Døden bag dig

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 dec. 2013
  • Opdateret: 20 dec. 2013
  • Status: Igang
Det hele var stille og roligt i den lille by midt i Los Angels, hvor 14 årig April flytter ind sammen med hendes mor og hendes stedfar. Det hele er meget skidt for den April. Hun føler ikke at hun passer ind. Hun føler slet ikke at hun hører til i verdenen, så hun holder sig mest for sig selv. Dog forhindre en person det. Nemlig hendes stedfar Dylan, som misbruger hende, når moren ikke er til stede. April ved ikke hvad hun skal gøre. Hun vil ikke have hjælp. Hun vil kun væk. Hendes eneste ven er hendes hund Pearl, som er med hende hele vejen igennem, hendes hårde ting. Dog tvinger stedfaren April til at begynde i skolen, og det samme med moren, i håb om at hun bare vil føle sig hjemme.

1Likes
0Kommentarer
47Visninger

1. Flyttet..

Vinteren var endelig kommet. Mørke dage, som allerede stod oppe tidligt om eftermiddagen. Mågerne der skreg, og ænderne som svømmede nytteløst rundt i den lille andedam for ikke at få vandet frosset. I en lille tæt by tæt ved udkanten ved havnen, var der et lille hus, midt ude for den store bro, som hele tiden larmede. Ingen mennesker kom derind, da de mente at det hus var forhekset. De mente at kun tåber kunne finde på at købe det hus. Og de havde ganske vist ret. En kold vinter dag, hvor solen var oppe på den grå himmel, og skyerne var helt grå, og det sneede voldsomt. En lille familie, var endelig flyttede til det hus, som alle menneskerne frygtede om, at en dag, en familie skulle købe det hus og blive til spøgelser næste dag. Det er jo bare en skrøne mente nogen, mens andre var skrækslagen, og ikke turde at modsige det. For hvad nu hvis de selv blev til spøgelser hvis de ikke selv troede på det? Den lille familie, var ganske normalt mente folk. Og sladderen var allerede rendt rundt i hele byen, så alle menneskerne var samlet rundt om det lille grå hus, hvor tagstenene var faldet ned, og et stort hul ude i siden af huset. Huset var ikke ret stort. Et tyndt træ, stod lige uden for huset, og rækværket var væltet.. Beskidt og ødelagt. Det var jo hele huset. Det var jo ingenting, men ikke for den lille familie. ''Kom nu April" lød der en mørk stemme bag ved April, som stod stille og beundrede det skråt gamle og kedelige hus. ''Jeg kommer, mor.'' April trådte et skridt tilbage, og lod de kolde sten mærke hendes fødder. Hun havde stadigvæk sko på, men hvor var de slidte og grimme at se på. Med lette skridt, gik hun hen mod bilen. Den var også slidt. Alt hvad de havde var gammelt, slidt, gråt og bare kedeligt. ''Du kan lige hjælpe mig, med at bære de her kasser ind.'' sagde moren, som var godt i gang, med at tage nogle af kasserne med tøjet, og også nogle plastisk poser ind. April åbnede forsigtigt døren, og et bare glade hunde øjne viste sig frem, helt nede i fodenden. ''Hej Pearl'' sagde April, som bredte hendes læber ud til et smil. April nussede den forsigtigt bag ørerne, og åbnede døren helt, så hunden kunne komme ud. ''Sig ikke, at du stadigvæk vil beholde det møgkræ?'' lød en mørk og dystert stemme. Det var Aprils stedfar. ''Bare fordi du ikke kan lide den, skal den ligesom ikke fjernes.'' sagde April, som så irriteret på hendes stedfar, og klappede forsigtigt hunden på ryggen, og klappede på hendes lår bagefter, som tegn til at den godt måtte komme ud. Hunden forsvandt ind i det grå hus, hvor moren befandt sig, og det var nu kun April og stedfaren, og alle de mennesker som stadigvæk var der, og var allerede godt i gang med snakken, om at den familie var skør. April kunne godt hører to gamle damer, som stod og snakkede om hende. Hun kunne godt høre det. Hun kiggede vredt på dem, og de begyndte at gå hurtigt væk fra grunden, med deres stokke larmende hen på grus stenene, hver eneste gang de rykkede sig. April rystede stille på hovedet, og tog to tunge poser ud fra bilen af. ''Tag nu de store kasser, i stedet for de små, grimme unge'' lød det fra stedfaren, som forfulgte hendes bevægelser. ''Det tager