Silence (Pause)

//"Hvorfor følger du efter mig?" Irritationen i hans stemme blev tydligere. Hun stod bare stille og kiggede ned i jorden. "Du burde få noget hjælp, pige." Hun rykkede sig ikke, mens han passede hende// Jason havde altid været den usynlige dreng, som ingen kunne lide eller ville snakke med. Men da hans forældre valgte at flytte til en ny by, blev der vendt rundt på det hele. Den gamle skole var fortid, og Jason var mere populær end aldrig før. Han havde lagt de gamle følelser på hylden, og udnyttede al den magt han kunne få. Men det var bare en facade. En mystisk pige forekommer i hans drømme, og nu er hun også begyndt at vise sig i hans virkelige liv. Ikke nok med at Jason kæmper med sine egne problemer. Nu skal han også kæmpe med hele verdens problemer, da hun fortæller at han er den enste, som kan rede jorden fra en voldsom undergang.. Er det overhovedet muligt?

8Likes
8Kommentarer
460Visninger
AA

2. Jane

 

"Hvad er dit problem?" han var irriteret. Nu havde han gentagende gange stillede hende spørgsmål uden et eneste svar. Jason var ikke vant til at folk ikke svarede. Hun blev bare stående med blikket mod jorden. "Fint," han lagde armene over kryds, og gik langsomt forbi hende. Han havde set hende mange gange stå når han gik til og fra skole, og når han gik andre steder hen. Hun snakkede aldrig, eller viste sit ansigt, men han var sikker på at hun fulgte efter ham. Han fortsatte hele vejen til skolen, og vendte sig ikke om en eneste gang. Hvem var hun? Han lod det passere, og tænkte på noget andet.
Selvom Jason var populær, lod som om at han var ligeglad med skolen og ligeglad med karakterer. Var han ikke. Faktisk gik han meget op i at kunne komme stolt hjem med gode karakterer. Han var bare utrolig god til at gemme sit talent fra de dømmende venner. Jason var klog, bare ikke klog nok til at se, hvordan hans popularitet langsomt nedbrød det fantastiske menneske han var.

 

Midt i timen fik han pludselig øje på hende stå ved vejen. "Okay nu er det nok," tænkte han, og gik ud mod vejen i dét de var fri til at gå. Han vidste godt at hvis han ikke kom ud af klasselokalet med det samme, ville det tage en evighed at komme af med alle dem, som altid havde noget at sige. Jason nød sin popularitet, selvom det en gang imellem kunne blive lidt for meget. Han skyndte sig ud, men hun var der ikke. Han nåede ikke at tage så meget som et skridt, før han kunne høre den velkendte stemme. 
"Hey Jason!" Han vendte sig om, og gik to drenge i møde. "Hvor er du på vej hen?" sagde den ene dreng, og kastede tasken over skulderen. "Hjem," sagde Jason lavt. "Skal du med til den der fest en af tøserne holder?" sagde den anden dreng og smilede. "Nahh." "Hvad?!" udbrød den første. "Du siger da aldrig nej til en fest." "Idag gør jeg. Vi ses på mandag drenge. Kun et halvt år endnu, så kan vi sige farvel til folkeskolen," sagde Jason, og vendte sig om. Begge drenge stod tilbage med underlige ansigts udtryk. "Skal vi så tage derhen..?" sagde den ene lavt. Den anden trak på skulderende. 
Jason traskede hen ad vejen. Det var december og her var mindst 20 grader varmt. Jason var vant til kulde i Canada, i julen. Men en varm jul i Miami var også helt på sin plads. Mens han gik i sine egne tanker, lod han slet ikke mærke til pigen, som stod og blokere vejen frem, før han næsten var helt tæt på. "Dig.." sagde han lavt. Hun kiggede op på ham, og han tog et skridt tilbage af ren forskrækkelse. Det var den samme pige fra hans drømme. Den samme pige fra de drømme han havde haft så længe han kunne huske. Det lange brune hår med rødt skær i solens lys. De grønne øjne, der skinner som tusind diamanter. Hun er smuk. Meget smuk. "Hvem er du, og hvorfor følger du efter mig?" Hun smiler skævt til ham. "Du ved godt hvem jeg er. Vær nu ikke dum, Jason." Hendes stemme er blød og rar. "Men..." Hun lægger en finger på mine læber. Jeg kan ikke lade være med at se ind i hendes smukke øjne. "Husk, Jason." Han lukkede øjnene et kort øjeblik, og væk var hun igen. Han kiggede forvirret rundt. Hun kunne da ikke bare sådan forsvinde. Var det bare noget han forstillede sig? 

"Jason..." Han kunne lavt høre den varme stemme brede sig i det mørke rum. "Hvem er du?" Pludselig kom et klart lys til syne. Der stod hun i sin lange hvide kjole. Hendes smukke øjne fik ham til at føle tryghed, og det flotte smil fik ham til at smile. Et par vinger viste sig pludselig på hendes ryg. De bredte sig. Så store, hvide, smukke og fjerfyldte.  "Jason.. Du ved godt hvem jeg er.." 

Han satte sig med svedig pande op i sengen. Jane. Han vidste ikke hvem hun var eller hvorfor han hele tiden så hende. Men navnet Jane var det eneste han kunne tænke på. "Jane.." sagde han lavt. "Jane.."




 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...