Hide and Seek | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 dec. 2013
  • Opdateret: 23 aug. 2015
  • Status: Færdig
"Louis Tomlinson, voldelige tendenser overfor sin kæreste. Zayn Malik, forholdet til kæresten er set up. Liam Payne, på stoffer. Niall Horan, har opgivet One Direction og opbygger nu nyt band i smug. Harry Styles, hemmelig femårig datter." Sådan lyder oversættelsen af de kodede notater, politiet finder i forbindelse med mordet på journalisten ved navn Georgia Gigg. Morderen efterlader ingen spor, og derfor har politiet kun ét spor at gå efter - notaterne. Følg med i en hæsblæsende mordsag, hvor både Zayn, Liam, Louis, Niall og Harry er hovedmistænkte i mordet på Georgia, journalisten uden grænser. Drengene vil gøre alt for at slippe ud af det mareridt, de er blevet trukket ind i, men det er ikke så let, når Georgias bedste veninde, Savannah Tinsley, også har noget at skulle have sagt. Savannah er nemlig netop sluppet ud efter to år i fængsel og er drevet af en uslukkelig hævntørst, der får hende til at satse alt. For én ting er sikkert, morderen skal findes.

99Likes
117Kommentarer
16488Visninger
AA

3. ⓢ KAPITEL 1 | TEARS

  SAVANNAHS SYNSVINKEL 

 

”Held og Lykke, Savannah. Du er fri.”

Et stort smil spillede om mine læber, da jeg fik stukket en kasse med mine personlige ejendele i hænderne, og porten derefter lukkede sig bag mig. Det var fantastisk at stå deroppe på bakken og se på horisonten, hvor solen var tættere på nedgang end opgang. Farverne spændte helt fra lilla til orange, og jeg blev helt betaget af det smukke syn. Bag mig tårnede det alt for velkendte fængsel sig op, og bare tanken om, at jeg aldrig mere skulle befinde mig inde bag dets mure, fik mit indre til at eksplodere i et virvar af lykkelige følelser.

Dog blev jeg brutalt hevet ud af min trance, da en bil dyttede voldsomt og forlangte min opmærksomhed. Hvis mit smil havde været stort før, var det intet sammenlignet med nu. Da jeg så de to velkendte ansigter smile til mig fra den sorte skrotbunke af en bil, der holdt ulovligt parkeret på den anden side af vejen, føltes det, som om mit smil nåede helt op til ørerne.

”I huskede det!” udbrød jeg, da jeg hev døren op og kastede mig ind på bagsædet. Jeg blev mødt af to storsmilende drenge, der begge var på omtrent samme alder som mig.

”Hvordan skulle vi kunne glemme det? Jeg har tegnet mig selv et kryds på hånden hver dag de sidste to år.” Kort efter fik jeg stukket en hånd helt op i ansigtet, men jeg kunne intet kryds se.

”Samuel, der er ikke noget kryds?”

”Nej, præcis. Jeg fjernede det i går. Jeg var blevet så vant til at se på det, at jeg kun ville huske det, hvis det ikke længere var der.”

En latter forlod mine læber, da jeg skubbede min brors hånd væk og lænede mig tilbage i det hullede sæde. Kærligt lod jeg mine fingre stryge hen over læderbetrækket, der endnu ikke var blevet skiftet ud, selvom det trængte gevaldigt. ”Hvor har jeg savnet dig, Jentine,” mumlede jeg. ”Du er lige så smuk som altid.”

”Lad os se, om hun stadig kan spinde.” Jeg så op og mødte Juliens mørke øjne i bakspejlet. Han smilede, men kiggede så ned for at dreje nøglen og derved vække motoren til live. Den gamle og godt brugte bil stønnede, men vågnede så med et voldsomt brag, der fik en endnu latter til at forlade mine læber.

”Hun kan sgu stadig!” grinede jeg og overvejede ikke engang at spænde selen. ”Tryk speederen i bund forhelvede!”

Og det gjorde han. Det gav et voldsomt ryk i os alle, da bilen accelererede og skød ud på vejen med sådan en fart, at dækkene hvinede og efterlod sorte mærker på vejen. Hurtigt rullede jeg vinduet ned med det gammeldags håndsving og stak hovedet ud, selvom vi befandt os inde midt i London. Mit mørke hår flagrede vildt bag mig, da Julien gassede op og overhalede tre biler og en varevogn. Jeg følte mig friere end nogensinde før. Det var over to år siden, jeg sidst havde kørt en tur i Jentine, og jeg havde savnet hende noget så voldsomt.

