Silence (Pause)

//"Hvorfor følger du efter mig?" Irritationen i hans stemme blev tydligere. Hun stod bare stille og kiggede ned i jorden. "Du burde få noget hjælp, pige." Hun rykkede sig ikke, mens han passede hende// Jason havde altid været den usynlige dreng, som ingen kunne lide eller ville snakke med. Men da hans forældre valgte at flytte til en ny by, blev der vendt rundt på det hele. Den gamle skole var fortid, og Jason var mere populær end aldrig før. Han havde lagt de gamle følelser på hylden, og udnyttede al den magt han kunne få. Men det var bare en facade. En mystisk pige forekommer i hans drømme, og nu er hun også begyndt at vise sig i hans virkelige liv. Ikke nok med at Jason kæmper med sine egne problemer. Nu skal han også kæmpe med hele verdens problemer, da hun fortæller at han er den enste, som kan rede jorden fra en voldsom undergang.. Er det overhovedet muligt?

8Likes
8Kommentarer
462Visninger
AA

7. Embrace


"Jane," sagde han med gråd i stemmen. Hun lyste hele hans værelse op. "Græd ikke, Jason." "Bare fortæl mig hvad jeg skal gøre." Hun kiggede ned på ham, der stadig sad på gulvet. "Tænk Jason. Hvis du vil have noget, må du selv finde ud af det. Det gælder ikke om at have det rigtige svar, men det rigtige spørgsmål." Hun begyndte stille at blive mere og mere utydelig. "Jane!" råbte han. "Jane! Nej, bliv!" Han begyndte at græde endnu mere. "Skat?" kunne han høre nede fra stuen. "Åh nej, mor og far," sagde han lavt. "Hvad?" råbte han tilbage snøftende. Han tørrede kinden af med ydresiden af hånden. "Hvem snakker du med?" råbte hans mor nede fra køkkenet. Han lukkede døren til sit værelse, og begyndte at finde noget varmt tøj frem. "Jason? Kommer du lige ned." Han tog tøjet på, og lukkede døren forsigtigt op. Han vidste godt at han ikke kunne snige sig forbi dem, så det var med at finde på en undskyldning. "Jason!" lød det lidt hårdere fra hans far. Han gik lydløst ned af trappen. "Når der er du. Vi tænkte på måske at tage til et varmere sted mens kulden er her?" sagde hun nervøst.
"Forstå I det ikke? Sådan her er det i hele verden. Alt er godt i gang med at fryse til," sagde han surt, og gik hen mod hoveddøren. "Men," kunne han høre da han smækkede døren i. 
Han blev ved med at sparke hårdt til sneen, til han tilsidst væltede. Han var tæt på at græde igen, da han med al sin kraft holdt dem tilbage. "Hva' så?" Gared og tre andre kom gående hen mod ham. Han rejste sig op fra sneen. "Jeg var lige på vej til.." han stoppede. Hvad skulle han sige? "Til hvad?" spurgte Alex. "Eh." Han måtte tænkte hurtigt nu. "Kiosken. Jeg skal købe noget mælk for min mor." Han begyndte at gå. "Okay, vi går med." Jason sukkede. "Nej det gør ikke noget. Jeg er alligevel også lidt syg. Gå I bare. "Nej da Jason. Vi kan tage i biffen senere eller noget," Jason afbrød ham, "GÅ! Jeg vil bare være alene! Kan I forstå det?! GÅÅÅ!!" De blev helt forskrækkede og kiggede mærkeligt på ham. Jason blev også næsten selv skræmt over hvad han lige havde sagt. Han kigge forvirret rundt, og satte i løb. Han måtte væk. Væk fra det hele. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...