One direction imagines

Heri skriver jeg en masse imagines, når jeg har tid. Kan godt lave nogle til jer:-) bare skriv: dreng(harry, liam, louis, niall eller zayn) og hvad der skal ske i historien. Eventuelt hvor det skal foregå:-)

15Likes
19Kommentarer
2783Visninger
AA

13. EKSTREMT LANGT IMAGINE!

Hey guys! Tænkte at i fortjente et rigtig langt imagine, så her får i et på cirka 20.000 ord;-) nyd det;-)

Maria's synsvinkel:

Jeg grinte vildt meget af hans besked. 'Han' er ham jeg skriver med. Jeg har skrevet med ham i 2 år. Vi mødtes på en eller anden side for folk med problemer. Han havde næsten ingen problemer, men jeg elskede alligevel at skrive med ham. Jeg kendte ikke hans navn, og han kendte ikke mit. Jeg svarede hurtigt. 'Du er så dum.. Men jeg elsker det'. Vi skrev tit sammen. 'Selvfølgelig gør du det. Hey, nu har du vel ikke kastet op idag vel?' Skrev han tilbage. Jeg sank en klump. 'Nej. Det er bare så svært at lade være, men jeg kæmper stadig. Trangen er stor...' Skrev jeg tilbage. Jeg havde anoreksi. Jeg mente selv at jeg var for tyk, og havde for meget fedt på kroppen. Men jeg vidste selv at det var ikke sådan jeg så ud. Jeg var mega tynd, og mine knogler var meget synlige. Men jeg blev ved med at kaste op i den opfattelse at det ville gøre mig perfekt. Jeg havde dog ikke kastet op i tre dage nu, alt sammen pga. At han hjalp mig. Han blev ved med at tjekke at jeg ikke havde gjordt noget jeg ikke skulle. Jeg havde faktisk engang skåret i mig selv, og jeg kom til at skrive det til ham. Han reagerede lidt voldsomt da jeg skrev det. Han forsikrede mig om at jeg var pæn, selvom han aldrig har set mig før. Yep.. That's right. Vi havde aldrig set hinanden før. Mine tanker blev afbrudt af en besked fra ham. 'Godt. Bliv ved med at kæmpe! Jeg ved du kan. Jeg ved at du er smuk som du er' skrev han. Jeg smilte lidt for mig selv, mens en lille tåre forlod mit ene øje. Vi skrev i cirka en halv time, og var pludselig endt i en samtale om hvilken slags musik vi kan lide. 'Jeg ved ikke.. Jeg kan godt lide Michael Jackson:-) hvad med dig?' skrev han. Jeg smilte lidt. 'Det er lidt svært at sige.. Men One Direction's musik kan jeg godt lide. De fleste af deres sange, og bare det de gør for andre.. De har endda flere gange hjulpet mig. Når jeg er ked af det hører jeg altid deres musik.. Det får mig til at smile. Det er ligesom dig.. Du kan få mig til at smile uanset hvad' skrev jeg. Jeg fik hurtigt et svar fra ham. 'Virkelig? Hjælper deres musik dig.. Er du fan af dem? Ps: Du får mig også altid til at smile uanset hvad'. Jeg grinte lidt af ham. 'Ja. De har flere gange holdt mig fra at kaste op eller skære i mig selv. Ligesom dig. De får mig til at indse at jeg er smuk som jeg er. Nej... Jeg er ikke rigtig fan af dem, men jeg er bare glad for at de findes. Ps: jeg synes at Harry Styles er mega lækker' skrev jeg med et smil om læben. Jeg ventede i et stykke tid, men han svarede mig ikke. Jeg så på klokken og sukkede. Jeg anede ikke hvad jeg skulle lave. Jeg tændte tv'et. Egentlig vidste jeg ikke ret meget om ham, men han vidste ret meget om mig. Hver gang jeg spurgte ind til hans liv, blev han på en eller anden måde lidt underlig. Min mobil lyste op. Jeg tog den hurtigt, og smilte lidt. 'Nå.. Så man har et crush på Harry hvad? Hvad med mig..?' Skrev han. Jeg grinte lidt. Jeg vidste godt at han jokede. 