jeg bagefter! Du kunne også godt tage de tunge kasser, i stedet for de små kasser! Du er jo større end mig, og stærkere'' lød det fra April, som begyndte at gå hen mod det lille grå hus. Hun kunne godt høre på stedfaderen at han var blevet irriteret. Hun smilte ved tanken, og lagde poserne forsigtigt ned på trappe trinet, for at åbne døren. Et hårdt skub, mødte hendes skulder, og hun kigger ud til siden, og så op på det store grimme bæst. ''Åben nu døren, tøs!'' lød det fra stedfaren, som skubbede hende væk fra trappen af, og åbnede hurtigt døren, og gik ind med de små kasser han havde i hånden. April mærkede den hårde jord mod hendes ryg, og pustede ud. Han var altid sådan, så hun var vant til det. Han kunne aldrig laves om på. Men han kunne til gengæld ændre sig, når hendes mor kom. Tænkt at hun ikke kunne se, hvordan han behandlede hende. Skubbede og sparkede til hende, og brugte de nytteløste ord, hver eneste dag, og behandlede hende som et dyr, med ingen følelser. Det fik vreden ind i April, og hun rejste sig op. Hun så stadigvæk de mennesker, som havde set det alt sammen. De siger vel hellere ikke noget.. Hun tog poserne, og gik dog ind af døren, og stillede poserne ind i det store rum, hvor nogle af de andre ting også var der. Hendes mor var der stadigvæk, og var godt i gang med at sætte nogle billeder og glasskåle op, og mange andre ting. Bøger, planter, og hvad man nu ellers plejer. April kiggede forsigtigt hen mod hjørnet, og der kunne hun se at hendes stedfar var godt i gang, med at tænde op i pejsen. Hun vidste slet ikke at de havde en pejs. Det havde de jo aldrig haft. April knyttede hendes højre hånd. Hun havde sådan lyst til at gå hen og bare slå ham lige i ansigtet, men hun lod vær. Kun fordi hendes mor var til stede, og hun skulle ikke se sådan noget. I stedet, gik April hen mod det store åbne vindue. Hun åbnede forsigtigt den, og mærkede den kølige og dejlig vind i mod hendes ansigt. ''Det var godt, at du lige fik åbnet vinduet, skat. Det synes jeg også det trængtes til.'' kom det fra Aprils mor, som smilede til hende. Hun så derimod hen mod stedfaderen som fnyste. ''Jeg fryser altså! Så luk vinduet unge'' sagde han, med et højt hævede blik. ''Det bliver jo ligesom ikke bedre med varmen, når jeg er ved at tænde op.'' Han rejste sig op fra gulvbrædderne, og gik hurtigt forbi April, med en kold skulder, som puffede til April, så hun nærmest var ved at falde. Hun kiggede bagud, og så hans onde blik. ''Nu bliver vi ligesom en rigtig familie April. Mig og dig, som sikkert sidder sammen om aftenen, og snakker. Og Dylan som sikkert sidder i hans stol, og læser i avisen, og mens Pearl sikkert lægger sig ned foran pejsen.'' April smilede stille til hendes mor og nikkede. Hvis hendes stedfar, Dylan sad i hans stol, ville han nok alligevel kommentere på hvad alt April sagde, og gjorde. Og bare fulgte hendes bevægelser. April fnøs ved tanken om det. Efter at familien havde pakket ud, var det blevet godt hyggeligt, selvom de ikke havde meget plads. En fin hyggelig lille stue. Bøger på hylderne, og billeder op på væggene, og møbler som sidder tæt om hyggeligt rundt om hinanden. Et soveværelse til Aprils mor og stedfar. Og et værelse kun til April ovenpå, sammen med Pearl. Hvad mere kunne man ønske sig, end så et hyggeligt hus. April sad i stolen, og læste i en bog, som hun havde fået af hendes farmor inden hun døde. Bogen var nok det eneste fra hende. Aprils farmor døde dog i en ulykke, som skete hjemme ved hende selv. Det var April som var på besøg. Hun husker det tydeligt. Hun havde taget kager med til farmoren, og havde lavet et brev til hende. Hun havde fødselsdag, men farmoren ville ikke have andre med, end April. Hendes farmor havde tændt op i pejsen og havde lavet te. Og der sad de foran pejsen, og snakkede, grinte. Dog da April hurtigt skulle ud i køkkenet, kunne hun lugte brand, og skyndte sig at løbe ind i stuen igen, hvor hun fandt hendes farmor foran pejsen. Ild i hendes hår, og på hendes arme. April havde aldrig  fundet ud af hvordan. Hun husker dog kun, at hendes farmor havde givet hende bogen på hospitalet, lige før hun døde.  