderne i mine bløde hjemmesko. Iført et par bomuldsshorts og en løs T-shirt kæmpede jeg mig vej op ad trappen, mens kulden overvældede mig og fik alle hårene på min krop til at rejse sig. Samtidigt kørte min mave voldsomt rundt, og mit hoved dunkede, hver gang jeg tog et skridt.

Da jeg efter adskillige støn og suk nåede ovenpå, ringede telefonen stadig. Det viste sig, at det var min egen mobiltelefon. Det overraskede mig lidt, at jeg ikke havde genkendt ringetonen, men på den anden side var det jo flere år siden, jeg havde brugt den. Jeg havde først lige fået den tilbage igen, og det var ikke ligefrem, fordi opkaldende væltede ind.

Jeg skyndte mig dog at afbryde de irriterende toner, der var begyndt at gå mig på nerverne.

”Ja?”

”Savannah, find kameraet i skuffen og kom herover med det samme! Vi har fundet noget, der er værd at forevige!”

”Hvad? Samuel, jeg er pisse syg!” Jeg lænede mig udmattet op ad væggen og kørte rytmisk den frie hånd op og ned ad min arm for at skabe lidt varme. ”Og hvor er du overhovedet henne?”

”Vi er hos Harry Styles, for fanden! Du har ikke lavet andet end at forfølge de drenge, siden du kom ud. Tag dig sammen og kom herhen med det kamera!”

”Jamen hvad fanden har I fundet, Samuel? Og hvordan han du lige tænkt dig, at jeg skulle komme derover?”

”Han smider legetøj ud, Savannah! Bøger, dukker, børnetøj – er det nok til at få dig til at lette røven? Jentine står udenfor, som hun plejer. Vi efterlod hende til dig.” Samuels stemme var helt hæs, og selvom han hviskede, var det let at høre, at han var ophidset. Han ville virkelig gerne have mig til at komme. Jeg sukkede og hvæsede tilbage, at jeg nok skulle komme. Derefter kastede jeg telefonen fra mig og trak i farten i mine udtrådte læderstøvler og en stor hættetrøje, som sandsynligvis var Samuels.

Da jeg trådte ud i kulden med håret slaskende omkring skuldrene og poser under øjnene, sprang gåsehuden øjeblikkeligt frem på min krop. Jeg bandende, slog armene om mig selv og småløb så ned til Jentine, der ganske rigtigt holdt og ventede i indkørslen. I et øjeblik tillod jeg mig selv at undre mig over, hvordan i al verden Samuel og Julien var kommet over til Harry Styles' hus uden hende, men derefter blev jeg nødt til at rette min opmærksomhed mod min kørsel. For jeg trådte speederen i bund og overhalede, hver gang jeg kunne.

Det var hændt et par gange før, at jeg var blevet stoppet af politiet, men lige nu bekymrede jeg mig ikke om det. Lige nu var mit mål bare at komme frem til huset med kameraet, før beviserne var forsvundet. Det hele ville have været pokkers meget nemmere, hvis ikke både Julien og Samuel havde haft en gammel mursten af en telefon, der ikke var i stand til at tage billeder. Min kunne tage nogle grumsede nogle, men det lille digitalkamera fungerede helt klart bedst. Så vidt jeg huskede, var det et, Samuel havde byttet sig til for nogle tyvekoster engang. Jeg måtte huske at bede ham om at hugge mig en iPhone eller noget næste gang.

Efter en hæsblæsende tur med adskillige sure og dyttende billister nåede jeg frem til det store hus. Jeg sørgede selvfølgelig for at parkere længere nede ad gaden, hvor bilen ikke var synlig. Da jeg forsigtigt listede tættere og tættere på, så jeg pludselig Juliens diskrete, vinkende arme. Det viste sig, at han og Samuel sad gemt bag en klynge buske, der adskilte et lille containerområde fra en privat ejendom. Og der – i færd med at tippe en kasse fyldt med lyserødt stof ned den største container – stod Harry Styles.

Jeg gispede og rykkede mig hurtigt tilbage i et skjul bestående af en havemur, og først da jeg var sikker på, at jeg ikke var opdaget, begyndte jeg at mase mig igennem et par hække, der omkransede en stor, velplejet have. Jeg vidste, at jeg befandt mig på en privat grund, men det betød ikke noget for mig. Der holdt ingen bil i indkørslen, og gardinerne var rullede for, så jeg følte ikke, at risikoen for at jeg ville blive set, var særlig stor.

Jeg løb duknakket hen over græsplænen, og med kameraet dinglende om halsen kastede jeg mig ned ved siden af Julien, der så lettet på mig.

”Han opdagede ikke noget, men du burde virkelig passe bedre på næste gang.”

