Silana

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 dec. 2013
  • Opdateret: 6 jun. 2014
  • Status: Igang
To søstre; den ene med prinsesse-gen, den anden mere gør-det-selv. Silana på 15 år rejser med sin far rundt i hele verden, men da han beslutter sig for et længere ophold på ukendt tid i deres hus i Danmark, hvor hans datter og Silanas tvillingesøster bor, starter Silana på den lokale skole. Musik kommer til at fylde hendes hverdag. Men pludselig får drenge og kærlighed også en betydelig rolle for hendes liv. - Skriv gerne hvad i synes om den. Dette er den første movellas jeg har publiceret, og vil derfor rigtig gerne høre jeres mening :) På forhånd tak! :)

5Likes
23Kommentarer
496Visninger
AA

9. kap. 9 - Projekt-arbejde

”Må jeg ikke nok blive hjemme fra skole, jeg har det altså ikke særlig godt?” beder jeg far om, dagen efter. Han kigger blot på mig og ryster på hovedet. ”Nej, jeg synes at du skal straffes. Og fordi det her er noget du ikke vil, sender jeg dig i skole. Du skulle jo af sted alligevel. Men du kommer direkte hjem, og du tager ikke nogen med, forstået?” Jeg svarer ham ikke, men prikker bare til maden på min tallerken. Jeg kan høre at Scarlet fniser hånligt af mig. Far kigger over på hende. ”Hvad sagde du?” spørger han og løfter øjenbrynene. Hun ruller med øjnene. ”Jeg sagde ikke noget, jeg er bare glad for at du er sådan en god far!” svarer hun. Min tur til at rulle med øjnene. Enhver kan da se at hun fedter for ikke at få at vide at hun skal være ordentlig. Desværre ser det ud til at hjælpe, for far krammer hende bare, kigger befalende på mig, og går op på kontoret.

 

På skolen er det som om alle nidstirre mig hele tiden. Jeg føler at når jeg går hen ad gangen, stopper alle deres samtale og vender sig om for at kigge på mig. Jeg krymper mig mere og mere gennem dagen. Det bliver ikke bedre i klasseværelset, hvor jeg sætter mig hen i det ene hjørne for ikke at få opmærksomhed. Så let slipper jeg nemlig ikke. Rosanna smiler glad til mig, og siger at de havde savnet mig i går, da jeg ikke var i skole. Jeg krymper mig, men kigger rundt i lokalet, hvor alle sidder og kigger på mig. Også Sean. Jeg kan mærke at han prøver at fange mit blik, men jeg har ikke lyst til at kigge på ham, så jeg sænker blikket , og kigger på mit bord. ”Okay, lad os komme i gang,” siger Rosanna. Jeg sukker indvendig. Gid jeg bare kunne tage hjem. ”Vi skal til at lave et projekt, hvor i skal være i grupper på to,” fortsætter hun og kigger ud på os. ”Jeg har lavet grupperne, så det skal i ikke bekymre jer om.” Alle sukker højlydt, tydeligvis utilfredse med at vi ikke selv må lave grupperne.

Mens hun råber grupperne op, sidder jeg og lytter efter mit eget og Seans navn. Jeg håber vi ikke kommer i samme gruppe. Men da jeg hører mit navn, bliver det selvfølgelig efterfulgt af Seans. Vi skal være i gruppe sammen de næste mange dage.

