Hopeless

*Se traileren før du starter med at læse* Claire Rose Anderson har nu været holdt som gidsel, hos den brutale verdensstjerne Harry Styles, i tæt på et halv år. Med minderne fra sin forfærdelige fortid, og nærmest ikke eksisterende fremtid, prøver hun at holde sammen på sit nuværende liv, så godt hun nu kan. Men det syntes ikke nemt, da der hele tiden kommer udfordringer til hende, som skubber hende tilbage i startpositionen igen. Harry og hendes forhold er vaklende, efter en drastisk handling fra Harrys side. 'L' har vist sig, og har skumle planer med både Harry og Rose. Hendes ellers indesprærede storebror, som er brudt ud af fængslet, gør alt for at opsøge sin søster. Og hvem er denne George, som også gerne vil lære Rose at kende? - Dette er 2'eren af Helpless, så hvis du ikke allerede har læst første del af serien, anbefaler jeg dig til at gøre det, hvilket vil give mere mening i forhold til handlingen, og detaljerne i historien.

54Likes
43Kommentarer
2649Visninger
AA

4. Chapter IV

Cher kommer tættere på mig, og hendes øjne er lysende røde. De lyner mod mig og jeg holder beskyttende hænderne ud foran min krop. Et bredt smil breder sig på hendes læber og hun ligger hovedet en anelse på skrå, og betragter min hals. Og med ét, farer hun på mig og sætter tænderne i min tynde hud på halsen. Jeg skriger og vrider mig, men Cher har et fast greb i mig. Hendes tænder borer sig ned i min hals, og hun suger blodet i sig, som var det en jordbærmilkshake. 

"Harry er min" skriger hun og bider endnu hårdere i mig. Jeg kan mærke hvordan svimmelheden tager over, og alt begynder at kører rundt.

"Rose" denne gang er det Harrys stemme, men det er som jeg slet ikke reagere på navnet, og det finder han tilsyneladende hurtigt ud af. "Claire?"

Det rusker i mig. Jeg slår brat øjnene op og ser direkte ind i Harrys ansigt. Jeg skriger og springer tilbage, hvilket resultere i at jeg falder ned fra sengen og lander på det hårde gulv. Min vejrtrækning er hurtigt og mit hjerte banker af sted. Hvor blev Cher af, har hun mon gemt sig? Bliver jeg overfaldet lige om lidt, og tærret for endnu mere blod?

"Claire slap af, det var bare et mareridt" siger Harry med beroligende stemme. Jeg ser frustreret rundt i rummet, for hvis hun har tænkt sig at lave et bagholdsangreb, så vil jeg være forberedt. 

"Hvor blev hun af?" råber jeg forvirret, da der tilsyneladende ikke sker noget. Harry kigger på mig oppe fra sengen af. Hvornår er han kommet hjem? Da jeg faldt i søvn var sengen tom.

"Hvem?" spørger han undrende og kigger uroligt på mig. "Cher" gisper jeg. Han ryster på hovedet af mig og forklarer at hun har lånt bussens gæsteværelse. "Hvad?" Det begynder stille og roligt at gå op for mig, at Harrys ord om mareridt var sande. Det var bare et mareridt. Cher har ikke overfaldet mig. Men for en sikkerheds skyld lader jeg hurtigt mine hænder undersøge halsen. Nej, der er ingen tegn på hverken blod eller bidemærker, så vidt jeg i hvert fald kan mærke. 

Jeg ånder lettet op. "Jeg troede..." begynder jeg, men kan næsten ikke få de sidste ord ud af munden. "At Cher overfaldt dig?" griner Harry, og jeg kan ikke andet en at smile, men kun kort, da jeg kommer i tanke om hvad Harry gjorde ved mig i går nat. 

"Hvorfor skal jeg leve med alt det her?" spørger jeg stille og kigger op i hans natteklare øjne, som selv om det er mørk, stadig strøler med mod mig. "Jeg kan snart ikke klare det mere Harry. Først var det bare en fysisk byrde, men nu er det også blevet psykisk." Jeg kravler forsigtig op i sengen, men sætter mig i den anden ende af hovedgærdet, så der er et stykke mellemrum mellem ham og jeg. "En ting er at det fylder en stor del af mine tanker om dagen, men nu er det også begyndt at hjemsøge mine drømme om natten."

