Silence (Pause)

//"Hvorfor følger du efter mig?" Irritationen i hans stemme blev tydligere. Hun stod bare stille og kiggede ned i jorden. "Du burde få noget hjælp, pige." Hun rykkede sig ikke, mens han passede hende// Jason havde altid været den usynlige dreng, som ingen kunne lide eller ville snakke med. Men da hans forældre valgte at flytte til en ny by, blev der vendt rundt på det hele. Den gamle skole var fortid, og Jason var mere populær end aldrig før. Han havde lagt de gamle følelser på hylden, og udnyttede al den magt han kunne få. Men det var bare en facade. En mystisk pige forekommer i hans drømme, og nu er hun også begyndt at vise sig i hans virkelige liv. Ikke nok med at Jason kæmper med sine egne problemer. Nu skal han også kæmpe med hele verdens problemer, da hun fortæller at han er den enste, som kan rede jorden fra en voldsom undergang.. Er det overhovedet muligt?

8Likes
8Kommentarer
458Visninger
AA

8. Think

 

Ingen ting gav mening. Jason samlede en sten op, og smed den ud på den bundfrosne sø. Stenen gled hen af isen, og stoppede midt ude på søen. "Hvad skal jeg gøre! Hva!?" det gav ekko, og han gøs da en kold brise ramte ham. Endnu en gang havde han ikke kontrol over sine tåre, og lod dem falde en efter en. "Jeg er ingen helt.. Jeg er bare en taber." Han kastede en sten til. "Hvordan skal jeg kunne være helten når jeg ikke en gang kan se mig selv som mere end en ta.." han stoppede sig selv. Det gælder ikke om at have det rigtige svar, men det rigtige spørgsmål. Nu gav det mening. Han rejste sig op, og løb og løb indstil han endnu en gang stod foran hoveddøren. Da han trådte ind, var hans forældre ikke i køkkenet. Der lå en lille seddel på bordet, men det havde han ikke tid til. 

 

"Vi er lidt bekymret for vores søn ser du. Han snakker tit med sig selv, eller hvad han kalder Jane. Han snakker om de særeste ting, og jeg høre ham tit græde om natten." sagde Jasons mor til manden over for hende. "Ja okay. Hvornår vil I have en tid?" "Så snarest så muligt." 

 

Han løb ind på værelset og gav sig nu engang igen til at råbe hendes navn. "Åh Jane! Jeg ved hvad jeg skal! Jeg har evnerne til det, det var alt hvad jeg skulle indse. Ikke?" Hun kom ikke. "Jane.. Jeg kan rede jorden." Et kraftigt lys fik ham til at lukke øjnene, og gemme sit ansigt bag armene. Da han åbnede øjnene igen, var alt hvidt. "Jane?" sagde han lavt. "Du er en klog dreng, Jason." "Alt hvad jeg skulle gøre... Var at tro på mig selv. Indse hvilken person jeg har gemt væk, hvilken facaden jeg har gemt mig bag.. Hvad jeg ikke kan forstå er hvorfor du.. Eller I ville lade jorden fryse til is bare for at få en tilfældig dreng til at finde sig selv?" Hun kom til syne, og smilede til ham. "Jo ser du Jason. Du er ingen tilfældig dreng, du vil udrette noget stort, men var på vej på forkerte spor." "Hvordan ved jeg, at jeg ikke kommer til det igen." "Bare rolig. Der sker ikke." Hendes smil fik ham til at slappe af. "Er jorden så redet nu? Kommer varmen tilbage?" Hun så pludselig mere seriøs ud. "Jason..." Han begyndte stille at blive både forvirret og bange. "Jane... Hvad sker der?" Han så helt bleg ud i hovedet da hun langsomt blev til en anden. "Du er ikke Jane," sagde han med dirrende stemme. "Undskyld." Hendes stemme var underlig afdæmpet og mørk. "Jane er i fare. Hun ville have at jeg skulle komme her til, fortælle dig det du skulle vide... Og så.." " Og så Hvad!" sagde han surt. "Lade mig dø sammen med resten af verden." "Jeg ved det ikke helt. Hun bad mig bare gøre det. Jeg står i gæld til hende, og ville bare hjælpe." En tåre trillede ned af kinden på hende. "Hvis hun er i fare, har vi ingen tid at spilde!" Han rykkede sig ikke. Han vidste jo ikke hvor han skulle gå hen, der var bare hvidt over alt. "Nej, det går ikke. Så længe du er her kan Nigras engle ikke gøre hende noget. Ikke andet end at bruge totur. I er forbundet, hvis du tager til Nigra riget.." Hun kiggede ned i jorden, og tog en dyb indånding. "Nigra?" spurgte Jason, der selv er ved at bryde sammen. "Det er en af de latinske betegnelser for mørke. Hun vil ikke kunne gøre dig noget, men hvis hun gør Jane noget... Kan det være enden på lyset." Hun stoppede endnu en gang igen. Jason skulle lige have noget tid til at forstå det hele, før han sagde: "Hvordan kommer jeg der hen?" Hun skulle lige til at sige noget, da hun brød ud i smerte. "ARRRH!" hun lagde sig ned, og kæmpede for at trække vejret. Jason sprang hen til hende. "Hvad sker der?!" "Det er begyndt..." hviskede hun lavt. "Find.. Aihle." Hun tog sig til maven. "Find Aihle." Jasons øjne fyldtes med vand, og han forstod stadig ingen ting. "Hvad er dit navn?" sagde han med gråd i stemmen. "Nihl," sagde hun lavt, og lukkede øjnene. "Nihl. NIHL!" han ruskede i hendes slappe krop. Hendes hoved lå på hans skød, og han lænede sig ned mod hende. Hans værelse kom langsomt til syne, mens han sad grædfærdig ved Nihls side. Han var ikke i tvivl om at hun var død. Nu måtte Jason finde Aihle og redde Jane.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...