”Hold nu op,” hvæsede jeg irriteret og fjernede mit hår for at gøre kameraet fri af min hals. ”Vær du bare glad for, at jeg overhovedet dukkede op. Jeg har det forfærdeligt.”

Nu deltog Samuel hviskende i samtalen. ”Undskyld mig, men var det ikke dig, der ville gøre alt for at skaffe beviser fra de drenge? Har jeg misforstået noget?”

Jeg sukkede og lod være med at svare. Det var jo rigtigt nok, og jeg var sådan set også taknemmelig for, at de de to havde opdaget denne situation. Det gjorde mig bare lidt småirriteret, at jeg skulle tvinges op af min sygeseng, når min mave kørte rundt, som den gjorde.

”Flyt dig lidt, Samuel.” Jeg rykkede mig over mod Samuel, der sad, så han kunne kigge ud på containerne. Han flyttede sig, så jeg kunne overtage hans plads. Ved at læne mig lidt til siden, kunne jeg lige akkurat skimte Harry, der netop kom tilbage med en hvid dukkevogn i hænderne. Han så mig ikke, men da jeg holdt kameraet op og forsøgte at tage et billede, måtte jeg konstatere, at min plads slet ikke var god nok. Jeg måtte tættere på.

Julien så nervøst efter mig, da jeg forsigtigt kantede mig længere væk fra buskadset og tættere på Harry. Samuel ville række ud efter mig og trække mig tilbage, men jeg var udenfor hans rækkevidde, og med sammenbidte tænder måtte han lade mig gå. Jeg sendte dem et lille smil, før jeg igen holdt kameraet op og denne gang tog en lettere utydeligt billede. Jeg rynkede på næsen, og endnu langsommere end før bevægede jeg mig tættere på. Jeg vidste, at det var risikabelt – jeg var snart ikke skjult af buskene længere – men jeg fortsatte alligevel.

Savannah!” Samuel forsøgte ophidset at kalde mig tilbage, men jeg ignorerede ham.

På knæ lænede jeg mig frem på albuerne og knipsede et par billeder, idet Harry kastede dukkevognen ned i containeren. Derefter forsvandt han igen ind i sit hus. Da han var ude af syne, vendte jeg mig igen om mod Samuel og Julien og smilede opmuntrende til dem. Julien lod til at være faldet lidt ned igen, nu hvor Harry var væk, men Samuel så edderspændt og rasende ud. Men det fik mig ikke til at trække mig tilbage, og da Harry vendte tilbage med en kasse tøj, var jeg igen klar med kameraet.

Denne gang satte jeg mig på hug i stedet, så vinklen var en smule bedre, og jeg fik faktisk et par ret gode billeder. Men da skete det, at en meget ubehagelig fornemmelse spredte sig fra min mave. Jeg tog det lille digitalkamera ned og satte en hånd for munden, da kvalmen pludselig bølgede ind over mig. Jeg måtte synke gentagende gange for at holde mit maveindhold indenbords, og jeg bekymrede mig ikke længere om, hvorvidt jeg var synlig for Harry.

En rystelse gik gennem min krop, og jeg faldt forover med et gisp. Og så kunne jeg ikke holde det inde længere.

Med en modbydelig lyd væltede væske og syre ud på asfalten foran mig, og det sved og hev i mine næsebor, da jeg gang på gang knækkede sammen i armene og tillod min mave at kaste al næringen ud. Da min krop endelig forholdt sig stille, så jeg op og tørrede mig om munden med det ene ærme.

Han stod og stirrede på mig.

Jeg sank og så op. Jeg vidste, at jeg ikke måtte kigge mig tilbage over skulderen, for på den måde ville jeg afsløre Samuel og Julien. Men jeg ville bare så forbandet gerne se det – se deres reaktion.

Jeg måtte ikke gå i panik. Harry havde set kameraet, der nu lå ved siden af mig, og han havde med garanti regnet ud, hvad jeg havde været i færd med. Måske ville en normal person have løbet væk, men jeg kendte Harry. Eller teknisk set gjorde jeg ikke, men jeg havde været i enrum med ham før – talt med ham – og jeg vidste, at han ikke ville gøre mig noget. Jeg havde for fanden lavet indbrud i hans hus, og han havde ikke engang løftet røret for at ringe til politiet.

Da han kastede kassen fra sig og trådte et par skridt hen til mig, slog jeg blikket ned og holdt mig på maven. Det rumsterede stadig rundt dernede, og med bræklugten hængende i håret, var det svært for mig ikke bare at lade resten komme op frivilligt. Og det kom da også.

Endnu engang måtte jeg bukke under for mig egen krop og med spyttende og hakkende bevægelser krummede jeg mig sammen og lod det sidste komme op. Et sted under al elendigheden mærkede jeg mit hår blive fjernet fra mit ansigt, og det gik op for mig, at Harry stod bag mig og holdt det med den ene hånd.