'Hvis jeg kendte dig ville det være lidt nemmere at vurdere' skrev jeg. Der gik lidt tid før endnu en sms tikkede ind på min mobil. Jeg læste den hurtigt. 'Nemlig.. Der er noget jeg gerne vil spørge dig om... Kan vi ikke mødes? Du behøver ikke at føle dig tvunget til noget!' Skrev han. Jeg sank en klump. 'Jeg ved ikke..' Skrev jeg blot. Jeg turde ikke møde ham. Hvad nu hvis det ville blive vildt awkward. At ingen af os ville sige noget. Måske var han slet ikke min type. 'Det er okay. Jeg vil ikke tvinge dig' skrev han. Jeg smilte lidt. 'Tak' skrev jeg. 'Altid. Men hey.. Hvorfor tager du ikke til en af One Direction's koncerter hvis de hjælper dig så meget' skrev han. Han virkede meget håbefuld i den besked. 'Tror du det ville hjælpe mig mere end de gør nu?..' Skrev jeg tilbage. Jeg vidste ikke helt om jeg skulle gøre det. Der gik lidt tid inden en lyd indikerede at jeg havde fået et svar fra ham. 'Helt sikkert. Jeg synes du burde gøre det' skrev han. Jeg sukkede lidt, men med et smil om læben. 'Du har nok ret. Jeg gør det så' skrev jeg tilbage. Han sendte en masse smiley's, hvilket kun fik mig til at smile ret meget. Han kunne bare lyse hele min dag op med et par få beskeder. 'See ya. I'll be here when you need me' skrev han. Jeg vidste at han skulle arbejde, men jeg vidste ikke hvad han arbejdede med. Den sætning skrev han altid til mig, for at indikere at han skulle arbejde, eller at han ikke længere kunne skrive sammen. Jeg smilte stort inden jeg lagde mobilen på bordet, og lagde mig i sofaen. Jeg faldt hurtigt i søvn.

Jeg havde skaffet mig selv en billet til en One Direction koncert. Jeg besluttede mig for at dele nyheden med ham. Jeg skrev hurtigt en besked til ham. 'Billet skaffet til One Direction!'. En sms tikkede hurtigt ind på min mobil. 'Fantastisk. Hvornår skal du til den?' Skrev han. Jeg smilte lidt mens jeg skrev. 'På fredag. Glæder mig faktisk lidt' skrev jeg. Han svarede hurtigt. 'Også mig'. Jeg løftede det ene øjenbryn. Jeg skulle til at skrive til ham da jeg fik endnu en besked. 'Eller... Jeg glæder mig til at høre om den' skrev han hurtigt. Jeg løftede endnu en gang et øjenbryn. Jeg skulle til at svare da den velkendte sætning dukkede op på min skærm. 'See ya. I'll be here when you need me'. Jeg svarede hurtigt med en smiley.

Jeg stod forrest. Helt oppe ved scenen. Jeg havde betalt ekstra meget for det. Man kunne ligeså godt få det bedste ud af det, nu man var her. One Direction kom ud på scenen. Jeg begyndte at smelte indeni da jeg så Harry. Hans dejlige krøllede hår sad perfekt. Han havde noget afslappet tøj på og så var han da bare for lækker. Han lagde slet ikke mærke til mig, men det generede mig ikke. Jeg var jo alligevel så tyk at.. Stop. Nej. Jeg er ikke tyk. Husk på hans ord. Jeg kunne mærke min mobil brumme i min lomme. Jeg tog den hurtigt op. Det var en besked fra ham. 'Er koncerten begyndt?' Skrev han. Jeg smilte lidt. 'Ja. Lige nu faktisk. Og wow.. Fuck Harry er bare for lækker' skrev jeg med et smil om læben. Jeg så igen op på scenen. Louis stod og snakkede om et eller andet, men Harry fangede min opmærksomhed. Han kiggede på sin mobil og begyndte at smile mens han skrev på den. Jeg smilte lidt af ham. Han lagde mobilen tilbage i hans lomme, mens han kiggede ud over alle pigerne. 