Silence (Pause)

//"Hvorfor følger du efter mig?" Irritationen i hans stemme blev tydligere. Hun stod bare stille og kiggede ned i jorden. "Du burde få noget hjælp, pige." Hun rykkede sig ikke, mens han passede hende// Jason havde altid været den usynlige dreng, som ingen kunne lide eller ville snakke med. Men da hans forældre valgte at flytte til en ny by, blev der vendt rundt på det hele. Den gamle skole var fortid, og Jason var mere populær end aldrig før. Han havde lagt de gamle følelser på hylden, og udnyttede al den magt han kunne få. Men det var bare en facade. En mystisk pige forekommer i hans drømme, og nu er hun også begyndt at vise sig i hans virkelige liv. Ikke nok med at Jason kæmper med sine egne problemer. Nu skal han også kæmpe med hele verdens problemer, da hun fortæller at han er den enste, som kan rede jorden fra en voldsom undergang.. Er det overhovedet muligt?

8Likes
8Kommentarer
459Visninger
AA

4. Weakness


"Jane.  Jeg tror ikke at jeg forstår." Hun kiggede om på ham. "Jo du gør. Du ved det bare ikke endnu." "Så forstår jeg vel heller ikke," sagde han. "Hvad mente du med at jeg var den eneste, som kunne rede jorden?" Lød det fra Jason. "Jorden er på vej mod den næste istid. Og hvert århundrede har folk som dig udsat det et århundrede til. Tiden er kommet nu til at udsætte istiden. Det er dit job, Jason." Han kiggede mæreligt på hende. "Er det ikke noget jeg selv vælger?" "Du er udvalgt til det," sagde Jane, og prøvede på at få øjenkontakt. "Hvor langt tid har jeg?" spurgte han, ikke særlig seriøst. "To uger." Han lavede store øjne. "To uger!? Skal jeg på to uger stoppe jorden fra en ny istid. Ej nu må du stoppe." Hun kiggede forvirret rundt. "Jeg forstår godt din reaktion. Men mit job er at få dig til at gøre dit job." Han grinede. "Du er den eneste, der kan udføre jobbet, Jason." Han stoppede med at grine, og begyndte at se seriøs ud. "Jane. Stop. Det kan du ikke mene." "Jeg er meget seriøs!" sagde hun. Jason havde endnu ikke hørt den tone fra hende. Den søde engle stemme, blev hård og kold. Han kunne godt se at hun var seriøs. "Du tager grueligt fejl. Jeg virker måske selvsikker. Men jeg er en taber, okay! Jeg kan ikke rede jorden, jeg kan ikke en gang lave min egen mad." Han satte sig ned i sin seng, og begravede sit ansigt i en pude. "Jeg er en taber," hviskede han lavt. Ude på trappen var Jasons mor på vej op. Hun lagde et øre mod døren. "Du har fat i den forkerte." "Nej, Jason." Jasons mor åbnede stille døren. "Hvem snakker du med, skat?" Han vendte sig forskrækket om. Han rystede på hovedet. "Ikke nogen, mor."
"Du bliver nemt skræmt, hva'?" grinede hun lavt. "Schhhh!" tyssede Jason. Hun løftede et øjenbryn og sagde: "Skal jeg tie stille?" "Nej undskyld mor.. Jeg..eh.. pustede bare," sagde han, og kiggede forvirret om på Jane. "Okay, men der er mad om 10 minutter cirka," sagde hun med et smil, og gik nedenunder igen. "Hvorfor er jeg den eneste, som kan se dig?" spurgte Jason. "Fordi at jeg kun viser mig for dig. Du ved godt at jeg er en.." Hun nåede ikke at sige mere før Jason afbrød hende. "En engel.. Ja." Hun smilede skævt til ham. "Det er måske svært at forstå, men." Jasons ansigtsudtryk ændrede sig drastisk. "Stop! Jeg er ingen helt og jeg kan ikke rede jorden! Forsvind!" Han vendte hovedet og kiggede ind i væggen. "Vent." Men ganske rigtig, da han vendte sig om, var hun væk igen.  Han sukkede dybt. Hvordan skulle han være i stand til at gøre det? Rede jorden..? 




 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...