Lad en engel tale

Jeg har været her fra starten. Før alle jer andre. Jeg var her, da vi stemte om, hvorvidt vi skulle skabe en menneskelig race; jeg stemte nej. Jeg var her også, da vi skulle råde bod på, hvad vi havde gjort ved at sætte menneskene i verden. Ak, som menneskene fordrejer det hele, så det pludselig er os, der skal gøre noget. Men det var trods alt også os, der startede alt det her nonsens; vi er Englene. Vi er Skaberne. Og vi interesserer os ikke længere for de dødliges problemer.

22Likes
5Kommentarer
360Visninger
AA

1. Lad en engel tale

Forestil dig en engel. Hvordan ser den ud?

Hos de fleste, vil der sikkert dukke et sødt lille barn op med lyst, kort hår. Måske krøller det. Barnet har nok de største, blå øjne der stirrer uskyldigt på dig med et lille uimodståeligt smil på sine læber.
Hun sidder nok og spiller på sin harpe eller sin fløjte. Barnet har en hvid kjole på og hvide englevinger. Det sidder på en sky, spiller på sit instrument og, selvfølgelig, kan du godt lide at tro, at det holder med dig. At det eksisterer for kun at holde øje med dig.

Det er sådan en engel for dig ser ud, og intet, jeg siger, vil kunne ændre det, for det er den overbevisning, du har haft hele dit liv, og hvorfor skulle du lade mig ændre den? Det ville forrykke balancer i dit sind, og du skulle pludselig til at tænke på dine små englebørn på en anden måde.
Og som en engel, skulle jeg tage hensyn til det. Ifølge jer mennesker, så lever og ånder jeg for jeres skyld, og for jeres alene.

For jer er vi de engle, der kom ned til Jorden juleaften, sang med de smukkeste stemmer og beroligede hyrderne, før vi fortalte dem, om det mirakel, der havde fundet i lige præcis deres stald.

Vi er de engle, der beskytter og trøster mennesker over hele verden.

Det er sådan, mennesker forestiller os, og vi har ikke lov til at vige fra den overbevisning. Vi skal altid være glade, le med vores perlelatter og spille på vores instrumenter, mens vi våger over jer. Passer på, at I ikke får onde drømme.

Men hvis vi virkelig gør det, undrer det jer så aldrig, at I stadig får det? - Lige efter en uhyggelig film? - Efter at I har tænkt en uhyggelig tanke?

Vi må ikke græde. Og hvis vi gør det, så er det fordi vi sørger over alt den ondskab, der er i verden. Over, at et barn behandler et andet barn uretfærdigt. Vi skal sørge over alle de mennesker, der begår de syv dødssynder; over alle dem, der slår ud efter en anden, i stedet for at tilgive; over at der er nogen, der ikke længere tror på Gud. Det er det, vi må græde over, og hvis vi protesterer, forrykker vi igen i jeres overbevisninger, og det må vi, som engle og Guds rene tjenere, ikke.

Men hvorfor skulle vi græde over, at noget, som ikke er ondt, er ondt? Hvorfor skulle vi interessere os for jer mennesker, når der er så mange andre på Jorden?

Det er problemet med jer mennesker. I tror, at alt er om jer. I tror, at vi engle ikke har noget bedre at tage os til, end at passe på jer.

Når nogen anden gør noget I ikke kan lide, siger I, at de gør noget forkert, at de noget ondt. I tænker på jeres egne handlinger, som noget, Gud ville bifalde, og alle andre modsatte handlinger, som Djævlens værk. I sætter jer i Guds sted og dømmer jeres medmennesker, når jeres job er at afvente Himlens bud. Når vi giver et tegn, ignorerer I det og siger igen, at det er jeres mening, der er den rigtige.

Men når I ikke kan bedømme nogen eller ikke kan føre noget ud i livet, som er vigtigt for jer, forventer I, at vi straks kommer styrtende for at redde jer fra jeres egne fejl.