'Er du helt foran? Siden du kan se ham' skrev han. Jeg smilte stort. Jeg kiggede kort op på scenen. Til min store overraskelse stod Harry og kiggede direkte på mig. Vi fik øjenkontakt, men jeg kiggede hurtigt ned i mobilen. Det var for mærkeligt at have øjenkontakt med en man havde et crush på. Jeg tastede hurtigt et svar til ham. 'Ja. Jeg sidder helt foran. Og fuck.. Jeg havde lige øjenkontakt med Harry. Det var virkelig mærkeligt' skrev jeg. Jeg sendte den hurtigt. Jeg vendte opmærksomheden mod drengene på scenen. Lidt efter stod Harry igen med hans mobil. Han skrev kort noget på den inden han lagde den tilbage i lommen. 'You and i' begyndte at spille i højtalerne. Det var den sang der var min yndlings. Især fordi den mindede så meget om mig og 'ham'. Jeg fik en besked. 'Måske kunne han lide dit udseende' skrev han. Jeg smilte virkelig meget. Han var så sød mod mig. 'U just made my day;-)..' Skrev jeg. Jeg vendte min opmærksomhed mod drengene igen. Lidt efter nåede jeg lige at se Harry ligge hans mobil ned i hans lomme, med et kæmpe smil om læberne. Lidt efter satte han kursen mod mig. Sommerfuglene fløj rundt i min mave. Vi fik øjenkontakt, og lidt efter kom han helt hen til kanten af scenen. Han satte sig på hug lige foran mig. Lige idet han begyndte at synge rakte han hånden hen mod mig. "You and i. We don't wanna be like them. We can make it 'till the end. Nothing can come between you and i. Not even the gods above. Can seperate the two of us. No, nothing can come between you and i. Oh, you and i" sang han. Jeg rakte hånden ud og ramte hans. Alt blev ligesom lukket ude. Hans grønne øjne der så ind i mine. Et stød gik igennem min krop. Han gav mig et stort smil inden han rejste sig og sang videre. Gennem resten af koncerten blev han ved med at smile til mig. Han fyldte tomrummet i mit hjerte. De forlod scenen, og folk begyndte at rejse sig fra deres pladser. Jeg skulle til at gå, da jeg fik en besked. 'Du er smuk'. Han havde skrevet til mig. Jeg løftede det ene øjenbryn, og stoppede med at gå. Jeg skulle til at skrive da endnu en besked tikkede ind på min mobil. 'Bliv i salen til alle er ude' skrev han. Jeg blev pludselig bange. Tænk hvis han var en eller anden mand som havde tænkt sig at voldtage mig eller kidnappe mig. Men jeg blev. Jeg turde dog ikke svare ham. Jeg så nervøst rundt, mens de sidste få par mennesker forsvandt ud af salen. Jeg følte mig pludselig meget bange, og overvejede at løbe ud. En besked tikkede ind på min mobil. Jeg tøvede lidt, men åbnede den så. 'Vend dig om' stod der. Jeg tøvede lidt, men vendte mig så om. Foran mig stod Harry med hans mobil i hånden. "Det er mig" sagde han. Jeg fik store øjne. "Nej.. Det kan ikke være dig" sagde jeg hurtigt. Jeg rystede på hovedet, og håbede på at jeg snart ville vågne op. Min mobil brummede i min hånd. 'Du må gerne sige noget..' Stod der bare. Jeg så op på Harry, som havde et lidt nervøst udtryk i ansigtet. "Je... Jeg" sagde jeg. Jeg nåede ikke at sige noget, før min hjerne stod helt af. Det kunne ikke være ham. Havde jeg skrevet med Harry Styles hele tiden. Skrevet om hele mit liv, om mine problemer og skrevet at deres musik hjalp mig. Jeg havde skrevet til Harry ham selv at han var lækker. Mine ben knækkede sammen under mig, og jeg slog hovedet ned i gulvet. Jeg hørte hans stemme kalde på mig et par gange, inden der blev sort.

