One direction imagines

Heri skriver jeg en masse imagines, når jeg har tid. Kan godt lave nogle til jer:-) bare skriv: dreng(harry, liam, louis, niall eller zayn) og hvad der skal ske i historien. Eventuelt hvor det skal foregå:-)

15Likes
19Kommentarer
2787Visninger
AA

11. lang imagine

Hans hånd ramte min kind, hårdt nok til at jeg faldt til jorden. Jeg lod tårerne passere, og begyndte at hulke. "Årh, så hold dog kæft din so" sagde han hårdt, og sparkede til mig. Han tog fat i min kæbe, og slog mig lige i ansigtet.

Jeg prøvede ihærdigt at skjule det blå øje med make-up, men det lykkedes ikke for mig. Jeg bed det i mig, og gik ind i værelset for at tage min taske. Jeg klappede kort min elskede hund, inden jeg forlod den. Jeg holdte godt fat i tasken. "Der var du, din ostepops" lød det fra Harry. Straks så jeg ned. Hvis han så det blå øje, havde jeg ingen mulighed for at overbevise ham om at jeg blot havde slået mig. Han(ikke Harry) havde aldrig før slået mig. Det var første gang, og jeg var knust. "Er der noget galt Zoe?" Spurgte han. Mit rigtige navn var egentlig Zoella, men Harry kaldte mig alligevel Zoe. Jeg rystede lidt på hovedet. "Jeg har det fint.." Mumlede jeg. Han placerede to fingre under min hage, og tvang mit til at se op på ham. Han gispede. "Hvad er der sket?" Spurgte han. "Ikke noget særligt.. Jeg faldt bare igår" mumlede jeg. "Zoe?" Sagde han bekymret. Han vidste at jeg løj. "Virkelig Harry.. Jeg har det fint.." Sagde jeg. Han vidste at det ikke hjalp at blive ved, så han så ned i jorden, imens vi gik mod byen.

"Hvor har du været!" Sagde han surt, da jeg kom hjem. "I..i byen.." Svarede jeg bange. "Du skal fandeme ikke tage i byen! Du skal blive her så jeg ved hvor du er!" Råbte han i mit ansigt. "Forstået!" Sagde han. Jeg svarede ikke. Han greb fat om min hals, og holdte mig fast op af væggen. Jeg kunne slet ikke trække vejret. "Ss..stoop" sagde jeg med besvær. Han holdte endnu hårdere fat. Min hund begyndte at gø af ham, hvilket fik ham til at stoppe. "Få den lortehund til at holde kæft" sagde han, inden han gik ind i stuen. Jeg tog mig til halsen, mens tårerne begyndte at trille ned af mine kinder. Hvad var der sket med ham? Han kom næsten hele tiden fuld hjem, og han fandt hele tiden på små undskyldninger for at slå mig. Jeg var nødt til at komme væk herfra. "Fnuggi" halvviskede jeg. Min elskede hund, så opmærksomt på mig. Jeg tog snoren til hende frem, og slog lidt på mit ben. Hun kom hurtigt hen til mig, og satte sig pænt ved siden af mig. Jeg åbnede døren, da jeg havde fået snoren på Fnuggi. "Hvor tror du, du skal hen?" Lød det bagfra. Jeg krympede mig, og lukkede øjnene. Kort efter blev jeg revet ind i lejligheden igen, og han skubbede mig, så jeg landede på jorden. Jeg slog hovedet ned i jorden, og slog hånden meget hårdt mod gulvet. Min hånd var påført enormt meget smerte, mens mit hoved dunkede lidt. Han sparkede mig flere gange, og i lang tid. Da han endelig stoppede åndede jeg lettet ud, da han gik ud af lejligheden. Sikkert for at drikke sig fuld igen. Jeg kom med besvær op at sidde, mens en smerte viste sig i min ene side. Jeg tog mig til siden, og bagefter til hovedet. Fnuggi kom hen til mig, og snuste bekymret til mig. Tårerne forlod uafbrudt mine øjne. Jeg havde brug for Harry.. Jeg havde måske fået et eller flere ribben brækket af hans spark. Mit hoved dunkede virkelig meget, og min hånd gjorde sindssyg ondt. Jeg tog med den raske hånd, Fnuggi's snor i hånden. Jeg skrev til Harry om han ikke kunne gå mod mig og hans lejlighed, så vi mødtes på halvvejen. Han svarede hurtigt. Jeg kom langsomt, og pinefuldt op fra gulvet, og gik ud. Jeg havde taget jakken on mine skuldre, og tog mig ellers til siden mens jeg gik. Noget varmt bredte sig på min pande. Blod.. Det begyndte langsomt at dryppe ned af min hage. Folk der gik forbi mig, så på mig som om jeg var en gigantisk myre.. Du ved.. Blev ignoreret, og trampet på. Jeg måtte stoppe et sekund, for at få vejret. Hver gang jeg havde fået fyldt lungerne med luft, stak det voldsomt i siden. Jeg satte mig udmattet, på jorden og lænede mig op af muren. Jeg prøvede at få styr på min vejrtrækning, men det gjorde for ondt. Mit hoved dunkede mere og mere, mens min hånd begyndte at krampe. "ZOE!!" Råbte Harry, et par meter fra mig. Jeg så op på ham, og da han vidst forstod at jeg var i smerte, løb han hen til mig. "Hvad er der sket?" Spurgte han hurtigt, som han satte sig på hug foran mig. Jeg kunne ikke svare da jeg måtte gispe efter vejret. "Hvem har gjort det her!" Spurgte han hurtigt. "Ham.." Mumlede jeg. Harry's ansigtsudtryk ændrede sig til et surt og overrasket. "Hvad? Hvorfor sagde du ingenting!". Han flippede ærligt talt på mig, midt på gaden. Det er da heller ikke fordi han bliver forfulgt af papparazi's. Nej nej.. "Harry... H.. Hjælp" sagde jeg svagt, og besværet. Han så skræmt på mig, som om han pludselig kom i tanke om hvad han egentlig havde gang i. Jeg lukkede øjnene, og prøvede at trække vejret normalt.. Jeg kunne bare ikke. Det blev mørkere og mørkere for mine øjne. "Zoe.." Sagde Harry, og ruskede lidt i mig. Jeg åbnede øjnene på klem, og nåede lige at se ham med mobilen op til øret, inden jeg igen lukkede dem. "Zoe, jeg ringer efter hjælp nu okay?" Sagde han. Jeg nikkede lidt. Han var hurtigt færdig med at snakke, og lagde på. "Zoe, kig på mig" sagde han. Jeg åbnede svagt øjnene. Hans bekymrede øjne borede sig ind i mine. "Har du ondt i hovedet?" Spurgte han hurtigt. Jeg nikkede en smule. "Har du ondt andre steder?" Spurgte han så. Jeg så ned på min hånd, så han så ned på den også. Han tog blidt fat i min hånd, hvilket fik mig til at skære en grimasse af smerte. "Undskyld" sagde han. Hans blik flyttede sig til min anden arm, som lå tæt til min højre side. "Har du ondt i den hånd også?" Spurgte han. Jeg rystede på hovedet. "I.. S.. Siden" sagde jeg svagt. Han så hurtigt bekymret op på mig igen. "Zoe, det skal nok gå. Jeg er her" sagde han, og sendte mig et opmuntrende smil. "Fnuggi" sagde jeg, og så til siden. Fnuggi sad lige så fint ved siden af mig, og så veltilfredst ud på alle der gik forbi. Harry smilte lidt. "Hej Fnuggi! Kom her søde" sagde han med en sød lys stemme. Fnuggi stak tungen ud, og næsten løb hen til Harry. "Jeg.. Vil ikke.. Tilbage" sagde jeg, med lukkede øjne. "Zoe, se på mig" sagde han. Jeg åbnede øjnene, og så ind i hans grønne øjne. "Jeg lover dig, at du aldrig nogensinde skal tilbage til ham" sagde han.

