Min, og måske også din Johannes


0Likes
0Kommentarer
49Visninger
AA

1. Min og måske også din Johannes

Også i dag sad vi under trækronernes altomsluttende blade. Det havde Johannes og jeg gjort hele sommeren, kun os to. For som Johannes altid sagde, er vi dem de andre ikke må lege med.

"For de forstår mig ikke. Vi ser ikke de samme ting, vi er ikke det samme.

derfor bruger jeg min tid på at være som et forevigt uopklaret mysterium for, og i deres verden. Mens jeg samtidig lader dem tro at det er mig der ikke passer ind. Som om det var dem der var de heldige, fordi de føler sig lykkelige over at passe ind med alle deres materielle goder, men i virkeligheden er det eneste de passer sammen med hinanden. Hvilket på sin vis også er smukt, hvis bare det var noget der var værd at passe sammen med. Det er det sørgelige ved deres verden."

Johannes sagde altid ting som dette. Han gav mig altid følelsen af at han vidste bedre end dem han kaldte for de andre, som om at det var hans verden imod deres. Det var det måske også. Men hvordan kunne han være så evigt sikker på, at det var hans som var den rigtige, Når det kun var ham selv der lod til at eksisterer i den? Det tænkte jeg tit på når vi dag, efter dag sad sammen.

Johannes er et interessant væsen, tænkte jeg videre ved mig selv, mens Johannes blot kiggede videre ud på verden med milde øjne. Tit føler jeg det som om at vi ingen gang kigger på det samme. Johannes siger at det er der mennesker går fejl af hinanden. Nogen gange skulle man tro han var en million år gammel. For han lever livet, som havde han prøvet det tusinde gange før.

Måske var det, det der havde fået mig til at bruge al min tid på ham, ikke at jeg havde haft bedre ting at give mig til. For jeg passer heller ikke ind hos dem Johannes omtaler som de andre, men i modsætningen til Johannes ville jeg ønske jeg passede ind. Men jeg er ikke dem de andre ikke må lege med, som Johannes er det. Jeg er såmænd bare en af de uheldige de andre ikke ønsker at lege med, fordi jeg netop ikke passer ind, men Johannes verden passer jeg heller ikke ind i.

Forskellen på Johannes og de andre var blot, at selvom jeg heller ikke passer ind i Johannes verden, hvilket han vidste. lod han mig alligevel få et glimt af den hver eneste dag. En gave han ikke deler med mange. Faktisk deler han den kun med mig, som den eneste. Hvilket bare i sig selv gjorde ham til et langt bedre menneske end de andre.

"Hvad tænker du på?" Spurgte Johannes smilende.

"Ikke noget" svarede jeg ham efter et par minutters venten.

"Man tænker altid på noget" sagde Johannes, "om ikke andet tænker man på at man ikke tænker på noget. At ikke at tænke på noget er ganske enkelt en umulighed. Det er blot et udtryk vi mennesker bruger som et dække for når vi ikke er i stand til at dele ud af vores tanker, fordi vi måske ingen gang selv er kommet til det punkt hvor vi selv forstår dem"

Jeg vidste ikke hvad jeg skulle svare ham, for jeg følte ikke at jeg havde en ligeså meningsfuld og velformuleret sætning at svare ham med, som han fortjente. Det var ikke fordi jeg ikke forstod ham, for det lyd ganske rigtigt som han sagde det. Jeg var ganske enkelt bare for forblændet af hans ord til at kunne svare på samme niveau, så jeg kvitterede ham bare med et nedadgående smil, mens jeg gled hånden gennem mit hår.

"Jeg vil komme til at savne dig" sagde han, efterfulgt at et skævt smil.

"Hvad mener du?" Spurgte jeg forundret, som om at det ligefrem overraskede mig, at nogen kunne være i stand til at savne mig. Jeg var langt fra så selvsikker som Johannes, det var tydeligt for enhver at fornemme.

"Du ikke som folk er flest, det kan jeg godt lide" sagde Johannes. "Du ikke som de andre, du anderledes" smilte han.

" I lige måde" svarede jeg. " men hvad mener du med at du vil komme til at savne mig? Jeg går ingen steder", "jeg elsker at tilbringe min tid med dig" Fortsatte jeg.

Johannes smilte. "Du kan ikke blive ved med at spilde din tid ved siden af mig, det ville jeg aldrig lade dig gøre."

"Men" sagde jeg stille, og skulle lige til at fortsætte da han afbryd mig.

" ikke noget men" sagde Johannes. "Du er skabt til noget langt større. Du er skabt til at spille hovedrollen i din egen verden, i dit liv. Og ikke blot skabt for at være tilskuere i min. Din tid er nu, min har været, og jeg ville havde mig selv for at bare se til at noget så smukt, som dig skulle gå til spilde for resten af verden, uanset hvor glad det end måtte have gjort mig"

Der blev stille, ingen af os sagde noget. Vi sad blot og holdt om hinanden, som om at vi nu begge var klar over at vores tid for nu, var slut. Jeg ved ikke hvor lang tid vi sad der, jeg ved kun der nået at blive helt mørkt, og træets blade, vores træs blade, blev lyst op af lygtepælene fra skovstierne.

Stilheden blev først brudt da Johannes' læber langsomt ramte mine, blot for nogle få sekunder, hvorefter han rejste sig og gik, uden et ord, uden at se sig tilbage. Og siden har jeg aldrig set ham. Han kommer heller ikke ved træet mere. Det ved jeg, for jeg har kigget. Jeg har kigget tusindvis af gange, men aldrig er han der.

Måske sidder han under et andet træ i verden, og stille deler ud af sine tankestrømme til en anden der behøver dem, ligesom da jeg behøvede dem. Det håber jeg han gør, for der er tusindvis af usikre mennesker derude, som ingen andre end Johannes vil være i stand til at hjælpe. Han hjalp mig, og det siger ikke så lidt. Johannes er for mig det mest omsorgsfulde, kærlige, dybe, og ikke mindst ærlige menneske jeg nogensinde har mødt. Han er og bliver fantastisk. Men efter min afsked med Johannes har jeg tænkt på, om han virkelig har levet livet tusinde gange før, og jeg er faktisk begyndt at tro det passer. Jeg tror, og håber på at Johannes går rundt ude i verden i mange skikkelser, men på trods af det vil han for mig altid være min Johannes.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...