Jeg åbnede langsomt øjnene. Fem par øjne var rettet direkte mod mig. Jeg kom hurtigt op at sidde, hvilket fik det hele til at svimle for mine øjne. "Wow wow wow... Rolig nu" sagde en eller anden, mens jeg blev skubbet ned at ligge igen. Et par grønne øjne så direkte ind i mine øjne. "Er du okay.. Det så ret vildt ud" sagde han. "Hv.. Hvem er du?" Spurgte jeg. Alle så pludselig lidt chokeret på mig. "Kan.. Kan du ikke huske noget" spurgte han. Jeg rystede på hovedet. Jeg må indrømme at han var ret lækker, og hans stemme var meget sexet. Han vekslede blikke med en eller anden jeg ikke kendte. Vedkommende havde brunt hår, og han virkede meget voksen i alt hvad han gjorde. Liam tror jeg der var en der kaldte ham. Han var også lidt tiltrækkende. "See ya. I'll be here when you need me" sagde ham med de grønne øjne. Jeg spærrede øjnene op. Billeder dukkede op i mit hoved. Jeg vidste pludselig hvem han var. Harry. Ham jeg skrev med i over to år. Jeg satte mig op, og kiggede på ham i rigtig lang tid. Han så nervøst på mig. "Harry..." Sagde jeg lavt. Han så lettet ud. Han nikkede. De andre drenge forlod rummet. "Du er smuk" sagde han lidt efter. Jeg så væk fra ham, mens tårerne begyndte at samle sig i mine øjne. Han drejede forsigtigt mit hoved, så han kunne se mig. "Ikke græde. Du er virkelig smuk" sagde han. Han kendte jo alt til min anoreksi, hvilket ingen andre gjorde. Tårerne begyndte lige så stille at trille ned af mine kinder. Han lagde armene om mig. Jeg følte mig meget tryg i hans arme. Det var som om at vi altid havde kendt hinanden. Det havde vi jo også på en måde. Men vi skrev jo kun beskeder, og kendte ikke engang hinandens navne. "Nu lyder det måske lidt underligt.. Men hvad er dit navn?" Spurgte han. Jeg kom til at grine lidt, inden jeg så lige ind i hans dejlige grønne øjne. "Maria" sagde jeg. Hans øjne lyste op. "Jeg elsker det navn.." Sagde han lavt...

30 time senere:

Jeg sad og snakkede med alle drengene. De var søde, og Harry var bare helt perfekt. Jeg grinte lidt af Louis som lige havde fyret en joke af. Lidt efter mærkede jeg en hånd der sneg sig ind i min. Jeg kiggede på Harry, og han smilte til mig. "Hør.. Du synes måske at det er lidt mærkeligt at jeg spørger om det her. Og så at jeg gør det allerede nu" sagde han. De andre drenge blev stille og så bare på Harry og mig. Jeg så uforstående på ham. "Har du lyst til at blive shippet som Marry?" Sagde han. Jeg var forvirret. Hvad betød det. Alle drengene smilte lidt af ham. Jeg så uforstående på ham. Niall som sad på den anden side af mig lænede sig hen mod mig og hviskede i mit øre. "Han spørger om du vil være hans". Jeg brød ud i et stort smil, og næsten overfaldt Harry. "Ja" sagde jeg blot. Harry smilte rigtig meget, hvilket jeg også selv gjorde. Jeg trak mig lidt væk fra ham. Han så ned på mine læber, og jeg smilte blot endnu mere af det. Han så lidt spørgende på mig, og jeg besvarede det ved at lukke øjnene lidt. Et stød gik igennem hele min krop da vores læber ramte hinanden. Kysset varede i alt for kort tid hvis du spørger mig. Jeg kiggede direkte ind i Harry's grønne øjne. Hans øjne havde den der gnist i øjet, som bare passede perfekt til ham. Drengene sad og smilte vildt meget. Harry tog min hånd og rejste sig. Han gav tegn til at jeg skulle følge med ham. Jeg rejste mig med et smil, og fulgte med ham. Vi kom ind i et andet