Stars make Heartbreaks II 5 Seconds of Summer

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 dec. 2013
  • Opdateret: 15 jul. 2014
  • Status: Igang
Mød Danielle Williams, en helt normal 17-årig teenager fra Australien. Der er ikke noget specielt udsædvanligt ved Danielle; hun går i skole, hænger ud med veninderne, roder sig ud i ballade og alle de ting, en normal teenager gør. Men nå ja, så er hun jo også lige bedste venner med Ashton Irwin fra punk-rock bandet 5 Seconds of Summer. Indtil denne sommer havde det aldrig været noget problem, da hun ikke havde mødt de andre 5SOS drenge. Men da Ashton introducerer hende for Luke, Calum og Michael, blusser hendes følelser op for én af dem, og det udvikler sig til et liv, Danielle aldrig havde drømt om. Hendes tillid og ægte venner bliver for alvor sat på prøve, og hun skal kæmpe for at holde fast i hendes gamle liv. Klarer hun det, eller ender det hele som en fiasko?

17Likes
9Kommentarer
872Visninger
AA

3. Kapitel 2 - "I've never felt this way about a stranger before."

Jeg sad i vindueskarmen på mit værelse. Jeg elskede at sidde her. Det var rart bare at kunne kigge ud over sit værelse. Mine hvide vægge var nøje dekoreret med rammer af familie og venner, min seng var redt fint op og pyntet med et dusin puder, samt min bamse, som jeg dog holdt skjult under min hovedpude, i tilfælde af at fremmede folk skulle komme ind på mit værelse. Som Michael gjorde i går. Mit skrivebord var også hvidt, og blot for at blære mig, havde jeg valgt at placere min MacBook midt på den og tilføjet andre små pyntegenstande rundt omkring, som folk kunne sidde og pille ved, hvis de sad ved mit bord. Som Michael gjorde i går. Og for ikke at glemme, at jeg faktisk også havde en lille balkon gemt udenfor døren bag mine fløjlsgardiner, hvor folk ofte stod og betragtede nattehimlen. Som Michael gjorde i går.

Jeg kunne ikke stoppe med at tænke på ham. Der var noget ved ham, som jeg var så umådeligt tiltrukket af, men jeg kunne ikke sætte en finger på, hvad det var.

Jeg ved ikke hvor længe, han var blevet her. Mindst et par timer. Vi sad blot og snakkede. Jeg viste ham lidt rundt, og introducerede ham for mine forældre, der dog var noget forargede over hans frisure, men de var gode til ikke at vise det, ville jeg mene.

Michael var så.. chill. Fantastisk at være sammen med. Helt rolig og nede på jorden. En af de mest normale kendisser, jeg nogensinde havde mødt. Nu havde jeg heller ikke mødt så mange, men hvem tæller?

Han var humoristisk, ærlig, god til at lytte, nuttet og dog pervers, men hey, hvilken dreng er ikke det? Og han elskede videospil, gåture ved stranden og at farve sit hår, hvilket ikke siger så lidt, for drengen havde vidst haft omkring tyve forskellige hårfarver. Jeg kunne nu godt lide det grønne.

Og det overraskede mig hvor hurtigt vi var blevet venner. Normalt ville jeg aldrig have snakket til en dreng, der mindede om Michael, for tidligere var jeg overbevist om, at jeg slet ikke var til den type personer, men okay. Jeg tror, jeg dømte for hurtigt, for Michael var fantastisk.

Jeg lod mit blik glide ud gennem vinduet og op mod de kridhvide skyer og den lyseblå himmel. Vejret så umiddelbart ud til at være rigtig godt, men kulden der fløj udefra og ind gennem vinduet, fortalte mig noget andet.

Derfor sad jeg også med min yndlingssweater lavet af et eller andet random stof, som jeg ikke kendte til, men det var enormt blødt og dejligt at have på. Den grå farve stod godt til mit mørkebrune hår og grønne øjne, samt min lyse hud. Jeg elskede den!

Som jeg sad der i vinduet, begyndte jeg at blive træt, og jeg besluttede mig for bare at lægge mig lidt. Mine øjenlåg blev tunge og lukkede, og hurtigt blev min vejrtrækning langsommere og faldt ind i en søvnig rytme.

"Jeg har aldrig følt sådan for en fremmed før," hviskede jeg til mig selv, inden jeg faldt hen i en drømmeløs søvn.

 

Jeg vågnede senere ved lyden af min telefon, der ringede.  

"Hvad er der?" vrissede jeg ind i telefonen, mens jeg langsomt kom op at sidde i sengen.

"Undskyld, jeg øh.. ville ikke forstyrre," lød stemmen fra den anden ende.

"Michael?" spurgte jeg overrasket.

"Jep," svarede han.

Jeg undrede mig. Hvad ville Michael, og hvorfra havde han fået mit nummer?

"Hvad vil du? Og hvor har du fået mit nummer fra?" spurgte jeg tænksomt.

"Bare Ashton, du ved..," svarede han tøvende.

"Aha."

Der var stille lidt. Jeg fornemmede den akavede stemning.

"Så - har du noget på hjerte?" spurgte jeg for at lette stemningen. 

Michael grinede stille for sig selv. Jeg løftede spørgende et øjenbryn, men lod det straks falde igen, da han jo ikke kunne se det.

"Ja, øh faktisk.. så ville jeg bare høre, om du skulle noget i morgen?"

"Nej!" svarede jeg med det samme, men tog mig derefter til hovedet, for det svar kom vist lidt for hurtigt.

