One direction imagines

Heri skriver jeg en masse imagines, når jeg har tid. Kan godt lave nogle til jer:-) bare skriv: dreng(harry, liam, louis, niall eller zayn) og hvad der skal ske i historien. Eventuelt hvor det skal foregå:-)

15Likes
19Kommentarer
2789Visninger
AA

16. 4. del af langt imagine

Jeg kunne fornemme at der var en der stod bagved mig. Jeg kiggede ikke tilbage. "Hey.. Er du okay?". Jeg så tilbage på Louis. Han stod med hænderne i lommerne på hans bukser. Jeg kiggede tilbage ud af vinduet uden at svare. Tårerne trillede stadig ned af mine kinder, men jeg var ligeglad. Jeg lagde hovedet mod det kolde vindue. "Nej.. Det er jeg ikke Louis" Sagde jeg lavt. Han satte ved siden af mig i vindueskarmen. "Hør.. Jeg er ked af at hun spurgte om det.. Jeg skulle have stoppet hende" sagde han. Jeg kiggede ned på mine hænder. "Det er ikke din skyld" sagde jeg, mens jeg begyndte at fumle med hænderne. Louis lagde en hånd oven på mine hænder, hvilket fik mig til at stoppe med at fumle med dem. "Hey.. Kan du huske hvad lægen sagde?" Spurgte han. Jeg kiggede op i hans blå-grå øjne, og nikkede så lidt. "Du reddede hende.. Hvis ikke du havde været der havde hun måske ikke været her længere.." Sagde han så. Flere tårer kæmpede sig ned af mine kinder. Louis gav min hånd et blidt klem, og rejste sig så op igen. "Kom.. Lad os se hende" sagde han, med et forsigtigt smil. Jeg så kort ned på mine hænder inden jeg rejste mig.

Louis åbnede døren og så tilbage på mig, inden han gik ind. Jeg tøvede lidt, inden jeg gik ind. Jeg så op fra jorden og allerede da jeg så hende, brød jeg fuldstændig sammen. Alt det jeg havde gjort mod hende, hvordan havde jeg fået mig selv til det. Louis lagde armene om mig, og jeg kunne slet ikke holde tårerne tilbage. Liam, Zayn og Niall kom også ind. De vidste alle fire at når jeg først begyndte at græde var det noget der virkelig tog hårdt på mig. "Harry..." Sagde en hæs stemme. Vi fik alle fem et chok. Jeg vendte mig hurtigt om, uden at tænke over at jeg så forfærdelig ud med tårer overalt. Hun så bestemt ikke rask ud. Hun så svag og træt ud. Mine øjne låste sig fast i hendes. Jeg stod bare der, og kunne ingenting gøre. Louis gav min skulder et kort klem, hvilket fik mig til at gå hen til hende. Døren blev lukket bag mig. Jeg vidste at drengene havde forladt rummet, så jeg var alene med hende. "Tak.." Sagde hun svagt. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle svare, så jeg lagde min hånd på hendes og kyssede hende i panden. Først lidt efter lagde jeg mærke til forbindingen på hendes mave. Jeg så forvirret på det, og kiggede så lige ind i hendes øjne. "De fjernede det.." Sagde hun, med en stadig svag og hæs stemme. En tåre forlod mit ene øje. Jeg vidste godt hvad hun snakkede om. Hun prøvede at komme op at sidde, men jeg skubbede hende blidt ned igen. "Det er nok bedst at du bliver der.." Sagde jeg lavt. Jeg bukkede mig ned og kyssede hende på munden. "Det er okay nu.." Sagde jeg, selvom jeg ikke følte mig lettet eller noget. Hun smilte svagt af min handling, hvilket fik mig til at smile svagt tilbage. "Hvad har du lavet?" Spurgte hun, mens hun kiggede på min hånd. "Jeg.. Je.." Sagde jeg. Hun så indtrængende på mig. "Jeg slog hånden ind i en mur.. Med vilje" sagde jeg og kiggede ned på mine fødder. Hun tog fat i min raske hånd, hvilket fik mig til at kigge tilbage på hende. "Lad være med det.. Du fortjener det ikke.." Sagde hun, mens en lille tåre forlod hendes ene øje.

