Hopeless

*Se traileren før du starter med at læse* Claire Rose Anderson har nu været holdt som gidsel, hos den brutale verdensstjerne Harry Styles, i tæt på et halv år. Med minderne fra sin forfærdelige fortid, og nærmest ikke eksisterende fremtid, prøver hun at holde sammen på sit nuværende liv, så godt hun nu kan. Men det syntes ikke nemt, da der hele tiden kommer udfordringer til hende, som skubber hende tilbage i startpositionen igen. Harry og hendes forhold er vaklende, efter en drastisk handling fra Harrys side. 'L' har vist sig, og har skumle planer med både Harry og Rose. Hendes ellers indesprærede storebror, som er brudt ud af fængslet, gør alt for at opsøge sin søster. Og hvem er denne George, som også gerne vil lære Rose at kende? - Dette er 2'eren af Helpless, så hvis du ikke allerede har læst første del af serien, anbefaler jeg dig til at gøre det, hvilket vil give mere mening i forhold til handlingen, og detaljerne i historien.

54Likes
43Kommentarer
2647Visninger
AA

1. Chapter I

Mit hjerte slår et slag over, ved lyden af Chers kommentar. Cher Lloyd, Lloyd som i 'L'. Cher er L. Det er hende der har forfulgt mig det sidste stykke tid, med breve og hentydninger til mit og Harrys forhold. Jeg er ikke i stand til at sige noget til hende, så jeg nikker bare og kigger stødt op på hende.

"Ja, det har taget en del af min tid, men jeg syntes ligesom at du skulle have nogle tips om kærlighed, da du syntes at være et helt håbløst tilfælde. Men husk lige på én ting Rose. Harry er min, og kun min!" Hun når lige akkurat at afslutte den sætning, før vi begge kan hører lyden af drengenes glade stemmer og de omfavner Cher.

Jeg kan ikke lade være med at sidde og glo dumt på dem alle sammen. Hvordan kan de bare kramme hende, når hun er sådan en creepy person, som har skumle bagtanker med andre ligesom... ligesom Harry!

Vent nu lidt, Harry og Cher er jo faktisk ens på det punkt. Begge mystiske personer som lever deres liv i skyggen af deres klamme hemmeligheder. For lur mig om det ikke også er Cher, som Harry omtaler i sin dagbog som 'hende'.

Så det vil vel sige at Cher også suger blod. Og eftersom hun kender Harry og han suger blod fra mig... Jeg mister pusten for en kort stund og mine øjne flakker. Skal både Harry og Cher så til at suge mit blod? 

"Oh Rose, jeg har jo helt glemt at præsentere dig" siger Harry pludseligt og møder mine øjne, selvom jeg hurtigt slår blikket væk fra ham, hvilket han selvfølgelig ligger mærke til. "Cher, det her er Rose min... øh, en god ven, Rose det her er Cher en gammel kollega og ven fra x-factor."

"Tak Haz, men mig og Rose har allerede hilst på hinanden" siger hun og smiler skævt til mig, med et nærmest dræbende blik i øjnene.

Liam begynder straks at snakke videre med Cher, så jeg vælger at trække mig lidt tilbage og koble min hjerne fra. Jeg har ikke lyst til at hører på dem. Igen af dem. Jeg føler mig udnyttet. Brugt. Som var jeg et stykke legetøj til en engangs forestilling, hvorefter jeg bliver forlagt og glemt for altid. 

"Rose?" jeg retter blikket op mod de mange stemmer, og følger hvordan alle de tolv par øjne stirre hen på mig. "Vil du med?"

Da min koncentration er i bund lige nu, er jeg slet ikke med på hvad de snakker om. Cher nærmer sig mig og hendes varme hånd tager fat om mit håndled. Jeg mærker hvordan hendes lange negle borer jeg ind i min tynde hud, men uden at nogen af drengene bemærker det.