Da jeg igen lå stille og denne gang var sikker på, at der ikke ville komme mere, var min krop fuldstændig udtæret og tømt for energi. Jeg sank sammen på asfalten og spyttede adskillige gange for at få den hæslige smag til at forsvinde fra min mund.

Pludselig mærkede jeg et par kolde arme omkring mig, og før jeg kunne nå til at protestere, blev jeg løftet op fra jorden. Jeg spærrede øjnene op og ville sige noget, men min mund var klam og ulækker, og det samme var min ånde, så jeg besluttede at holde den lukket. I stedet lænede jeg hovedet op ad Harrys hårde arm og sukkede indvendigt. De vuggende bevægelser var beroligende og behagelige, og selvom jeg med et diskret blik over skulderen måtte konstatere, at Samuel og Julien var forsvundet, havde jeg det faktisk ret okay. Min mave kørte ikke rundt længere, og så man bort fra den lette smerte i mavemusklerne, den begyndende hovedpine og den klamme smag i munden, så lugtede Harry sødt og tiltrækkende, og derfor var den advarende tone i mit baghoved meget svag, da han tavst og med et ulæseligt udtryk bar mig ind i varmen.

 

Harry var virkelig omsorgsfuld. Han vaskede mit ansigt og mit hår, gav mig skiftetøj i form af en stor T-shirt og tilbød mig sin egen tandbørste med en forsikring om, at han ikke fejlede noget. Hele tiden havde han været meget rolig, og han havde ikke sagt ret meget. Han havde ført mig ovenpå og lagt dynen over mig, da jeg var kravlet ned i hans store, hvide dobbeltseng. Med et enkelt ”godnat”, havde han forladt rummet og lukket døren efter sig.

Jeg var faldet i søvn med det samme, på trods af at jeg befandt mig i en fremmed seng. Den vilde kørsel, spioneringen og derefter opkastsscenen havde tæret hårdt på min allerede svækkede krop, og derfor vågnede jeg også først et par timer efter.

Med små øjne og en bitter mag i munden gabte jeg og så mig omkring i det næsten ukendte rum. Væggene var pæne og hvide, og jeg genkendte sagtens den lille kommode, der stod op ad den ene væg. Det var den, jeg havde været i færd med at gennemsøge, da Harry havde overrasket mig. Der var ikke mange nipsting eller potteplanter rundt omkring, men på natbordet stod alligevel et vækkeur og en lille kaktus. Alt i alt var det et kedeligt rum uden ret mange farver. De eneste farver, der var, kom fra den bunke tøj, der lå midt på gulvet.

Det gik op for mig, at jeg svedte, og i en sparkende bevægelse kastede jeg dynen af, så mit ene nøgne ben kom til syne. Jeg var stadig iført mine bomuldsshorts, men Harrys T-shirt gik så langt ned, at det ikke var til at se, når jeg stod op. Den frie og kølende fornemmelse var dejlig, men snart begyndte jeg at fryse, og jeg trak i stedet den hvide dyne helt op til næsen, som jeg plejede at gøre med min egen dyne.

Harrys seng var behagelig. Lagenet var blødt, og selvom der var en svag antydning af sved at finde, så overdøvede den parfumerede duft af aftershave og sæbe den. Derfor havde jeg heller intet imod bare at ligge der og stirre op i loftet.

Et par gange begyndte mine tanker at vandre tilbage til Samuel og Julien. De var stukket af, lige så snart det var blevet klart for dem, at Harry havde tænkt sig at tage mig med. Jeg kunne ikke lade være med at føle mig en lille smule forrådt, men på den anden side havde jeg selv bragt mig i den her situation. Og så var det jo ikke, fordi jeg blev behandlet dårligt. Harry havde givet mig hans tandbørste, trøje og sågar seng, så jeg havde faktisk ikke noget at klage over.

Når det så var sagt, så var kvalmen faktisk vendt en smule tilbage. Det var ikke sådan, at jeg følte, jeg kunne brække mig når som helst, som i går, men jeg vidste, at jeg ikke var ovre min virus endnu. Jeg kunne fornemme, at jeg havde feber, og selvom jeg havde fundet en behagelig stilling, hvor jeg lå på maven med hovedet lagt til den ene side, så var jeg begyndt at kede mig i takt med, at ubehaget vendte tilbage.

Jeg lå med lukkede øjne og sammenpressede læber, da døren forsigtigt gik op med en lille knirken. Uden at vende hovedet hørte jeg fødder bevæge sig let hen over de lyse brædder.

