Amrias drøm

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 dec. 2013
  • Opdateret: 18 dec. 2013
  • Status: Færdig
Jeg husker tydeligt mine barndomsminder. Jeg kedede mig som regel om sommeren. Jeg mener, du skulle have set mig! Mens mine veninder hyggede sig på stranden i bikini, sad jeg bare og havde det dødsygt varmt under mit tørklæde. Jeg lignede nærmest en brændt kylling! Men en ting havde jeg i det mindste, en drøm. En drøm om at ligge i solen i bikini. Mærke solens varme stråler. Det var et af mine store ønsker. Jeg husker også, når vi skulle på lejrtur med klassen. Far og mor skulle altid finde på en latterlig undskyldning for at jeg ikke kunne komme med på turen. "Det er ikke noget for en pige som dig, Amira, bliv du hellere hjemme ved os i aften og få dig en varm kop the." kunne far Baba sige. Protester ville ikke hjælpe, men kun gøre Baba vred. Ja, sådan er det at være en muslimsk pige i min familie. "Piing!" Jeg har lige fået en Facebookbesked fra min veninde. "Hey Amira! Pigerne og jeg tager på Buddy Holly i morgen aften, og vi tænkte om du ville med?" Årh nej! Hva

0Likes
0Kommentarer
57Visninger
AA

1. Amiras drøm. (novelle)

Amiras drøm

Jeg husker tydeligt mine barndomsminder. Jeg kedede mig som regel om sommeren. Jeg mener, du skulle have set mig! Mens mine veninder hyggede sig på stranden i bikini, sad jeg bare og havde det dødsygt varmt under mit tørklæde. Jeg lignede nærmest en brændt kylling! Men en ting havde jeg i det mindste, en drøm. En drøm om at ligge i solen i bikini. Mærke solens varme stråler. Det var et af mine store ønsker.

   Jeg husker også, når vi skulle på lejrtur med klassen. Far og mor skulle altid finde på en latterlig undskyldning for at jeg ikke kunne komme med på turen.

"Det er ikke noget for en pige som dig, Amira, bliv du hellere hjemme ved os i aften og få dig en varm kop the." kunne far Baba sige. Protester ville ikke hjælpe, men kun gøre Baba vred.

   Ja, sådan er det at være en muslimsk pige i min familie.

 

"Piing!" Jeg har lige fået en Facebookbesked fra min veninde.

"Hey Amira! Pigerne og jeg tager på Buddy Holly i morgen aften, og vi tænkte om du ville med?" Årh nej! Hvad skal jeg dog sige? "Ehm, hej Maria. Jeg kan desværre ikke, fordi mine forældre er bange for, at jeg bliver en slem pige og kommer i dårligt selskab." Det kan jeg jo ikke sige, og jeg ved, at jeg får skæld ud, hvis jeg overhovedet tænker på at spørge far om jeg må tage med.

"Hej Maria, jeg kan godt. Hva klok mødes vi?"

"22, så ses vi"

   Hele dagen har jeg gået rundt med mavepine. Okay, her er min plan. Når jeg kommer hjem fra skole, laver jeg først lektier og så de huslige pligter, som jeg plejer. Når klokken er 18, hjælper jeg mor med at lave aftensmad til familien og vi spiser. Klokken 19 siger jeg, at jeg går tidligere i seng fordi jeg er træt, og så sniger jeg mig ud af døren.

   Da jeg kommer hjem går min plan rigtigt godt. Jeg laver lektier, gør rent, hjælper med at lave mad og alt det, der forventes af en god datter.

"Baba. Anne. Jeg er rigtigt træt, så jeg vil lægge mig til at sove tidligere i dag.". Far Baba brummer et okay, og mor Anne smiler og siger godnat, prinsesse. Det har hun kaldt mig siden jeg var helt lille. "Godnat" siger jeg, og kysser dem begge på kinden. Far først.

   Jeg lister ind på mit værelse, lader som om jeg gør mig klar til natten og slukker så lyset. I en lommelygtes skær, finder jeg min fineste kjole jeg har frem, og mine smukke, dyre stiletter, som jeg ikke havde brugt endnu. Jeg kigger på mig selv i spejlet. Jeg fører mine slanke hænder op til hovedet, og tager de nåle af, som jeg bruger til at holde mit tørklæde fast med. I spejlet ser jeg en pige med store brune øjne og brunt bølget hår. Siden jeg blev 9 år, er det kun min nærmeste familie, der har set mig sådan.

   Efter et par nervepirrende og fumlende øjeblikke med børsten og makeuppen er jeg klar. Jeg lægger min krammepude ned under dynen, så det ligner mig. Jeg lader bagdøren i mit værelse stå på klem, så jeg hurtigt og lydløst igen kan komme ind under dynen.