"Øh, ikke sådan lige, jeg kan huske i hvert fald," tilføjede jeg og bed mig i læben.

"Okay så," grinte han, "har du lyst til at lave noget sammen?"

"Selvfølgelig! Kan du ikke bare komme hjem til mig fordi.. ja, altså, jeg ved ikke hvor du bor, så..," røg det ud af munden på mig. Åh gud, kunne jeg lyde mere deperat? Jeg gav mig selv et inderligt spark for det svar.

"Aftale. Så ses vi bare, ikke?" svarede Michael og lagde på.

Mit hjerte bankede stadig flere minutter efter, at han havde lagt på. Mit ansigt var ét stort smil, og jeg kunne ikke lade være med at glæde mig.

"Danielle?" råbte min mor til mig fra trappen.

"Ja?" svarede jeg og traskede ud af døren, for at gå ned til hende.

"Du har besøg," svarede hun og smilede, da jeg mødte hende for enden af trappen.

"Hvem dog?" spurgte jeg forvirret.

"Ja, din bedste veninde, hvem ellers?" svarede hun og rystede på hovedet af mig, som om jeg var fuldstændig tosset.

"ROSIE!" råbte jeg af glæde og styrtede ud i entréen, hvor hun stod og var ved at smide sine slidte gummisko.

"DANI!" råbte hun tilbage og slog armene om mig. Jeg krammede hende tilbage med det samme. Hvor havde jeg savnet hende! Rosie havde været på ferie de sidste to uger, og jeg havde derfor ikke set hende før nu.

"Jeg har savnet dig så meget," mumlede hun ind i min skulder, hvilket fik mig til at grine. 

"I lige måde," svarede jeg og trak mig ud af krammet.

Vi smuttede hurtigt op på mit værelse og smed os i sengen med tv'et tændt.

"Hvordan var ferien?" spurgte jeg Rosie.

"Lam! To uger i Skandinavien med min familie og bedsteforældre på en ødegård, hvor der ingen forbindelse var til noget som helst. Og så var der mindst halvtreds kilometer ind til den nærmeste storby! Uha, forfærdelig siger jeg dig," svarede hun og rystede på hovedet, "men jeg glæder mig til at komme ud at spise med dig i morgen," fortsatte hun og smilede stort til mig, og jeg smilte tvungent tilbage til hende.

Spise med Rosie i morgen.. fuck.

Jeg sad stiv i sengen og dummede mig. Dum, dummere, dummest, stadiet over, Danielle. Hvordan i al verden kunne jeg have glemt det? Det var en aftale vi lavede for mindst tre uger siden! 

"Dani, hvad sker der? Du sidder som om du lige har opdaget noget dårligt," grinte Rosie og vinkede med hånden foran mine øjne, for at få mig ud af min trance.

"Øh ja, det har du nok ret i," lagde jeg nervøst ud, hvilket fik Rosie til at kigge alvorligt på med mig et "du-gjorde-du-bare-ikke!"-blik.

"Jeg.. er ligesom kommet til at.. lave en anden aftale i morgen," sagde jeg tøvende og ventede blot på Rosies skæld ud.

"Danielle! Hvor kunne du!" sagde hun skuffet og lænede sig tilbage i min seng og sukkede.

"Undskyld, Rosie, men det var Michael, og.." begyndte jeg.

"HVAD SIGER DU?" udbrød hun højt og smilende.

Hendes pludselig humørskift gjorde mig nervøs, og jeg smilede bare uskyldigt tilbage til hende,  afventede hendes næste reaktion.

"Hvorfor sagde du ikke, at du havde en date? Så er det jo ikke noget problem, Danielle," sagde hun begejstret og stak ansigtet helt op i mit, inden hun startede sit krydsforhør.

"Hvem er han? Michael, siger du? Ej, hvornår skete det? Hvor længe har I haft noget?"

Rosies spørgsmål strømmede ud og fik mig til at grine, men samtidig rystede jeg på hovedet, for hun havde opfattet det helt forkert.

"Rosie, rolig nu. Han hedder Michael, og han er bare min ven," svarede jeg grinende. Rosie trak skuffet sit hoved tilbage til sig selv, men blev ved med at kigge mistænksomt på mig.

"Hvem er han så?" spurgte hun videre.

"Bare en af Ashtons bandmates," svarede jeg kort.

"Ej, hvad siger Ashton til at du dater en af hans mates?" spurgte hun igen begejstret, og sendte mig sit "du-får-ballade-din-frækkert!"-blik. 

Jeg sukkede opgivende.

"Vi dater ikke!" forsvarede jeg mig selv.

Rosie rullede med øjnene.

"Som om."

Jeg slog ud med hænderne.

"Det gør vi ikke, okay?"

"Fint. Men du har et eller andet for ham," sagde Rosie bedrevidende.

"Nej, jeg har ej," svarede jeg træt.

"Vi får se. Du skal nok komme og fortælle mig, at jeg havde ret," kom det selvsikkert fra Rosie.

Jeg var træt af den her samtale. Mine fingrede fumlede efter kanten af en af mine puder, og da jeg endelig greb fat i en, svingede jeg den ind foran mig og ramte Rosie lige i maven.

"HEY! UNFAIR! RØDT KORT!" skreg hun og angreb mig.

Vi skraldgrinede, kastede puder i alle retninger, samt væltede op til flere af mine ting, but who cares? Jeg var endelig sammen med Rosie igen, og jeg var overlykkelig. Hende kunne jeg godt nok ikke leve uden.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...