Strong

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 dec. 2013
  • Opdateret: 19 dec. 2013
  • Status: Færdig
Det her er mit første One short, jeg håber i kan lide det;-)

3Likes
0Kommentarer
212Visninger

1. Strong

Jeg kiggede mig omkring. Var det forbi nu? Var han færdig med at skyde? Det så sådan ud. Der var i hvert fald helt stille, og med det mener jeg så stille, at det næsten rungede i ørerne og det var, som om hele verden stod stille i et øjeblik. Jeg vågede at liste ud af den lille hytte, og ud på torvet, hvor der altid plejede at være masser af liv. Piger der snakkede ved brønden, børn der legede eller tiggede, kvinder der vaskede tøj eller rensede fisk og grønsager. Her plejede at være fuld at fremmede dufte og lyde fra mennesker, der var glade, sur eller kede af det. Lige nu var det som om, det hele var frosset. Jeg kiggede igen. Denne her opgave føltes anderledes end de andre, jeg før havde løst. Som om den her på en eller måde var mere afhængig af mig og hvordan JEG ville løse den. Som om Han havde tiltænkt den til mig. Så var det som om, det hele startede igen. Børnene græd, et par kvinder, eller piger, som de vel mest var, skreg. En mor, hvis mand lige var blevet taget af soldaterne, græd og en anden mor råbte til sin store datter, at hun skulle pakke deres ting og flygte. Men den, der gjorde størst indtryk på mig, var nok denne unge kvinde på en nitten- tyve år. Det var som om, hun sank sammen. Som om en del af hende lige var blevet taget fra hende, men alligevel græd hun ikke. Hun kiggede bare på de andre familier, der løb forvirrede rundt og ledte efter hinanden, deres geder, høns, får og deres ting. Sådan sad hun lidt. Så rejste hun sig og gik om bagved sin hytte. Måske havde hun høns der eller et ildsted, hvor hun lavede mad? Jeg kiggede videre. En dreng på omkring otte år løb hen til sin mor, tog hendes hånd og førte så hende, hans far, lillesøster og to storebrødre ud af landsbyen. Han gik målrettet, som om det kun var ham, der kendte vejen. Jeg kiggede rundt om hjørnet og så igen den unge kvinde. Nu sad hun bag sin hytte med en lille baby i armene. Hun knugede barnet ind til sig, som om det ville forsvinde. Hun sad bare og stirrede ud i luften. Hun nynnede stille, men det blev mere til hulken. Så brød hun sammen. Hun græd, så hele hendes krop rystede. Jeg listede hen til hende og lagde en hånd på hendes skulder. Det gav et sæt i hende, hele hendes krop spændes som en bue. Hun knugede om muligt barnet endnu hårdere ind mod sin krop. Hun hviskede med en skrækslagen stemme, at jeg ikke måtte tage hendes barn fra hende. At hendes lille datter ikke havde gjort noget. Jeg forklarede, at jeg ikke ville hende noget ondt og fortalte, at jeg bare ville hjælpe dem. Det var så anderledes for mig. At være den gode, den der hjalp andre. Det føltes varmt og trygt i mit hjerte. Så brød hun sammen. Hun græd så hele hendes krop rystede, og fortalte hulkende, mens tårerne trillede ned af kinderne, hvordan hendes mand og livs kærlighed var blevet hentet af soldaterne, som mente, at han skulle ud i landet for at kæmpe mod regeringen. Selv om de helst ville ikke ville holde med nogen, hverken regeringen eller Rebellerne. Hvordan hun havde stået og set, at han var blevet skudt, fordi han ikke ville gå med dem. Jeg kunne levende forestille mig det hul, hun nu havde i sit hjerte, hvordan det åd hende op indefra. At hun nu ikke vidste, hvad hun skulle gøre med deres datter, fordi de havde så lidt mad. Når der ikke engang var mad nok til én, var dilemmaet, at hun selv var nødt til at spise en del af det, ellers ville de begge hurtigt dø, da babyen ikke kunne klare sig selv. Men hun elskede jo sin datter og kunne aldrig drømme om at sætte hende på gaden. Jeg trøstede hende så godt, jeg kunne. Jeg strøg hende over ryggen. Hendes krop begyndte at slappe af og jeg fortalte hende, at det nok skulle gå. At jeg kendte en rar mand, der måske ville være plejefar for hendes datter, og at hun måske kunne få et job hos ham. Hun så ud som om, hun tænkte, så det knagede. Det var en stor