Is this, what you want?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 dec. 2013
  • Opdateret: 23 jan. 2014
  • Status: Igang
Lucy lever nu fint, men hun kan så nemt lukke den grå mur omkring hende, og lukke alle ude, men så kommer soldater-drengen og laver om på det hele, eller bliver det ham og hende, hun lukker muren imellem? Og hvad gør man når man er 18 år, mens kæresten er i krig som han måske ikke vender levende hjemfra?
Nysgerrig?! Så læs!

6Likes
11Kommentarer
613Visninger
AA

15. There is only darkness when the light fails :(

Jeg kunne ikke bliveskrive mine følelser, jeg havde lige nu. Det var en blanding af sorg og svigt og tårer, og tilsammen gav det bare den følelse, vi alle prøver at flygte fra. Tomhed. Jeg var helt tom uden Chris. For hvem skulle nu være der for mig, hvem skulle nu trøste mig, hvem skulle være lyset i mørket, når alt andet lys, svigtede? 

Og nu, ja hvad nu, enlig?

tænker du sikkert, at det skulle være Jake, der skulle være der for mig. Og tro mig, den mulighed har jeg allerede overvejet, men jeg kan ikke forestille mig at Jake skulle tale med mig, om fx såsom, problemer, jeg havde med piger, eller alt muligt andet. Jake er en god fyr, tro mig, han er en rigtig guttermand, men jeg har det som om, at det kun er Chris, som jeg kunne tale med om sådan nogle ting, for sådan har det været, stort set hele mit liv! Og sådan var det menig at de skulle have fortsat. Men nu, nu lå han inde på hospitalet, hvor jeg for resten skal ind og besøge ham, senere. Og ja.. Det ligger han så, døende, som en døgnflue, der ikke ved, at den skal dø, inden et døgn. For Chris vidste det ikke. Chris vidste ikke, at han nu lå på et hospital, i koma, med slanger og ledninger, overalt. Han vidste ikke, at han ikke selv, kunne trække vejret. Nej, hvad vidste han? Hvad tænkte han overhoved? Tænkte han noget? Eller sov han, og havde det som om det hele var en drøm? Var han bevidstløs? Eller var det bare som at være fuld, at det hele svimlede og drejede rundt? Kunne han høre os? Kaldte han på os, inde fra sit indre? UUURRHHGGG (teen-brølet igen, du ve’!) Der var spørgsmål, jeg gerne ville have svar på, men jeg kunne først stille dem, når jeg var på hospitalet, med Henry og Rikke. Jeg håbede de kunne give mig svar! 

De burde de kunne.. Jeg mener.. det er professionelle læger og sygeplejersker, vi har tale om.. Ik?...!

Jeg kan ikke forestille mig et liv uden Chris. Jeg havde fået mange ensomme aftener med is, hvis Chris ikke fandtes…

Vent…

GISP

Oh no.. omg…

I just maked a BIG mistake!

Jeg stopper lige mig selv, og spoler tilbage…!

Jeg havde fået mange ensomme aftener, hvis Chris ikke fandtes…    

- Man er aldrig ensom, når man er i selskab med is. Is, er en af mine bedsteste venner! <3333333

Nåh.. Men hvad siger uret? Ahh.. det siger ”Lidt i af køre til hospitalet”… Wow.. det lyder altså ret underligt at sige.. Jeg skal på hospitalet… Jeg mener.. Det er jo ikke sjovt!
Det er aldrig sjovt at være på hospitalet!

Det betyder bare der er en sørgelig, tragisk eller dårlig, ubehagelig grund til, at man er der.

Og vi kan vist alle godt blive eninge, uden diskussion, at jeg skulle hen på hospitalet, pga. en sørgelig, tragisk eller dårlig, ubehagelig grund? Ja, det tænkte jeg nok..

Jeg tog min jakke.

”MOAR”, skreg jeg ude fra gangen. ”Vi skal køre nu!”, jeg gik ud i bilen, og 5 sek. Efter kom hun. Hun var så tæt og hjælpsom her for tiden.

Hun vidste jo hvor svært jeg havde det. Jeg havde grædt og grædt og grædt nonstop, mens jeg fortalte hende den tragiske nyhed. Hun havde også undsluppet et par hulk, og havde selv bedt om papiret, tørret øjnene.

Hun holdte jo selv rigtig meget Christopher.

Hun havde altid sagt, at han var en sund, dejlig, (flot), sød sjov dreng, og han passede på skolen, og var ikke afhængelig af noget, og så gjorde han mig lykkelig, så ham skulle jeg holde fast på. Og det havde jeg gjort. Og det vil jeg gøre. Jeg vil ikke give slip på ham. Om ham dør eller ej. Jeg er parat til det værste.

Ude i bilen sad var vi allerede begyndt at køre..

Det havde jeg ikke lagt mærke til.

Jeg mærkede en dråbe trille ned af kinden, og jeg udstødte en lille snøft.

Og som man siger,

En tåre består af 1% vand, og 99% følelser”, det syntes jeg var rigtigt.

Det var det, nemlig.

 

Jeg faldt vist i søvn i bilen. For jeg vågnede, mens min mor råbte at en grim Toyota, at den skulle køre væk, for den havde snuppet hendes p-plads, lige foran hende, det er sådan noget der gør min mor sur… Og i ved jo, hvor svært det kan være at få en p-plads på et hospital? Eller hvad? Nej måske ikke, men det er det altså.

Men gudskelov fandt vi en ny p-plads, og min mor skyndte sig at parkere, inden der kom andre irriterende biler.

Inde på hospitalet gik jeg direkte hen og bankede på døren til kontoret, jeg tidligere havde været på.

Det bragte mange minder op.

Jeg husker det, husker hvordan jeg sad i ventestolen og ventede, i ufattelig lang tid, sad bare og ventede på, at jeg kunne få af vide at min bedsteven jeg nogle sinde havde haft i mit liv, var døende. 

 

Rikke åbnede. Ligeså snart hun så mig, slog hun blikket ned. Hvad var der med hende, og de nedslående blikke? Så jeg virkelig så hæslig ud, at hun ikke kunne holde ud at se på mig? De var lige groft nok... Eller havde jeg et eller andet mellem tænderne? Havde jeg glemt at tage normalt tøj på, og var stadig i min bamsepyjamas? Nej.. Det var åbenbart bare hende.... 

Håbede jeg...

 

"Kom ind, miss Parker", sagde Henry. Jeg strakte hals, og kunne se han sad ved et skrivebord og kiggede på nogle papirer.

Trådte ind, mens jeg klemte min mors hånd. 

Ja, hun måtte gerne komme med ind.

 

"Vi har nyt om Christopher", sagde Doktor Henry. 

Jeg satte mig ned i en af stolene, mens jeg fastholdte mit blik på Doktor Henry. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...