Dagen efter:

Jeg havde fået at vide af en læge at jeg skulle hjælpe Maria med at skifte forbindingen hver dag, og få hende herhen efter et par uger, for at være sikker på at der ikke kom infektion i såret efter de fjernede fosteret. Så her sad jeg nu. Jeg skulle til at hjælpe med at få forbindingen af hende, og sætte noget nyt på. Jeg kæmpede med at holde tårerne tilbage. Jeg begyndte at pille forbindingen af, og langsomt blev snitsåret blottet for mine øjne. Jeg kunne ikke klare det. Jeg rejste mig hurtigt, og gik. "Harry.." Kunne jeg høre Maria's bløde, lyse stemme bag mig. Jeg stoppede op, uden at kigge tilbage på hende. "Jeg kan ikke..." Sagde jeg, inden jeg gik ud i køkkenet. Louis stod og var ved at lave mad. "Skulle du ikke...". Han nåede ikke at sige mere. "Jeg kan ikke Louis.." Sagde jeg, mens tårerne begyndte at presse endnu mere på. Det endte med at et par tårer forlod mine øjne. Jeg satte mig frustreret på en stol. "Hey... Det er okay.. Jeg skal nok gøre det.." Sagde Louis. Han gav min skulder et klem, inden han forsvandt ind i stuen til Maria.

Louis synsvinkel:

Jeg gik ind i stuen, men stoppede i døren. Hun græd. Jeg gik hen til hende, og satte mig ned ved siden af hende. "Hey.. Hvad er der galt?" Spurgte jeg, hvilket fik hende til at se op på mig. Hendes lyseblå øjne borede sig ind i mine, hvilket sendte et stød igennem min krop. Åh nej.. Det her kunne jeg ikke fortælle Harry. Jeg så hurtigt væk fra hendes øjne. Det her var ikke særlig godt. Det var sket et par gange, men jeg kunne altså ikke få mig selv til at fortælle det til Harry. Specielt ikke til hende. "Han er bare så.. Så fraværende" græd hun, hvilket fik mig til at placere en hånd på hendes ryg. "Han har bare brug for tid.." Sagde jeg selvsikkert. Men jeg var slet ikke sikker på det. Han plejer nogen gange bare at efterlade problemerne et sted, og så glemme alt om dem. Hvilket vil sige at han så ville have Maria væk fra sig for at glemme hende. Tanken om det fik mig til at lægge armene om hende, og trække hende tæt ind til mig. "Shh.. Det skal nok gå" hviskede jeg i hendes øre. Jeg trak mig fra hende igen. "Lad mig hjælpe med det der" sagde jeg så, og begyndte at fjerne forbindingen. Harry var måske hårdest ramt af alt hvad der var sket, men jeg var også ramt af det. Jeg forstod pludselig hvorfor Harry ikke kunne gøre det. Da jeg så selve snitsåret, måtte jeg synke en klump. Jeg fik hurtigt noget nyt sat på. Jeg kiggede op i hendes øjne. Sommerfuglene begyndte at røre på sig i min mave, men jeg prøvede at ignorere det. Jeg tørrede tårerne væk fra hendes kinder, og gav hende et kort smil. "Det skal nok gå. Han bliver god igen.." Sagde jeg, selvom jeg egentlig ønskede at han ikke gjorde.. 'Hvad sker der for dig! Han er nødt til at blive god igen'.. Jeg sukkede lidt. Mit hjerte sagde noget helt andet end min hjerne... "Kom" sagde jeg, idet jeg rejste mig. Jeg rakte hånden ned til hende, og hjalp hende op. "Jeg har lavet mad.." Sagde jeg lavt, fordi jeg vidste at hun stadig havde problemer med anoreksi. Det var kun blevet sværere for hende efter alt hvad der var sket for hende. Hun så lidt ned i gulvet, så jeg gav hendes hånd et blidt klem. Hun kiggede op på mig, og gav mig et lille smil som fik sommerfuglene til at dukke op igen. Jeg vendte mig hurtigt væk fra hende, og gik ud i køkkenet. Harry sad med ansigtet i hans hænder. Jeg lagde en hånd på hans ryg, hvilket fik ham til at se op på mig. "Kom. Jeg skal lige snakke med dig" sagde jeg lavt. Han så forvirret på mig men nikkede så. "Vi kommer om lidt" sagde jeg til Maria. Hun smilte lidt til mig idet hun nikkede lidt. Jeg gik ind i stuen med Harry i hælene. Jeg lukkede hurtigt døren. "Hør Harry.. Jeg.. Jeg..". Hvorfor kunne jeg ikke bare sige det til ham. "Du hvad?.." Spurgte han langsomt. "Jeg.. Hør, lad være med at være så fraværende. Hun har virkelig brug for din støtte lige nu. Hun har det allerede svært nok i forvejen". Et klap på skulderen til mig selv. Jeg kunne ikke engang fortælle min egen bedste ven at jeg var forelsket i hans kæreste. Harry kiggede ned. Jeg sukkede lidt, inden jeg gik ud i køkkenet. Efter et par sekunder kom Harry også ind igen. Han gik hen til Maria, og kyssede hende. Hvorfor skulle det gøre så ondt. Siden den dag, vi havde holdt koncert. Jeg hjalp hende, fordi vagten troede at hun var fan. Da jeg så at hun fik tårer i øjnene, havde jeg lyst til at kysse hende, holde hende tæt ind til mig, og fortælle hende at alt var okay. Det eneste jeg ikke kunne var at kysse hende. Hun var Harry's...

