My life on earth

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 dec. 2013
  • Opdateret: 19 dec. 2013
  • Status: Igang
Freya er en engel, en lykke engel. Hun er lige blevet sendt til jorden, for at bo sammen med englen Christopher. Allerede på hendes første dag, møder hun drengen Jonathan. De to knytter et helt specielt bånd. Et bånd som de færreste forstår. Livet som engel på jorden er svært. Freya elsker jorden og hun gør alt hvad hun kan for at sprede lykke, men nogle gange er det langt sværer end man lige tror.

2Likes
0Kommentarer
260Visninger
AA

2. Kapitel 1

 

Jeg er lige landet. Jeg sidder på jorden med begge hænder på græsset. Jeg kan mærke mine vinger, men jeg kan ikke se dem. Jeg kigger rundt, og alt er overvældende. Jeg havde hørt, at det ville være overvældende, men ikke så meget. Jeg kan kigger op og får øje på en dreng. Han kigger på mig, og bevæger sig over imod mig. Jeg sidder stadig på jorden. Drengen kommer tættere og tættere på.

“Er du okay?” Spørger han. Jeg betragter ham. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Han rækker en håns ud mod mig, og jeg tager den forsigtigt. Han trækker mig op og stå. Jeg kigger ham i øjnene. De flotteste blå øjne. Jeg er helt overvældet.

“Er du okay?” Spørger han igen. Jeg kigger på ham.

“Ja,” svarer jeg enkelt.

“Jeg er Jonathan, hvad er dit navn?” Spørger han. Jonathan, sikke et flot navn.

“Freya,” svarer jeg. Alt er anderledes på jorden. Det tror jeg ikke, jeg vender mig til.

“Sikke et flot navn,” svarer han.

“Freya, er det dig?” Hører jeg en stemme sige i baggrunden. Jeg vender mig om imod stemmen. Der står Christopher. Han har et flot gyldent hår, og et ekstremt flot udseende. Alle engle ser godt ud.

“Christopher, det er godt at se dig,” svarer jeg. Jeg smiler til ham, og han smiler tilbage. Jeg har savnet Christopher. Vi har altid været venner, men for fem menneske år siden, blev han sendt til jorden. Han er også en lykke engel.

“Øhm, jeg går igen. Jeg håber vi ses Freya,” siger Jonathan, og smiler til mig. Jeg smiler tilbage, og kigger efter ham, imens han går væk.

“Freya kom. Vi skal hjem til mig,” siger Christopher. Han begynder at gå, og jeg følger efter ham.

 

“Freya, det her bliver foreløbigt dit værelse,” siger Christopher. Vi er kommet hjem til ham, og han har vist mig mit værelse. Jeg står som forstenet. Det er så flot. Væggene er hvide. Der er to store vinduer, og under dem står der et langt skrivebord i hvidt. Der er en flot hvid seng, med sengebetræk i en cremehvid farve. For enden af den ene væg er der et meget stort klædeskab, dørene dertil er spejle. Det er smukt.

“Jeg tænkte, at du skulle have det mest nødvendige. Vi køber det andet hen af vejen. Inde i skabet hænger der noget tøj til dig. Hvis du gerne vil hvile dig, kan du gøre det, eller hvis du vil snakke, kan vi også gøre det,” siger Christopher. Jeg har hørt så meget om denne verden, men det er mere fantastisk end jeg troede. Jeg ved slet ikke, hvad jeg skal sige, så jeg går bare hen og giver Christopher et kram. Jeg presser mit hoved mod hans skulder.

“Det er så overvældende, jeg ved ikke hvad jeg skal sige eller gøre,” hvisker jeg til ham.

“Sådan havde jeg det også i starten, men du vender dig til det. Skal jeg ikke vise dig resten af huset, og derefter fortælle dig lidt om, hvad du skal,” siger Christopher. Jeg svarer ikke, men nikker bare med hovedet. Han viser mig rundt i hele huset, og det hele er holdt i lyse farver. Lige hvad en engel har brug for. En engel har brug for lys. Vi bliver let påvirkede af vores omgivelser, og derfor er lyse farver vigtige. Lyse farver er beroligende og man bliver glad af dem. Hver engel har deres egen farve. En farve der kan gøre noget specielt for dem. Jeg ved, at Christophers farve er grøn, en flot lys grøn. Min egen farve er orange. Jeg har hørt at solnedgangen har den farve, så jeg skal se en solnedgang.

