Hide and Seek | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 dec. 2013
  • Opdateret: 23 aug. 2015
  • Status: Færdig
"Louis Tomlinson, voldelige tendenser overfor sin kæreste. Zayn Malik, forholdet til kæresten er set up. Liam Payne, på stoffer. Niall Horan, har opgivet One Direction og opbygger nu nyt band i smug. Harry Styles, hemmelig femårig datter." Sådan lyder oversættelsen af de kodede notater, politiet finder i forbindelse med mordet på journalisten ved navn Georgia Gigg. Morderen efterlader ingen spor, og derfor har politiet kun ét spor at gå efter - notaterne. Følg med i en hæsblæsende mordsag, hvor både Zayn, Liam, Louis, Niall og Harry er hovedmistænkte i mordet på Georgia, journalisten uden grænser. Drengene vil gøre alt for at slippe ud af det mareridt, de er blevet trukket ind i, men det er ikke så let, når Georgias bedste veninde, Savannah Tinsley, også har noget at skulle have sagt. Savannah er nemlig netop sluppet ud efter to år i fængsel og er drevet af en uslukkelig hævntørst, der får hende til at satse alt. For én ting er sikkert, morderen skal findes.

99Likes
117Kommentarer
16488Visninger
AA

12. ⓗ KAPITEL 10 | TOYS

   HARRYS SYNSVINKEL

 

Gruset knasede under mine fødder, da jeg med hurtige skridt krydsede den store, tomme park. Det var blevet sent, og mørket var faldet på. Det undrede mig derfor heller ikke, at parken var fuldstændig tom.

Vinden var kold, og selvom jeg var iført en stor og varm jakke, føltes det, som om den gik lige igennem den. Med skuldrene helt oppe omkring ørerne gik jeg anspændt forbi lygtepælene på stien, der lyste en mærkelig gul farve. Men jeg var taknemlig for den smule lys der var, for mørket og stilheden gjorde mig en lille smule utryg. Det var ikke, fordi jeg var bange, jeg var bare blevet en smule paranoid efter al den snak om mord og skyld og blod.

Jeg kom direkte fra Liams hus. Sammen med Louis og Zayn, havde jeg set til ham bare for at være sikker på, at han ikke manglede noget eller havde fået det værre. Det havde vist sig, at han havde fået det meget bedre. Faktisk havde han været i gang med at lave pandekager til sig selv, da vi dukkede uanmeldt op. Det var ikke mere end fireogtyve timer siden, jeg havde set ham badet i elendighed – og bræk – og derfor havde det overrasket mig en del at se ham på benene med et smil på læben. Han lignede ikke en, der havde været så syg, som han havde været.

Af en eller anden grund, havde jeg derefter ikke haft lyst til at tage hjem. Der var sket så mange ting på det sidste, og alle mine sammenstød med Savannah havde efterhånden fået mig til at ønske, at jeg ikke behøvede at være alene i huset. Efter mit mislykkede forsøg på at tale fornuftigt med hende tidligere i dag, havde jeg ikke rigtigt været på toppen. Jeg følte hele tiden, at jeg blev overvåget, og jeg troede, jeg så skikkelser over alt.

Med et suk lænede jeg mig op ad et ensomt træ, mens jeg forsøgte at samle mig en smule. Min bil holdt parkeret ude ved vejen ikke ret langt fra, og derfor havde det været oplagt at gå en tur i parken for at få lidt luft, inden jeg blev nødt til at vende hjemad. Med panden hvilende mod den kolde bark på det tynde birketræ, lukkede jeg øjnene og trak vejret dybt.

Men jeg fik ikke lov til at stå længe, før en lyd strejfede min øregang, og jeg måtte slå øjnene op. Det var den dumpe lyd af fødder mod græs, der tiltrak min opmærksomhed og fik mig til at rette mig op med et sæt. Jeg ville vende mig om for at se, hvem der løb rundt i parken på den tid af aftenen, da noget greb fat i min krave bagfra og trak mig ned på jorden. Jeg ramte jorden med ryggen, så al luften blev slået ud af mig, og jeg måtte hive efter vejret.

”Hvad fanden … ” kvækkede jeg og forsøgte at komme på benene for at se, hvad eller hvem, der havde revet mig til jorden i et enkelt tag. Men netop som jeg rejste mig, blev en støvle placeret i min maveregion og med et højt brøl røg jeg igen til jorden. Denne gang var smerten værre, og jeg blev liggende, mens jeg vred mig og krummede mig sammen til en kugle.

”Rejs dig, for helvede,” hvæsede en stemme over mig, idet jeg modtog endnu et spark i maven. ”Rejs dig, dit ynkelig svin.”