Maria's synsvinkel:

Hvorfor ville Louis ikke holde øjenkontakten. Han var begyndt at opføre sig lidt mærkeligt. Han havde hele tiden været en rigtig god ven, som vidste præcis hvordan han skulle gøre mig glad igen. Men.. Han var bare blevet lidt mærkelig. Som om han ikke ville se mig som en af hans venner længere. Som om han bare ville af med mig. Det sårede mig lidt. Alle tankerne fløj rundt i mit hoved, så jeg fik ikke engang spist noget. Harry lagde hans hånd på min skulder, hvilket fik mig til at kigge op på ham. "Spis nu. Du har brug for det" sagde han. Det sårede mig lidt, da han sagde det uden en eneste følelse. Hans øjne manglede også den gnist der normalt var i den når han så mig. Jeg så væk fra ham, og rejste mig. "Undskyld mig" sagde jeg koldt, inden jeg gik ud af køkkenet. Jeg så kort tilbage ind af døren. Harry sad med ryggen til, mens Louis kunne se mig. Harry sænkede hovedet. Han kiggede ikke engang tilbage efter mig, eller gik efter mig. Det sårede mig virkelig meget, så en enkelt tåre slap fri. Louis så op efter mig, hvilket fik ham til at opdage mig med tårer ned af kinderne. Jeg vendte mig, og gik ud på badeværelset. Jeg lod mig selv glide ned af væggen til jeg sad på gulvet. Jeg gemte mit ansigt i mine knæ. Jeg så op, da jeg fornemmede at der var en der satte sig ved siden af mig. Jeg troede et kort sekund at det var Harry, men da jeg så Louis blev jeg skuffet. "Er du okay?" Spurgte han forsigtigt. Jeg bed mig selv blidt i læben, og rystede på hovedet.

Louis synsvinkel:

"Spis nu. Du har brug for det" sagde Harry. Jeg strammede grebet om bestikket jeg havde i hånden. Han snakkede så koldt til hende, og jeg vidste at det sårede hende. Jeg kunne se at tårer begyndte at samle sig i Maria's øjne. Lidt efter rejste hun sig. "Undskyld mig" sagde hun koldt, men jeg kunne sagtens høre at hun var ved at græde. Harry så ikke ud til at bide mærke i det. Jeg så på Harry, som blot så ned og virkede ligeglad med at han fik Maria til at gå, og samtidig med sårede hende virkelig meget. Jeg kiggede efter hende, men opdagede hurtigt at hun stod i døren. Hun så såret ud, og flere tårer var på vej ned af hendes kinder. Jeg vidste at Harry's kolde måde at sige at hun skulle spise noget på havde såret hende. Hun vendte sig hurtigt og gik. Jeg rejste mig, og gik bare. Harry så efter mig, men jeg gik bare fra ham. Jeg fandt Maria på badeværelset. Hun sad på gulvet og havde gemt hendes ansigt i hendes hænder. Jeg gik hen og satte mig ved siden af hende, hvilket fik hende til at se op. Først så hun håbefuld ud, men da hun så mig så hun skuffet ud. "Er du okay?" Spurgte jeg blidt. Jeg havde virkelig lyst til at kaste mig over hende, og bare kysse hende til hun var glad igen. Men jeg lod være. Jeg ville ikke miste min bedste ven fordi jeg var forelsket i hans kæreste. "Han er så.. Kold.. Jeg kan ikke klare ham lige nu.. Jeg savner den gamle Harry..." Græd hun. Jeg lagde armene om hende. Hun gemte hendes ansigt i min skulder hvilket sendte flere signaler gennem min krop. Jeg trak mig lidt efter væk fra hende igen. Jeg fik øjenkontakt med hende, men som tidligere, brød jeg den hurtigt igen. "Hvad er der med dig? Kan du heller ikke lide mig længere?" Spurgte hun, mens flere tårer fyldte hendes øjne. Jeg fik store øjne. "Selvfølgelig kan jeg det.. Hvad får dig til at tro det?" Spurgte jeg hurtigt. Hun så ned i jorden. "Du vil ikke længere se mig i øjnene.. Det er ligesom om at alle bare hader mig nu..". Hun kiggede tilbage op på mig, og denne gang fik vi øjenkontakt, men jeg brød den ikke længere. "Hvorfor er der ikke længere nogen der kan lide mig Louis?" Spurgte hun. Det sårede mig at hun følte at det var nødvendigt at spørge om det. Jeg kunne ikke længere stå imod. Jeg plantede mine læber på hendes. Hun stivnede lidt, og med det samme fortrød jeg min handling. Men det stoppede hurtigt, da hun kyssede med. Hun kyssede med.. Betød det at hun kunne lide mig, som jeg kunne lide hende? Eller ville hun bare bruge mig, fordi Harry var kold overfor hende? Det fik mig til at trække mig væk fra hende. Til min overraskelse smilte hun, og gnisten var tilbage i hendes øjne. "Undskyld.." Hviskede jeg, og var ved at rejse mig, men hun trak mig tilbage. "Hvor skal du hen?" Spurgte hun med en lidt såret stemme. "Det kan jeg ikke gøre mod Harry..." sagde jeg så. Hun vendte mit hoved så jeg fik øjenkontakt med hende. "Louis... Siden dengang ved koncerten.. Du hjalp mig da vagten troede at jeg var fan... Jeg.. Mine ben begyndte at føles som gele, og sommerfuglene fløj rundt i min mave, da vi fik øjenkontakt... Jeg faldt for dig, men jeg var bange for at fortælle dig det.. Jeg vidste ikke om du følte det samme.. Gør du det?" Sagde hun. Hele min verden faldt sammen. Den person jeg var faldet fuldstændig for, følte det samme for mig. Men hvad med Harry?.. Jeg havde ingen ide om hvad jeg skulle svare. "Jeg.. Jeg faldt også for dig præcis på det tidspunkt.." sagde jeg. Jeg kunne ikke lyve for hende. Så skulle jeg gå rundt med følelser for hende, og hun skulle gøre det samme med mig. Det kunne jeg ikke gøre mod mig selv, eller hende. Hendes øjne lyste op, som om hun lige havde fået det hun ønskede sig allermest i hele verden. "Men.. Harry.." Sagde jeg. Hun så ned. "Det var kærlighed i starten, men efter jeg blev voldtaget.. Han blev aldrig sig selv igen, og det var ikke