”Sæt farten ned, Julien. Vi skulle nødigt få Savannah smidt ind igen.”

”Åh, lad ham dog køre! Denne gang er bilen ikke stjålet. Vi får højest en bøde.”

Et smil dukkede op på Samuels læber. ”Du kommer til at høre for det længe, er du klar over det? At du blev taget i at stjæle den bil, er noget af det mest grinagtige jeg nogensinde har været været vidne til.”

”Hold dog din kæft, Samuel. Du glemmer, hvor tæt du var på at blive sat bag tremmer, da du stjal det ur på min attenårs fødselsdag.”

”Du skulle jo have din gave, ikke?” Tilfredst satte han sig tilbage i sædet. ”Og desuden var det ikke så tæt på. Jeg havde kun tre vagter løbende efter mig.” Han grinede og rakte ud for at hive mig let i håret, hvorefter han skiftede emne. ”Dit hår er blevet så langt,” mumlede han og lod sine fingre køre gennem det et par gange. ”Har du ikke klippet det?”

Jeg rystede på hovedet. ”Kun mit pandehår.”

”Så kører du samme stil som Julien. Han har heller ikke klippet det, siden en eller anden tøs fortalte ham, at det ville klæde ham med længere hår.”

”Så er det vist godt,” brummede Julien ovre fra førersædet. ”Du skulle nødigt snakke. Dit hår var mindst lige så langt, inden du fik det klippet i går.”

”Åh, klippede du dit hår for min skyld?” udbrød jeg med en falsk forbløffelse og sødme i stemmen. Samuel kiggede væk, og havde han været en anden person, ville han måske have rødmet og følt sig ydmyget, men han var Samuel Tinsley, og Samuel Tinsley rødmede ikke. Især ikke, når det var hans egen søster, der drillede ham. Samuel havde aldrig været let at få ned med nakken, når det kom til det følelsesmæssige plan. Nogle gange troede jeg faktisk slet ikke, at han havde noget hjerte. Men han havde nu altid opført sig kærligt overfor mig og Julien, så jeg var faktisk ligeglad med, hvordan han behandlede alle andre. Det betød ikke noget for mig, så længe han ikke skræmte alle fyrene væk.

I det samme fik jeg øje på den coladåse, der var blevet plantet i kopholderen ved siden af Julien. ”Åh gud, giv mig den cola, jeg har abstinenser!” Jeg rakte desperat ud efter den, da Julien ikke lignede en, der havde tænkt sig at give mig den. ”Jeg har ikke fået cola i to år!”

Hurtigt forsøgte han at få mig til at droppe mit forsøg på at slukke min tørst. ”Hey, det er min. Jeg har drukket af den!”

”Du er min fætter, Julien. Det bliver i familien.” Og med de ord bundede jeg den halvfyldte coladåse, smed den ned på gulvet og krøllede den sammen med foden. Derefter var vi alle tavse, og det gav mig mulighed for at lade mine tanker vandre, selvom jeg ellers havde haft rigeligt med tid til at tænke i fængslet. Men at se Samuel og Julien igen fik helt nye tanker til at dukke op, og de krævede at blive vendt.

For det første kunne jeg ikke slide blikket væk fra dem begge. De havde ændret sig så meget, og så alligevel ikke. Julien lignede sig selv med de små skægstubbe, han aldrig fjernede helt, men håret var nyt for mig. Jeg vidste ikke helt, hvad jeg selv syntes om det. Samuel havde ikke ændret sig det mindste. Kun når han smilede, blev jeg helt overvældet af hans forandringer. For han havde fået taget bøjlen af. Det var et objekt, jeg havde været vant til at se på hver eneste dag, og nu var den bare væk. Jeg vidste, at han havde hadet den som pesten, men jeg savnede den.

”Har i talt med far?” Mit spørgsmål brød stilheden, og det rungede i mine ører.

Ingen svarede. Jeg kiggede over på Samuel, der bare stirrede stift ud i luften, som om han ikke havde hørt mig. Med et suk lagde jeg armene over kors og lænede hovedet tilbage mod nakkestøtten. Jeg gik ud fra, at det betød nej.

Det overraskede mig ikke, at de reagerede sådan. Vores far havde været et ømt samtaleemne, lige siden han forlod os for fem år siden. Min mor havde jeg aldrig set, men min far fortalte mig engang, at hun var stukket af, fordi hun ikke kunne holde sit liv ud mere. Senere den aften var Samuel kravlet ned under dynen til mig og havde fortalt, at hun tog sit liv ved at springe ud fra en bro. Dengang havde jeg intet forstået, men sådan hang det selvfølgelig ikke sammen længere.

