Mason

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 dec. 2013
  • Opdateret: 25 dec. 2013
  • Status: Igang
Serena Millers er 17 år og bor i Alton, Texas. Hun skal med sine forældre, Carlo og Bethany, sin storebror Caleb og sin lille søster Valentine, at holde efterårsferie i en af Texas' mindre byer Eliasville. Der møder Serena, Mason Salvados, som bor i Eliasville. Lidt senere dukker den mystiske sandhed op, og Serena står mellem to valg, der vil ændre hendes liv for altid.

0Likes
4Kommentarer
224Visninger

4. 3

Bilen kører, og jeg sidder stille og lytter, mens de taler om ferien. Valentine sukker, og vrisser. En møgunge, endtil videre... Jeg prøver at komme med i samtalen, men de ignorerer mig... Eller også hører de mig bare ikke. Vi kører og kører i virkelig lang tid, endtil de kommer til den brækkede port ind til min by. Eliasville. Den gamle, mystiske by, som jeg vaks op i. 

,,Så er vi her, skattebasser! Er i ikke bare spændte?'' Flaber deres far. Alle sukker lidt, og mumler et: joo... 

Jeg er rent faktisk spændt, og glæder mig virkelig til, hvad de vil synes om byen. Min by.

Vi kører op til et af de gamle sommerhuse, som er blevet fornyet og ren gjort. 

Jeg hopper ud af bilen, lige efter Valentine. Hun trasker med en kæmpe kuffert ind i huset. 

,,Adr!'' Piver hun der inde fra. ,,Oh my god far, det mener du ikke!'' Halv græder hun mens hun kommer løbende ud igen. Hendes far bryder ud i et kæmpe smil.

,,Det kan du lige tro jeg gør, min lille sveske!'' Smiler han, og klapper hende på hovedet. 

Jeg sætter mig udenfor porten ind til husets have. Hvor har jeg bare savnet det her sted...

Jeg mærker, at det er tid til at forlade denne lille familie, og udføre min normale pligt, da der kommer folk hertil. 

Jeg går lige over til Serena, som ligger og sover i bilen, og kigger på hende. Hvor smuk...

Hun minder mig om min forlovede, dengang... Marianne. Men Marianne fik lungebetændelse, og gik bort efter kun nogle få dage. Jeg savnede hende så meget, men jeg havde lært at leve videre med, at jeg en dag skulle se hende igen. Jeg elskede hende stadig, men var nødt til at udføre pligten for, at møde hende igen. Min smukke Marianne.

Jeg gik væk fra bilen igen, og fortsatte ned ad den lange, beskidte vej hen til Donnell møllen. Brødrene Donnell, var kvikke mennesker, men de var gået bort for lang tid siden. 

Med hænderne i lommen, trådte jeg ind i møllen, og op gennem trapperne til den øverste etage. Bageriet. Jeg satte mig ned og kiggede ud af vinduet, og ventede. Bare ventede, til solen gik ned. Og det skulle helst være snart.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...