beslutning. Hele hendes datters fremtid. Nu kyssede hun sin datter på hovedet, aede hende på kinden, mens tårnene løb ned af hendes egne kinder. Hun nikkede for at fortælle, at hun gerne ville, at jeg prøvede at finde en plejefamilie og et nyt hjem til hendes datter. Jeg rejste mig. Gav hende et kram og gik så. Jeg følte, at mit hjerte var lavet af sten og vejede hundrede gange så meget, som det plejede. Jeg havde ansvaret for denne lille families fremtid, deres liv. Jeg gik igennem den lille landsbys støvede gader og tænkte. Jeg SKULLE finde ham, præsten Harry. Ham, som en gang tidligere, havde hjulpet mig. Dengang på min første mission, dengang havde han reddet både mig og den smukke unge pige, som han nu var gift med. Det eneste problem var bare, at jeg ikke kunne huske, hvor han boede. Jeg vidste, hvordan der så ud, den lille gård, det røde hus og stål tagpladerne, de stribede gardiner, den sødlige lugt af mad og varme. Den lille mark med de to køer, hønsene og den gamle ged, der altid var sur på alle. Det måtte ligge lige i nærheden. Mens jeg gik og tænkte sådan, løb en kvinde midt i 30’erne ind i mig. Hun kiggede op og fandt mine øjne. ”Gemma” råbte jeg og omfavnede hende. Den søde duft af blomster, hun altid bragte med sig, trængte ind i min næse og med et huskede jeg, hvor meget jeg havde savnet hende. Hun blev overasket, men tog så del i omfavnelsen. Sådan stod vi endnu, da hendes mand Harry kom ud. Hans store krøllede sorte hår og de næsten sorte øjne, den mørke hud, det store blændende hvide smil. Harry kom hen til mig og trykkede min hånd varmt og venligt, mens han tegnede et hjerte i luften med den anden hånd. Vi gik ind i Harry og Gemmas hus, jeg fortalte dem om min mission og den unge mor. Harry ville hjælpe, og det var Gemma enig i. For tredje gang den dag gik jeg nu på den støvede vej ved Harry og Gemmas hus. Denne gang havde jeg den unge kvinde og hendes barn med. Kvinden havde flettet sit hår og taget sin bedste kjole på. Den var orange med et grønt mønster på. Det var tydeligt, at hun gerne ville gøre et godt indtryk. Vi rundede det sidste hjørne og jeg kunne nu se husets silhuet mod den aftenrøde himmel. Det var smukt. Det føltes helt rigtigt. Vi sad på gulvet inde i Gemma og Harrys hus. Vi var lige blevet færdige med at spise, da Gemma sagde ” Eleanor, vi vil rigtig gerne hjælpe både dig og din datter. I kan sagtens være her på stedet. Jeg havde også tænkt på, at vi godt kunne bruge lidt hjælp i huset og i stalden.” Den unge mor så ud som om, hun ikke troede sine egne ører. Hun glippede med øjnene og sagde så med overraskelse i stemmen ”me..mener De virkelig det?” Gemma og Harry nikkede samtidig. Kvinden eller Eleanor som hun jo hed, kom hen til mig. Jeg stod udenfor og kiggede op i himmelen, mit hjem. Så tog hun mod til sig og sagde ” Tak. Jeg kan ikke takke dig nok for det, du har gjort. Du har reddet min datters og min fremtid. Men hvem er du egentlig og hvorfor er du her i Sierra Leone?” Jeg kiggede lidt på hende, så svarede jeg. ”Jeg er Gabriella, englen Gabriella. Jeg er her for at hjælpe dig og din datter. Jeg er sendt på den mission. Jeg vidste allerede, lige da jeg kom, at denne mission var anderledes end de andre, jeg har været på. Denne gang var det mig, der skulle hjælpe, og ikke dræbe. Denne gang var jeg den gode og det lykkedes.” Jeg kiggede ind i Eleanors smukke sort øjne. De glimtede af glæde, ”Jeg vil altid huske dig og din datter. I er helt specielle. I var de første, jeg virkelig hjalp. I er i mit hjerte.” hviskede jeg. Så gav jeg hende et kys på kinden ” Jeg vil holde øje med jer.” smilede jeg. Så tog jeg hjem, op til min Far og chef, Gud.

 

Jeg ligger på maven og kigger ud over kanten på min sky. Jeg smiler. Jeg ser Gemma, Eleanor og hendes datter. De leger i den stor grønne have, mens Harry sidder i skyggen og læser. Han smiler, da han ser på dem. Så kigger han lige op på mig med et smil og tegner et hjerte i luften med venstre hånd. Jeg vil altid huske denne mission og denne familie.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...