Det var som sagt kun fem år siden, vores far besluttede, at han heller ikke kunne klare os længere. Det var på det tidspunkt, Samuel var begyndt at stjæle og lave hærværk inde i byen. Et halvt års tid efter stjal jeg min første ring.

Julien havde vi altid kendt. Lige siden vi var helt små, legede vi sammen om eftermiddagen, mens vores fædre talte om gamle dage. Nu var Juliens far død af kræft, og hans mor led af demens. Han talte ikke så tit med hende, men i det mindste så han hende årligt. Vi havde en enkelt gang taget kontakt til vores far, men han ville ikke tale med os, og det sårede os dybt. Lige siden dengang havde ingen af os set noget til ham. Han kunne være død, og vi ville stadig ikke vide noget.

Julien kendte til vores følelser omkring vores far, og derfor reagerede han på præcis samme måde som Samuel – med stilhed.

Jeg blev revet ud af mine tanker, da jeg mærkede bilens motor dø ud, og Samuel pludselig forsvandt fra min side. Så sprang jeg ud af bilen med en voldsom iver, da det gik op for mig, at vi var hjemme.

”Velkommen hjem, Savannah!” I det samme mærkede jeg arme omkring mig, og i næste sekund blev jeg løftet op fra jorden og drejet rundt med så hurtig en fart, at jeg måtte gribe hårdt fat i Samuels skjortekrave. En latter rumlede gennem hans bryst, da han satte mig ned, og jeg blev nødt til at støtte mig op af ham for ikke at miste balancen.

”Det gør du aldrig igen!” prustede jeg.

”Alt er ved det gamle. Du har endnu ikke fået gjort noget ved den balance.” Samuel lo igen og sprang så hen over verandaen i to store skridt og låste hoveddøren op, hvorefter han forsvandt indenfor. Bag mig kom Julien bærende på den kasse, jeg havde haft med fra fængslet, og også han gik ind i huset, som jeg stadigvæk var ved at sluge med øjnene.

Den halvrådne veranda så sølle ud i den svage eftermiddagssol, og der var da også adskillige huller i den, fra folk der var trådt direkte igennem træet. De sommerfuglebuske, der engang havde blomstret lystigt ved siden af postkassen, var nu visne og næsten dobbelt så store, som de havde været, da jeg sidst så dem. Jeg havde altid beundret de buske for deres evne til at tiltrække sommerfugle i alle verdens farver. Resten af haven lignede noget nær en jungle, fordi græsset havde fået lov til at gro, og jeg priste mig lykkelig for, at de ikke var sommer nu, for så ville jeg umuligt kunne finde vej ind til hoveddøren.

Da jeg stod på verandaen og betragtede huset helt tæt på, konstaterede jeg, at det trængte til en omgang maling. Malingen var skallet af flere steder, og der hvor små revner og huller var blevet fyldt ud med cement, var farven en tone mørkere, end på resten af huset.

En velkendt og savnet duft slog mig i møde, da jeg trådte ind i det lille murstenshus og lukkede døren efter mig. Det var ikke, fordi der lugtede decideret godt. Det var bare lugten af hjem. Fornemmelsen af tryghed. Hvis jeg virkelig anstrenge mig, kunne jeg måske godt skille indtrykket ad og dele det op i forskellige lugte, men for mig ville de altid flyde sammen og betyde hjem.

Jeg så til min store glæde, at mine gamle hjemmesko stadig stod sted på deres plads i gangen, hvor jeg havde efterladt dem, da jeg forlod huset for to år siden. Det var en nødvendighed at have noget på fødderne, hvis man skulle befinde sig i vores hus, for der var ingen gulvvarme. Drengene foretrak et par klipklapper, da de mente, det var mere mandligt.

Da jeg bevægede mig rundt i huset, konstaterede jeg for mig selv, at alt var som det plejede. Det virkede ikke, som om noget var blevet flyttet overhovedet. Af en eller anden grund gjorde det mig glad. Det var, som om tiden havde stået stille i huset i det tidsrum, jeg ikke havde været der.

Til sidst, da der ikke var mere at tjekke, slog jeg mig ned i køkkenet, hvor Julien stod med ryggen til og stegte noget på panden, mens Samuel sad på en stol med fødderne smækket op på spisebordet. Jeg rynkede på næsen, da jeg satte mig. Så bad jeg ham flytte dem, og modvilligt lod han sine ben falde til jorden.