Og nu står jeg her.. 4 år efter.. 22 år gammel, og Harry 23. Vi var.. Lad mig bare sige det på den korte måde.. Vi var blevet kærester kort efter episoden med ham. Jeg havde de sidste par dage været dårlig, og kastet op. Jeg ventede utålmodigt på den lille test. Graviditetstesten.. Harry anede intet, og jeg var heller ikke sikker på noget endnu. "||" var hvad testen viste mig. Positiv.. Hvordan kunne det ske? Hvorfor var vi så dumme at undlade beskyttelse en enkelt gang? Tårer begyndte at fylde mine øjne, og jeg satte mig ned på gulvet. Jeg trak benene op under mig, og gemte mit ansigt. Kort efter brummede min mobil i min lomme. Jeg tørrede de værste tårer væk inden jeg så på skærmen. 'Harry'. Jeg sukkede, og tog en dyb indånding, inden jeg tog den. "Zoella? Er du okay.. Du har ikke besvaret mine beskeder i like forever" lød det desperat fra Harry. "Harry, kan du ikke komme.. Jeg har brug for dig" sagde jeg grådkvalt. Jeg kunne næsten mærke hans smil falme, og hans bekymring stige. "Er der noget galt Zoe?" Spurgte han, mens jeg kunne høre ham tage et par nøgler, og gå ud af hans og Louis' lejlighed. "Zoe?" Spurgte han bekymret. "Jeg har det fint Harry.." Mumlede jeg. Jeg havde det langtfra fint. "Er det okay at Louis tager med? Han har det lidt dårligt idag.." Sagde Harry. Min mave slog knuder, men jeg kunne ikke få mig selv til at sige nej. "Det er okay.. Jeg vil bare kunne snakke med dig under fire øjne helst" sagde jeg lavt. Igen kunne jeg nærmest mærke nervøsiteten bygge sig op i Harry. "Oh ok.. Vi er der om fem.." Forklarede han. Jeg sad længe med mobilen til øret, før jeg fjernede den. Jeg så mig kort i spejlet. Jeg lignede virkelig en panda. Min mascara var tværet fuldstændig ud. Jeg var dog ligeglad. Harry skulle vide at jeg ikke var ligeglad. Han var en del af den her situation.