længere det samme... Der vidste jeg at jeg havde valgt den forkerte fra starten.." Sagde hun langsomt. Når hun kunne fortælle mig alt det, måtte jeg også fortælle hende et par ting som jeg hele tiden havde holdt for mig selv. "Hver gang dig og Harry kyssede blev jeg jaloux. Hver gang vi fik øjenkontakt måtte jeg bryde den fordi sommerfuglene fløj rundt i min mave. Da du blev voldtaget var jeg såret. Dybt inde.. Da det hver gang var Harry der kunne komme tæt på dig, Føle din krop mod hans.. Jeg håbede hver eneste dag at du ville fortælle mig at du kunne lide mig istedet for Harry. Da du var syg... Jeg kunne ikke klare at se dig sådan. Da Harry spurgte om din temperatur, og om du havde fået det dårligere siden.. Du kiggede op på mig, istedet for Harry. Jeg vidste med det samme hvad dit svar var.. Jeg kan finde ud af dit svar bare ved at se på dig.. Det kan Harry ikke.. Det gav mig håb.." Sagde jeg langsomt. "Det er det jeg mener.." Sagde hun så, mens hun fjernede en lille tåre fra hendes kind. Allerede der kunne jeg fortælle at det var en glædeståre. "Da han spurgte efter min temperatur.. Du fortalte ham den.. Du havde et smil om læberne, men dine øjne.. De sagde noget andet.. Da han spurgte om jeg havde fået det dårligere kiggede jeg op på dig, fordi jeg skulle se om du vidste svaret.. Harry kunne ikke engang se hvad mit svar ville være bare ved at kigge på mig... Jeg blev altid blød i knæene når vi fik øjenkontakt... Den måde du behandlede mig på.. Du fik Harry til at holde sig væk fra mig, da jeg havde mindst lyst til at snakke med ham... Du kunne se på mig at jeg ikke ville snakke med ham.. Det kunne han tydeligvis ikke.. Jeg var bange for at fortælle dig det, hvis du ikke følte det samme.. Men nu kan jeg se at jeg skulle have sagt det for lang tid siden.. Louis.. Jeg ved ikke om jeg burde sige det her.. Men.. Jeg fik Harry til at fortælle dig om min anoreksi, og ikke de andre.. Jeg ville have at du skulle vide det fordi jeg stolede på dig.. Jeg stolede mere på dig end Harry... Jeg blev sammen med Harry fordi at jeg var bange for at jeg aldrig ville se dig igen, hvis jeg slog op med ham..". Jeg lukkede øjnene og lænede mig tættere på hende. Hun gjorde det samme, og snart var vores læber som klistret sammen. Det var en fantastisk følelse. Det var som fyrværkeri i alle mulige farver. Hendes læber var de blødeste jeg nogensinde havde kysset. Hun bed mig blidt i læben, hvilket tændte mig en smule. Hendes tunge bad om adgang, og jeg åbnede min mund lidt. Vores tunger legede rundt med hinanden. Et host fik os til at trække os meget hurtigt væk fra hinanden. Vi åndede begge lettet ud da det var Liam der stod i døren. "Prøv lige at slappe lidt af med det der ikke?" Sagde han lavt. Jeg så forvirret på ham, hvilket fik ham til at sukke lidt. Jeg så over på Maria, som så lige så forvirret på mig. "Hallo i to" sagde Liam, hvilket fik os til at kigge op på ham igen. Han kom ud på badeværelset og lukkede døren efter sig. "Er.. Er du ikke sur? Er det ikke nu du burde fortælle Harry det?" Sagde jeg forvirret. Han sukkede lidt igen, inden han rystede på hovedet. "Jeg har lagt mærke til den måde i hele tiden kigger på hinanden. Det er ikke hemmeligt at i begge er faldet for hinanden. Harry er ligesom faldet helt fra sig selv.. Der er en grund.. Efter du, Maria blev voldtaget, ville Harry snakke med mig... Han fortalte mig at han havde lagt mærke til at i begge så på hinanden på den måde.. Som om at i hungrede efter hinanden.. Han lagde mærke til at du Louis, beskyttede Maria mere end Harry selv følte han gjorde.. Han følte at han bare var der til at føre jer to sammen.. Efter det blev han lidt fraværende, og grunden er at han ligesom lod mærke til at i var faldet helt for hinanden. Han begyndte at drikke netop på grund af det.. Han følte at du, Maria var hans eneste ene, men