”Alt står som det plejer,” sagde jeg og foldede hænderne, mens jeg ventede på det mad, jeg håbede på, var til mig. ”Har I overhovedet rørt noget som helst?”

Samuel rystede på hovedet. ”Overhovedet ikke. Vi gider ikke pille ved dine små nipsting, og jeg gik ud fra, at planterne kunne klare sig selv.”

”Samuel, siger du, at I ikke har gjort rent her i to år?”

”Slap af, Savannah.” Samuel smilede. ”Julien havde en kæreste en overgang, og hun havde en sygdom – rengøringsvanvid. Hun gjorde rent et par gange.”

”Et par gange … ” mumlede jeg for mig selv og rystede svagt på hovedet. Det betød helt klart, at jeg måtte i gang med både vand og sæbe. Jeg var normalt ikke så hys med rengøring og oprydning, men det her følte jeg alligevel, jeg måtte gøre noget ved. Det var vel bare, hvad der skete, når man efterlod to drenge i et hus for sig selv i to år.

I det samme hældte Julien indholdet af panden over på en tallerken, og da han satte den på bordet foran mig, så jeg, at det bestod af spejlæg og et enkelt stykke bacon. Det var brændende varmt, og baconet sydede stadig en smule, så mine tænder løb i vand. Men lige da jeg havde stukket gaflen godt ned i en bid æg, bankede det på døren, og det tvang mig til at stoppe og kigge op.

”Hvem er det, der kommer så sent?” spurgte jeg med en rynke i panden.

Men hverken Samuel eller Julien vidste det bedre end mig, og eftersom ingen af dem gad gå ud for at kigge efter, var jeg nødsaget til det. Jeg slæbte mine tunge fødder ud i gangen, hvor jeg uden tøven hev døren op.

Efter et par sekunder, kunne jeg lettet konstatere, at det ikke var en, jeg kendte. Jeg havde lidt frygtet, at nogle af mine gamle venner på mirakuløs vis havde husket datoen for min prøveløsladelse, for jeg var ikke sikker på, at jeg betragtede dem alle som mine venner længere. Jeg kunne faktisk kun komme på én, jeg gerne ville have besøg af lige nu, og det var bestemt ikke den mand, der stod og så på mig med rolige øjne.

”Kender jeg dig?” spurgte jeg en anelse forvirret. Vores hus var ikke det mest besøgte i kvarteret, og når der endelig kom nogen, vidste jeg som regel, hvem de var. Men måske havde tingene ændret sig, mens jeg var væk.

”Mit navn er Marc Carrington, jeg tror ikke, vi har mødt hinanden før. Du er Savannah Tinsley, ikke?” Jeg nikkede, og et venligt smil skilte hans læber. Uden en invitation skubbede han mig blidt til side og trådte indenfor, tog sin læderjakke af og fortsatte ind i stuen, hvor gardinerne var trukket for, så en dunkel stemning hvilede over rummet. ”Før du begynder at spørge, så er jeg kriminalbetjent. Jeg beskæftiger mig med mord, og derfor har jeg desværre en trist nyhed til dig. Måske vil du sidde ned?”

Trodsigt lagde jeg armene over kors og blev stående i døråbningen af stuen. Jeg følte ikke, at han kunne tillade sig at vade ind på den måde – heller ikke selvom han arbejdede for politiet – og at han bad mig sidde ned i mit eget hjem, ville jeg ikke gå med til. ”Jeg står fint,” sagde jeg. Diskret lyttede jeg efter Samuel og Julien i køkkenet, for de kunne umuligt have undgået at høre den dybe stemme, der blandede sig med min, men da ingen af dem kom, besluttede jeg at lukke døren på klem bag mig.

”Som du vil.” Selv satte den såkaldte Marc sig ned i sofaen. En antydning af en støvsky rejste sig, da hynderne efter mange måneder igen blev berørt, men han lod sig ikke mærke med det. ”Jeg har af visse kilder fået at vide, at du står meget nær en ung pige ved navn Georgia Gigg. Er det korrekt?”

Igen nikkede jeg og lod ikke en lyd passere mine læber. Georgia var det, jeg ville kalde min bedste veninde. Vi mødtes engang gennem nogle fælles veninder, og mens mine andre veninder groede fra mig og lod mig sejle min egen sø, holdt Georgia og jeg kontakten. Hun havde som den eneste udover Samuel og Julien besøgt mig i fængslet et par gange, men det var lang tid siden, jeg sidst havde set hende.