"Selvfølgelig vil hun det, ikke også Rose?" hendes øjne brænder sig ind i mit ansigt, og jeg kan ikke slippe øjenkontakten, det føltes som om jeg er låst fast. Hendes næsten sorte iriser udstråler store mængder af had mod mig og med hendes bare øjne flor hun næsten ordene ud af munden på mig. "Jo" svarer jeg stille og nikker. Hun smiler tilfreds over min præstation, og slipper min arm.

 


 

Taxaturen tager en krig. Sikkert på grund af min ret så misplacerede plads i midten af Harry og Cher. Stod det til mig ville jeg give alt for at sidde på forsædet, men næ nej, Louis syntes absolut at jeg skulle pines det ekstra. Som om jeg ikke allerede havde været nok igennem. Det værste er nu det, at dele af min krop strejfer begge personer. Jeg afskyer følelsen af at have nærkontakt med dem begge. For det føltes så urealistisk. Altså hvilken person ville dog sidde i smørhul af sin voldtægtsmand og sin klamme stalker. Men det er som om tingene stadig er ved at falde på plads. Som om min hjerne er bagud og lige skal opdatere alle begivenhederne. Og det er lige præcis hvad jeg frygter. For hvis min hjerne er bag ud nu, vil jeg få et pludseligt mentalt sammenbrud, den dag jeg indser hvad der egentlig er sket. Når det sker vil der ikke være noget tilbage at leve for. Sidst jeg fik sådan en depression, var da retten tog min bror og familie fra mig og placerede mig i en plejefamilie. Der gik et par dage før jeg inderst inde indså hvad der var sket. Jeg var som et spøgelse de næste mange uger. Jeg sagde ingenting. Jeg gjorde ingenting. Jeg spiste næsten heller ikke. Det var som at gå i en boble, isoleret fra omverdenen og ude af stand til at trænge ud igen. Alt var fuldstændig ligemeget.

Mit blik er fastfrosset mod forruden, som en slags protest om at alt dette er mod min vilje. Ud af øjenkroggen har jeg på den ellers så korte tur, op til flere gange busted Harry i at kigge mod mig, men hver gang han ikke har mødt mine øjne, har han vendt hovedet igen og i stedet for kigget håbløst ud af ruden.

Fik jeg sagt det regner. Det sjasker ned i lårtykke ståler og der er stort set ikke en sjæl at se på gaderne. Vejret passer nu ret godt til mit humør. For jeg føler mig ligeså grå som skyerne på himlen. Det er som om regndråberne afspejler sig som tåre. Mine tåre. Jeg er den grå himmel som græder. Græder over al min elendighed. 

Der findes mange citater om at man ikke skal opgive sit liv, uanset hvor dårligt og forfærdeligt det er, og at der altid vil ske noget godt når man har overvundet det onde, men helt ærligt kan jeg ikke set pointen i det. 

Indtil nu, fra fødslen og til den dag i dag, har jeg kun set det onde. Det eneste gode jeg kender til er Melissa. Men uanset hvor meget jeg ønsker at se hende, er der en anden del af mig, som hellere vil frastøde hende. Hun skal ikke rodes ind i alt dette kaos. Harry skal ikke suge hendes blod. Hun skal ikke slås, sparkes og voldtages som jeg er blevet. Og der er ingen som skal forfølge hende med mystiske beskeder, så hun bliver bange helt ind i sjælen.

Nogen mennesker er skabt til et strengt liv med få glæder. Jeg er en af de mennesker. Jeg har mange ar som tiden har ført med sig, men jeg er vant til det. Tro det eller ej, men man vænner sig til det. Hvis man aldrig er blevet behandlet ordentligt fra helt lille af, kommer det automatisk ind over ens oplæring og normer for hvordan man skal reagere på forskellige ting. 

Melissa er ikke skabt sådan, hun har sine forældre som elsker hende og har altid haft en god påvirkning på folk. Hun fortjener et drømmeliv!