Vi græder ikke over ondskaben i verden, for verden er ikke ond. Naturen er ikke ond. I er ikke onde. I er blevet misledt så groft. I tror, at verden bliver opdelt i ond og god. Der er ingen grå mennesker, men kun de onde og gode. Når man bliver født, er man selvfølgelig hvid, og det bliver man ved med, indtil man er syv, for når man ikke er ældre, kan man jo ikke styre, hvad man laver. I undervurderer jeres egne afkom og ser dem som hjælpeløse. Når de ikke engang kan snøre deres snørebånd, må de være hjælpeløse, og med store suk, hjælper I jeres eget barn. Udenpå står I og smiler stort, når jeres barn har taget sit første skridt, men så snart det falder og begynder at græde, stønner I højt indeni. Så starter vi forfra, tænker I og løfter jeres barn op i jeres arme, så det kan falde ned.

Men det, at I godt kan blive trætte af jeres børn, gør jer jo ikke onde, synes I. Blot menneskelige. Udtrykket 'menneskelig' bruger I, når I laver en dum fejl, men ikke rigtig vil indrømme den.

'Jeg er jo menneskelig, ikke?', siger I og tror, at det hele er okay igen.

Jeg er en engel. Jeg ved, hvad jeg taler om, når jeg siger, at intet er ondt. Men det er heller ikke ondt. For, hvad den ene opfatter, som noget godt, opfatter den anden som det rene ondskab. Før i tiden drog I ud for at dræbe alle, der havde en anden religion end jer. I gør det stadig.

Er det godhed? Tror I virkelig, at Gud sætter pris på, at I dræber nogle af hans børn, fordi I tror, I er bedre?

Gud elsker alle hans børn, og han favoriserer ingen af dem. Om de tror på ham eller ej. Han beskytter ingen af dem, men han elsker dem. Han kan ikke beskytte dem mod sygdom, smerte eller døden, men han kan love dem et sted at tage hen efter døden.

Det er det, jeres præster prædiker om i kirken, og det er, hvad I håber på.

Men I har intet bevis.

I siger også, at Jesus er Guds søn, og at alle skal tilbede ham. Samtidig siger I, at også I er Guds børn. Hvis I alle er Guds børn, hvad er der så specielt ved Jesus?

Jeg var i live, før alle jer andre. Jeg var her, da vi skulle stemme om, hvorvidt vi skulle have en menneskelig race. Jeg stemte nej. Jeg var her også, da vi ved hjælp af Syndfloden, skulle rydde op i, hvad vi havde bestemt for så lang tid siden. Men ak, på en eller anden måde, jeg aldrig vil kunne forstå, formår I mennesker altid at få fordrejet jeres skæbner, så det er os, der skal gøre noget. Men det er trods alt også os, der startede alt det her nonsens, der startede jeres historie; vi er Englene. Vi er Skaberne.

Men vi interesserer os ikke længere for jeres problemer. I er ikke vores højeste prioritering længere, og det er på tide, at I forstår det.

Vi står ikke ved jeres side som skytsengle og passer på jer, så I aldrig snubler, falder eller bliver såret. Vi er ikke jeres klipper, når I er ved at falde.

Vi er Englene. Vi er Skaberne. Vi er Himlen. Vi er uden for jeres rækkevidde.

Det er på tide, at I giver slip. Giver slip på jeres barnlige fantasier om, at vi er til for at hjælpe. Vi er symbolet på fred, men det betyder ikke, at vi griber ind i alle jeres krige. Vi er symbolet på godhed, men det blot en stor misforståelse; godhed og ondskab bliver altid blandet sammen, og vi står ikke for noget af det. Vi står for balance, men balancen inde i jer selv, må I og dem omkring jer selv få genoprettet.

Vi er symbolet for hjælp, men vi hjælper jer ikke med hvert evige eneste problem, I har.

Så giv slip på os. Vi engle er ikke værd at tro på, for vi er ikke de frelsere, I tror, vi er. Tro på hinanden og find trøst i hinanden. Dem, I elsker, og som elsker jer, er jeres sande frelsere. Ikke utroligt smukke væsner med vinger, der ikke interesserer sig for jer mere.

Du kender nu sandheden om englene, og du ved, at vi ikke længere er til for at hjælpe jer. Du ved, at vi ikke er de små børn med harper, der sidder på skyer og spiller hele dagen. Men hvad du videre tror på, er din beslutning.

Vil du gøre os en stor tjeneste, så går du ud og er en anden persons sande frelser. Vær deres engel og lade dem vide, at hvad vi ikke kan gøre, kan du gøre; du kan være hos dem.

-

©Mortal 2013

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...