The woman in white

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 dec. 2013
  • Opdateret: 19 jan. 2014
  • Status: Igang
Lucy er en helt normal pige. Det er i hvert fald hvad hun selv tror. Hun finder hen af vejen ud af at hun er i besiddelse af en meget speciel ørering. Men i staten bringer den hende ikke andet end problemer.

6Likes
9Kommentarer
313Visninger
AA

5. Spejlbillede

 Jeg tog min taske op fra jorden. F'or ud fra pige toilettet. Og løb ned af gangen, for at der ikke var nogle der skulle kunne nå at få øje på mig, se at jeg havde sår over det hele. De ville bare tro at jeg selv havde gjort det eller at jeg var blevet over faldet eller noget i den stil.

Mine ben bevægede sig så hurtigt de over hoved kunne hen af gårdspladsen.

"Lucy hvor tror du at du skal hen i den fart? Vi skal til time."

Jeg vente mig forskrækket om, hvem var det der havde fået øje på mig. Mine øjne mødte nogle nøde brune øjne, det var bare Mille, min puls sank en smule af lettelse, som sædvanligt kom hun forsendt, til time fordi hun havde sovet over sig. Det var alt sammen som det plagede undtagen mig.

Et lille gisp undslap hendes læber.

"Hvordan er det dog du ser  ud Lucy? Er du ok?" Spurgte hun bekymrede.
"Ja ja det er ikke noget, vi ses senere" Sagde jeg bare og smile.

Jeg skynde mig at løbe videre. Jeg kunne mærke hendes blik, borede sig ind i min ryg.

"Vent lige Lucy" råbte hun bag mig.

Men jeg blev ved med at løbe. For jeg havde ikke lyst til at stå og forklare hende hvad der var sket, i hvert fald ikke lige nu, det måtte vente. For nu ville jeg bare hjem, og havde et varmt bad, med massere af skum. Det elskede jeg, og det havde jeg gjort siden jeg var helt lille. Det havde altid beroligede mig, for eksempel når jeg skulle til eksamen eller noget i den stil. Jeg håbede bare ikke mor var hjemme, for så skulle jeg til at forklare hende hvad der var sket. Og hun ville helt sikket tro at jeg var ved at blive sindssyg og sende mig på opdragelsesanstalt eller noget i den stil, hvis jeg nogensinde fortalte hende sandheden, hvis jeg kender hende ret. Hun ville ikke selv kunne tage hånd om det.
Så jeg er sikker på at jeg bare ville finde på en stor fed løgn i stedet. Når ja det ville nok ikke virke, for hvordan skulle jeg så kunne dække over mit ansigt?

Jeg fandt ud af med mig selv at jeg bare ville fortælle noget af sandheden. Altså at jeg faldt over en stor sten som lå midt på vejen, og faldt lige ind i en stor tornebusk. Ja det var en god forklaring.

Så var den sku' i skabet. ;-)

Ding og jeg lå i den våde og kolde sne og kiggede op i den skyede himmel. Hvorfor skulle der også lige stå en lygtepæl der. Mit hoved svimlede nu også. Det var dog en uheldig dag. Nu kunne det da heler ikke blive meget være.

Med lidt besvær var jeg på fødderne igen og på vej videre. Jeg nåede hoved døren. Igen bil i garagen, intet lys i huset, og døren var også låst. Hun var ikke hjemme. Det var et held.

 

Endelig! Varmen sprede sig i hele min krop, fra top til tå. Skummet dækkede min nøgne krop. Jeg lå og tænkte på de mærkelige ting der var sket i dag. Og om det måske var ringen der prøvede at fortælle mig noget. Måske, måske ikke, hvem ved.

Jeg faldt i en dyb søvn.

Bib, bib, mine øjenlåg kæmpede for at åbne sig. Jeg sad stadig i badekarret, Hvad var klokken, vandet var blevet koldt og skummen var for længst forsvundet. Før jeg rejste mig fra karret, lagde jeg mærke til noget mærkeligt. Alle de små sår var væk hvert og et. Min hud var så blød og ren som silke. Jeg skynde mig hen til spejlet. Det kunne ikke være rigtigt. Men jeg så ikke mit ejet spejl billede i spejlet. Det var en lille mørk håret pige med fletninger og blå øjne. Hun havde sår og blå mærker over det hele, tårende trillede ned af hendes kinder. Jeg kunne ikke høre hvad hun sagde, men hun blev ved med at gentage det. Nu viste jeg det 'HJÆLP MIG'. Hun begyndte at forsvinde fra spejlet. Og mit ejet spejlbillede begyndte at tone frem i stedet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...