Harrys øjne afspejler en sorg som stikker mig let i hjertet. "Claire," hans stemme er lysere end den plejer og hans blik bliver sløret. 

"Jeg ved det. Og jeg vil undskylde overfor dig i al evighed, men det kan bare ikke ændre noget af det der er sket."

Jeg kan selv mærke tårene inden i, og at de er faretruende tæt på at komme ud. "Der må da være en måde. Jeg ved udmærket godt at du ikke kan lade mig gå, og jeg forstår dig. Men der må da være en måde at slippe ud af alt det her på."

Noget lysner i Harrys ansigt, som om en ide pludselig er opstået i hans hjerne, men det forsvinder hurtigt igen, som var der noget der forskrækkede ham.

"Hvad?" Hvis Harry kender en metode som kan rede det hele ud, vil jeg vide det! "Nej det ikke noget" siger han fraværende og lægger sig ned igen, og lader til syneladende som om han prøver at sove. Hvad?! Hvorfor nu alt det hemmeligheds pjat?

Jeg bider mig hårdt i læben og samler alt mit mod, før jeg lægger mig op ved siden af Harry. Jeg sætter den ene albue i sengen og læner mit hoved op af den. Han øjne er lukkede og hans ansigt er helt afslappet, og hvis man ikke kendte til hans sande signatur, ville hans ansigt ligne et uskyldigt lille barn.

"Harry hvis du ved noget, vil du så ikke nok dele det med mig" beder jeg, men han reagere ikke på mit spørgsmål. Hans åndedræt bliver tungere og hans krop ser helt slap ud. Og havde det ikke været fordi jeg kunne se at hans øjne kørte rundt, inde bag hans øjenlåg, ville jeg tro at han var faldet i søvn.

"Harry please" jeg tager en dyb indånding og læger min rystende hånd på han kølige kind. Denne uforventede berøring for han til at slå øjnene op og møde mine. Han sukker tungt og vender sig om mod mig. 

"Der er en metode, men den er farlig, for ikke at sige komplet livstruende" hans stemme er træt og ud fra hans klang, bryder han sig vidst ikke om emnet. 

"Hvilken metode?" Han fugter sine læber og bruger et øjeblik til bare at stirrer ud i luften. "Det er nærmere en gammel myte hvis du spørg mig. Jeg har ikke lyst til at snakke om den."

 

Harry synsvinkel:

 

Claire vil ikke give op så let, men jeg nægter simpelthen at fortælle hende om den. Metoden er bararisk og næsten umulig at udføre. Offeret for metoden skal udsultes i tre dage, hvorefter deres krop skal tømmes for 80% af blodet. Og til sidst, det værste af det hele. Det er næsten umuligt at udføre. Det øverste led i rygsøjlen skal have et knæk, så den øverste del støder kraftigt op mod hjernen og påvirker størstedelen af dens nerver, så nervesystemet bliver kaotisk og smerten begynder forskellige steder i kroppen på offeret. Hjernen bliver dermed overbelastet fordi den slet ikke kan abstrahere alle de signaler på en gang. Når disse smerter påføres, skal man presse sine hænder hårdt mod personens tændinger, da det er den del af hjernen som står for hukommelsen og minder. Hvis man presser hårdt nok siges det, at personens hukommelse bliver slettet.

Men det tager lang tid at mestre denne metode. Den første del er forholdsvis simpel, hvis man bare sørger for at give personen vand nok, kan de sagtens klare sig uden mad i tre dage. Den næste del er også nem, hvis ens tørst efter blod er stor nok. Men det tager alligevel lang tid. Et veludviklet menneske har mellem 5-6 liter blod i kropen. Og hvis 80% af dette skal ud af kroppen, er det alligevel nogle liter som skal indtages. Og er man ikke i træning, hvilket jeg slet ikke er i øjeblikket, så er dette en ting som kan tage en, måske endda to dage for mit vedkommende.

Men den sidste proces er den absolut værste. Du skal være fuldstændig sikker på dine bevægelser, for laver man bare den mindste fejl, ender du med at brække offertes nakke og det dør på stedet.  

