Danmarks største kunstrøveri

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 dec. 2013
  • Opdateret: 18 dec. 2013
  • Status: Færdig
Jeg skulle skrive en novelle i skolen om Danmarks største kunstrøveri

2Likes
0Kommentarer
828Visninger
AA

1. Danmarks største kunstrøveri

Danmarks største kunstrøveri

”Først sniger vi os forbi kustoden, så finder vi de bestilte billeder og tager dem med os. Det er da ikke så svært vel? ”Alfred, hans stedsøn Michael og hans fætter Hubert var ved at planlægge det, der senere ville blive dømt til Danmarks største kunstrøveri.

”Men hvad nu hvis kustoden gør modstand? ” spurgte Michael nervøst. Han var nok den, der var mest nervøs for ideen med tyveri. ”Slap nu lidt af! Du ved, at vi skal bruge pengene fra hælerne og hvis dét er prisen er JEG klar til at betale. Hvis det lykkes, kan vi jo svømme i penge!” Det sidste råbte Alfred, og begyndte at gå rundt i lokalet med faste skridt. ”Det er jeg også!” sagde Hubert, sprang op ved siden af Alfred, og kiggede på Michael, der sad og trykkede sig sammen på stolen. ”Er du med! Eller vil du hellere sidde her, til du bliver gammel og grå?”

”Selvfølgelig er jeg med. Men hvor skal vi hen?” spurgte Michael. Han prøvede at lyde mere modig, end han egentligt var, men det lykkedes ikke. ”Du er skide bange!” udbrød Hubert med et smørret grin. ”Slap nu af venner! Det skal nok lykkes, hvis bare vi holder os til planen. Jeg og Michael går ind, stjæler de bestilte ting, og går ud af museet, hvor Hubert står, og venter på os med sin bil, der er klar til at køre af sted. ”

De satte sig alle rundt om bordet igen, og diskuterede videre. ”Hvornår begynder vi?” ”Fredag den 25. juni. Om 8 dage. Gør jer klar” sagde Alfred med en bestemt stemme.” Derpå gik han ud af lejligheden og ned på vejen. De andre vidste ikke noget, om hvad han skulle, og turde ikke spørge ham. Han havde heller ikke i sinde at fortælle dem det. Alfred skulle ned, og mødes med de tre hæleres sendebud. Han skulle mødes med sendebuddet nede i parken klokken 14:00-han havde travlt.

De sidste meter løb han, og var lige ved at støde ind i en høj ung mand. ”Nivaagaards Malerisamling?” spurgte Alfred forpustet. Den unge mand havde en stor sort hue på, selvom det var sommer og 25 grader varmt. Den unge mand nikkede stille, og gik ned ad den blomstrende plæne. Det var næsten et forhindringsløb mellem små børn, der legede og unge par på picnic.

Endelig fandt han en tom bænk lidt væk fra de mange folk. Alfred skyndte sig efter ham, og satte sig ned på bænken. ”Jeg skal sige fra cheferne, at du får sedlen med bestillingerne, den dag i beslutter at begå røveriet. Bestillingen vil ligge under den tredje busk til højre for indgangen. Hvilken dato?” Alfred kiggede ud over parken, og svarede: ”den 25. juni.” Den unge mand nikkede, rejste sig og forsvandt i mængden af mennesker. Alfred rejste sig, og gik hjem til sig selv.

 Hjemme i Michaels lejlighed havde Michael og Hubert imens diskuteret, hvad Alfred mon skulle. De prøvede at ringe til ham men, han tog selvfølgelig ikke telefonen. De gennemgik planen igen, men da det bare gjorde Michael endnu mere nervøs, droppede de det, og gik i seng. 

   Den 25. juni mødtes de alle tre foran Nivaagaards Malerisamling. Hubert med sin bil, Alfred og Michael med elefanthuer, sæk til at putte billederne ned i og en boltsaks til at klippe metaltråden, som billederne hang på, over. Alfred gik roligt over til den tredje busk til højre for indgangen. Han roede lidt i den, og fandt til sidst et lille brev. Han rev kuverten op, og læste hurtigt brevet igennem: Vores kunde har bestilt: ”Kvindeportræt” af Rembrandt og ”Portræt af en ung mand” af Bellini. Når I har malerierne, skal I sende dem til adressen: Regent Street 31, London, England. Held og lykke.

 Alfred læste brevet op for de andre. Alfred og Michael fik brækket døren til museet op, og listede ind. Der var bælg mørkt i indgangshall´en. Alfred tændte en lommelygte, og fandt et kort over museet frem. Alfred og Michael sneg sig ind i lokalet med gamle malerier. ”Klip wirerne bag billederne over. Nu!” hviskede Alfred, og gjorde sækken klar, så maleriet kunne komme ned i den. De gentog proceduren igen med det andet billede, og vendte sig om for at komme ud. Pludselig gled en stor skygge ind på væggen. Alfred og Michael gemte sig hurtigt bag et par kasser midt i rummet.

