Hopeless

*Se traileren før du starter med at læse* Claire Rose Anderson har nu været holdt som gidsel, hos den brutale verdensstjerne Harry Styles, i tæt på et halv år. Med minderne fra sin forfærdelige fortid, og nærmest ikke eksisterende fremtid, prøver hun at holde sammen på sit nuværende liv, så godt hun nu kan. Men det syntes ikke nemt, da der hele tiden kommer udfordringer til hende, som skubber hende tilbage i startpositionen igen. Harry og hendes forhold er vaklende, efter en drastisk handling fra Harrys side. 'L' har vist sig, og har skumle planer med både Harry og Rose. Hendes ellers indesprærede storebror, som er brudt ud af fængslet, gør alt for at opsøge sin søster. Og hvem er denne George, som også gerne vil lære Rose at kende? - Dette er 2'eren af Helpless, så hvis du ikke allerede har læst første del af serien, anbefaler jeg dig til at gøre det, hvilket vil give mere mening i forhold til handlingen, og detaljerne i historien.

54Likes
43Kommentarer
2652Visninger
AA

2. Chapter II

"Piger kommer I snart ud derfra fra?" lyder Harrys klarer stemme på den anden side af forhænget. "Selvfølgelig babe, vi er der næsten" svarer Cher hurtigt med en manipulerende glad stemme. Hun slipper grebet om min hals, og jeg hiver højlydt efter vejret, mens jeg febrilsk prøver at komme ud. 

"Husk det nu Rosie, han er min" hvisker hun næsten lydløst efter mig, idet jeg trækker forhænget fra, og ramler direkte ind i Harry. 

Jeg hiver stadig lidt efter vejret, og det gør det ikke spor bedre, da hele hans gerning blomstre op i min hukommelse igen. Jeg trækker mig tilbage med et sæt og går istedet mod udgangen. Berøringen med hans krop har givet mig kuldegysninger og en ubehagelig følelse ligger sig over mig.  

Chers ord hænger som klistret fast i mit hoved og mit blod pumper hurtigt rundt i kroppen. Hun har en jeg kender i sit fangeskab. Og da jeg ikke kender ret mange personer, er listen med mistænkte forholdsvist minimal. Men hvem er det? 

En hånd griber fat om min overarm og river mig baglæns. "Hvor skal du hen Rose?" Det er selvfølgelig Harry som er fulgt efter mig, og nu forlanger en forklaring. Kan den dreng ikke bare passe sig selv. 

"Væk" svarer jeg ligegyldigt og trækker armen til mig. "Nej Rose vent" forlanger Harry, og prøver at kalde mig tilbage. Lyden af hans bedrøvede stemme skær i mine øre og det er utrolig meget mod min vilje, da jeg drejer hovedet og kigger om på ham. 

"Jeg er virkelig ked af det hele. Og jeg forstår dig godt. Ja, og nu når Cher pludselig er dukket op... jeg ved ikke hvad jeg skal sige. Jeg vil bare gerne gøre det godt igen, på en eller anden måde."

"Harry," navnet smager grimt i munden, og det er næsten ikke til at udtale. "Du vil aldrig nogensinde kunne gøre det her godt igen. Aldrig!" Tårene baner sig vej ned af mine kinder, og jeg mærker hvordan usikkerheden for min krop til at ryste. "Og Cher... det er alt sammen lige meget."

Jeg fortsætter min gang ud af tøjbutikken, med Harry vadende lige i hælene på mig. Hvis jeg havde været stærk nok, så havde jeg pandet ham en, men eftersom han både er større og mere muskuløs end mig, vælger jeg derfor bare at ignorere ham. 

Da vi er kommet i hvert fald halvtreds meter væk fra butikken, slår jeg mig ned på en stol, som hører til en lille overfyldt bladkiosk, ejet af en tyrkisk lignende mand. Harry sætter sig på stolen overfor mig, og sender mig det mest undskyldende blik han kan præstere. Jeg derimod, vælger at slå blikket ned i den grovtslebne bordplade. 

"Hey I skal altså købe noget, hvis I vil side ved mine borde" lyder en skinger stemmer fra disken, som sikkert tilhører den tyrkiske mand. Jeg kan mærke Harrys blik, som stadig hviler på mig. 

"Må jeg bede om dagen avis?" spørger Harry og får stukket en ordentlig bunke papir i hånden. Han lægger avisen fladt ned på bordet, og giver manden sin betaling. 

Uvilkårligt glider mine øjne hen over det trykte blæk på det tynde avispapir, da jeg for øje på noget interessant. Jeg tager forsigtigt fat om den ene side og trækker den hen til mig. Mine fingerspidser stryger forsigtigt over de store nedskrevne bogstaver, som i mine øjne danner et velkendt navn.

Drab- og voldtægtsmænd flygtet fra fængslet

Det er nu to måneder siden, at den 23-årige Cornelius Anderson, er flygtet fra sin isolationscelle i fængslet. Hvordan han har gjort det, er endnu ikke opklaret og politiet står på bar bund. Der var ingen tegn på at låsen var brudt op, og der var heller ingen billeder af ham, fanget på overvågnings kameraet. 

