Stars make Heartbreaks II 5 Seconds of Summer

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 dec. 2013
  • Opdateret: 15 jul. 2014
  • Status: Igang
Mød Danielle Williams, en helt normal 17-årig teenager fra Australien. Der er ikke noget specielt udsædvanligt ved Danielle; hun går i skole, hænger ud med veninderne, roder sig ud i ballade og alle de ting, en normal teenager gør. Men nå ja, så er hun jo også lige bedste venner med Ashton Irwin fra punk-rock bandet 5 Seconds of Summer. Indtil denne sommer havde det aldrig været noget problem, da hun ikke havde mødt de andre 5SOS drenge. Men da Ashton introducerer hende for Luke, Calum og Michael, blusser hendes følelser op for én af dem, og det udvikler sig til et liv, Danielle aldrig havde drømt om. Hendes tillid og ægte venner bliver for alvor sat på prøve, og hun skal kæmpe for at holde fast i hendes gamle liv. Klarer hun det, eller ender det hele som en fiasko?

17Likes
9Kommentarer
869Visninger
AA

2. Kapitel 1 - "I never said I didn't want to meet them."

"Har du nogensinde overvejet at lade mig møde de andre?" spurgte jeg, liggende på tæppet i det bløde græs med Ashton ved min side.

Ashton og jeg havde altid kendt hinanden, og selvom han nu var i et næsten verdenskendt band, var vores venskab ikke faldet det mindste i styrke. Om det var vores late-night skype dates, vores konstante beskeder til hinanden eller bare viljen der gjorde det, kunne jeg ikke sige. Ashton og jeg havde bare været venner siden vi begge var helt små, og det havde vi holdt fast i, om vi så måtte gå gennem ild og vand for det.

Ashton satte sig op på sine albuer og kiggede forundret på mig med et hævet øjenbryn.

"De andre? Fra bandet?" spurgte han tvivlsomt.

Jeg rullede opgivende med øjnene og rejste mig også på albuerne.

"Selvfølgelig Ash! Hvem ellers, dit paphoved?" sagde jeg drillende og han begyndte at smile så hans søde små smilehuller kom frem. Jeg havde altid beundret hans smil, nok mest på grund af smilehullerne, da jeg ikke selv havde sådan nogle. Ashton havde et fantastisk smil, der med lethed kunne lyse alting op, virkelig, og det beundrede jeg.

"Jeg troede ikke, du havde lyst til at møde dem," sagde Ashton og kiggede på mig. Nu var det min tur til at se forvirret og forundret ud.

"Hvorfor skulle jeg ikke have lyst til det? Jeg har aldrig sagt, jeg ikke ville møde dem," svarede jeg bare. Han rullede med øjnene inden han svarede.

"Du har aldrig spurgt. Jeg troede ikke du gad dem, fordi.. du ved, vi er bare en flok tumpede teenagere - ligesom dig."

Han kiggede afventende på mig med et drilsk glimt i øjet, da det gik op for mig, hvad han havde sagt.

"Undskyld mig, hr. Ashton Fletcher Irwin men.. kaldte du mig lige tumpet?!" råbte jeg fornærmet og kastede mig over ham, men han skubbede mig væk så let som ingenting.

"Og kaldte du mig lige Fletcher? Søde, søde Danielle, du ved jeg hader det, når folk bruger mit mellemnavn," sagde han og blinkede, hvorefter han satte sig halvt over mig og begyndte at kilde mig. Jeg skreg og grinte på samme tid, mens mine øjne fyldtes med tårer.

"STOP ASHTON!"

"Ikke før du siger undskyld," svarede han simpelt og kildede mig om muligt endnu mere end før. Jeg vred mig og sparkede med benene for at komme fri, men jeg kunne ikke. Ashton grinte blot af mine ynkelige forsøg på at besejre ham. Til sidst besluttede jeg bare at opgive, selvom jeg ikke brød mig om det.

"FINT! Undskyld, Ashton," sagde jeg halvkvalt af grin.

"Det var bedre," svarede han med et tilfredst smil, hvorefter han flyttede sig og lod mig komme op at sidde.

Der var stille et stykke tid. Solens sommervarme stråler ramte min bare hud, og fuglene sang mens de desperat fløj rundt efter mad til de nyfødte unger.

"Så - hvornår skal jeg møde dem?"

Mine fingre pillede forsigtigt i det grønne græs, inden jeg lod mit blik hæve sig til Ashtons ansigt.

Han prøvede at se tænksom ud, men hans spændte smil afslørede, at han mere eller mindre allerede havde planlagt, hvornår jeg skulle møde de andre drenge.

"Ashton..?" spurgte jeg, lettere irriteret over hans bedrevidende smil og tavshed.

Han rystede smilende på hovedet, tog min hånd og rejste mig op sammen med ham. Hurtigt lod han sit blik glide op og ned ad mig, inden han nikkede bestemt.