rum. Han smilte stort, og kyssede mig en ekstra gang. Han trak sig lidt fra mig igen. "Du ved godt hvad det her betyder ikke?" Sagde han. Selvfølgelig vidste jeg det. Jeg var kærester med ham. Men det slog mig pludselig hvad han mente. Han var verdensberømt. Alle folk ville kende mig fordi jeg var Harry's kæreste. Jeg ville nok få en masse hate, hvilket ikke ville blive en god ting. Specielt ikke pga. Min anoreksi og dårlige selvtillid. Mit smil falmede lidt. Harry så lidt ned i jorden, inden han nervøst så op på mig igen. "Tror du at du kan klare hate?" Spurgte han. Jeg nikkede lidt tøvende. Jeg måtte gøre det. For ham. Jeg elskede ham jo, selvom jeg ikke rigtig havde kendt ham i mere end en time cirka. "Hvis det bliver for meget skal du sige det. Lover du det?" Spurgte han. Jeg nikkede. "Jeg vil prøve" sagde jeg, inden jeg kyssede ham igen. Mit smil blev igen plantet på mine læber. "Har du lyst til en hygge-aften med de andre?" Spurgte han lidt usikkert. "Selvfølgelig" sagde jeg glad. Han smilte ret meget. Han flettede sine fingre ind i mine, og alt føles helt perfekt. Han sendte mig et stort smil. "Det er mærkeligt at sige.. Men.. Jeg elsker dig" sagde han. Jeg smilte lidt genert, mens jeg fik lidt røde kinder. Jeg så ned. "Jeg elsker også dig Harry" sagde jeg. Det mindede mig om noget. Jeg tog min mobil op af lommen, og gik ind på kontakten 'ham'. Jeg ændrede navnet til 'Hazza<3'. Harry så det, og begyndte at smile. Han fandt også hans mobil frem. Jeg grinte lidt da jeg så at han havde kaldt mig 'beautyqueen'. Han rødmede lidt, inden han ændrede navnet til 'Marry<3'. Jeg rødmede lidt. Han blandede vores navne. Det var sødt. Han lagde mobilen tilbage i lommen med et smil på læberne. Jeg lagde også min tilbage i lommen, og vi kyssede hinanden endnu en gang. Han tog fat i min hånd og førte tilbage ind til de andre. De rejste sig allesammen. "Det er måske på tide at komme hjem" sagde Liam. Harry nikkede, og kiggede kort på mig. Han smilte til mig, og gav tegn til at jeg skulle følge med dem. Jeg fulgte efter som en af de sidste. Louis sænkede farten lidt og kom hen ved siden af mig. "Du er heldig hvad?" Sagde han. Jeg nikkede og kiggede kort ind i hans blå-grå øjne. Sommerfuglene begyndte at flyve rundt i min mave. Jeg var stadig lidt genert. Vi kom hen til udgangen, og der stod selvfølgelig en masse vagter der prøvede at holde fansene væk. Jeg kiggede lidt skræmt på dem. Det var lidt skræmmende med så mange mennesker. Harry kiggede tilbage på mig, for at give mig et opmuntrende smil. Han kom hen og erstattede Louis. Han tog min hånd og gav den et klem. "Det skal nok gå. Bare hold dig tæt til mig" sagde han. Jeg smilte lidt usikkert, inden jeg nikkede lidt. De åbnede døren og skrigene fyldte mine ører. Vi nåede ikke ret langt ud før drengene hurtigt skrev et par autografer. Harry skrev en til en pige, da jeg pludselig blev revet tilbage af en vagt. Jeg blev skubbet hen mod fansene. Jeg var lige ved at panikke. Han troede jeg var fan. Jeg prøvede at komme tilbage til Harry, men vagten skubbede mig hurtigt tilbage. "Hey! Hun er med os" hørte jeg en velkendt stemme sige til vagten. Louis. Vagten så skeptisk på mig men lod mig så komme forbi. Tårerne begyndte at fylde mine øjne. Louis så det og lagde hurtigt armene om mig. "Det er okay nu" sagde han beroligende. Jeg lod tårerne forlade mine øjne. Jeg