Jeg kan stadig hører den skræklige lyd for mig af nakken som knækker, og se hovedet hænge slapt ned. Det er et slags ar på sjælen som aldrig forsvinder, og som altid vil sidde i min hukommelse. 

"Harry please" hvisker Emmas svage stemme, og hun folder sine hænder og holder dem op imod mig, som var jeg en gud for hende. 

Men selvom jeg burde nyde denne sejr, gør det ondt i mit hjerte at se en så stærk personlighed som hendes, kan blive så svag og hjælpeløs. Men jeg var jo nødt til det. Hun var for stor en modstander. Og for at være ærlig, kunne jeg heller ikke holde ud at se hende i fangeskab. Hun lignede en løve i bur. Det her var den eneste måde.

Det var måske ikke retfærdigt overfor alle de andre pige, men jeg var nødt til at slippe Emma fri. Og den eneste måde at gøre det på, var ved hjælp af hukommelsestab-metoden. 

I de forrige dage havde jeg nægtet både hende og den nye pige at få noget at spise. De havde fået lidt vand, men så var det også det. Jeg havde med vilje ikke drukket noget blod fra Emma, og havde derfor slukket min tørst ved hjælp af Samantha, som var meget villig omkring min blodsugning, og gjorde ikke den mindste form for modstand. 

Men i dag havde jeg besluttet mig. Emma havde på det sidste tærret alt for mange på mine kræfter, og det ville være bedst for os begge to hvis vi gik hver til sit. 

"Harry?" hendes stemme bliver mere usikker jo tættere jeg kommer på. Jeg møder hendes øjne og de lyser af frygt. Hun aner ikke hvad der snart vil ske med hende, og forhåbentligt vil hun ikke kunne huske det bagefter.

"Emma der er ikke andre muligheder" siger jeg og prøver at holde pulsen nede. Jeg har fat om hendes skuldre og mine øjne er som klistret til hendes hals. Hun snøfter svagt, men så er det som om hun falder lidt til ro igen. Og så sætter jeg mine tænder i hende. Lader dem borer sig ned i hendes hals, indtil jeg kan smage det varme blod, som pumper afsted i hendes krop. Hun giver ikke så meget som et skrig fra sig, men forholder sig bare helt tavs. Blodet glider ned gennem min strube og ned i maven på mig. En varm og befriende følelse skylder ind over mig, og jeg føler det næsten som om jeg flyver. 

Jeg har ikke styr på tiden, og kan ikke afgøre om der går minutter eller timer. Det eneste jeg har at dømme ud fra, er Emmas krop, som langsomt bliver mere og mere slap. Og da jeg går ud fra at hun er tømt tilstrækkeligt for blod, tager jeg fat i hendes nakke og skal lige til at udfører den afsluttende proces, da hendes svage stemme kommer med en sidste sætning:

"George vil aldrig tilgive dig for det her." Efterfulgt af en skrækkelig knæk-lyd, udført i chok over ordene som kommer ud af hendes mund. 

 

Claires øjne kigger stadig forsigtigt ind i mine. Der er stadig den samme uskyldighed over dem, som der var den aften til koncerten. Hendes blik er bedende, men jeg nægter at fortælle hende om det. For det ville bare være endnu et bevis på hvilket monster jeg er. 

"Harry?" hendes lyse stemme stikker i mig.

"Rose glem det, for det kommer alligevel aldrig til at ske. Godnat!" Jeg vender mig om på siden og lukker øjnene. Jeg har ikke engang nødt at se på hende, for at vide hvor skuffet hun ser på mig lige nu. Jeg kan mærke sengen giver svagt efter og hører fodtrin på gulvet. Hun har valgt at sove på gulvet, fint med mig, for at være ærlig har jeg heller ikke lyst til at dele seng med hende i nat. Faktisk var alt dette meget nemmere den gang hun bare boede nede i bagagerummet. Dengang jeg ikke kendte hende personligt. For nu følte jeg mig skyldig, men der var bare ingen måde jeg kunne betale min gæld af på som ville gavne hende.

 

 

-  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -

Så fik jeg endelig færdiggjort et nyt kapitel, sorry mange gange for den lange ventetid, men lider virkelig af skriveblokering for tiden...-.-''

Håber I kan lide det, og vil meget gerne læse jeres dejlige kommentarer :) 

 

Sara Xx

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...