"Du ser vidst fin nok ud," sagde han og trak mig med hen til hans bil.

"Vent, vent," sagde jeg og bremsede op, "skal jeg møde dem nu? Altså lige nu?"

Ashton kiggede på venstre arm og lod som om han tjekkede klokken trods han intet ur havde på.

"Sådan cirka nu, ja," svarede han og puffede mig ind i bilen.

"Men, men, men, Ashton! Jeg har ikke skiftet til noget ordentligt tøj," svarede jeg panisk og pegede ned ad mine ripped jeans og simple, hvide t-shirt. Hvordan skulle jeg kunne gøre et godt indtryk når jeg så sådan ud?

"Danielle, slap af. Det har de jo heller ikke," svarede Ashton og trak ligegyldigt på skuldrene.

"Det er noget andet!" sagde jeg utilfreds og lagde armene over kors. Ashton kiggede på mig og fnes.

"Ej stop dog, Ash!" surmulede jeg, men kunne ikke lade være med at grine lidt.

"Husk selen," smilede han bare tilbage til mig.

Jeg rullede opgivende med øjnene. Lidt storebror havde han godt nok altid været for mig, men helt ærligt, jeg kunne da godt selv huske at tage sele på.

Selvom Ashton var kendt, brugte han sine penge fornuftigt, hvilket vil sige, at han ikke brugte dem på dyre biler og motorcykler. Ashton havde stadig sin første bil, som var en ældre Volvo i en falmet mørkegrøn farve. Aircondition havde den ikke, hvilket i sommerperioderne kunne være et rent helvede, når man kørte i Ashtons bil, men død af det var vi da ikke endnu.

Køreturene i den gamle Volvo var sjove. Jeg havde brug for mere end to hænder til at tælle hvor mange gange den var gået stå midt på vejen. På sådanne tidspunkter havde Ashton været utrolig forlegen, og når jeg begyndte at grine, fik jeg "blikket" - men stakkels Ash vidste jo godt, at det ikke hjalp, så til sidst sad vi begge og grinte i en bil, der ikke ville køre længere.

"Hvad tænker du på?"

Ashton rev mig ud af mine flashbacks, og jeg rystede kort på hovedet for at komme til mig selv igen.

"Bare minder i den her bil," svarede jeg smilende.

"Du vover på at nævne noget med at gå i stå!" kom det med det samme fra Ashton.

"Hvorfor ikke?" grinte jeg og kiggede spørgende på ham.

Ashton sukkede.

"Fordi at hver gang vi er ude at køre, og du nævner noget om at gå i stå, så går vi faktisk i stå!"

Jeg grinte endnu mere og slog hjælpeløst hånden for munden.

"Og det gider jeg faktisk ikke igen. Det ville være syttende gang, Danielle!" tilføjede han.

"Wauw, syttende gang allerede? Lige til en rekordbog," jokede jeg.

Ashton sukkede opgivende igen, og trak bremsen da lyset skiftede til rødt. Han kiggede alvorligt på mig.

"Det kører så godt lige nu, Dani, don't even try to mess it up for me," sagde han og kiggede tilbage på lyset, som nu var gult.

Han trak bremsen igen, satte i gear og trykkede på speederen. Intet skete. Hans fod pressede lidt hårdere på speederen, men lige meget hjalp det.

"Det mener du bare ikke, det der," mumlede han opgivende.

Jeg kunne ikke lade være med at fnise.

"Dani, please, please gør noget! Det her er virkelig ydmygende," mumlede Ashton panisk mens han fumlede med nøgler, speeder, alting.

Langsomt voksede køen af biler bag os, og folk begyndte at dytte. Jeg kunne kun se det sjove i det, men for ikke at Ash skulle få det værre, rullede jeg vinduet ned, rejste mig op på sædet og stak hovedet ud.

"Folkens, hør! Søde, lille, enormt dårligt-kørende Ashton Fletcher Irwin her.. Ja, altså bilen er gået i stå og vi kan ligesom ikke komme videre så hvis I ville være så venlige at køre udenom," råbte jeg og pegede til venstre for bilen.

Jeg modtog flere rullende øjne, dyt og en enkelt finger for den præstation, men folk lyttede da og kørte langsomt udenom os. Da alle var kørt forbi, rakte jeg to tommelfingre i vejret og satte mig ind på sædet igen.

"Så er det problem klaret," pustede jeg ud og smilede til Ashton. Han kiggede på med mig sit "helt-ærligt-Danielle"-blik og surmulede.

"Hvad er der?" spurgte jeg og lød lettere forvirret.

"Havde du seriøst behøvet at fortælle dem hele mit navn? Det kommer til at stå i avisen i morgen! Det er så pinligt, Danielle!"

Ashton flippede og jeg kunne ikke lade være med at grine.