blev helt blød i knæene da jeg igen fik øjenkontakt med ham. "Harry!" Sagde Louis. Lidt efter slap han mig, og lod Harry erstatte ham. "Hvad skete der?" Spurgte han forvirret mens han tørrede tårerne væk fra mine kinder. Jeg sagde ikke noget til ham, så Louis begyndte at forklare ham det. Harry knugede mig ind til ham. "Er du okay?" Spurgte han. Jeg tørrede de sidste tårer væk, inden jeg nikkede. Jeg så over på Louis. "Tak" sagde jeg. Han nikkede kort og sendte mig et opmuntrende smil, inden vi gik videre. Harry lagde beskyttende den ene arm om mig. Vi kom hen til en stor bil. De andre satte sig ind, og Harry så hen på mig. "Jeg håber at det er okay at du sidder på mig. Der er ikke plads nok ellers" sagde han lidt usikkert. Jeg fniste lidt. "Det er okay" sagde jeg. Han smilte inden han satte sig ind. Jeg satte mig kort efter på ham, og døren blev lukket. Jeg lagde mit hoved på hans skulder, så jeg selvfølgelig stadig kunne se de andre. De smilte lidt mens de kiggede på mig og Harry. "Nuurh.. Hvor er i søde" sagde Liam. Det fik mig til at smile. "Hey.. Har du grædt?" Spurgte Zayn. Jeg nikkede lidt, mens Harry begyndte at nusse mig lidt på armen. "Hvad er der sket?". Louis forklarede dem det. Lidt efter så de på mig, med lidt undskyldende blikke. Jeg grinte lidt af dem. "Det er okay" sagde jeg. Der var lidt stilhed. Niall valgte at bryde den. "Skal vi ikke lege det der spørgsmåls-ting?". De så alle spørgende på mig, og jeg nikkede hurtigt. De spurgte om alt muligt forskelligt. "Hvor er du født?" Spurgte Zayn. "I Danmark" svarede jeg. De så forbløffet på mig. "Så du er dansker, men du bor i England?" Spurgte Niall så. Jeg nikkede hurtigt. "Hvor længe har du så boet i England?" Spurgte Louis intresseret. "I snart tre år" svarede jeg. "Så du har altså snakket dansk i flere år end engelsk?" Fortsatte Louis. Jeg nikkede. "Jeg troede du var englænder..." Sagde Zayn så. Jeg grinte lidt. "Hvorfor?" Spurgte jeg. "Du har en engelsk accent og du snakker som om du altid har snakket engelsk" svarede han. Det fik mig endnu en gang til at grine. "Jeg ved det... Jeg har altid elsket engelsk, og har altid villet bo i England, så jeg flyttede herhen" sagde jeg. De så alle lidt forbløffet på mig. Selv Harry. Han vidste det ikke engang. "Wow. What a brave girl" sagde Liam. Jeg grinte lidt. Der gik lidt tid før Niall stillede mig et spørgsmål mere. "Hvad er din livret?". Jeg stivnede lidt. Tanken om mad, gav mig trangen til at kaste op igen. Harry lagde hurtigt armene om mig, og jeg gemte hurtigt mit ansigt i hans skulder. Tårerne trillede ned af mine kinder. "Sagde jeg noget forkert?" Spurgte Niall forvirret. Ingen svarede. Jeg kunne mærke deres blikke i nakken. Jeg trak mig lidt fra Harry igen, og så ind i hans grønne øjne. Han så bekymret på mig. Han mimede et 'er du okay?'. Jeg nikkede lidt. Jeg så hen på den stakkels forvirrede blonde dreng. "Det er okay Niall" sagde jeg. Ingen af de andre anede noget om min anoreksi. Jeg havde heller ikke planer om at fortælle dem det, medmindre jeg blev rigtig gode venner med dem. Jeg havde stort set glemt tårerne der trillede ned af mine kinder. Det fik Louis til at se bekymret på mig. Den måde Louis så på mig.. Hans blik kunne nærmest trøste mig mere end Harry. Louis skulle nok blive en god ven. Liam, Zayn og Niall så alle forvirrede ud, men de sagde ikke noget til det.