det var du bare ikke... Da han havde slået dig og såret dig, kunne han slet ikke tage det mere.. Han holdt op med at være sig selv... Han var virkelig såret, men han ville ikke ødelægge det for jer.. Han ville have at det skulle være jer to.. Han følte ikke at han var god nok længere.. Han planlagde det med forbindingen.. Han ville have at du skulle gøre det så i kunne komme til at fortælle hinanden om jeres følelser for hinanden. Han fortalte mig om hans lille plan..." Sagde Liam. Jeg sad med åben mund, synkront med Maria. "Hv.. Hvor længe har du vidst alt det?" Spurgte jeg chokeret. "Siden koncerten. Da en vagt troede at du, Maria var fan. Da du hjalp hende. Den måde du kiggede på hende. Jeg kunne se det på den måde i kiggede på hinanden, og da du trøstede hende. Det hjalp hende, men da Harry kom hen til hende var det som om at han ikke gjorde det samme for hende. I bilen da Niall spurgte om hendes livret. Hun kiggede på dig, og du så bekymret på hende. Harry prøvede at trøste hende, men først da hun fik øjenkontakt med dig hjalp det" svarede han. "Hvornår fandt Harry ud af det?" Spurgte Maria, som ellers havde været stille hele tiden. "Efter du blev voldtaget.. Da Louis fjernede blodet fra dit ansigt. Den måde han så på dig. Da du kastede blod op.. Louis var den første til at reagere, og siden da har han vidst det.." Svarede han hende. Hun så ned. Jeg så igen op på Liam. "Er der overhovedet noget du ikke har et svar på?" Spurgte jeg. Han så lidt tænkende på Maria. "Ja.. Jeg har hele tiden undret mig over hvorfor hun begyndte at græde da Niall spurgte om hendes livret. At hun ikke spiste noget det første stykke tid.." Sagde han. Maria så med det samme op på mig med store øjne. Hun sendte mig lidt efter et blik der fortalte mig at hun ville have at jeg skulle fortælle ham svaret. Jeg så tilbage op på Liam. "Hun.. Har anoreksi.." Sagde jeg lavt. Hans øjne blev store, og han kiggede straks på Maria, som pludselig havde tårer i øjnene. Jeg lagde armene om hende, og kyssede hende i håret. Hun begyndte at hulke lydløst. "Shh.. Det er ikke din skyld" hviskede jeg i hendes øre. Hun lagde hovedet imod mit bryst, hvilket fik hende til at slappe af. Liam stod som stivnet, uden at sige noget. Lidt efter blev døren til badeværelset åbnet. "Jeg havde ret havde jeg ikke?" Spurgte Harry lavt. Da Liam ikke rørte sig ud af flækken så Harry spørgende på mig. "Han har lige fået at vide at hun har anoreksi.." Sagde jeg. Han nikkede lidt. "Så.. Du er ikke sur?" Spurgte jeg. Han rystede på hovedet. "Jeg vidste at hun ville vælge dig istedet for. Jeg blev med hende, for at få hende til at fortælle dig det. Da hun ikke selv gjorde det måtte jeg jo få jer til at snakke sammen på en anden måde. Efter igår på hospitalet fik jeg det nærmest serveret på et fad. Jeg skulle bare opføre mig koldt overfor hende, og sige at jeg ikke kunne tage forbindingen af hende. Jeg vidste at det ville såre hende, men det var den eneste udvej. Derfor gik jeg, og fik dig til at gå ind til hende. Jeg lyttede til alt hvad i sagde. Da jeg hørte at hun sagde det med at jeg sårede hende ved at være så kold overfor hende, vidste jeg præcis hvad jeg skulle gøre. Jeg sårede hende endnu mere, for at lade dig gå efter hende og forhåbentlig fortælle hende om dine følelser for dig. Det var ikke fordi jeg var glad for at såre hende, men jeg ville have at hun skulle blive lykkelig... Igår, på hospitalet.. Jeg sad i vindueskarmen.. Ja, jeg græd, men det var minderne der gjorde mig ked af det... Jeg elskede hende virkelig meget, men jeg vidste at i to var som skabt for hinanden.. Da hun blev voldtaget.. Jeg fik en person hyret til det, for at få jer sammen" sagde han, mens et par tårer forlod hans øjne. Lidt efter stod Zayn og Niall også i døren. Alle så chokeret på Harry. "HYREDE DU EN PERSON TIL AT VOLDTAGE