Jeg gik med tøvende skridt hen mod døren. Jeg snøftede en enkelt gang, inden jeg åbnede. Harry så bekymret ud, og skyndte sig hen til mig. Igen begyndte tårerne at trille ned af mine kinder. "Hvad er der sket Zoe?" Spurgte han bekymret. Jeg trak mig lidt fra ham, og fik ham til at følge efter mig ind i stuen. "Ehm.. Jeg forklarede Louis at.. Du ved.. Så han fik bare fat på Eleanor istedet" sagde Harry. Jeg nikkede lidt, inden jeg satte mig på sofaen. Harry satte sig ved siden af mig. "Harry... Lad være med at blive sur.. Du er selv en del af det, og derfor også med til beslutningen" sagde jeg. Han så forvirret på mig. "Harry, jeg mener det virkelig.. Du må altså ikke bare forlade mig med.. Ja, det her" sagde jeg desperat, og pegede på min mave. "Hvad snakker du om?" Spurgte han forvirret. Tårerne begyndte igen at trille mere og mere. "Harry, jeg er...". "Gravid.." Afbrød han mig langsomt. Jeg nikkede lidt, inden jeg klemte øjnene sammen, for at få de sidste tårer ud. Hans grønne øjne borede sig ind i mig. Han så fortvivlet ud, mens han tænkte. Jeg gemte ansigtet i hænderne, og begyndte svagt at hulke. Kort efter rejste Harry sig, og forsvandt fra min lejlighed. Jeg brød fuldstændig sammen.. Jeg vil aldrig kunne klare det alene, og så har faderen lige nægtet at have noget med barnet at gøre.

Liam's synsvinkel:

En eller anden bankede ivrigt på min dør. "Jeg kommer" halvråbte jeg, på vej ud til døren. Jeg åbnede den, og nåede ikke engang at se hvem det var, før vedkommende var styrtet indenfor. Jeg lukkede døren, og vendte mig hurtigt om. Harry stod med et panisk udtryk, og tårer i øjnene. "Hey.. Hvad er der sket?" Spurgte jeg. Han så ned, men svarede ikke. "Harry.." Sagde jeg. "Jeg kan ikke Liam.. Jeg kan ikke klare det" udbrød han, og lod sig selv glide ned af væggen til han sad på gulvet. Jeg satte mig på hug ved ham. "Harry, jeg aner ikke hvad du snakker om.. Fortæl mig det" sagde jeg. Han så op på mig, og jeg kunne tyde i hans blik at han var bange og nervøs. "Hey, du kan fortælle mig det" sagde jeg. Han så igen ned. "Hun er gravid Liam.. Zoe er gravid.." Mumlede han grådkvalt. Det slog næsten klik i mig, men jeg var nødt til at holde hovedet koldt. "Harry, det skal du ikke nævne for management før i har fundet ud af om i vil.. Du ved, eller om i aborterer" sagde jeg. "Hvornår fandt du ud af det?" Spurgte jeg, da han ingenting sagde. "10 min. Siden" sagde han. "Hvad? Vil det sige at du forlod hende?" Spurgte jeg, og blev egentlig lidt sur. "Jeg vidste ikke hvordan jeg skulle reagere Li" sagde han svagt. "Harry, kig på mig" sagde jeg bestemt. Han kiggede heldigvis op på mig. Jeg så direkte ind i hans øjne. "Aldrig forlad en pige du har gjort gravid. Aldrig, Harry.. Hun har brug for dig.. Du er en del af det her.. Elsker du hende virkelig?" Spurgte jeg. Han nikkede, og jeg kunne se i hans øjne at han var ærlig. "Så tag tilbage til hende.. Du kan ikke efterlade hende med et barn Harry.. Hun er ikke ligefrem mere end 22.. Du kan miste en smuk pige på en fejl.. Vil du virkelig miste Zoella?" Spurgte jeg. Han rystede hurtigt på hovedet. "Skal jeg tage med dig?" Spurgte jeg. Han så lidt ned, inden han nikkede lidt.

Zoella's synsvinkel:

Det bankede svagt på døren, men jeg ignorerede det. Alt kunne være ligemeget. Tårerne strømmede ud af mine øjne, mens jeg havde mine ben trukket op under mig. Jeg græd ned i mine knæ. Kort efter lød skridt ind mod stuen. Døren var ikke låst. Jeg var egentlig ligeglad med, hvem det var. Jeg så dog alligevel op, og opdagede hurtigt at Liam stod i døren og så bekymret på mig. Liam var en af mine gode venner, så det gjorde mig ikke så meget. Jeg undgik med vilje at ligge mærke til Harry der stod ved siden af Liam. "Zoe.." Mumlede Liam bekymret, inden han gik hen mod mig. Han satte sig i sofaen, og trak mig ind til ham. Jeg gemte ansigtet i hans bryst, og græd det hele væk. "Zoe, undskyld..." Lød det tøvende fra Harry. Jeg ignorerede ham. "Zoe.. Jeg mener det.. Jeg vidste virkelig ikke hvordan jeg skulle reagere.." Sagde han. "Hvordan kunne du bare gå Harry! Fire år sammen, og du skrider så snart du finder ud af, at du har et barn med mig!" Halvskreg jeg. Jeg lod vreden gå ud over ham. "Ja, det kan godt være at jeg bærer rundt på problemet, men du var fandeme med til at skabe problemet!" Fortsatte jeg. Harry så skamfuldt ned i jorden. "Hey hey" sagde Liam, og tog mit ansigt mellem hans hænder, så jeg så på ham. "Zoe.. Rolig nu.. Jeg lover dig at han ikke gik for at glemme problemet, og lade dig stå med det selv.. Jeg er sikker på at han gik fordi han ikke vidste hvordan han skulle reagere, og at det var en stor mundfuld for ham.. Men han ved at han ikke burde stikke af fra problemerne.. I er nødt til at tage beslutningen sammen, okay?" Sagde han. Jeg nikkede lidt. "Jeg lader jer være alene, så i kan finde ud af det okay? Management skal helst vide det hvis i beholder det okay?" Sagde han, og rejste sig kort efter. Jeg så ned i gulvet, mens Liam forsvandt ud af stuen, og Harry satte sig ved mig. Jeg kunne ikke klare at skulle være sur på ham, så jeg lagde mig tættere på ham, og gemte ansigtet i hans bryst. Han lagde straks armene om mig. "Undskyld" mumlede han, og kyssede mig i håret. Der var flere minutter i ren stilhed til Harry brød den. "Så.. Hvad nu?" Spurgte han. Jeg trak lidt på skuldrene. "Jeg ved det ikke.." Svarede jeg. "Hør Zoe.. Jeg vil ikke tvinge dig til abort hvis du ikke vil..." Sagde Harry, og strøg mig lidt over håret. Jeg smilte lidt indvendig. Jeg kunne ikke slå et barn ihjel, det kunne jeg bare ikke.. "Hvad så..". Jeg nåede aldrig at færdiggøre min sætning, da Harry afbrød. "Det skal du ikke tænke på.. Jeg ordner det med management, sammen med de andre drenge" sagde han. "Er du okay med at skulle.. Du ved.. Blive far?" Spurgte jeg lavt. Han trak sig lidt fra mig, og tog mit hoved i hans hænder. "Jeg er mere end okay med det.. Jeg vil elske det Zoe.. Jeg elsker dig virkelig meget, og jeg tror bare at et barn vil styrke vores forhold" sagde han med et varmt smil, inden han kyssede mig i panden. "Så.. Nu er vi officielt forældre?" Sagde jeg med et lille forsigtigt smil. Harry nikkede med et kæmpe smil, inden han kyssede mig. "Du bliver den bedste far i verden Hazza" smilte jeg. "Og du bliver verdens bedste mor" sagde han, og vi kyssede igen. "Liam!" Halvråbte Harry, og kort efter kom Liam ind. "Har i fundet ud af det?" Spurgte han nervøst. Vi nikkede begge synkront. "Så..?" Sagde Liam afventende. Harry lagde armen om mig, og lagde den anden hånd på min mave. "Jeg skal være far" sagde Harry glad, og kyssede min kind. "Okay.." Sagde Liam tøvende. "Vi klarer ærterne med management.. Det kan godt være at de vil kende dig lidt mere Zoe.." Sagde Liam så. Jeg nikkede lidt. "Skal de andre drenge ikke vide det?" Spurgte Harry. Både Harry og Liam så på mig. "Det er okay med mig" sagde jeg smilende.

"Hvad med din karriere Hazza?" Spurgte Louis forfærdet. Liam og Harry begyndte at forklare dem deres plan. "Men er i så sikre på at i vil, nærmest ødelægge jeres ungdom på det?" Sagde Zayn mest med blikket rettet mod mig. "Det er ikke at ødelægge noget Zayn. Det er at gøre noget stort, som gør en lykkeligere. At bringe et liv til verden er en stor ting.. De er ikke noget der er tæt på at ødelægge noget.." sagde jeg. Det måtte vel være mine moderinstinkter der trådte i kraft der. Drengene så mærkeligt på mig. "Jeg ved det.. Jeg lyder næsten som en overtroisk gud, men det er vel bare moderen i mig, der taler" sagde jeg hurtigt. "Wow.. Det er næsten for mærkeligt at du begynder at blive sådan der.." Sagde Liam og gøs. Jeg grinte lidt sammen med Harry. "Jeg kan nu godt lide hende" sagde Harry, og kyssede mig på kinden. "Mener du ikke os begge to?" Hviskede jeg i hans øre. "Jer begge to" hviskede han smilende tilbage. "Det var godt" sagde jeg, og kyssede ham på munden.