Jeg så på maden, men så hurtigt væk fra det igen. En klump satte sig i min hals, og tårerne pressede sig lidt på. De andre begyndte at spise. Harry så bekymret på mig, mens han tog noget mad i munden. Jeg rørte slet ikke maden, hvilket fik dem til at se undrende på mig. "Skal du ikke have noget?" Spurgte Liam. Tårerne pressede sig endnu mere på, men det hjalp hurtigt da Harry tog fat i min hånd under bordet. "Jeg er ikke særlig sulten" sagde jeg lavt, for ikke at afsløre at jeg var tæt på at græde. Harry gav min hånd et klem. Louis så tænkende på mig, og jeg så hurtigt ned i bordet. "Maria..". Jeg kiggede tilbage op på Louis. "Kan jeg lige snakke med dig?" Spurgte han lavt, og så over på Harry for at få tilladelse. Harry nikkede, og Louis så spørgende på mig. Jeg nikkede lidt, og rejste mig uden at flytte blikket fra jorden. Jeg fulgte efter Louis. Han stoppede inde på et værelse som jeg skyder på var hans. Han vendte sig om mod mig, men jeg blev ved med at kigge ned i jorden. Louis sukkede lidt. "Maria.. Er der noget galt? Noget du vil snakke om?" Spurgte han. Jeg rystede lidt usikkert på hovedet. Han placerede to fingre under min hage, og tvang mig til at se på ham. "Du kan fortælle mig det. Jeg siger det ikke til nogen" sagde han roligt. Tårerne begyndte at vise sig i mine øjne. Jeg kiggede væk. "Jeg kan ikke fortælle dig det" sagde jeg. Han lagde armene om mig. Hver gang han lagde armene om mig.. Hans kropsvarme imod min krop.. Jeg sank hurtigt en klump. Jeg fik tørret tårerne væk, og trak mig så væk fra ham igen. "Er du helt sikker på at du ikke vil snakke om det?" Spurgte han en sidste gang. Jeg nikkede tøvende. Han nikkede lidt, inden han førte ud til de andre igen. Jeg satte mig igen ved siden af Harry, og sagde ingenting. Harry tog igen fat i min hånd. Jeg kiggede ind i hans grønne øjne, og han kunne hurtigt se at jeg havde grædt igen. Han lagde armene om mig, og aede min ryg. De andre så lidt undrende på Harry og mig. Harry rejste sig lidt efter. "Kom" sagde han, og rakte hånden ned til mig. Jeg kom op at stå, og han trak mig ind i et hurtigt kram. Han fik mig med ind på et værelse, som nok må være hans værelse. "Er du okay?" Spurgte han. Jeg nikkede. "Han spurgte om der var noget galt ikke?" Spurgte han. "Jo.. Men jeg kan bare ikke få mig selv til at fortælle det" sagde jeg, med en skrøbelig stemme. Han lagde igen armene om mig. "Det er okay. Skal jeg fortælle dem det for dig? Eller vil du ikke have at de ved det?" Spurgte han. "Jeg vil gerne vente med at fortælle det til dem" sagde jeg. "Okay.. Bare husk at jeg er her hvis du får brug for nogen at snakke med" sagde han. Jeg nikkede lidt. "Skal vi ikke se lidt film med de andre?" Spurgte han lidt efter. "Så kommer jeg sent hjem..." Sagde jeg. "Det er okay.. Du må gerne sove her hvis det er" sagde han. "Det vil jeg gerne" sagde jeg, inden vi gik ind til de andre igen. Han kyssede mig kort, inden vi satte os i sofaen. "Vi har sat en gyser på" sagde Niall som prøvede at holde et grin inde da han så mit ansigtsudtryk. Han skulle få igen skulle han. Jeg kiggede over på Harry som også prøvede at klemme et lille grin inde. "Harry.." Sagde jeg, med et snert af grin i stemmen. Han nikkede, og ventede på at jeg snakkede videre. "Skal vi ikke give Niall et mareridt i nat?" sagde jeg. "Hva.." Han holdte hurtigt mund da han forstod den. Niall så forfærdet på mig og Harry. Vi brød alle ud i grin, undtagen Niall. "Det har jeg ikke lyst til at vide noget om" sagde Niall så. Wow.. Han var cute når han var fornærmet. Trangen til at kaste op kom pludselig. Jeg stoppede med at grine, og rejste