Hvorfor kom en kriminalbetjent for at tale om Georgia? Der var én mulighed, der dukkede op i mit hoved, men den udelukkede jeg med det samme. Det var usandsynligt.

”Så er det med dyb sorg, jeg må fortælle dig, at Georgia lørdag nat blev fundet myrdet i sin egen lejelighed.” Marc lod sine øjne fange mine, og jeg kunne se det sørgmodige og medfølende glimt, der var i dem, men jeg vidste bedre. Det var ikke første gang, han overbragte denne form for nyheder, og han var garanteret vant til det.

”Det forstår jeg ikke.” Min stemme var en anelse skrøbelig, og det irriterede mig. Og med irritationen kom tårer. De sad og lurede i mine øjenkroge, for på trods af det, jeg lige havde sagt, så havde en del af mig registreret hans ord udmærket. Og nu reagerede min krop også. Det lykkedes mig at holde tårerne inde, men pludselig svigtede mine ben. Jeg famlede mig hurtigt over til sofabordet, hvor jeg satte mig.

”Jeg ved endnu ikke, hvem der gjorde det, men jeg kan forsikre dig om, at hun ikke led nogen smerte. Hun blev skudt, og morderen var ikke uerfaren med en pistol. Kuglen gik direkte gennem brystet. Hun mærkede ikke det mindste.”

Mit hjerte sank, for detaljerne bekræftede, at jeg ikke havde hørt forkert. Georgia var blevet myrdet.

Sveden brød frem i mine håndflader, selvom der intet var at være nervøs over, og min vejrtrækning var blevet hurtigere.

Georgia kunne ikke være væk. En af de ting, jeg havde glædet mig mest til, når jeg blev løsladt, var at have en hyggelig venindestund med hende, og nu var hun bare blevet revet væk fra mig. Jeg ville aldrig komme til at tale med hende igen.

Da jeg mærkede den forræderiske, varme tåre trille ned over min kind, tørrede jeg den ikke væk. Hvis jeg først gjorde det, ville jeg med sikkerhed afsløre mig selv overfor Marc, og lige nu satsede jeg på, at han ikke kunne se de våde striber, det nu lå hen over mine kinder, på grund af mørket.

”Jeg forstår, at det gør ondt.” Uden at tøve lagde han kort en let hånd på mit knæ, som han lige akkurat kunne nå fra sin plads i sofaen. ”Og du har sikkert en masse spørgsmål. Jeg skal gøre mit bedste for at rede trådene ud for dig, men jeg kan desværre kun svare dig begrænset, indtil jeg ved mere om sagen.”

Heldigvis var min stemme ikke lige så påvirket, som jeg havde frygtet, og selvom den rystede en smule, afslørede den ikke, at jeg indeni var ved at gå fra hinanden.

”Har i nogle mistænkte?”

Marc svarede hurtigt. ”Det hænger sådan sammen, at vi på gerningsstedet fandt en note skrevet i kodesprog. Vi havde nogle folk til at knække den, og derfra har vi fået nogle mistænkelige navne. Eftersom din veninde var journalist, har vi grund til at tro, at hun kunne have opsnappet nogle historier, som hun kunne bygge videre på og udgive. Hvis historierne er sande, er det helt klart et motiv.”

Det smertede mig at høre ham omtale hende i datid, men jeg tog mig sammen og mødte hans øjne. ”Så hvad stod der? Hvilke navne?”

”Jeg kan desværre ikke fortælle dig, hvad der præcist stod, men om et par dage kommer jeg tilbage for at tale med dig, og da vil jeg have både kode og oversættelse med.”

”Navnene,” hviskede jeg.

”Liam Payne, Louis Tomlinson, Zayn Malik, Niall Horan og Harry Styles – tilsammen One Direction.”

 

____________________________________________________________________________

 

Jeg ved, jeg skrev, at jeg ikke ville starte denne movella endnu, men i går skrev jeg på mystisk vis hele første kapitel, og jeg har simpelthen ikke tålmodighed til at vente med at publicere det, så her er det.

I er jo alle sammen klar over, at jeg ikke har en skid forstand på mordeftersøgninger og fængselsstraffe - kun det jeg ser i CSI - så I må bære over med, at den del ikke bliver helt realistisk. Men jeg tror ikke, det går hen og bliver et stort problem. Ellers må I i hvert fald sige til. 

Så skal jeg lige huske at sige, at de bogstaver, der er en ring om oppe i titlen på kapitlet, viser, hvis synsvinkel det er skrevet fra.  står selvfølgelig for Savannah, og for Harry. x

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...