1 måned senere:

"Zoe, babe?" Lød det blødt fra Harry. Jeg åbnede langsomt øjnene, og så som det første Harry's dejlige grønne øjne. "Godmorgen babe.. Jeg har købt mad til os" sagde han, og kyssede mig. "Du er en skat" sagde jeg, og satte mig op. Han grinte lidt, og satte sig ned ved siden af mig i sofaen. "Jeg regnede med at du var sulten. Det er du jo efterhånden hele tiden.. Du er snart værre end Niall" grinte Harry, og så på mig med et glimt i øjet. Min mund formede sig som et o, og jeg prøvede virkelig at se fornærmet ud. "Er du virkelig sunket så lavt Harry? Det havde jeg aldrig troet om dig. At du ligefrem skal fornærme din kæreste, som bringer dit barn til verden?" Sagde jeg, men brød hurtigt ud i grin. Han skubbede lidt til mig, hvilket fik mig til at grine endnu mere. "Jeg er aldeles ikke sunket lavt Zoella" grinte han, da han ikke selv kunne holde masken. "Jeg er bare dybt forelsket og lykkelig" sagde han med et varmt smil. Han lagde den ene hånd på min mave, som havde fået en lille bitte bule, og kyssede mig. "Og by the way, så kommer drengene over senere, for at sove her" sagde Harry mod mine læber. Jeg smilte lidt. "Yes!" sagde jeg, da jeg elskede når de andre drenge kom over.

"Chokolade Hazza" Bad jeg med hundeøjne. Han grinte, og nikkede så. "Chokolade ja" svarede han drillende. Jeg daskede lidt til ham. "Det var ikke et spørgsmål" sagde jeg muggent, hvilket fik ham til at grine. "Du kan tro at jeg ved det ikke var et spørgsmål" grinte han. Jeg sukkede med et smil om læben, og rejste mig fra den bløde sofa. "Ah ah" lød det fra Harry, som trak mig tilbage ned i sofaen. "Jeg henter" sagde han, og rejste sig selv. "Harry, jeg er ikke en baby" grinte jeg. Han smilte charmerende til mig. "Men jeg kan betragte dig som en, nu hvor du bærer rundt på en" grinte han. "Ej Hazza, det er ikke en baby. Det er en peanut" sagde jeg, og vi flækkede begge af grin på samme tid. Harry satte sig igen ved siden af mig, og lagde hånden på min mave. "Hørte du det lille ven? Er du virkelig en peanut?" Sagde Harry til min mave. "Harry, du snakker til den, og du kan ikke engang se at jeg er gravid endnu?" Sagde jeg grinende. "Og hvad så? Jeg elsker jer begge to uanset hvad" smilte han, og kyssede mig. "Nå, skulle jeg hente den chokolade, eller vil du hellere have løg nu vi er igang?" Sagde Harry, hvilket fik mig til at fnise. Jeg havde faktisk før spist løg, fordi jeg følte for at spise det.. "Jeg tror chokolade er fint for nu" fniste jeg.

Drengene var på vej ind ad døren. hvilket fik mig til at rejse mig. Harry trak mig igen tilbage ned i sofaen. "Hazza!" Grinte jeg. Han rejste sig, og smilte til mig. Jeg var ved at rejse mig igen, men igen skubbede ham mig ned. Jeg grinte blot endnu mere. Drengene kom ind i stuen. "Zoe! Hazza!" Udbrød Louis som den første. Jeg smilte som en idiot. Harry blev blot stående. "Zoe, er du så doven at du ikke gider at kramme mig mere?" Spurgte Niall. Jeg fniste lidt. "Desværre Nialler. Jeg må skuffe dig. Harry her vil ikke lade mig rejse mig på noget tidspunkt" mumlede jeg fnisende. "Hvorfor i alverden må hun ikke det?" Spurgte Liam grinende, med en sød rynke i panden. "Hun skal passe på peanut" svarede Harry stolt. Jeg flækkede hurtigt af grin, og de fire drenge så forvirret på mig. "Peanut? Hvad snakker du om?" Spurgte Zayn. De så alle fire på mig, da jeg blev ved med at grine. "I er så meget gået glip af vores fedeste samtale ever" grinte jeg. De så endnu mere forvirrede ud. Liam så spørgende på Harry som grinte lidt, og trak på skuldrene, med blikket rettet mod mig. "Jeg kaldte den lille for peanut, og Hazza tog det vist seriøst!" Grinte jeg. "Peanut? Den har jeg sku aldrig hørt før" sagde Zayn, og satte sig ned i sofaen. De andre fulgte hurtigt Zayn's eksempel, og satte sig ned. "Jeg henter nogle snacks" sagde Harry, og forsvandt ud i køkkenet. "Peanut?" Gentog Niall for sig selv. Han så forvirret op på mig. "Yup, peanut" sagde jeg, og satte mig i skrædderstilling. Jeg havde fundet ud af, at det var den mest behagelige måde at sidde på i sofaen. Det er altid godt at vide, ikke? "Skal vi ikke sætte en film på eller noget?" Spurgte Harry, da han kom ind med en masse snacks i favnen. Alle gjorde sig enige med Harry, og kort efter var han igang med at sætte en film på. "Oh" sagde jeg, og lagde en hånd for munden. Jeg rejste mig hurtigt, med drengenes blikke på mig. Jeg halvløb ud på toilettet, og brækkede mig i toilettet. Jeg tørrede mig hurtigt om munden, og drak lidt vand. Jeg skar en grimasse, af den ulækre smag, mens jeg gik ind i stuen igen. Alle drengene, undtagen Harry, så skræmt på mig. "Er du syg eller sådan noget?" Spurgte Niall. Harry gav ham en i baghovedet. "Det er ligesom normalt at kaste op når man er gravid din tosse" sagde han, mens jeg satte mig ned ved siden af ham. "Oh" sagde Niall, som om nogen aldrig havde fortalt ham det før. Harry startede filmen, og inden længe lå jeg med mit hoved i Harry's skød, mens han aede mig over håret. Mine øjenlåg blev pludseligt ret tunge, og inden længe gled de i. Mit liv bestod for tiden mest af mad, søvn, arbejde, opkast og afslapning. Welcome to my life.