"Vi har aldrig oplevet noget lignende," udtaler politimand og overvågnings formand Poul Parker. "Det er yderst uhyggeligt, at han på ubemærket vis bare er forsvundet."

Men det er ikke kun politiet som frygter den unge kriminelle, også flere af byens folk har udtalt sig om, at de er utrygge ved at lade deres børn færdes på gaden.

Og det er der heller ikke noget at sige til, da han kun som 15-årig blev dømt for voldtægt på sin yngre søster, og drab på en civil mand som prøvede at hjælpe pigen. 

Og det er måske der at sagen begynder at hænge sammen, for har hans flugtforsøg mon noget at gøre med hans søster, Claire Rose Anderson, som for et halvt år siden blev kidnappet, og som endnu ikke er fundet. Og hvis det er tilfældet, så er han vel også manden, som har en finger med i spillet, med alle de forsvundne piger gennem de sidste par år. 

"Han kan muligvis have en haft nogle medsammensvorne, som udfører disse kidnappelser uden for fængslet. Men vi kan ikke se hvordan det har kunne lade sig gøre, da han ikke har haft nogle muligheder for kontakt, mens han sad inde" fortæller Poul Parker.

Politiet er på sagen og de råder til at man skal holde et ekstra opsyn med sine børn, indtil denne sag er opklaret.

 

"Rose?" Harrys stemme er lav og lyder bekymret, hvilket sikkert betyder at jeg har været helt væk i teksten. 

Min bror er kommet ud. Eller rettere sagt brudt ud. Men hvorfor? Og hvordan? Men værst af alt, så har de fået det til at lyde som om, at han er liderlig pædofil, som kun er brudt ud for at voldtage kvarterets små piger. 

"Rose hvad er der?" Harry sætter forsigtigt en tot af mit pandehår, som er faldet ned i ansigtet på mig, om bag mit ene øre. Og selvom jeg ikke bryder mig om hans berøring,  er jeg for chokeret til at gøre noget ved det.

"Det er min bror" siger jeg næsten lydløst, og mærker hvordan mit blik er frosset helt fast ned i bordet. Harry tager papiret tilbage og læser teksten igennem.

"Hvor tror du han befinder sig nu?"

Jeg trækker uvidende på skuldrene. Jeg har absolut ingen anelse om hvor Cornelius ville tage hen. Der er ikke rigtigt noget hjem han kan tage hen til. Han kunne selvfølgelig tage hen til vores rigtige forældre, selvom jeg ikke ved om de stadig bor i det samme hus. Faktisk så ved jeg slet ikke om de bor sammen mere. 

Efter jeg blev fjernet, har jeg ikke måtte få nogle oplysninger om den. Jeg ved ikke engang om de lever. Min far gør sikkert, for han var ikke afhængig af alkohol som mor var. Faktisk var der slet ikke noget galt med ham, bort set fra at han var rigtig kvindeglad og ikke interesserede sig ret meget for os. Min mor derimod kunne godt have taget skade af al den alkohol hun har hældt i sig, i alle de år. Selv den dag i dag, kan jeg stadig huske hvordan vi nogle gange fandt hende bevidstløs liggende midt på gulvet. Hun havde nu heller ikke så meget at leve for. Gad vide hvad der holdt hende kørende?

"Han vil vel ikke prøve at opsøge dig, vel?" Harrys stemme lyder en anelse usikker, da han udtaler sætningen. Kan det passe, at den blodsugende popstjerne, har en lille frygt for min storebror?

Men måske kunne det blive en realitet, altså det med at jeg var den person han ville vælge at opsøge, jeg er jo den eneste som kender hans sande person og som ikke hader ham. 

Kuldegysningerne kravler op af mine arme, da jeg husker på min brors løfte om at han altid vil beskytte mig. 

Måske mente han det rent faktisk. Et hurtigt glimt af shoppeturen med Harry titter frem i baghovedet. Manden som skød damen i døren og som råbte mit navn. Den stemme. Og den aften vi var til fest, og natklubben blev smadret. Det var den samme stemme. Altså den samme mand. Stemmen virkede bekendt, men alligevel fremmed. Men den var kun fremmed, fordi der er gået så mange år siden jeg har hørt den. Stemmen er blevet dybere og mere voksen, men der er stadig den samme klag over den, som dengang jeg kendte den.  

Jeg gisper da alle brikkerne falder på plads, og det omsider giver mening. Den voldlige person som har forfulgt mig, og som jeg førhen troede var L, er faktisk min bror!

Jeg er flygtet fra min egen bror!

Jeg er flygtet fra den eneste person som virkelig kunne hjælpe mig! 

 

-  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  - 

Så er 2. kapitel ovre, og jeg vil gerne benytte lejligheden til at sige tak for alle de likes, favoritlister og kommentarer som historien allerede har fået! :-D

Hvad syntes I om handlingen indtil nu og hvad tror I der vil komme til at ske?

 

Sara Xx

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...