Silana

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 dec. 2013
  • Opdateret: 6 jun. 2014
  • Status: Igang
To søstre; den ene med prinsesse-gen, den anden mere gør-det-selv. Silana på 15 år rejser med sin far rundt i hele verden, men da han beslutter sig for et længere ophold på ukendt tid i deres hus i Danmark, hvor hans datter og Silanas tvillingesøster bor, starter Silana på den lokale skole. Musik kommer til at fylde hendes hverdag. Men pludselig får drenge og kærlighed også en betydelig rolle for hendes liv. - Skriv gerne hvad i synes om den. Dette er den første movellas jeg har publiceret, og vil derfor rigtig gerne høre jeres mening :) På forhånd tak! :)

5Likes
23Kommentarer
491Visninger
AA

6. Kap. 6 - Den mystiske dreng

Dagen efter i skolen, på vej til frikvarter, kommer jeg til at støde ind i en dreng. ”Undskyld!” siger jeg, og kigger på ham. Han smiler til mig. ”Det gør ikke noget, det er mig der ikke ser hvor jeg går,” svarer han og ser undskyldende på mig. ”Hvor er du på vej hen? Du ser ny ud, så du kan garanteret ikke finde rundt,” driller han og griner kort. ”Jeg skal sådanset bare udenfor, jeg trænger til frisk luft,” forklarer jeg ham, og han nikker. ”Skal vi ikke gå en tur?” spørger han, og jeg nikker. Jo hvorfor ikke, tænker jeg.  Vi følges ud til den store park der ligger udenfor skolen. Det ligner noget fra historierne om kostskoler i London.

Det første lange stykke tid, siger vi ikke noget. Det går vi bare i udkanten af parken,  skygge under nogle træer. ”Hvor lang tid har du gået på skolen?” spørger han. ”Jeg startede i går, men jeg har gået her før, i de mindre klasser.” Han nikker. ”Jeg kom til skolen for et par måneder siden.” Vores samtale døde lidt ud. ”Hvilke linjer har du?” spørger jeg. ”Jeg har valgt musiklinjen, hvad med dig?” overrasket svarer jeg: ”Det har jeg også, men du var der da ikke i går til timen, var du?” han ryster på hovedet. ”Nej jeg var syg i går, desværre.” I mens vi har snakket er vi kommet længere væk fra parken, og foran os ligger den smukkeste sø, jeg længe har set. Brisen flyver over vandet og får det til at bevæge sig. Jeg vender mit blik fra søen til drengen, og opdager at han står og kigger på mig. Han smiler og jeg smiler tilbage. Jeg sætter mig på en sten, og ser mig omkring.

Langt væk kan jeg høre klokken ringe, og jeg rejser mig op for at gå ind, men drengen stopper mig. ”Hvis du er med på det, har jeg et sted jeg gerne vil vise dig?” Jeg nikker langsomt, og han tager fat i min hånd for at føre mig hen til stedet. Vi går længere og længere ind i skoven, og pludselig standser han. Han siger at jeg skal lukke øjnene så han kan føre mig. Jeg gør som han siger, og pludselig siger han at jeg må åbne øjnene igen. Jeg taber pusten da jeg ser stedet. Det er en hvid pavillon med spir på toppen. Rundt om er der en lille voldgrav, med en lille bro over. I vandet er der guldfisk, der svømmer rundt mellem hinanden. Jeg smiler. Han fører mig ind i pavillonen, og sætter sig på en bænk. Jeg er fuldstændig lamslået. Det er bare så smukt.

Der bliver ikke sagt et ord i pavillonen. Jeg tror måske at den mystiske dreng, jeg ved ikke engang hvad han hedder, godt ved at jeg bare sidder og samler indtryk og nyder det.

Pludselig river han mig ud af mine trance, ved at rejse sig op og række hånden mod mig. Jeg tager den, og han hjælper mig op ad stå. Da jeg vil trække min hånd til mig, holder han fast i den. Selvom at jeg ikke synes at han er sådan vildt lækker, så begynder der alligevel at komme sommerfugle i min mave. Jeg lader min hånd være i hans; han holder hårdt men behageligt fast om den. Jeg smiler. Vi går langsomt tilbage til skolen. Det er som om vi begge er enige om at gå langsomt, så øjeblikket kan vare ved, uden at vi har aftalt det. Jeg går i mine egne tanker; ser slet ikke hvor vi går hen, men pludselig standser han under et stort hængebirke træ. Jeg ser forvirret på ham, men han vender sig bare om, så vi står ansigt til ansigt. Han tager min anden hånd også. Jeg bliver endnu mere forvirret. Hvad har han gang i? Hvad er det han vil? Han læner sig pludselig mod mig, jeg forstår stadig ikke hvad det er han vil. Han lukker øjnene, og kommer tættere på mit ansigt. Han vil kysse mig! Det går op for mig få sekunder inden han ville have rørt mine læber, hvis ikke det var fordi jeg hurtigt trak mig tilbage. Han ser overrasket på mig, og jeg kan se at han med sine øjne prøver at forstå hvorfor. Hvorfor jeg ikke ville kysse ham. Jeg trækker undskyldende på skuldrene og begynder at løbe i den retning, jeg tror skole er i. Egentlig er det jo ikke fordi jeg ikke vil kysse ham. For det kan jeg sagtens, problemet er at jeg ikke kender ham.

Efter noget tid, kan jeg se skolen mellem træerne, og jeg løber endnu hurtigere for at nå derhen.

Da jeg står i skolegården, kan jeg se Scarlet stå med nogle af sine veninder; sikkert de samme som i går. Med bankende hjerte, både af at have løbet, men også af at snakke med Scarlet mens de andre er der, går jeg målrettet mod hende. Hun smiler da hun får øje på mig. ”Hej Silana, hvad så? Hvad sker der?” spørger hun, da jeg kommer hen til hende. Jeg ser nervøst på de andre piger, og Scarlet forstår at jeg gerne vil snakke med hende under 4 øjne. Hun undskylder til de andre piger, og siger at hun kommer igen om lidt, inden hun går med mig uden for deres hørevidde. ”Hvad sker der?” spørger hun igen. Jeg ryster på hovedet. ”Vi bliver nødt til at snakke sammen, men jeg tør ikke sige noget her.” Jeg ser mig over skulderen for at se om han er fulgt efter mig. ”Kan vi ikke tage hjem, så vi kan snakke, der er sket noget seriøst mærkeligt og uhyggeligt,” svarer jeg og hun nikker. ”Jo, jeg siger lige farvel så kommer jeg.” Jeg nikker. Hun går over til pigerne igen, og snakker lidt. Hun laver et hovedkast mod mig, og siger noget mere. De andre nikker forstående, hun vinker til dem og kommer over til mig.

Da vi endelig er hjemme, og sidder på hendes værelse, fortæller jeg hende om drengen. Om hvordan han fik mig til at pjække og bagefter var tæt på at kysse mig. Jeg fortalte hende at han var både pæn g sød, men at det alligevel var mærkelig. Hun gav mig ret i at det var lidt mærkelig, at gøre noget så spontant. Vi lavede en aftale om at jeg skulle finde ud af hvem han var, og så ville vi snakke med ham. Eller Scarlet ville. Hun ville vide hvad der havde gjort at han var sådan overfor mig.

Det ender med at vi krammer og Scarlet lover mig at finde ud af hvem han er.

 Jeg går ind til mig selv, og skriver det hele i min dagbog. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...