5 måneder senere:

Jeg tørrede et bord af med en klud, da klokken indikerede at nogen var kommet. Starbucks, det var her jeg arbejdede. Jeg vendte mig rundt mod døren, og et stort smil viste sig på mine læber da det var Harry, Liam og Louis der kom. Louis fik hurtigt øje på mig, og satte kursen mod mig. "Hey Zoe" sagde Louis, da han var den første der nåede hen til mig. Jeg nikkede hurtigt lidt som hilsen. Jeg lagde kluden på bordet for at give dem alle tre en slags krammer. Med en mave så stor som den jeg havde lige nu, var det slet ikke til at kramme nogen. "Du burde virkelig ikke arbejde Zoe" sagde Harry bebrejdende, idet han gav mig et kram og et kys. Han lagde den ene hånd på min store mave, og smilte lidt. "Du ved godt at jeg ikke kan leve uden mit arbejde Hazza. Jeg skal lave et eller andet" svarede jeg blot. Han rystede lidt på hovedet, med et smil. "Du har sne i håret" grinte jeg, og nikkede mod hans krøllede hår. Han grinte lidt. "Man kan vel ikke undgå det" grinte han selv. "Her" lød det fra Liam bag Harry. Han og Louis havde bestilt noget at drikke til dem selv og Harry. De satte sig alle tre ved bordet jeg lige havde tørret af. Liam åbnede munden for at sige noget, men blev afbrudt da min søde veninde, og chef, kaldte på mig. "Pligten kalder drenge" sagde jeg kort. Harry kyssede mig kort, inden jeg gik. Jeg gik om bagved, da Sophie var der. "Du må gerne vaske gulvet. Kun hvis du kan klare det selvfølgelig. Du skal jo passe på den lille ikke?" Sagde hun. "Selvfølgelig kan jeg klare det Soffi" sagde jeg med et kæmpe smil, og fandt tingene frem til rengøring. "Sig til hvis det er ikke?" Sagde hun. Jeg grinte lidt, og nikkede så. "Du burde forresten lade dit hår hænge løst, istedet for at have det sat op hele tiden Soffi.. Det klæder dig med løst hår" sagde jeg, inden jeg forlod rummet. "Tak" sagde hun efter mig, hvilket fik mig til at fnise lidt for mig selv. Jeg begyndte lige så stille med rengøringen. Harry, Liam og Louis fik hurtigt øje på mig, så jeg sendte dem et smil. De så lidt bekymrede ud, men jeg smilte blot beroligende til dem. De vekslede et par ord, og Harry så næsten ud som om han led. Jesus dreng.. Jeg kan sagtens arbej... Jeg kom hurtigt ret op at stå, og lagde en hånd på ryggen. En smerte borede sig ind i min ryg. Jeg prøvede at ignorere det lidt, og begyndte igen at rengøre gulvet. Der gik ikke mere end to minutter, før jeg igen måtte stoppe. Jeg tog mig til ryggen og lukkede øjnene, for at glemme smerten. "Zoe!" Hørte jeg Harry's stemme sige. Skridt lød hen mod mig. "Er du okay?" Spurgte han hurtigt. Jeg nikkede lidt, stadig med lukkede øjne. "Zoe, måske du.." Sagde han, men jeg afbrød ham med en hovedrysten. "Harry, jeg kan sagtens arbejde" sagde jeg hurtigt, og åbnede igen øjnene. Han stirrede bekymret på mig. "Zoe.." Prøvede han, men jeg grinte blot lidt, og begyndte at rengøre igen. Louis og Liam kom hen til os. "Zoe, du burde virkelig.." Prøvede Liam, men jeg rystede igen på hovedet. "Tag idet mindste en pause så! Du kan ikke tvinge dig selv til at arbejde Zoe.. Det nytter ingenting" sagde Liam. Jeg sukkede lidt. "Okay okay.. Men så kun i 5 min." Mumlede jeg, og slap tingene til rengøring. "Jeg er tilbage om lidt" sagde jeg sukkende, og gik ud til Sophie. "Soffi?" Sagde jeg. Hun vendte sig rundt, og så spørgende på mig, gennem hendes pandehår. "Jeg tager lige en pause. Hazza og de andre mener at jeg har brug for det.." Mumlede jeg. "Selvfølgelig smukke. Tag alt den tid du har brug for okay. Det nytter ikke at overanstrenge dig selv" sagde hun, med et varmt smil. "Tak" sagde jeg med et lille smil, inden jeg med et suk gik tilbage ud til drengene. Harry lagde en arm om mig, og førte mig hen til bordet, hvor Liam og Louis allerede sad igen. Jeg satte mig i den sofa-agtige ting, med Harry ved siden af. Jeg satte mig i skrædderstilling da det var det mest behagelige. "Zoe, du er altså nød til at stoppe snart" sagde Harry, efter en kort stilhed. "Harry, det kan..". Han afbrød mig hurtigt. "Zoe, du overanstrenger dig selv. Du har ikke godt af det" sagde han. Jeg sukkede lidt, og tog hans hånd i min. "Jeg ved det.. Der er bare så meget at lave, og alligevel ingenting" sukkede jeg. Han gav min hånd et blidt klem, og kyssede mig i håret. "Det er fint nok at du laver noget hjemme.. Men det her kan du jo ikke holde til, meget længere" sagde han, og lagde hagen på mit hoved. Jeg gav op. Han havde jo ret. "En uge mere, og så stopper jeg" sagde jeg bestemt. "Zoella. Du bliver hermed sendt hjem, og kom ikke igen før du er klar til at arbejde igen" lød det fra Sophie. Jeg så op på hende, hvilket drengene også gjorde. "Hvad?" Spurgte jeg. Hun smilte stort til mig. "Du hørte mig godt" sagde hun. "Og pas nu på den lille" sagde hun, inden hun forsvandt. Jeg sad med åben mund. "Det kan.." Sagde jeg, men stoppede min egen sætning. Jeg så på Harry for at få hans hjælp, men han smilte bare. "Tak Sophie" halvråbte han efter hende. Hun vendte sig kort rundt, og smilte varmt. "Altid Hazza. Vi kan ikke have at hun gør noget hun ikke skal.. Lov mig at du bliver en god far! Jeg kan ikke vente til at se den lille!" sagde hun, inden hun vendte rundt igen. Louis og Liam, der havde fulgt med i det hele smilte stort til mig, hvilket fik mig til at slå mit hoved ned i bordet med et dunk. "Du har vidst gjort nok selvskade nu. Tror du ikke?" Grinte Louis. Jeg løftede igen hovedet, og så irriteret på ham, til en grimasse af smerte indtog mit ansigt. De så alle tre bekymret på mig, og Harry så næsten skræmt ud. "Er du okay?" Spurgte han panisk. Jeg begyndte at grine, hvilket fik dem alle tre til at se forvirret på mig. Et kæmpe smil viste sig på mine læber. "Det må være humørsvingningerne?" Mumlede Liam bekymret, med blikket mod mig. Jeg sukkede lettet, og grinte endnu mere, hvorefter jeg rystede på hovedet. "Er du okay Zoe?" Spurgte Harry bekymret. "Mere end okay" svarede jeg lykkeligt. "Det første livstegn Hazza" sagde jeg, da han så forvirret på mig. Han brød pludselig ud i et stort smil, og lagde en hånd på min mave, hvor babyen sparkede lidt. Han så begejstret ud, inden han plantede læberne mod mine.