Skyggen kom nærmere, og pludselig trådte en høj mørk mand ind i rummet. Kustoden havde hørt dem. ”Hvem der?” spurgte han med en brysk stemme, og kiggede rundt. Han blev tilsyneladende enig med sig selv om, at der ikke var nogen, og forsvandt ud igen. ”Pyha! Det var tæt på!” hviskede Michael, og gøs. Alfred tog et hårdt tag i sækken, og listede ud af rummet. Michael skyndte sig efter ham, men i farten fik han skubbet til nogle kasser, som larmende faldt til jorden. ”Schyy!” hviskede Alfred, lidt for højt. De kunne høre kustoden løbe rundt på etagen oven over. ”Kom nu din idiot! Ud!” råbte Alfred. De løb begge ud af rummet og ned ad gangen imod indgangsdøren. ”Stop! Jeg har ringet til politiet! De er på vej!”. Kustoden kom løbende ned af trappen, og prøvede at stille sig i vejen for Alfred. Det skulle han aldrig have gjort. Alfred sukkede bare, og skubbede brutalt manden af vejen. Kustoden råbte efter dem, da de løb ud men det hjalp ikke.

Alfred og Michael strøg ud af døren, og løb over til Hubert, der stod klar med bildøren åben og bilnøglen i tændingen. ”Kom så! Ind i bilen. Nu!” brølede Alfred. 5 sekunder efter fløj den lille Peugeot ned ad vejen. De hørte sirener bag sig fra politibiler. ”Shit! Kør ned ad den lille vej dér!” skreg Alfred. Hubert flåede rettet til højre. Den lille bil svingede skarpt til højre, og fortsatte ned ad en lille mørk vej. ”Slap vi fra dem?” spurgte Michael nervøst. De var helt stille et øjeblik. Pludselig strøg rækken af politibiler forbi. ”Så! Ud af bilen. Begge to.”

De løb væk fra bilen og ind mod Hubert og Michaels lejlighed. Da de stod foran lejligheden, greb Alfred fat i sækken, og gik imod lejligheden, som var det en helt normal dag. Michael og Hubert skyndte sig efter. ”Det gik jo som smurt i en fuglevinge!” grinede Alfred. ”Fuglevinge... a hvad for noget?” spurgte Michael og Hubert i munden på hinanden. ”Har i aldrig hørt det? Nå gå nu i seng! Og husk: vi ved intet om dette tyveri! Jeg og Hubert sender bestillingen til England i morgen.”  

   Næste dag sad Michael og læste i avisen. Hubert kom slingrende ind i rummet ”allerede oppe?” sagde han overrasket. ”Har du læst avisen i dag? De har kaldt vores show i går for Danmarks største kunstrøveri! Vi har stjålet for 14 millioner kroner. Det anede jeg ikke” sagde Michael. ”Kan sagtens være. Men nu er det for sent at ændre! Alfred og jeg har sendt malerierne af sted. Er du da ved at få kolde fødder?” sagde Hubert, men var allerede på vej ud af køkkenet uden at forvente svar. ”Hey Hubert! Alfred ringede lige før. Han har tænkt på at sende billederne tilbage til museet. Anonymt selvfølgelig.” Hubert drejede om på stedet og stod pludselig igen midt i stuen. ”Nå. Men det er for sent nu. Vi kan ikke få billederne tilbage fra England nu, og hvis vi afslører englænderne, kommer det til at gå værst ud over os selv! Desuden har vi fået pengene, og dem ved du jo godt, at vi har brug for!” snerrede han. ”Jo men hvad nu hvis vi bliver opdaget?” Men det var for sent. Hubert smækkede døren, og gik larmende hele vejen ned ad trappen. Michael skyndte sig over til vinduet, og nåede lige at se Hubert på vej rundt om det næste gadehjørne. ”Han er sikkert på vej hen til Alfred for at få svar,”  sagde Michael til sig selv, og gik over i sofaen, for at fortsætte læsningen. Et par timer efter kom Hubert tilbage til lejligheden. Han sagde ikke et ord om, hvor han havde været, men gik bare rundt og hang. Hubert hev gardinerne for vinduerne, og fór sammen ved hver eneste lyd. Til sidst fik Michael dog overtalt ham til at sætte sig i sofaen og tænde for fjernsynet.

   ”ding, dong” lød det pludselig ude fra opgangen. ”Åbner du?” lød det fra Hubert inde fra stuen. Michael gik ud, og åbnede. Ude på den anden side af døren stod en stor bred politimand. ”Er du Michael Bronk?” spurgte han med en brysk stemme. ”Øh det kommer an på, hvem der spørger?” sagde Michael nervøst. ”Det gør jeg din idiot! Er du, eller er du ikke!” næsten råbte den store mand. ”Hvem er det?” lød det forsigtigt inde fra stuen. ”Æh kommer du ikke lige ud?” råbte Michael tilbage. Hubert kom stavrende ud i gangen. ”Er du Hubert Milkert?” spurgte politimanden utålmodigt. ”Måske! Hvad vil du?” sagde Hubert vredt. ”Følg med! Begge to!” Hubert og Michael fulgte efter politimanden ind i en politibil. De kørte til politi stationen. En anden politibil kom kørende ind på parkeringspladsen foran politistationen. Og ud trådte Alfred. ”Hvem sladrede?” skreg han efter Hubert og Michael. ”Ingen sladrede. Vi fandt dine og dine venners fingeraftryk overalt på museet.” sagde en af politimændene roligt.

Da Alfred, Michael og Hubert kom ud fra politistationen igen, havde de en dom på henholdsvis 4, 5 og 3 års fængsel hængende over hovedet. De blev kørt til politistationen af tre politibiler. En til hver så de ikke kom op at skændes. Alfred var edderspændt over, at de havde glemt at tage handsker på under røveriet.          

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...