“Det kan være meget svært at vænne sig til dette her liv, derfor er jeg nødt til at vise og fortælle dig en masse ting lige nu,” siger Christopher. Du nikker til ham, sådan at han ved, at du forstår. “Alle de ting du har lært derhjemme, er kun ord. Alle tingene er anderledes, du har lært det mest basale og vigtige, men det handler om så meget mere. Der er mange forskellige farver her, og der er mange mørke farver. Mennesker kan let blive grebet af mørke, og det er derfor du er her. Du skaber lys omkring dig. Din opgave er at leve livet, og ikke lade dig påvirke af mørket.”

“Det forstår jeg godt. Jeg skal ud og leve som et menneske,” siger jeg.

“Du skal begynde på den lokale skole. Vi skal ud og gå en tur senere, og jeg vil vise dig den der. Du er 16 menneske år gammel, du hedder Freya Anderson. Jeg er din fætter, jeg er 19 år gammel,” siger Christopher. Han tager det stille og roligt, sådan at jeg kan følge med. “Du skal nok få mere af vide, men jeg syntes, at vi skal gå en tur. Jeg viser dig skolen, og derefter går vi ned på stranden, og ser solnedgangen.”

“Den glæder jeg mig til at se,” svarer jeg. Christopher rejser sig, og jeg følger efter ham ud i gangen. Han rækker mig et par sko, og jeg tager dem på.

 

“Det er helt fantastisk,” siger jeg. Lige nu sidder Christopher og jeg på stranden og kigger på solen.

“Ja, det er. Kom du skal prøve noget,” siger han. Han rejser sig op, og rækker mig en hånd. Han trækker mig med ud til vandet. Han går stille et skridt ud i det, og jeg gør forsigtigt det samme.

“Det er jo koldt,” siger jeg forbavset. Christopher griner af mig.

“Ja, prøv og gå lidt rundt,” siger han. Jeg gø som han siger, og jeg elsker det. Efter et stykke tid går Christopher ind igen, men jeg bliver ude i vandet.

Jeg kan se nogle mennesker et stykke væk. De kommer tættere og tættere på mig. Jeg går ind til Christopher igen.

“Det er Jonathan,” siger Christopher. Menneskene har fået øje på os. “Ham du mødte tidligere.”
“Skal jeg gøre noget?” Spørger jeg og kigger op på Christopher.

“Hvis han gør noget, skal du også. Du skal prøve og snakke med mennesker på et tidspunkt,” siger Christopher. Han siger det sidste for at få mig til at grine, og jeg begynder at grine. Det hele føltes så skønt når man er på jorden.

“Hey Freya,” siger Jonathan. Jeg stopper med at grine og kigger på ham. Engle har en anderledes hjerne end mennesker. Jeg kan mange ting, som mennesker ville sige er unaturlige. Jeg kan fx huske alt.

“Hej,” siger jeg. Han smiler til mig, så jeg smiler tilbage. Jeg kigger over på Christopher, og kan se at han snakker med den person der kom sammen med Jonathan.

“Det er min bror. Ham og Christopher er gode venner,” siger Jonathan. Jeg kigger tilbage på ham. “Er dig og Christopher i familie?”
“Ja, han er min fætter,” svarer jeg. Det er underligt at snakke med et menneske. Det er en rar følelse, men den er anderledes end når jeg snakker med Christopher eller en anden engel. Christopher har fortalt mig om hvordan vi er i familie. Altså her i menneske verdenen.

“Er du flyttet hertil, eller er du bare på besøg?” Spørger Jonathan.

“Jeg er flyttet hertil. Bor du her i byen?” Spørger jeg om.

“Ja, sammen med mine forældre, min storebror og mine to lillesøstre. Hvad med dig, er du flyttet hertil med dine forældre?” Spørger han.

“Nej, jeg er flyttet ind hos Christopher,” svarer jeg. Jeg kan se, at han ikke syntes, han burde have spurgt om det. Jeg smiler til ham. Jeg kigger op på solen og ser den smukkeste orange farve. Den er sammen med en helt masse andre smukke farver. “Hvor er det smukt.”
“Solnedgangen? Ja, den er da meget pæn,” siger Jonathan.

“Ja, det er de smukkeste farver. Jeg ville ønske, jeg kunne se den hver dag,” siger jeg.

“Du har ret, farverne er meget smukke,” svarer han.

“Gør det noget hvis jeg sætter mig ned?” Spørger jeg. Jeg syntes alt andet ville være uhøfligt.

“Nej selvfølgelig ikke,” siger han. Jeg sætter mig ned, og han sætter sig ved siden af. Jeg kigger bare fortryllet på solnedgangen. Jeg kan mærke at noget kigger på mig, og kigger til siden. Jonathan sidder og betragter mig, jeg kigger rundt og ser at Christopher er væk.