Jeg derimod ønsker bare at slutte mit liv. Sige farvel til det helvede som jeg lever i, og håbe på at hvis jeg nogensinde slår øjnene op igen, at det vil bliver et andet sted end på denne jord. Hvis jeg havde muligheden for at dø, lige nu og her, så ville jeg vælge det. Jeg ville ikke engang betænke det i ét sekund. 

Bare tanken om at forlade alt dette gør mig lettet. For hvorfor overhovedet blive? Hvis Harry ikke dræber mig, så gør Cher vel. Hun har alligevel givet udtryk for at hun ejer ham, og bare venter på at få mig ud af billedet, så hvorfor ikke bare gøre det nu?

Ja hvorfor egentlig ikke? Spørgsmålet undre mig en smule. Hvis hun hele tiden har fulgt efter os, og vidste hvad Harry havde gang i, hvorfor brød hun så ikke bare ind? Hvis hun virkelig ville undgå den lille form for modstand, som jeg kan udgøre for hende, hvorfor havde hun så ikke dræbt mig da jeg lå bevidstløs i bagagerummet? 

Hun har i stedet brugt mig. Observeret hver en bevægelse, og set hver en reaktion på afstand, mens hun udgav sig for at være L, men hvorfor? Hvad er hendes bagtanke? Sådan en må hun vel have, ellers var jeg jo ikke i live nu vel. Men hvad afholder hende fra at dræbe mig, hvis hun ved at Harry ville være hendes, når jeg er væk? Der er helt klart et led i hendes forskruede plan som jeg har overset?  

Bilen stopper langsomt op, og motoren slukker. Louis betaler Cheføren rigeligt med drikkepenge og vi hopper ud. Vi står nu foran et kæmpe shoppingcenter, og er der bare noget jeg ikke har lyst til i dag, så er det at gå rundt i et indelukket center, klemt mellem de mange mennesker som stresser rundt. For hvad skulle man ellers lave på sådan en kedelig gråvejrs dag. Shopping er helt klart et alternativ for mange mennesker i dag.

Og ganske rigtigt, centret er proppet. Jeg sukker højlydt og lader mig fører med ind i en tøjbutik. Mit blik er fjernt, og så snart jeg for chancen for at sætte mig ned, gør jeg det uden at betænke de andre. 

Jeg føler mig helt svimmel mellem mængden af mennesker, og gider ikke engang kigge på dyrt designertøj, som alle andre end lige mig ellers finder så attraktivt. 

"Hun er altså bare en ven" siger en stemme forsigtigt og sætter sig ned på den trængte plads ved siden af mig. Det er Liam som har placeret sig ved min side, og jeg kan se i hans blik, at han tilsynladende har lagt mærke til min ubehag over situationen. Han skulle bare vide hvad de virkelige problemer er.

"Det er ikke det," siger jeg kort og vender min opmærksomhed mod Liam. Hans pande lægger sig i nogle undrende rynker, og hans blik er spørgende. "Kender du den følelse man for, når en man virkelig stolte på, viser sig at have en skjult side af sig selv, som men egentlig godt havde set små bider af, men man aldrig nogensinde havde troet ville udvikle sig til et mareridt?"  

Liam sidder et par sekunder, mens han prøver at sluge mit spørgsmål, hvorefter han nikker. "Sidste år havde jeg en kæreste, Danielle hed hun. Jeg elskede hende overalt på jorden, og troede det skulle være os to for evigt. Jeg havde været ude at kigge på en forlovelsesring og havde planlagt en dato hvor jeg ville spørge hende om hun ville være min," et trist skær lægger sig i Liams øjne, og jeg kan se at dette er hårdt for ham at tale om. "En uge før den fastlagte dato slog hun op med mig. Det var som om alt i mit liv stoppede. Jeg var helt nede. Jeg følte mig så dum fordi jeg sådan havde brændt efter at tage vores forhold et skridt videre, mens hun hele tiden havde forberedt sig på den ende, som hun åbenbart havde planlagt at det skulle tage."