2 måneder senere:

Det var en pige! Vi skulle have en pige, og vi var ekstremt glade. Jeg var i 8. måned, og jeg kunne slet ikke lave noget mere. Eller jo, det kunne jeg godt, men jeg kunne ikke holde til det. Harry var der nonstop for at hjælpe mig med alt muligt. Han havde dog virket lidt nede for tiden, men måske var det bare fordi at han også skulle lave alt muligt oveni. Indspille med drengene, koncerter og interviews. Harry greb fjernbetjeningen og slukkede for tv'et. "Zoe, hør" startede han, hvilket fik mig til at se afventende på ham. "Jeg har ikke lyst til at skulle sige det her.. Men drengene og jeg skal til Miami for at spille koncert" sagde han. "Hvad?" Sagde jeg helt mundlam. "Zoe, jeg lover at vi er tilbage før du ved det" sagde han. Jeg så ned på mine hænder, og sank en klump. "Zoe, jeg lover det, okay?" Sagde han, hvilket fik mig til at nikke lidt. "Hvornår tager i afsted?" Spurgte jeg. "Om en uge.." Sagde han tøvende. Jeg nikkede lidt igen, men så stadig bedrøvet ned på min hænder. Harry rykkede sig tættere på mig, og placerede hånden på min tykke mave, som jeg efterhånden kunne bruge som bord. Han kyssede mig, hvilket fik mig til at smile lidt igen.

1 uge efter:

Harry's synsvinkel:

Jeg satte mig tungt i sædet, og sukkede. Jeg kiggede ud af vinduet på vores privatfly. Jeg havde det dårligt med at skulle efterlade Zoe alene.