   Endelig er jeg ude af huset. Jeg sneg mig ud af døren, mens mine forældre så tv og drak the. For 3 år siden, da jeg var 13 år, turde jeg ikke i min vildeste fantasi, gøre noget så vildt og ulydigt. Jeg var jo altid fars lille Amira. Min far navngav mig Amira, fordi det betyder prinsesse på tyrkisk.

 

Da jeg ankommer til festen er Maria og de andre piger allerede kommet. De giver mig hurtigt et mørkt shot i hånden. "3, 2, 1 drik!!". Alle drikker. Jeg tøver lidt, men drikker det så. Det smager så klamt! Det er som at drikke eddike, eller sådan noget, men efter 5 shots smager det ikke så slemt længere. Det føltes vildt varmt inden i, når jeg drikker det.

   Det her er en af de bedste aftener jeg nogensinde har haft. Hele aftenen får jeg komplimenter om mit hår og mine øjne. Min selvtillid er virkelig i top. Jeg har drukket en del, og danser på livet løs. Blodet pumper rundt i hele min krop, og alting går sår hurtigt. Jeg møder også nogle drenge fra klassen, og de kan slet ikke kende mig! "Hvor ser du bare godt ud, Amira" siger flere af dem.

   Lige pludselig kan jeg ikke kontrollere mig selv længere. Jeg bliver bare ved med at drikke. Tequila, noget Maria siger hedder Pearl Harbor, forskellige cocktails, og meget bliver bare hældt ned i mig. Alting føltes så godt. Jeg griner af alt og jeg er bare på toppen. Pigerne synes lige pludselig, at jeg skal tage hjem, men hvad fanden ved de? Helt ærligt. Jeg vil blive og feste! Jeg er jo kun lige startet!

   Jeg kan ikke længere gå ordentligt, så pigerne ringer efter en taxa, og betaler for mig. Jeg er meget svimmel og alt vender og drejer sig bare. Taxaen stopper ved noget jeg genkender som mit hjem. Jeg fumler med mine nøgler, og da jeg kommer ind aner jeg, at klokken er ca. 02:30. Jeg tænker ikke rigtigt over det, og går op af trapperne. Jeg går ind på toilettet og kaster højlydt op. Føj. Mit hoved dunker virkeligt meget. Jeg kan ikke klare det længere. Jeg finder hurtigt panodilpakken frem, og tager to med lidt vand. De virker ikke med det samme, så trangen til at tage flere vokser. Jeg sætter mig ned på gulvet og hviler mig lidt. Hovedpinen og svimmelheden er der stadig. Jeg tager to piller igen. Det har ingen virkning. Trangen til at skrige mig væk fra hovedpinen er stor. Desperat fumler jeg efter panodilpakken igen. Jeg tager ikke bare en eller to piller, men hælder hele pakken ud. Nu har jeg en håndfuld piller i hånden. Der er mange piller, der falder på gulvet. Jeg sluger pillerne. Jeg vil bare have, at smerterne i mit indre skal stoppe. Nej! Ikke mere! Jeg river i mit hår og bryder ud i et højt skrig, der vækker mor. Jeg kan høre, at hun først løber ind på mit værelse og så derefter mod toilettet. Mor skynder sig over til mig med et skrækslagen udtryk i ansigtet, mens hun råber på far. Jeg hører alt hvad de siger, men det giver ikke mening længere. Jeg mærker, at mor omfavner mig tæt, som da jeg var lille. Far Baba råber ophidset. Jeg mumler undskyld igen og igen. Jeg lukker øjnene, men kan stadig mærke toilettets lys, der skinner mig i øjnene.

   Jeg er ikke ved bevidsthed hele tiden. Det eneste jeg husker, er lyden af ambulancen, mors gråd, og frustrerede folk der råber. Så bliver alt sort.

 

Da jeg vågner igen, er der helt lyst og jeg ligger på en hospitalsstue. Min krop føltes øm, jeg er stadig lidt svimmel og jeg har smerter i min hals. På et bord kan jeg se en masse blomster og gaver, som jeg åbenbart har fået. Skyld og skam overmander mig, og jeg ved, at jeg ikke vil kunne bære at se mine forældre i øjnene. Der sidder en person ved min side. Jeg lukker øjnene.

”Mor?” spørger jeg.

”Ja, min prinsesse” svarer min mor med en grådkvalt stemme. "Mor, jeg lover at jeg aldrig, aldrig gør det igen. Er far meget vred på mig?".

Mor bukker sig hulkende ind over mig. Jeg mærker to-tre dråber af mors tårer på min næse, som triller ned til min mund. Den saltede smag får mig på en mærkelig måde til at slappe af. Med lukkede øjne drømmer jeg mig langt væk. Saltsmagen minder mig om stranden. Jeg hører nærmest bølgerne, som bruser ind mod land. Jeg drømmer om at ligge i bikini og mærke solens varme stråler, men drømmen er så fjern.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...