En ubehagelig følelse lægger sig over min krop, og selvom min og Liams historier er meget langt fra hinanden, så er der alligevel noget i hans som jeg kan relatere til. 

"Det er jeg ked af" siger jeg, for at samtalen ikke bare skal gå hen og dø helt ud. Liam nikker og der former sig efterfølgende et smil på hans læber. "Livet går videre. Jeg har fundet en ny, Sophia hedder hun og jeg elsker hende virkelig højt. Og når det kommer til Danielle, så er hun blevet til en rigtig god ven i stedet for."

Jeg ved ikke rigtigt hvorfor, men Liams historie lyser mit humør lidt op. Jeg har ikke tænkt mig at tilgive Harry, men som Liam sagde; så går livet videre. Jeg må fokusere på det positive, bortset fra at der ikke rigtigt er noget positivt i mit liv, men så må jeg finde noget. 

"Rose vil du lige hjælpe med den her?" råber Cher mistænkelig venligt, og vifter med en rød bh inde fra et af prøverummene. Jeg rejser mig tøvende op og Liam klapper mig opmuntrende på ryggen. Jeg tager en dyb indånding og går hen imod hende. Om ikke andet vil det måske fører til en chance om at få talt ud om alt det med brevene og Harry.

Jeg trækker forsigtigt forhænget fra og lister ind. Hun smiler til mig og vender ryggen mod mig. "Gider du lige knappe?" spørger hun, og jeg lader mine fingre samle de små hægter på bh'en. Hun betragter sig selv i spejlet, og retter den lidt til så hendes bryster bliver mest muligt fremhævet. 

"Hvad syntes du?" Hendes øjenbryn løfter sig lidt op og hun fugter sine læber med tungen. 

"Den sidder vel fint nok" svarer jeg usikkert, da det her er rimelig mærkeligt for ikke at sige akavet. 

"Godt, for jeg vil have at Hazza skal syntes om den" fniser hun og retter den yderligere til. 

Jeg ved ikke hvorfor, men den bemærkning provokere mig en smule. Tror hun bare at hun kan træde ind i bussen, og vinde hans hjerte tilbage? Jeg har det meget kompliceret med Harry nu, så et skænderi om hvem han tilhører er ikke just det jeg kan overskue lige nu.

"Angående Harry," begynder jeg, men bliver brat afbrudt af Cher. "Så holder du dig væk" siger hun overlegent og smiler til sit eget spejlbilled.

"Øh undskyld" siger jeg fornærmet, for hvad bilder hun sig i det hele taget ind, sådan at komme her og bestemme over mig. Ja okay, Harry og jeg er måske ikke ligefrem perlevenner efter gårsdagens episode, men hun bestemmer da ikke hvordan jeg skal omgås med ham.

"Nej du kan sige undskyld, undskyld for at du er så meget sammen med min Harry" Hun skubber mig hårdt ind i væggen og placere sine hænder hårdt om halsen på mig. 

"Din Harry?" gisper jeg da hendes greb om min hals bliver stemmere. 

"Ja du hørte rigtigt, min Harry. Så du skal ikke engang tænke på at fortsætte det du har kørende med ham, for det er dødt løb. Og hvorfor så det spørger du? Jo nu skal jeg fortælle dig det. Fordi jeg har en person, som du ikke har set i lang tid, og hvis du ikke gør præcis som jeg siger, så ender den persons liv brat!"

 

-  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -

Så er det første kapitel af Hopeless slut, og jeg håber at det faldt i jeres smag. 

Denne 2. del af serien vil komme til at involvere nogen flere personer og mere individuelt drama mellem de forskellige karakterer. Dette skyldes at der måske kommer til at gå lidt længere tid mellem hver opdatering, da der er mange ting som skal passe sammen, for at handlingen bliver så god som overhovedet muligt.

Jeg vil også rigtigt gerne hører hvad I læsere syntes om det første kapitel? Levede det op til jeres forventninger som det skulle, eller manglede det noget? Og hvilken person tror I at Cher har under sin magt?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...