Jeg ignorerede smerten og kom vaklende på benene. Med let sammenknebne øjne forsøgte jeg at identificere skikkelsen overfor mig, men det var umuligt. Med en hætte trukket godt ned over ansigtet og mørket som dække, var det eneste, jeg kunne se, en glatbarberet hage. Jeg spændte i kroppen og gjorde mig klar til, at han ville slå til igen.

”Hvad har du gang i?” spurgte jeg hårdt og ignorerede al den smerte, det kostede mig ikke at knække sammen. ”Hvad fanden har jeg gjort dig?”

Personen svarede ikke. I stedet trådte han frem og svang sin arm bagud. Jeg var dog klar og med et skridt bagud, havde jeg undveget hans knyttede næve. Men han var klar igen, og før jeg kunne nå at reagere, havde han ramt min kæbe med sådan et kraft, at mit hoved fløj bagover og tvang hele min krop ned på det våde græs endnu engang. Denne gang blev jeg liggende, mens jeg mærkede smerten brede sig ud hele mit hoved.

Da jeg åbnede øjnene, stod min overfaldsmand lænet ind over mig med et grumt smil på læberne. Jeg forventede, at han ville banke mig yderligere, men smilet var det eneste, jeg fik. Efter få sekunder lød den samme lyd af fødder mod græs, og jeg vidste, han var væk.

Jeg lå længe og trak vejret hurtigt i græsset, mens jeg så op i stjernerne. Min hjerne havde stadigvæk ikke fattet, hvad der var sket, men min krop var derimod alt for bevidst om, hvad jeg havde været ude for. I min mund kunne jeg smage blod.

Med et smertefuldt støn kom jeg på benene. Da jeg ville støtte på min venstre hånd, måtte jeg bide mig i læben for ikke at skrige af smerte. Mit håndled gjorde forbandet ondt, og jeg kunne slet ikke støtte på det. Jeg måtte være landet på det, da jeg faldt. Træet, jeg næsten var tumlet ind i, da jeg faldt bagover, brugte jeg til at støtte mig op ad, da mine ben ikke var helt stabile, og jeg var en smule svimmel. Med en hånd for panden, forsøgte jeg at få mit åndedræt under kontrol, men der gik længe, før jeg igen kunne holde luften i mig længere end et sekunds tid.

Da jeg langt om længe nåede tilbage til min bil, måtte jeg konstatere, at nogen havde piftet det ene dæk. Og jeg var ikke i tvivl om, hvem det var.

Med et suk fandt jeg min mobil frem – den havde jeg heldigvis ikke tabt i græsset – og lagde den hurtigt op til øret.

”Liam,” mumlede jeg hæst, ”kunne du muligvis give mig et lift?”

 

Den næste morgen var jeg trættere end nogensinde før. Hele min krop værkede og gjorde ondt, og selvom jeg havde sovet over de otte anbefalede timer, blev mine øjne ved med at falde i, mens jeg forsigtigt læspede den skoldhede kaffe i mig. Jeg havde sørget for at gøre den ekstra sort, men det lod ikke til at hjælpe.

På den anden side havde jeg ikke lyst til at vågne op. Mine tanker blev ved med at vende tilbage til i går aftes, hvor jeg var blevet overfaldet i en åben park. Godt nok havde det været mørkt og sent, men det havde alligevel undret mig en smule, at ingen havde hørt mine skrig.

Min kæbe var hævet op, og selvom jeg havde forsøgt mig frem med forskellige dækkeprodukter, var der stadig et tydeligt rødt mærke. Min mave havde det heller ikke for godt. Den var øm og overfølsom overfor alle bevægelser. Det værste var dog håndleddet, som jeg var sikker på, var slemt forstuvet. Jeg var landet på det med hele min kropsvægt, og det havde det forståeligt nok ikke kunne holde til. Jeg frygtede lidt, at det var brækket, men jeg tog chancen og lod være med at lade en læge undersøge det. Det sidste jeg havde brug for var, at folk fandt ud af, at jeg havde fået tæsk.

Jeg havde brugt meget tid på at tænke over, hvem det kunne have været. Måske havde det bare været en tilfældig hater, der var gået over grænsen. Det skete vel nogle gange, at kendte personer blev overfaldet af folk, som ikke billigede det, de gjorde. Jeg havde bare aldrig troet, at sådan noget skulle ske for mig. Godt nok havde bandet opnået mere succes, end jeg nogensinde havde turdet drømme om, men vi havde haft sikkerhedsvagter over alt, og nu hvor alting ligesom var stilnet lidt af igen, burde ting som det her ikke ske. Folk burde ikke nære et had til nogen, der ikke engang producerede musik længere.