Liam's synsvinkel:

Vi satte os alle sammen, undtagen Harry i sofaerne, og begyndte at snakke. Mit blik røg dog hen på Harry, som så ud af vinduet. Han var så nedtrykt, og stille. Han havde været det siden vi forlod Zoe. Jeg kunne godt forstå ham, og havde ondt af ham. Louis slog kort skulderen ind i min, hvilket fik mig til at se på ham. "Hey man. Vågn op. Du dagdrømmer" sagde han. Jeg rystede på hovedet, og nikkede mod Harry. De slog alle tre blikket over på ham, og så bekymrede ud. "Jeg.. Tror lige jeg går hen og snakker med ham" sagde jeg. De nikkede alle tre lidt, idet jeg rejste mig.

Harry's synsvinkel:

"Hey" lød det fra Liam, hvorefter han satte sig på sædet ved siden af mig. "Hey.." Svarede jeg lavt, med blikket mod mine hænder. "Hør.." Begyndte Liam, men blev afbrudt af min mobil. Jeg tog den hurtigt op af lommen, og skulle til at slukke den, da jeg så at det var Zoe der ringede. Jeg så hurtigt op på Liam, som gav tegn til at jeg skulle tage den, selvom han ikke vidste hvem det var. Jeg tog den hurtigt. "Harry, få din fede røv tilbage igen!" Var det første jeg hørte. "Hvad?" Spurgte jeg forvirret. "Nu Harry. Det er nu!" Sagde Zoe meget hurtigt, og anstrengt. Jeg spærrede øjnene op. Jeg skulle til at sige noget, da hun havde lagt på. Jeg rejste mig hurtigt, og gennede Liam væk. Han rejste sig forvirret. "Er der noget galt?" Spurgte han. Jeg svarede ikke, men løb ud mod piloten. "Stop flyet" sagde jeg hurtigt, da han var begyndt at køre. Han stoppede det hurtigt, og så forvirret på mig. Jeg skyndte mig at løbe gennem de forvirrede drenge, og stige af flyet. Jeg løb ind i lufthavnen, og gennem alle de larmende mennesker. De fire andre kom forpustet løbende efter mig. Louis, som jo altid havde enormt meget energi kom hurtigt op på siden af mig. "Hazza, stop! Hvad sker der?" Spurgte han anstrengt. "Zoe ringede" sagde jeg blot, og fandt nøglerne til min bil frem. Han stoppede op, og stirrede på mig, som jeg løb hen mod bilen. Jeg kom med lynets fart ind og sidde i bilen, og kort efter var jeg på vej. Min mobil ringede, og jeg kunne hurtigt se at de fire andre kørte lige bag mig, og Liam med mobilen op til øret. Jeg tog min mobil, og accepterede Liam's opkald. "Hvad mener du med at Zoe ringede til dig! Harry, vi skal fucking holde koncert!". Han flippede ærligt talt. "Så du synes måske at en koncert er vigtigere end Zoe?" Sagde jeg stædigt, og drejede til venstre. "Så du dropper simpelthen en koncert til fordel for Zoe?" Sagde han skarpt. "Liam! Forstår du det ikke? Hun ringede til mig, og...". Jeg stoppede min egen sætning. "Vent, mener du at...". Jeg afbrød ham hurtigt. "Ja Liam! Jeg kan sku da ikke bare tage afsted nu vel!" Sagde jeg hurtigt. "Så sæt dog farten op Harry!" Kommanderede han, og lagde på. Jeg gjorde blot som han sagde, og speedede lidt mere op. Min mobil ringede igen, og da jeg så at det var Zoe igen, tog jeg den hurtigt. "Harry!" Græd hun. "Jeg kommer Zoe.." Skyndte jeg mig at svare. "Hvor lang tid?" skyndte hun sig at spørge. "2 min! Bare slap af, jeg er på vej okay?" Sagde jeg hurtigt. Hun lagde på, og jeg speedede endnu mere op. Jeg parkerede hurtigt bilen ved fortovet, og kom hurtigt ud af den, tæt efterfulgt af de andre drenge. Jeg løb op af trapperne, og kunne allerede der, høre Zoe. Jeg løb blot endnu hurtigere, og skyndte mig at åbne døren. "Zoe!" Råbte jeg. "Herinde" sagde hun, og jeg satte hurtigt kursen mod stuen. "Zoe!" Sagde jeg lettet, og skyndte mig hen til hende. Hun trak vejret tungt, og besværet. "Jeg er bange Harry" sagde hun grådkvalt. Jeg satte mig på hug foran hende. "Hey, se på mig Zoe" sagde jeg skarpt. Hun så op på mig. "Du kan godt klare det" sagde jeg. Tårerne begyndte at trille ned af hendes kinder. "Jeg er ikke klar Harry!" Sagde hun, idet de fire andre kom ind i høj fart. Jeg tog hendes hånd i min. "Zoe, selvfølgelig er du det" forsikrede jeg hende. "Kom, vi må hellere komme afsted" sagde jeg, og rejste mig. Hun kom også op at stå, og jeg støttede hende derefter ud til bilen. De fire andre så skræmt til, mens jeg fik hende ind i bilen. Jeg kastede mine bilnøgler til Liam. "Du kører" sagde jeg. Han nikkede hurtigt, og satte sig ind foran, mens jeg satte mig ind bagved med Zoe. Niall, Zayn og Louis tog Louis' bil, og så var vi ellers på vej til hospitalet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...