Der lød en svag rømmen, og med det samme viste jeg, at det var Harry, der var trådt ind i rummet.

”Hvordan har du det?” Hans stemme var rolig, men lyttede man meget godt efter, var der måske en lille snert af nervøsitet at spore. Jeg var ikke sikker.

”Feber,” mumlede jeg uden at åbne øjnene eller vende mig om. ”Kvalme.”

Harry var tavs lidt, men så fik han tilsyneladende øje på den store bunke tøj på gulvet, og i et snuptag samlede han det hele op og kastede det i en skuffe i kommoden. Gennem et par smalle sprækker betragtede jeg ham, da han derefter stillede sig tættere på mig. Jeg hørte ham trække vejret ind for at sige noget, men så fortrød han, og pludselig følte jeg mig meget alene i rummet.

Jeg satte mig hurtigt op og konstaterede, at jeg var alene.

”Harry!” kaldte jeg, og jeg hørte fodtrinnene på trappen gå i stå. Lidt efter stod han i døråbningen og så på mig med et minimalistisk smil siddende i mundvigen.

Håret var det første, jeg lagde mærke til. Det var uglet og vildt, og jeg havde næsten lyst til at række ud for at glatte det lidt. På overkroppen havde han en let T-shirt, og det gjorde det muligt for mig at se hans tatoverede arme. Hans grønne øjne hvilede afventende på mig, og jeg tog ikke blikket væk fra ham, da jeg talte.

”Hvorfor gør du det her?”

Han lagde armene over kors. ”Hvad?”

”Hvorfor bar du mig herind og gav mig din tandbørste og din T-shirt og din seng?”

Med et tænksomt drag om munden lænede han sig igen op ad dørkarmen og kørte en skødesløs hånd igennem håret. Så trak han på skuldrene.

”Du er jo syg, ikke?”

Jeg rynkede panden og lod mig igen synke ned i puderne. Kvalmen var vendt tilbage for fuld styrke. ”Fint, så bliver jeg bare liggende. Jeg er ikke i nærheden af rask.”

”Vil du have noget at spise? Jeg kan lave noget suppe?”

Jeg hævede overrasket øjenbrynene, men nikkede så. Harry smilede svagt og vendte sig så om for at gå.

”Hey, roomservice, jeg vil også gerne have et hamster og noget chokolade!”

Harrys latter nåede mig ude fra trappen, og lige som jeg havde troet, han var gået, vendte han pludselig tilbage. Jeg kravlede endnu længere ned i hans seng og nød varmen og den behagelige duft. Da jeg så op på ham, virkede han pludselig mere seriøs.

”Jeg tænkte på … ” Han tøvede og omformulerede sine ord. ”Du må gerne gå lidt rundt i huset, hvis du får lyst. Jeg mener – det kunne godt gå hen og blive lidt kedeligt bare at ligge der. Du har i hvert fald fået tilladelsen til det nu.”

Jeg nikkede langsomt og lod mit blik møde hans. Hans øjne var overraskende fangende, og jeg havde svært ved at se væk. Til sidst sled jeg mig dog fri, og uden at se over på ham igen vendte jeg mig om på siden. Hans ord nåede mig alligevel.

”Men, Savannah – hold dig fra kælderen.”

Jeg kunne ikke lade være med at smile i smug. Troede han, at han ville holde mig fra kælderen på den måde? Havde han ikke sagt, at jeg ikke måtte gå derned, ville jeg ikke engang vide, at han havde en kælder, men nu var det eneste, jeg havde lyst til, at finde ud af hvad der gemte sig dernede, siden jeg ikke måtte gå derned. Mit hoved begyndte at danne billeder af mordvåben og mere legetøj, og gemte han rent faktisk noget dernede, som kunne bevise noget i Georgias sag, kunne intet afholde mig fra at gå derned.

I det øjeblik vidste jeg, at det var det første sted, jeg ville tjekke ud, når jeg kom på benene igen.

”Drop det. Døren er låst.”

Satans. 

 

___________________________________________________________________________

Okay, jeg ved, at det er træls at blive ved med at høre på, men jeg vil gerne lige undskylde for, at der gik så lang tid, før der kom et kapitel. Jeg har selvfølgelig tusindvis af undskyldninger for, hvorfor jeg ikke lige havde tid, men dem vil jeg ikke kede jer med. I stedet vil jeg gerne tale lidt om historien, og det, der skete i dette kapitel.

Samuel og Julien var pludselig ude for at finde beviser selv, Savannah afslørede sig selv, og Harry besluttede at tage hende med hjem og sørge for hende - hvorfor dog det? Jeg kan godt afsløre, at der i næste kapitel vil komme flere scener med Harry og Savannah, og så vil der også komme en smule drama.

Tak, fordi I fortsat læser med! 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...