mig lidt for hurtigt fra sofaen. Jeg nåede kun lige til døren ud af stuen, da Harry tog fat i min hånd. "Lad være" sagde han lavt nok til at de andre ikke kunne høre det. De sad dog og så forvirrede ud. Jeg klemte øjnene lidt sammen og sank den klump der sad i min hals. Jeg åbnede igen øjnene, og Harry fangede mine øjne i hans. "Jeg kan ikke Harry" hviskede jeg med gråd i stemmen. Han lagde armene om mig og kyssede mig på panden. "Jeg ved du kan" sagde han. "For min skyld?" fortsatte han. Jeg nikkede lidt. Jeg så tilbage på de forvirrede drenge. "Du må gerne fortælle Louis det, men de andre må ikke vide det" sagde jeg lavt. Han så på mig med et forstående blik, inden han nikkede. Jeg gik hen og satte mig i sofaen, mens Harry fik Louis med sig ud af stuen. Der var en akavet stilhed. Jeg blev ved med at synke den klump jeg havde i halsen, men det var svært. Der gik ikke mere end et par minutter før jeg ikke kunne holde det ud længere. Jeg rejste mig hurtigt, og løb ud på badeværelset. Jeg satte mig foran toilettet, og brækkede mig. Det var ikke mad, men mavesyrer jeg kastede op. Og det gjorde virkelig ondt, når der ikke var noget mad at kaste op. Lidt efter stod Harry og Louis i døren til badeværelset. Harry så skuffet ud, og Louis så chokeret og bekymret ud da han jo vidste det nu. Harry's skuffede blik fik mig til at græde. Jeg gemte mit ansigt i mine knæ. Hvorfor kunne jeg ikke lade være? Harry havde holdt mig fra det i fire dage, og nu røg jeg tilbage i det hele igen. Harry lagde armene om mig. "Shh.. Det er okay. Jeg ved det er svært, men du er nødt til at kæmpe" sagde han roligt til mig. Jeg nikkede lidt. Min krop begyndte at ryste lidt. "Kom. Lad os se lidt film. Det kan være at det hjælper lidt" sagde han. Jeg nikkede, og kom med hans hjælp op at stå. Louis så bekymret på mig, da vi gik forbi ham. Vi kom ind i stuen, og jeg placerede mig selv i sofaen. Harry forsvandt ud i køkkenet. Louis placerede sig på den ene side af mig. Han lagde armene om mig, mens de andre bare så forvirret på os. "Er du okay?" Hviskede han i mit øre. Jeg tørrede tårerne væk, og nikkede så. Louis måde at trøste mig på.. Han kunne få mig til at stoppe med at græde bare ved at ligge armene om mig.. Harry kom ind med nogle snacks. Jeg undlod at se på det, da det ville gøre det værre. Louis trak sig fra mig. Jeg tørrede endnu en tåre væk. Harry satte sig ned ved mig. "Her" sagde han lavt, mens han rakte mig et glas vand. Jeg tog imod det og drak lidt af det. "Tak.." Sagde jeg, mens jeg satte det på bordet. Han smilte et lille smil til mig, og trak mig tættere på ham. Jeg lænede mig lidt op af ham, og Zayn startede filmen. Filmen var ret klam. Jeg kom flere gange til at hoppe af forskrækkelse. Harry grinte lidt hver gang. Et lille stykke inde i filmen, begyndte det igen. Jeg trak mig lidt væk fra Harry. Han så forvirret på mig. Jeg bed mig lidt i læben og sank det igen og igen. Han fandt hurtigt ud af hvad der var galt. Han lagde hånden på min ryg, og hviskede i mit øre. "Du kan godt". De andre havde ikke lagt mærke til noget. Jeg lukkede øjnene, og lod tårerne passere. "Kom" sagde han og rejste sig. Jeg rejste mig uden tøven. Harry sagde et eller andet til de andre, og så gik jeg med ham. Han førte mig ind på hans værelse. "Her. Lig dig" sagde han. Jeg lagde mig ned i hans seng. Lidt efter lagde han sig ved siden af mig. Han fjernede mit pandehår fra mit ansigt, og nussede min arm lidt. Jeg faldt i en dyb søvn, og så endda med et smil på læben. Det var flere år siden jeg bar et smil når jeg faldt i søvn.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...