Hopeless

*Se traileren før du starter med at læse* Claire Rose Anderson har nu været holdt som gidsel, hos den brutale verdensstjerne Harry Styles, i tæt på et halv år. Med minderne fra sin forfærdelige fortid, og nærmest ikke eksisterende fremtid, prøver hun at holde sammen på sit nuværende liv, så godt hun nu kan. Men det syntes ikke nemt, da der hele tiden kommer udfordringer til hende, som skubber hende tilbage i startpositionen igen. Harry og hendes forhold er vaklende, efter en drastisk handling fra Harrys side. 'L' har vist sig, og har skumle planer med både Harry og Rose. Hendes ellers indesprærede storebror, som er brudt ud af fængslet, gør alt for at opsøge sin søster. Og hvem er denne George, som også gerne vil lære Rose at kende? - Dette er 2'eren af Helpless, så hvis du ikke allerede har læst første del af serien, anbefaler jeg dig til at gøre det, hvilket vil give mere mening i forhold til handlingen, og detaljerne i historien.

54Likes
43Kommentarer
2655Visninger
AA

3. Chapter III

Hvis jeg nogensinde slipper væk herfra, skal jeg opsøge en doktor og have tjekket op på både syn og hørelse. For hvordan kunne jeg overhovedet være så blind! Jeg burde da have genkendt den stemme med det samme. Dum, dummere, mig. 

Jeg tegner en hurtig skitse af en sur smiley, hvorefter jeg krøller papiret sammen og kyler det ned på gulvet. Idet samme den ramme gulvtæppet, træder Harry ud fra badværelset. Hans krop er nøgen, bortse fra det lille hvide håndklæde som er bundet rundt om livet på ham. 

Et stik går igennem mig, og jeg sætter mig lynhurtigt op i sengen, i stedet for at ligge forsvarsløst på maven. Hvis han så meget som prøver på noget, skal jeg i det mindste være forsvars beret. Jeg kan tydeligt se på hans ansigts udtryk, at min handling piner ham inderligt. Skæret i hans ellers glade øjne forsvinder, og en trist mine lægger sig på hans læber.

Kan det virkelig passe at han er oprigtigt ked af det? Eller er det bare endnu en facade han sætter op, for at stjæle min tillid til ham tilbage? Jeg har ingen ide, og føler mig mere usikker end nogensinde før. Den dreng er et mysterium. Det ene tidspunkt opfører han sig som  en drøm, det næste dolker han dig i ryggen. 

Og ja, det er hovedsageligt voldtægten som hjemsøger mine tanker. Men hvordan skulle jeg kunne tænke på andet. Der er ikke engang gået et døgn siden, og han forlanger allerede en tilgivelse. Er det virkelig så underligt, at jeg bare er en lille smule bange for at være i hans nærvær?

Jeg kan mærke at mit hjerte slår et slag over, da Harry nærmer sig sengen. Min øjne følger hver og en af hans bevægelser, og det er som om min krop bare venter på at han skal overfalde mig, så den kan reagere. 

Harry er nået hen til skuffen og finder det tøj frem han skal bruge. Hans opmærksomhed falder ikke på mig, og jeg vælger derfor at rykke mig yderligere tilbage i sengen, så der kommer lidt mere afstand mellem os. 

Jeg kan se på ham at han vælger sit tøj med omhu. Ham og Cher skal i byen i aften, alene, og derfor skal han se ekstra godt ud. Jeg fik også tilbudet om at komme med, men takkede nej af flere grunde. Så jeg gav dem bare den undskyldning, at jeg var for udmattet over den lange shoppe tur til at tage med. 

Egentlig passer det mig også helt fint. Min hjerne har en del ting som skal sættes sammen, omkring min bror, Harry, Cher og en hel del om mig selv.

Da han har fundet det passende tøj, går han tilbage mod badeværelset og jeg kan hører at han rumstere derinde. 

 

Harrys synsvinkel:

 

Hvis jeg havde haft en pistol i hånden lige nu, havde jeg uden tvivl valgt at benytte et skud på mig selv. For hold kæft hvor har jeg dog dummet mig! Hvordan kunne jeg overhovedet lade det ske? Og så gik det endda ud over Rose, hvilket er det værst tænkelige. 

Hende som kan sammenlignes med en skrøbelig blomst, som hver dag, for revet et blad mere af sig, og til sidst kun består at en nøgen stilk, som er blevet efterladt håbløst tilbage. 

Jeg slår mig selv i hovedet med flad hånd, og ser tomt ind på mit spejlbilled. Det velkendte ansigt som findes på millioner af billeder verden over, står og kigger uldent på mig. Gid jeg dog kunne skifte udseende. Jeg er træt af mit ansigt. Jeg er i det hele taget træt af at være mig. 

 

Cher ser smuk ud som altid, og den sorte kjole hun købte tideligere sidder perfekt på hende, som var den syet til lige netop hendes krop. Sært nok minder den mig om Rose. Jeg gav hende en sort kjole næsten magen til. 