HENDE!!!" Råbte Liam. Jeg var virkelig sur på Harry. Hvordan kan man få sig selv til at hyre en person til at voldtage en anden. Maria kiggede chokeret og rædselslagent på Harry. "Du.. Du ødelagde mit liv..." Sagde hun lavt til Harry. Zayn, Niall og Liam fik Harry med sig ud af badeværelset med en så høj hastighed at man skulle tro de var ved at flygte fra en morder. Maria brød fuldstændig sammen i mine arme. "Shh... Det er okay.. Han er væk nu" sagde jeg beroligende. Hun var helt knust. "Tænk at jeg engang elskede ham, og så hyrer han fucking en person til at voldtage mig!" Grinte hun. Det at hun grinte betød kun at det var for meget for hende. Hun vidste ikke længere hvordan hun skulle reagere. Jeg forstod hende godt. "Jeg sværger, hvis jeg havde vidst hvad han havde gjordt, så havde jeg helt klart kværket ham" sagde jeg med en hård tone. Lidt efter lagde hun hånden på mit bryst. "Men han gjorde alt for at få os sammen. Hvis han måtte hyre en til at voldtage mig uden grund, så havde jeg været ekstremt sur på ham. Men han fik os sammen, så selvfølgelig er jeg sur og skuffet, men det var vel det værd når det var med til at føre os sammen" sagde hun. Det fik mit hjerte til at smelte fuldstændigt. At hun kunne tænke positivt i sådan en situation som denne, det var fantastisk. At hun så det som en bedre ting end det var, fordi det førte hende sammen med mig, det fik mig til at smelte indeni. Der var lidt tid i stilhed, hvor vi bare kunne høre Liam, Niall, Zayn og Harry's hævede stemmer. Jeg brød dog stilheden mellem os. "Hvad er vi egentlig nu?" Spurgte jeg. Hun så op på mig. "Hvad synes du selv vi skal være. Venner? Kærester?" Sagde hun med hendes fantastiske smil. Jeg smilte af hendes spørgsmål, og kyssede hende så i et langt passioneret kys. "Vil du være min pige?" Spurgte jeg mod hendes læber. Vi lagde panderne mod hinanden. Hun bed sig blidt i læben, hvilket tændte mig. Hun nikkede lidt efter, hvilket fik mig til endnu en gang at kysse hende. Efter et par kys rejste hun sig, og rakte sin hånd ned til mig. "Kom" sagde hun med hendes fantastiske smil. Jeg smilte stort tilbage, og lod hende hjælpe mig op. Hun var ved at gå, men jeg trak hende tilbage mod mig. Hun så forvirret på mig, hvilket fik mig til at grine lidt af hende. Jeg tog en tot af hendes hår, og satte det bag hendes øre. "Det blev aldrig offentliggjort at dig og Harry var sammen.. Hvad med at vi får offentliggjort vores forhold?" Sagde jeg. Hun så ned i jorden. "Hey... Jeg ved der kan komme hate, men du skal bare ignorere det okay?" Sagde jeg. Hun så smilende op på mig, og nikkede så lidt. Jeg kyssede hende en enkelt gang. "Vil du med i byen? Vi kan tage de andre med hvis du vil have det?" Spurgte jeg.

"Guys.. Stop lige" sagde jeg da vi kom ud i køkkenet. Alle så forbløffet på mig. "Nogen der vil med i byen?" Spurgte jeg, og ignorerede deres forbløffede blikke. Liam pegede på Harry. "Hvordan kan vi bare glemme at Harry hyrede en til at voldtage Maria?" Sagde han frustreret. Harry så nervøst ned i jorden. "Forget it.. Mig og Maria er sammen nu" sagde jeg, mens jeg flettede fingre med Maria. Harry så op på os med et forsigtigt smil. "Det virkede.." Sagde han, selvom jeg kunne se på ham at han ikke var særlig glad for at miste hende til hans bedste ven. Jeg nikkede lidt. Liam sukkede. "Så lad os tage i byen.. Men Harry.. Det her snakker vi om senere" sagde han så, mens han pegede på Harry.

Vi kom ind i byen, og vi havde ikke gået i ret lang tid før en masse pap's dukkede op. De blev ved med at tage billeder af os alle. Specielt af mig og Maria da vi gik med hænderne flettet sammen, og vi smilte flere gange til hinanden. "Er i sammen?" Spurgte en papparazi. Jeg så kort på Maria, som smilte stort. "Ja.. Vi er sammen svarede jeg med et smil.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...