*

”Jeg synes at vi skal gøre det sådan her,” siger jeg og viser Sean den tegning jeg har lavet af vores fremgangsmåde. Egentlig har jeg ikke lyst til at være sammen med ham, men Rosanna ville ikke flytte mig, så jeg har besluttet kun at snakke projekt med ham.  Han nikker bare, men da jeg finder mine andre ting frem, kan jeg mærke at han kigger på mig. Jeg vender mig om og kigger ham direkte i øjnene. Han fjerner ydmyget sit blik, men jeg kigger indtrængende på ham. ”Hør her! Jeg ved godt hvad du føler for mig, men jeg er blevet uvenner med min søster på grund af dig, og jeg vil bare gerne have et godt produkt for min egen skyld, okay?” Han nikker stille. ”Jeg vidste ikke at i stadig er uvenner. Undskyld!” Jeg ryster bare på hovedet. ”Men jeg vil gerne lære dig bedre at kende, kan jeg ikke få lov til det.?” spørger han håbefuldt. Jeg ser opgivende på ham. ”Okay så! Vi laver en slags leg. Når vi har arbejdet på projektet en time, fortæller vi én ting om os selv, og så er det det!” Jeg venter ikke på svar, men tager mine ting, og går ud på plænen, hvor jeg sætter mig midt på græsset. Sean sætter sig ved siden af mig.

*

Det ringer ind, og jeg smiler til Sean. ”Godt gået, vi har nået overraskende meget i de her timer.” Sean smiler bare. ”Var der ikke noget med at vi skulle fortælle en ting om os selv?” spørger han. Jeg griner af ham. ”Okay jeg starter. Min yndlingsfarve er lilla. Dig?” Han tænker sig om et øjeblik før han svarer ”Okay, mit yndlingsdyr er en giraf.” Jeg rynker brynene. En giraf?

Vi går ind til time, hvor Rosanna roser os til skyerne for vores gode arbejde. Jeg smiler til Sean. Han smiler tilbage, men jeg vil ikke give han nogle forhåbninger så jeg kigger væk igen.

 

Far kalder på mig, da jeg går forbi hans kontor. Mit hjerte begynder at banke hurtigere. Hvad vil han mig? Jeg går ind til ham. ”Har du haft en god dag skat?” spørger han. ”Den var fin,” svarer jeg bare og vender mig om til at gå. ”Hrm, jeg var ikke færdig, kom ind og sæt dig!” Selvom jeg lige er kommet hjem, er jeg allerede træt af ham. Jeg vil bare ind til mig selv, så jeg ikke behøver at leve op til nogens forventninger. Jeg sætter mig. Han spørger mig ud om alt muligt, som jeg svarer på uden egentlig at høre hvad han siger. Efter cirka 10 minutter, giver han mig endelig lov til at gå.

Jeg går ind og lægger mig i sengen, og finder en bog frem. Jeg trænger til at leve mig ind i en anden verden, hvor mine problemer ikke findes. Lige midt i deres problemer kommer Scarlet ind på mit værelse. ”Hvad vil du?” spørger jeg, og kigger halvt nedladende på hende. Hun sætter hænderne på hoften og ser irriteret på mig. ”Har du noget med Sean? Ja eller nej? Hvis du ikke har det, så synes jeg at vi skal løse det, hvis du har så ved jeg ikke hvad jeg gør,” siger hun. Jeg ånder tungt ind. ”Jeg har ikke noget med ham, okay? Det kan jeg ikke gøre mod dig! Jeg synes at han VAR sød, men ikke mere, nu er han bare irriterende,” siger jeg og holder en pause. ”Men vi er sammen i projektopgaven. Rosanna havde lavet grupperne og hun ville ikke flytte mig.” Jeg holder vejret og venter på hendes svar. Kort tid efter, nikker hun langsomt på hovedet. ”Okay, jeg tror på dig, og hvis du lover ikke at være sammen med ham bag min ryg, så tilgiver jeg dig!” Jeg ånder lettet op og smiler. ”Tak! Du ved jeg aldrig kunne finde på det!” Hun løfter øjenbrynene. ”Ja nu må vi jo se,” svarer hun og griner.

Til aftensmaden spørger far hvad vi laver i skolen. Jeg svarer bare at vi har projektopgave. Jeg tænkte ikke lige tænkt at han selvfølgelig ville vide hvad vi har om. 

”Vi skal bare lave et projekt, om nogle musikere og noget forskelligt musik,” svarer jeg. Jeg kan se på ham, at han ikke synes det lyder særlig spændende. Scarlet ruller med øjnene til mig. Jeg ruller tilbage og griner. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...