Cher har valgt at slæbe mig med hen på et lille spillested kaldet "Red lips". Et sted jeg aldrig har været, men hvor det derimod ser ud til at hun er stamkunde. Alle hilser på hende da hun træder ind, og hun hvisker mig små detaljer om de forskellige personer på stedet. 

"Hey Cher, baby" griner en høj mørk mand, med skulderlange dreadlocks og trækker hende ind i et kram. "Max, lang tid siden" svarer Cher og smilet danner sig hurtigt på hendes læber. Og allerede ved det lille tegn, kan jeg se at denne Max er en hun holder af. 

På skærmen under x-factor så man Cher som en pige fuld af glæde, og som nemt kunne blive følelsesladet. Men kendte man hende når alle kameraerne blev slukket, skulle der meget til for at få hendes mundvige til at vende opad. Meget dårligt kan man sige om den pige, men når det kommer til skuespil, så er hun en bragende stjerne. 

"Oh, du har taget en ven med. Er det mon ham Styles du har snakket om?" Max slipper Cher og giver mig et hurtigt kram, og et par klap på ryggen. 

"Ja det er" siger hun med et mystisk glimt i øjet, som ikke er til at tyde. Hendes hånd finder min og hun trækker mig med hen til baren, hvor vi slår os ned på de høje bar stole. "To gange det sædvanelige" siger Cher og ringer henrykt på den lille klokke, som er opstillet til ære for de utålmodige kunder.

Drinksene har en sær farve, i bunden er de helt mørkeblå, men i midten af glasset arbejder farven sig over mod en lilla og ender med at blive rød i toppen. "Skål" siger Cher og løfter sit glas. Jeg gentager hendes bevægelse og lader en tår af den kølige væske skylde ned i halsen. Smagen er der med det samme og er ikke til at tage fejl af. Blod. Og ikke bare lidt blod, nej smagen er rimelig overvældende. Det er lang tid siden jeg har smagt den metal-agtige smag i så store mængder, for hvis jeg har skulle drikke af Rose, har jeg bevidst holdt mig lidt tilbage. Okay i starten gik jeg lidt amok, men efter jeg lærte hende at kende, har det pint mig når hun har følt smerte.  

"Du ser helt overvældet ud Styles" griner Cher og sætter sin drik fra sig. "Du er vel ikke holdt op med at drikke."

Jeg ryster på hovedet. "Jeg har bare været på en lille... afvending." Hun skyder det ene øjenbryn mistroisk i vejret. "Som om Styles, du vil bare ikke skade lille Rosie. Sig mig, hvad er det egentlig der gør hende så speciel? Hvorfor ikke bare udnytte hende som du har gjort ved alle de andre?" Chers stemme er hård og er slået over i en alvorlig tone. Det ligner umiddelbart ikke hendes væremåde, men nu er det jo også lang tid siden vi sidst har været sammen. Hvem ved, måske har hun ændret sig?  

"Jeg kan ikke beskrive det, hun er bare anderledes. Hov vent, hvor ved du fra at jeg har udnyttet piger?" spørger jeg undrende og tænker nærmere over det. Jeg har ikke nævnt det til noget, og så vidt jeg ved, er der heller ingen af ligene som er blevet fundet.

Cher kigger dumt på mig og giver mig et let puf i hovedet. "Hvem tror du har taget sig af ligene, når du bare har efterladt dem. Der er jo ligesom en grund til at vi har skraldebilerne, ikke?"

Gud skraldebilerne, dem havde jeg fuldkommen glemt. Hele blod-organitationen har anskaffet sig en 'skraldebil' som umildbart ser ud som alle andre, men som sørger får at ligene bliver distueret. 

"Cher du har jo reddet mig" siger jeg og omfavner hende. Hvordan skulle jeg nogensinde kunne takke hende nok, hvis nogen fandt ud af min hemmelighed så ... jeg vil ikke engang tænke på hvad der ville ske. Jeg ville miste alt. Mit omdømme, mine venner, men aller værst min familie. 

Cher trækker sig kort tilbage, og bliver så dybt alvorlig igen. "Men vi har et problem. Der var et lig som nogen fandt før mig." Alt stivner inden i mig, og jeg kan mærke hvordan mit hjerte begynder at hamre af sted. "Hvem af dem blev fundet?"

"Emma Shelley."

 

-  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -

Hejsa folkens, endelig fik jeg taget mig sammen til at publicere dette kapitel, undskylder for den lange vente tid, men har ligget syg nogle dage, og så er jeg også blevet ret så grebet af en serie, som jeg liiige måtte se nogle afsnit af...

Og hvor er det dejligt at historien har fået 22 likes efter bare 2 kapitler! Og det er så vildt at mange af jer er "flyttet" med over i to'eren! 1000-mange tak for det!!!

Jeg vil rigtig gerne hører hvad I syntes om dette kapitel og dets handlingsforløb. Og rigtig gerne hører hvad i tænker om det lig som 'nogen' fandt før Cher. Hvem tror I fandt det, og hvad kommer det til at betyde for historien?

 

Sara Xx

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...