April fik tårer i øjnene om tanken. Hun lukkede bogen hårdt i, og gik op på hendes værelse. Denne her gang gik April ikke ned og fik mad, sammen med familien. Hun blev oppe ovenpå, sammen med Pearl, hvor hun nytteløst, fumlede rundt med hendes ting. Hun havde revet nogle sidder ud af bogen, og havde hængt det op på væggene. Men kun mindeværdige sider, som der hvor Aprils farmor havde skrevet om dengang hvor hun mødte hendes første kærlighed, eller der hvor hun blev gift, med farfar. Alt sådan noget kunne April lide at læse om. Hun satte sig ned på den hårde seng, og kiggede op i det ødelagte loft. Der var stadigvæk en del, der skulle laves. En hårdt banken, fik April til at rejse sig op i en hurtig fart. Det var døren. Hun lagde sig ned i sengen igen. Hun ville ikke åbne døren. Hun vidste det var Dylan, som bankede på. Det kunne kun være ham. Han bankede altid hårdt på, når det galt noget med April. Hun svarede ham dog ikke, og lukkede dog i stedet øjnene. Hun kunne høre døren blev åbnet. Hun åbnede øjnene. ''Hvad vil du?'' Hun kiggede forvirret på ham. Han havde det håndlige blik på. Det kunne man tydeligvis se. ''Din mor sendte mig op.'' Han smilede skævt. April trak dynen over sig. Prøvede og ignorere ham, og bare fokuser, på alt andet. ''Hun vil sgu aldrig sende dig op!'' Hun råbte det nærmest. Hun ville ikke kigge på ham, men mærkede dog hans hånd på hendes skulder. Hun fjernede hånden, og rejste sig op fra sengen. ''Gå nu bare! Jeg gider ikke at have dig heroppe!'' Råbte April nærmest. Hun rejste sig op fra sengen af, og gik over mod vinduet. Hun kiggede ud på vejen, hvor få biler kørte forbi. Hun kunne hører en lyd der sagde klik. Hun drejede hovedet, og så Dylan havde låst døren. ''Lås den op igen!'' råbte April igen, og gik hen mod døren, for at låse den op igen. Hun mærkede dog et hårdt skub på maven, og hun faldt straks ned på gulvet, så det sagde bum. ''Jeg synes vi trænger til at snakke April.'' grinte stedfaderen, som kiggede håbløst ned på April, som kiggede op på ham, med et hadefuldt blik. ''Der er ikke noget at snakke om'' Hun kiggede op på ham. Han satte sig ned på hug, tog hans hænder under hendes hage, og løftede hendes hoved op. I et hurtigt sekund, tog han hårdt fat i hendes hænder, og hev hende op.''Det gør ondt. Slip mig.'' sagde April, som kunne mærke tårerne presse op. Hun mærkede hans hænder plantet på hendes hofter. ''Jeg har en kniv, så hold din mund!'' Hans ord lød inde i Aprils hoved, og hun sagde ikke en eneste lyd. Kun tårerne som gled ned af hendes kinder, og ind under hendes hage. Nogle tårer kom dog også ned på hendes hvide trøje, så den blev lidt gennemsigtig. Hun mærkede han tog på hende, i mens han havde kniven op for struben af hende. Hun lænede sig længere og længere tilbage med hovedet indtil den rørte Dylans krop. Hun gyste ved tanken, og lænede dog sig lidt fremad igen. ''Hvis du siger det til Marie, skærer jeg din puls over.'' sagde han truende, og stoppede ikke med at rører hende. ''Hvor vover du at lyve for min mor!'' græd April stille, og prøvede ikke at græde for højt, til at hendes mor kunne høre det, for så ville det både være færdigt for hende og så hendes mor. Hun mærkede at hans hånd var kommet ind under hans trøje. Hun tog fat i hans hånd, og trak den ud igen. Hun mærkede kniven på hendes hals. ''Gør det igen, og du vil ikke længere kunne trække vejret.'' sagde han stille og truende, hvor han igen, krøb hans hånd under hendes trøje. April kunne ingenting gøre. Hun blev ved med at tænke på hendes mor. Hvad nu hvis at han allerede havde gjort noget ved hende. Havde slået hende ihjel, eller tortureret hende voldsomt. Hun prøvede at fokusere på virkeligheden. ''Stop nu, Dylan!'' Græd April, og han gav endelig slip. Han skubbede hende ned på gulvet,  og kiggede grundigt på hende. ''Jeg gør det færdigt senere'' sagde han, og gik tættere mod hende. Han kunne tydeligvis se at hun rystede. Han bukkede sig let ned foran