"Stop nu, Danielle Juliet!"

Stilhed. Stilhed før stormen, som man siger.

"ASHTON!" råbte jeg så højt jeg kunne, "du skal ALDRIG bruge mit mellemnavn! Det var en aftale!" fortsatte jeg og panikkede.

Ashton kiggede blot fornærmet ud af forruden, mens han svarede:

"Måske kunne du lade være med at bruge mit mellemnavn så? Du har gjort det to gange i dag allerede, søde Danielle Juliet."

Jeg fnøs.

"Fint. Og kan vi så komme videre?"

Ashton rullede med øjnene og slog sig blidt for panden. Derefter kiggede han på mig, som om jeg var en seriøs dumpap.

"Bilen kan stadig ikke køre, søde ven."

"Så lad os gå derhen."

"Men vi kan ikke bare lade bilen stå her, og..."

"Jo," afbrød jeg ham, "det kan vi godt. YOLO, Ashton, YOLO."

Han sukkede, men trak nøglerne ud og steg selv ud af bilen, og jeg fulgte hans eksempel. Han låste bilen, før vi begyndte at trave de sidste 5 kilometer til drengenes mødested.

Det viste sig at gåturen var langt sjovere end bilturen, og den havde endda været rigtig sjov - eller ja, i hvert fald til at starte med.

Vi jokede og pegede på underlige folk, vinkede til fremmede og fik lastbiler til at dytte. Og jeg grinte, jeg grinte hele vejen op ad trapperne til deres fælles lejlighed, og på vej ind ad døren kunne jeg stadig ikke lade være med at grine.

Jeg tumlede ind i lejligheden og fandt den første og bedste sofa, som jeg smed mig grinende på.

"Overlever du?"

Jeg kiggede op. Det var ikke Ashton, som snakkede til mig, men derimod en mørkhåret dreng, som længe var den lækreste jeg havde set. Han så ud til at være asiater.

"Er du asiater?" spurgte jeg og halvgrinte stadig.

"Er du Danielle?" spurgte han smilende og smed sig i en lænestol overfor mig.

Jeg nikkede.

"Thought so. Og nej, jeg er ikke asiater. Jeg er Calum," svarede han.

"Hvordan vidste du, at jeg er Danielle?" spurgte jeg og kiggede nysgerrigt på ham.

"Du er den eneste pige, Ash nogensinde har talt om - det kunne kun være dig," svarede han.

Jeg nikkede forstående.

Der var stille et stykke tid, inden Calum brød tavsheden ved at kigge op fra sin telefon og fange mit blik.

"Danielle?"

"Aha?"

"Du stirrer," sagde han og smilede til mig med et løftet øjenbryn.

"Åh gud..," mumlede jeg og kiggede ned. Hvor pinligt. Første gang jeg møder ham, og jeg sidder allerede og fantaserer mens jeg oven i købet stirrer på ham. Flot, Danielle.

"Det' okay. Vi ved vist alle sammen hvem der er den hotteste her i huset," grinte han selvtilfredst og rettede lidt på håret.

"Sure we do," svarede jeg sarkastisk.

"Oh my god, du siger bare ikke, at du ikke er enig?" drillede han og lavede et ansigt, der skulle forestille en fornærmet tøs, hvilket fik mig til at grine højlydt endnu en gang.

Calum grinte sammen med mig, og åh gud, hvor var han nuttet, når han grinte.

"HAHAHAHA JA! SÅ SJOVT!" lød det fra døren, hvor en høj og ranglet dreng med grønt hår nu kom ind. Han tog sig til maven og lod som om han grinte meget voldsomt. Hans falske latterudbrud blev ved i et halvt minuts tid endnu, mens Calum og jeg blot kiggede underligt på drengen med det grønne hår.

"Nej seriøst, hvad griner I sådan af?" spurgte han og smed sig i en stol ved siden af Calum. Han kiggede spørgende fra mig til Calum, ventede tydeligvis på et svar.

"Calum lavede bare en sjov joke," svarede jeg og trak en smule på smilebåndet. Den grønhårede dreng løftede øjenbrynet et øjeblik, og smilede derefter til mig. Hans smil gjorde mig varm indeni, men jeg rystede det af mig.

"Og hvad var joken så?" spurgte han. Han kiggede afventende på Calum.

"Der var ikke nogen joke, det var da dybt seriøst," svarede Calum og blinkede til mig.

Jeg rullede med øjnene.

"Yeah right, drøm videre," mumlede jeg smilende og kløede mig i nakken.

Calum lavede det tøsefornærmede ansigt igen, og jeg grinte endnu en gang.

"Vil du stoppe med at lave det der ansigt?" spurgte jeg grinende.

"Kun hvis du siger at min joke ikke var nogen joke, men dybt seriøs," svarede Calum og smilede stort.