Dog havde jeg også en følelse af, at det her havde været en mand, jeg burde kende. En, jeg havde set før. Problemet var bare, at intet ved ham havde virket bekendt. Mørket havde godt nok ikke gjort det let for mig at se ham ordentligt, men jeg synes, jeg burde have kunnet genkende ham.

Jeg kørte en hånd hen over ansigtet og greb ud efter min telefon for at lede mine tanker væk fra vold og mistænkelige overfaldsmænd. Der gik ikke længe, før der lød en stemme i den anden ende.

”Hallo?”

Jeg rømmede mig. ”Det er mig, Mary-Ann,” sagde jeg og lænede mig tilbage i stolen.

”Åh, Harry, jeg så ikke, at det var dig. Er der noget galt?”

”Må man nu ikke ringe for at tale med sine piger?” Det trak svagt i mit smilebånd, og jeg fornemmede, at Mary-Ann heller ikke kunne holde et lille smil tilbage. Da hun talte igen, var det med varme i stemmen.

”Mellie er lige stået op. Vil du tale med hende?”

”Ja, tak.” Jeg ventede, hørte Mary-Ann kalde, og derefter lød der en skratten, og jeg vidste, at Mellie befandt sig i den anden ende. Jeg kunne høre hendes tunge vejrtrækning.

”Mellie?” spurgte jeg dog for at være sikker.

”Hvornår skal vi på ferie, far?” spurgte hun med det samme. ”Hvornår skal vi svømme?”

Jeg tøvede og gennemrodede min hjerne for at finde noget realistisk at sige. Jeg ville ikke skuffe hende, men en ferie kunne blive problematisk på nuværende tidspunkt. Endnu mere problematisk end den ville blive i forvejen. ”Snart, Mellie. Jeg skal lige have aftalt noget med mor først.”

Et suk. ”Det siger du altid.”

”Jeg ved det godt, men denne gang lover jeg, at det bliver snart. Vi skal nok finde ud af noget.”

Der var en stilhed i den anden ende, og grundet den svage elektriske knitren, kunne jeg regne ud, at Mellie stod og snoede sin finger omkring telefonledningen. Jeg vidste, at Mary-Ann stadig havde fastnettelefon, fordi det fungerede bedst for Mellie. Jeg talte tit i telefon med hende, og hun havde en smule svært ved at håndtere mobiltelefonerne, så derfor havde hun udviklet den vane med altid at vikle fingrene ind i ledningen på fastnettelefonen, så det skabte den konstante støj i røret.

”Hvorfor kom du ikke?” spurgte hun så.

Jeg vidste udmærket, at hun talte om i lørdags, hvor jeg var blevet nødt til at tage til den forbandede fest og dermed aflyse mit besøg hos Mary-Ann og Mellie. Men en fest – det kunne jeg bare ikke sige til hende. Det var ikke en undskyldning, jeg ville bruge overfor min lille pige.

”Jeg … blev nødt til at aflyse det, Mellie. Du ved, jeg har travlt.”

”Men kan du så komme i morgen? Jeg har tegnet noget til dig.”

Det skrattede i telefonen igen, og før jeg kunne nå at svare, var det igen Mary-Ann, jeg havde i røret. Jeg hørte hende bede Mellie om at gå op ovenpå, hvorefter hun først vendte sin opmærksomhed mod telefonen.

”Jeg beklager, Harry, men vi kan ikke i morgen. Hun skal til et arrangement med børnehaven.”

Jeg lod min finger løbe hen over kanten på mit kaffekrus, mens skuffelsen så småt bredte sig i mig. ”Det er i orden,” svarede jeg, selvom det var løgn. ”Jeg ringer engang senere, så vi kan aftale noget.”

Men Mary-Ann ville ikke afslutte samtalen endnu. ”Hvordan går det med efterforskningen af det mord, du er blandet ind i? Har de fundet noget, der kan udelukke dig?”

”Nej, Mary-Ann. Vi er alle i søgelyset.”

”Jeg kan bare ikke forstå det, Harry. Hvordan er i blevet blandet ind i det her?”

Jeg sukkede fortvivlet. ”Jeg ved det ikke, men kunne jeg gøre noget for at komme ud af det, ville jeg gøre det, og det ved du godt. Jeg vil ikke lade det gå ud over dig eller Mellie.”

”Det forhindrer dig i at ses med hende. Og kan du ikke tage på den ferie, er det allerede gået ud over hende.”

Vreden, irritationen og håbløsheden blandede sig med hinanden, og pludselig havde jeg lyst til at kaste telefonen langt væk. ”Jeg bliver nødt til at gå nu, Mary-Ann.” Min stemme var rolig. ”Jeg ringer senere.”

