Silence (Pause)

//"Hvorfor følger du efter mig?" Irritationen i hans stemme blev tydligere. Hun stod bare stille og kiggede ned i jorden. "Du burde få noget hjælp, pige." Hun rykkede sig ikke, mens han passede hende// Jason havde altid været den usynlige dreng, som ingen kunne lide eller ville snakke med. Men da hans forældre valgte at flytte til en ny by, blev der vendt rundt på det hele. Den gamle skole var fortid, og Jason var mere populær end aldrig før. Han havde lagt de gamle følelser på hylden, og udnyttede al den magt han kunne få. Men det var bare en facade. En mystisk pige forekommer i hans drømme, og nu er hun også begyndt at vise sig i hans virkelige liv. Ikke nok med at Jason kæmper med sine egne problemer. Nu skal han også kæmpe med hele verdens problemer, da hun fortæller at han er den enste, som kan rede jorden fra en voldsom undergang.. Er det overhovedet muligt?

8Likes
8Kommentarer
461Visninger
AA

5. An angel less

 

Jason prøvede på at være ligeglad, og lade som ingen ting. Men det var ikke så nemt som med skolen. Jane blev ved med at hjemsøge hans tanker. Ligemeget hvordan han prøvede at undgå hende i hans tanker, hjalp det ikke. 
"Jason! Hey Jason." Han prøvede at ignorere alle dem som ville snakke med ham, da han pludselig kom på at det måske ville hjælpe. At han måske kunne komme på andre tanker. Jason vendte rundt, og tilbage til drengene. "Hvor skal i hen?" "Vi skal bare hjem til mig. Vil du med?" spurgte Ray. Jason nikkede. 

Jason smækkede døren hårdt i ind til hans værelse. Han var blevet nødt til at gå hjem tidigere fra Ray. Tanken om Jane gjorde ham ukoncentreret. Der var nu gået tre dage uden et eneste syn af Jane. Ikke en gang i hans drømme havde han set hende. Hans længsel efter hendes smukke øjne gjorde ham sur. Han var tiltrukket af en engel. Hvor umuligt lød det lige. 

Dagene gik langsommere og langsommere, kun 5 dage til den såkaldte istid. Han var begyndt at frygte at det var rigtigt. At jorden ville blive en stor isklump.
Jason havde intet bestilt, end at prøve på at glemme Jane. Det var umuligt. Man kunne ikke glemme en engel. Han fortrød at han bad hende gå, men hvis hun kom tilbage var han bange for at hun stadig bad ham forsøge at stoppe istiden. Jason havde aldrig nogensinde tvivlet så meget på sig selv. 

"Husk din frokost," sagde Jasons mor, som stod i døråbningen med en papirspose. "Tak," sagde han hurtigt, og skyndte sig ud af døren. Der var ikke lang tid til at skolen startede, og at komme forsent var han ikke glad for. Det var overskyet, og temperaturen var faldet mindst 10 grader. Jason begyndte pludselig at gå langsommere. Han havde ikke lyst til at være i skole idag, faktisk vidste han slet ikke hvor han skulle gøre at sig selv. Han satte sig op af et træ, og lukkede øjnene. Det begyndte at blive koldt, og små prik på hans arme føltes som nåle. Han åbnede øjnene. Det var sne. "Okay meget sjovt, Jane! Du får mig ikke til at spille dum igen! Jeg kender dit trick." Men sneen blev ved, og Jane var der ikke. Over det hele begyndte der sig stille at lægge et fint lag sne. Han var overbevist om at det kun var ham, der kunne se det. Lige som sidste gang. Jason slog armene over kryds og prøvede at holde sig varm. Temperaturen faldt drastisk. Det var blevet koldt, koldere end hvad Miami's klimaområde burde være. Han skubbede den tunge dør op, og fortsatte ned ad gangen til klasselokalet. Han kunne hurtigt høre folks hvisken rundt i hele lokalet. "Har du hørt det?" Han kiggede mærkeligt på Ray. Han rystede på hovedet. Det kunne da ikke være sneen han snakkede om, kunne det? Han tog sin laptop hen på på bordet foran Jason, og skiftede mellem en masse kanaler, der ikke snakkede om andet end sne i hele verden. Jason begyndte at føle sig utilpas og hans hjerte bankede der ud af mod brystkassen. "De snakker alle sammen om en ny istid.." sagde Ray lavt. Det gav et sæt i Jason. Det kunne ikke være rigtigt. Han løb ud af døren, og stoppede ikke før han nåede hjem. "Det kan ikke være rigtigt. Det kan bare ikke være rigtigt!" Jason lagde sig ned, og gemte sig under sin dyne. "Få det her marridt overstået," hviskede han. "Få det overstået."


"Jane!" Jason stod alene i den kolde, hvide sne. Der var ikke en sjæl at se. Alt var hvidt og dækket af sne. "Jason, vær ikke bange. Alt hvad du skal gøre er..." Hendes stemme blev lavere og lavere, og hun var ingen steder at se. "Jane! Hjælp mig! Jeg vil gøre alt. Bare hjælp mig... hjælp mig... hjælp mig......"

Jason vågnede endnu en gang op med sved over det hele. Han var faldet i søvn, da han løb hjem. Jason var forvirret, men vidste godt hvad der skulle til. Han måtte finde Jane.



 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...