Jeg rystede opgivende på hovedet.

"Fint."

Drengen med det grønne hår sad med ansigtet i hænderne og kiggede op på Calum og jeg.

"Hvornår får jeg joken at vide?" spurgte han utålmodigt.

"Calum mente bare, at han var den lækreste her i huset."

"Og du gav mig ret!" jublede Calum med et glad smil.

Jeg fnøs og rystede diskret på hovedet til den grønhårede dreng for at signalere, at det ikke passede.

"Ash, fortæl lige hvorfor du kom en hel time for sent?!" lød en lettere irriteret stemme fra gangen.

"Nah, det var ikke noget. Bare et lille problem, beklager Luke," svarede Ashton og stemmerne nærmede sig nu stuen, hvor vi andre sad.

Forrest ind kom Ashton, efterfulgt af den sidste dreng, som måtte hedde Luke. Hans mellemblonde hår var sat i en høj quiff, og i læben havde han en sort ring. Han var enormt høj og fuldstændig optaget af sin telefon.

Ashton satte sig ved siden af mig, og Luke smed sig på en mindre sofa med sine ben hængende mindst en meter ud over armlænet. Måske overdrev jeg, men den dreng, han var virkelig høj!

Og overraskende pæn. Virkelig. Ligesom Calum.

"Luke, Danielle er her," sagde Ashton.

Luke drejede sig en halv omgang og fik øje på mig. Han smilede et lille cute smil og vendte så tilbage til sin telefon. Jeg rullede med øjnene og trak selv min mobil frem.

 

***

 

Det viste sig, at drengene faktisk skulle have øvet lidt på deres kommende mini-tourné, men i stedet for at øve, sad vi alle bare og snakkede - specielt om mig. Jeg lærte også en hel del nye ting om hver især af drengene, og de var faktisk nogle utroligt fede personer at være sammen med.

Da klokken blev elleve, besluttede jeg mig egentlig for at tage hjem. Det havde været en virkelig fed dag sammen med drengene, men min alt for overbeskyttende, vildt bekymrende mor havde ringet og skrevet uafbrudt, at jeg altså snart måtte komme hjem. Så det gjorde jeg.

Problemet var blot, at jeg ikke havde lyst til at gå 10 kilometer hjem, og Ashtons bil var stadig parkeret midt i et lyskryds. Luke og Calum havde endnu ikke fået deres kørekort, så det blev drengen med det grønne hår, der måtte køre mig hjem.

Jeg kunne ikke helt fortælle hvorfor, men jeg var glad for at det var ham, der skulle køre mig.

"Well, øh.. Tak for i dag, drenge," smilede jeg inden jeg var på vej ud ad døren.

Både Calum og Luke kom op til mig og krammede mig farvel inden jeg gik. Jeg begyndte at grine lidt igen, for det havde jeg godt nok ikke set komme.

"Jeg skal nok komme igen en anden gang, Calum, slip mig nu bare," grinte jeg og løsnede mig fra hans greb.

"Godt. Vi skulle nødigt have, at jeg var den eneste lækre her i huset," smilede han og blinkede igen til mig. Jeg sendte ham et flirtende smil, selvom jeg intet mente med det.

"Ses om et par dage, Ash," råbte jeg inden jeg gik ud ad døren, efterfulgt af den grønhårede dreng, hvis navn jeg stadig ikke havde hørt.

Jeg gik hen mod trapperne, men vendte om da en stemme nåede mit øre.

"Du mener virkelig ikke, at vi skal tage trapperne, vel?" sukkede drengen.

"Du mener virkelig ikke, at vi skal tage elevatoren, vel?" sukkede jeg drilsk tilbage.

Han trak på skuldrene.

"Jo, det mener jeg faktisk," svarede han og gik ind i elevatoren uden at vente på mig. Jeg sukkede opgivende og fulgte efter ham.

Der var en akavet tavshed i elevatoren ned og på vej ud i bilen. Den grønhårede dreng havde heller ikke en eller anden sindssyg bil, men hans bil var i det mindste nyere end Ashtons, og jeg var sikker på, at vi ikke skulle gå i stå med denne her.

"Du har ikke fortalt mig dit navn endnu," konstaterede jeg, da vi havde sat os ind i bilen, og var kørt af sted.

"Michael," svarede han kort med et lille smil.

"Okay så, Michael," smilede jeg.

 

~ ////////////////////////////////////////////////////////////////////////////////////////////////////////////////////////// ~

 

A/N: Første kapitel! Wow, jeg var længe om at komme ud med det, hvad? Jeg havde glemt det, honestly. Har fri de næste par dage, og jeg går allerede nu gang med næste kapitel, så der kommer helt sikkert mere at læse i løbet af de næste par dage.

Forresten - så elsker jeg konstruktiv kritik og søde kommentarer, thihi :D

- Julie

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...