“Christopher og Frederik er gået. De skulle ordne noget til skolen, jeg lovede at følge dig hjem,” siger han. Har jeg været så optaget af solen, at jeg ikke har opdaget det.

“Det var venligt af dig,” siger jeg. Solen er gået helt ned nu. Jeg sukker, da det var noget af det smukkeste jeg nogensinde har set.

“Hvorfor sukker du. Er der noget galt?” Spørger Jonathan.

“Nej, ikke spor. Jeg syntes bare, at det er synd, at solen allerede er væk,” svarer jeg.

“Det skal du da ikke være ked af, solen går jo ned hver aften og den står op hver morgen igen,” siger Jonathan. Han siger det som om det er en selvfølge, men han ved jo heller ikke andet.

“Vil du ikke følge mig hjem, jeg bryder mig ikke om mørket?” Siger jeg. Jeg har ikke prøvet, at det bliver mørkt før. Jeg syntes det er ubehageligt, men det må jeg jo vende mig til.

“Jo, selvfølgelig,” siger Jonathan.

Vi går i et stykke tid uden at nogen af os siger noget. Det er blevet helt mørkt nu, og jeg er ikke glad for det. Jeg hører noget bevæge sig bag mig, og jeg gisper forskrækket. Jeg vender mig om og finder ud af, at det bare var en fugl.

“Er du okay?” Spørger Jonathan bekymret.

“Ja, jeg bryder mig bare ikke om mørket,” siger jeg. Jonathan går tættere på mig, og tager min hånd. Hans hånd føles varm. Det er en behagelig følelse der går igennem min krop, da han holder ved min hånd.

“Du skal ikke være bange. Jeg er her, der er ikke noget der får lov, til at gøre dig noget,” siger han og smiler til mig. Jeg får igen en varm følelse i hele kroppen.

“Tak,” siger jeg.

“Vi er snart hjemme ved dig,” siger han.

Vi går og snakker, så vi er hurtigt hjemme. Han har ikke sluppet min hånd endnu, men det gør mig glad.

“Tak fordi du gad følge mig hjem. Vil du med indenfor?” Spørger jeg.

“Det vil jeg meget gerne,” siger han. Vi går ind og stiller vores sko. Jeg går op af trappen op til mit værelse. Jonathan følger efter mig. Jeg åbner døren og går ind. Jeg står et øjeblik og betragter det.

“Det er flot, har du selv valgt tingene?” Siger Jonathan.

“Nej, Christopher har lavet det hele. Jeg kom først i dag, så jeg har ikke valgt noget,” siger jeg. Jeg går hen mod min seng og sætter mig på den.

“Jeg ringer lige til Frederik, jeg spørger ham om Christopher er hjemme hos os,” siger Jonathan. “Christopher er hjemme ved mig, men han kommer snart hjem.”
“Tak,” svarer jeg.

“Er du ikke træt af, at Christopher bare forlader dig den første dag?” Spørger han. Jeg har ikke rigtig tænkt over det. Vi skal jo ikke være sammen hele tiden.

“Nej, hvorfor skulle jeg det?” Siger jeg.

“Jeg tænkte bare, at du ikke kender nogen og så skal du være alene,” svarer Jonathan.

“Jeg er jo ikke alene, du er her jo,” svarer jeg. Han griner.

“Ja, det har du jo ret i,” siger han.

 

Vi er sammen i en time inden Christopher kommer hjem. Jonathan gav mig et kram, da han skulle af sted. Jeg kunne ikke lade være med at smile. Christopher og jeg sætter os ind i sofaen for at snakke.

“Hvordan gik det med at være alene?” Spørger Christopher.

“Det gik da godt. Jonathan fulgte mig hjem og var sammen med mig, så jeg havde det godt,” svarer jeg. Christopher smiler til mig.

“Du skal nok blive god, til det her med at være på jorden,” siger Christopher. Det betyder meget for mig at Christopher siger det, for så er det rigtigt.

“Tak,” siger jeg. Jeg kan mærke en underlig fornemmelse. Jeg føler mig sløj. Min krop er tung, og jeg ved ikke hvad det er.

“Du er træt. Du skal børste tænder, tage nattøj på og så skal du gå i seng. Sov godt,” siger Christopher. Jeg rejser mig op, og gør som han siger.

“Sov godt. Jeg glæder mig til i morgen,” siger jeg. Han smiler til mig, og jeg smiler tilbage.

Det har været en fantastisk dag. Jeg kan slet ikke vente til i morgen eller til resten af tiden. Menneske verdenen er helt fantastisk. Jeg håber snart, at jeg kan komme i gang med at sprede noget lykke.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...