Da jeg havde lagt telefonen fra mig, begravede jeg ansigtet i hænderne og lukkede øjnene. Alting kom så tæt på nu. Der var problemer over det hele, og der var ingen steder, jeg var fri. Jeg havde brug for et sted uden bekymringer. Et sted, hvor jeg ikke var mistænkt i en mordsag, et sted, hvor jeg ikke var offer for et andet menneskes næver, og et sted, hvor jeg ikke var et stykke legetøj i en ondskabsfuld piges hænder.

Efter at have slugt resten af kaffen, rejste jeg mig op, så stolens ben skrabede uhyggeligt mod gulvet, og stillede kruset fra mig i vasken. Jeg havde absolut intet at tage mig til, men efter samtalen med Mellie, var noget dukket op i mine tanker. Noget, jeg burde have gjort for længst.

Uden at tænde noget lys bevægede jeg mig forsigtigt ned ad den stejle trappe, der førte ned til kælderen i huset. Det var ikke et sted, jeg befandt mig tit, men alligevel formåede jeg at gå hele vejen ned i mørket uden at falde. Det var først, da jeg solidt kunne plante min strømpebeklædte fod på cementgulvet nede for enden, at jeg rakte ud og tændte en lille beskeden pære, der hang i loftet uden nogen form for skærm. Lyset hjalp mig til at finde den lille nøgle, der lå gemt i en revne i gulvet under et gulvtæppe, jeg havde lagt frem engang for længe siden. Da jeg stak nøglen i låsen, og døren gik op med en svag knirken, mødte en klam og fugtig luft mig. Jeg rynkede på næsen og trådte ned i det lille rum, jeg betragtede som min kælder.

Langs hver væg stod høje reoler, der alle var fyldte til randen. Det var ting som dukker, dukkevogne, cykler, udklædningstøj, rangler, bolde og børnetøj der udgjorde det meste. Næsten alt var lyserødt eller hvidt, og selvom der var mørkt i rummet, var det let at se, at mange at tingene havde taget skade af den høje luftfugtighed og de dårlige forhold.

Jeg trådte frem og greb fat om en let sommerkjole, der engang havde været hvid. Nu var den brun og jordslået. Jeg lukkede fingrene om den og forestillede mig inde i hovedet, hvordan Mellie ville se ud i den. For alle de ting, der befandt sig nede i den kælder, havde været til Mellie.

Hvert eneste stykke legetøj var ting, jeg havde bestilt over nettet. Jeg ville have givet det hele til hende, men hver gang gik det op for mig, at jeg ikke kunne. Det var for risikabelt, at jeg bevægede mig ud på gaden med et dukkehus i favnen. Men af en eller anden grund var jeg ikke stoppet med at købe ting til hende. Alting lå samlet hernede, og det var kun mig, der vidste, at det overhovedet eksisterede. Drengene havde aldrig været nede i kælderen.

Jeg bed mig i læben, kastede kjolen fra mig og trak i stedet en uhyggeligt udseende dukke ud af en høj bunke. Håret strittede ud til alle sider, og den havde mistet det ene øje. Den så forfærdelig ud. Og selv med øjet og håret på plads, var den slet ikke egnet til små børn. Jeg kunne slet ikke fatte, at jeg overhovedet havde overvejet at forære den til Mellie.

Det var det, der fik bægeret til at flyde over. Brutalt kylede jeg dukken ned i gulvet og kastede mig over en kasse med gamle børnebøger. Den var tung, og det gjorde forbandet ondt i mit håndled, men med en smule viljestyrke fik jeg den båret op ad trappen. Da jeg kom op i lyset, så jeg, hvordan siderne var møre og ødelagte, og hvordan støvet havde lagt sig i et tykt og omsluttende lag over hver eneste overflade. Det var ærlig talt ikke særlig hygiejnisk.

Efter at have stået i flere minutter og kigget ud af vinduet, konstaterede jeg, at gaden var tom. Mine fingre og mit håndled gjorde ondt, men jeg hankede op i kassen og gik med hurtige skridt ned mod den store container, der stod fuldt synlig få meter fra min grund. Jeg så mig kort over skulderen, før jeg tippede kassen og lod de mange bøger falde ned i dybet. Den dumpe lyd, da bøgerne ramte bunden, fik mig til at stoppe op og trække vejret dybt. Var det forkert?

Jeg knyttede næverne og rystede på hovedet af mig selv. Mellie ville aldrig få brug for de ting, og de havde ikke godt af at stå i min kælder længere. Jeg blev nødt til at skille mig af med dem.

Så jeg fortsatte. Hentede en ny kasse, hældte indholdet ned i containeren, tog en dyb indånding og gjorde det hele en gang til. Det stak i mit hjerte, hver gang jeg måtte se Mellies ting forsvinde ned, hvor jeg ikke kunne hente dem tilbage. Men jeg gjorde det.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...