hende. Han tog hende kort på det ene bryst. Det skreg inde i Aprils hoved. Hun fjernede hans hånd, og kravlede baglæns tilbage op mod væggen. Hun klemte hendes krop indtil hende, og tårerne strømmede bare ned af hendes kinder. Hun træk hendes trøje op over hendes skulder. Man kunne se noget af hendes BH, og hun kiggede bare med sorg i øjnene op på ham. Der imod når man kiggede på Dylan, var der ikke andet en hån i hans øjne. ''Du har fået hvad du kom efter!!'' græd April, og gemte hendes ansigt ned i hendes knæ. Hun kunne høre fodtrin, og døren åbnede sig igen. Hun skyndte sig at rette på hendes tøj, da hun godt vidste det var hendes mor. Hun fjernede tårerne, og prøvede at smilte, som intet var sket. Døren blev åbnet helt, og hendes mor trådte ind. Hun kiggede op på Dylan, som sendte det onde blik til April som advarsel. Hun vidste godt hvad der ville ske, hvis hun sagde det hele. Både hende og hendes mor ville lide. ''Hej skat, er du klar?'' sagde moren til stedfaren. ''Ja jeg er klar... Jeg går lige ned og henter min jakke.'' Så gik han, og det var kun April og hendes mor tilbage. ''Hvad er der galt smukke?'' Hendes mor bukkede sig ned, og lagde hendes hånd på hendes kind. ''Der er ingenting galt smukke.. Jeg tænkte bare på dengang farmor døde, og så kom... Dylan og trøstede mig.'' Hun prøvede og smile så godt som hun kan. Måske vil hun ikke tro på April overhovedet? ''Det var da godt April. Vi bliver bare sådan en lykkelig familie.'' Smilte moren, og rejste sig op igen. April sad som forstenet, men blinkede så engang, da hun hørte trin igen, fra trappen af. ''Hvor skal i egentlig hen?'' spurgte April nysgerrigt, og rejste sig op. Hun børstede noget af støvet af, fra gulvet af, og så Dylan kom tilbage. Hun ville ikke kigge på ham. Hun snøftede engang og smilte til hendes mor. ''Vi skal ud og spise.'' Kom det fra Dylan som trådte ind af døren. Han tog hendes hænder rundt om morens hofter. Ligesom han selv gjorde ved April. Hun gyste ved tanken, og nikkede dog. Hun kiggede ned i gulvet, men kiggede dog lidt op, og fik øjenkontakt med Dylan. Hun vendte hurtigt blikket den anden vej. ''Vi kommer senest hjem klokken 11 April'' smilte moren, og kyssede hende på panden, hvor hun efter gik ud af værelset og ned af trappen. Man kunne høre det knirke, fuldstændigt. Hun lukkede øjnene, men mærkede dog et hårdt slag på hendes kind. Hun åbnede hurtigt øjnene i et sekund, og så på Dylan. Hun tog hendes hånd op til hendes kind, og bed sig selv i læben, for ikke at råbe eller noget. ''Dit lille luder barn! Tror du virkelig at Marie hopper på den næste gang! For din skyld håber jeg at du har fundet på en bedre en!'' hviskede stedfaren, men med en meget hård tone. Efter det gik han, og April sagde ingenting. Hun hørte døren blev låst, og hun gik ud fra hendes værelse. Hun kiggede rundt til alle siderne. Hun rystede meget, og havde svært ved at gå ned af trappen. Et par gange var hun lige ved at snuble, men fik dog kontrol bagefter. Da hun kom ned, så hun bilen blev tændt, og de kørte. Hun gik stille ind i stuen, og fandt hendes hund, ligge op i sofaen. Den havde det vidst dejligt. Pejsen var tændt, og der var godt varm. April tog hendes trøje af, og bukser af, og lagde dem på en af stolene. Hun rendte rundt i hendes undertøj. Hun fandt hendes computer. Der var internet. Det var lidt sjovt, for hun havde ikke set af hendes stedfar havde lavet det. Hun satte sig ned ved siden af Pearl, og nussede blidt dens mave. ''Vi skal væk herfra Pearl. Jeg kan snart ikke mere'' sagde April, og snøftede lidt. Hun følte at tårerne var på vej, men hun holdte dem inde. Hun kiggede hen i ilden, og kom i tanke om dengang hendes farmor døde. Hun lukkede hendes computer ned, og rystede på hovedet. Hun lagde sig ned ved siden af Pearl, og krammede sig ind til hunden. ''Du vil altid være min! Lige meget hvad Dylan siger.'' sagde April med et smil. Hun kyssede den blidt på dens snude, og lukkede dog øjnene. Efter det faldt hun i søvn...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...