Is this, what you want?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 dec. 2013
  • Opdateret: 23 jan. 2014
  • Status: Igang
Lucy lever nu fint, men hun kan så nemt lukke den grå mur omkring hende, og lukke alle ude, men så kommer soldater-drengen og laver om på det hele, eller bliver det ham og hende, hun lukker muren imellem? Og hvad gør man når man er 18 år, mens kæresten er i krig som han måske ikke vender levende hjemfra?
Nysgerrig?! Så læs!

6Likes
11Kommentarer
639Visninger
AA

16. Sammen, til døden os skiller.

Det var frygteligt at sidde inde på kontoret, og vente på svar. Doktor Henry blev ved med at plapre løs om hvad der foregik inde i Chris's hjerne, som en eller andet papegøje der var gået i tale-humør. Min mor kunne godt se på mig at jeg gerne ville til sagen. Flere gange var jeg også ved at eksplodere. Men min mor gav mig bare et lille klem i hånden. 

Da Henry endelig var færdig med at plapre, hostede jeg ironisk. "Okay, men hvad er det så helt præcis der er sket medd Christopher? Altså kommer han sig med tiden eller hvad?", sagde jeg utålmodigt. 

"Jeg kan se at de meget gerne vil have svar, men det samme", sagde Henry og kiggede skarpt på mig. Jeg nikkede med hovedet. "Udmærket", sagde han og rejste sig. Min mor og jeg gik efter ham. Vi gik ind i det rum hvor Chris lå. Han lignede noget katten havde slæbt ind. Han var iskold og bleg. Jeg satte mig på sengekanten, og aede hans ansigt. Man kunne ikke se om han trak vejret. "Som i kan se", startede Henry, og pegede med en kuglepind på Christophers hoved. "Han har voldsomme forstyrringer i hjernen, der påvirker hans hjerterytme, der kan give ham dødsfald hvert 3 min.", sagde Henry. Jeg tog mig jeg munden og gispede. "Han vejrtrækninger bliver svagere og svagere for hver dag, og hans hjerte smerter hans krop. Hver dag må vi forøge hans respirator, men det hjælper ikke", sagde han igen. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre. Eller sige. Jeg vidste på en måde godt hvad Doktor Henry nu skulle til at sige. Jeg ville bare ønske at han aldrig havde sagt det. 

"Rikke, de andre læger på hospitalet og jeg er blevet enige om noget", sagde Doktor Henry. Jeg rejste mig op og gik hen til min mor. "Vi er blevet enige om, at vi vil give Christopher en overdosis af noget bedøvelse, der gør han falder i søvn, og bag efter en overdosis af noget medicin der gør at han ikke vågner igen. Han er ikke stærk nok til at overleve. Han er svag. Vi har tænkt os at gøre det i overmorgen", sagde han. 

Ordene gav ikke rigtig mening inde mig. Jeg kunne ikke få følelserne ud. Det hele var kaos. Nej.

Det måtte ikke ske. De... De kunne ikke bare aflive ham. de er læger for fanden! Hvad pokker er det for noget?!

"Nej!", sagde jeg og gik hen mod Doktor Henry. "Det kan ikke passe. I er professionelle læger! For pokker, i ved hvad i skal gøre? Giv ham tid! Han er ved at dø! Min bedste ven er ved at dø! Og så vil i bare hjælpe ham med at dø?! Fanme nej! det kommer ikke til at ske! Ikke hvis jeg har noget at skulle have sagt!", med de ord trampede jeg ud af Christophers rum og ned i bilen. 

Ude i bilen fandt jeg min sorg frem. 

Det her måtte ikke ske. det kunne ikke ske! de havde tænkt sig at gøre det i overmorgen!

Med det i tankerne, faldt jeg i en søvn.

 

"Skat, vi er hjemme", sagde min mor og åbnede bildøren. Jeg åbnede øjnene, gabte, strækte mig og steg ud. Jeg gik ind i huset. Min mor var bag ved mig. "Jeg bestiller noget pizza", sagde hun.

Vi spiste mad, og min mor prøvede at være optimistisk. Jeg sagde ikke et eneste ord, under middagen. Jeg rejste mig da jeg var færdig og gik op i seng.

I sengen bad jeg.

Jeg bad til hvem end der nu hørte mig. 

Bad til at Christopher ville overleve.

for ellers.,... Ville jeg ikke overleve.

 

 

Næste morgen vågnede jeg af min alarm, der ringede halv 7. Det var lørdag, så jeg slukkede den og lagde mig til at sove igen. 

 

da vågnede igen. Denne gang sad min mor på en stol ved siden af min seng, og nussede mit ansigt. Hun sad med en telefon. Og græd. HUn kiggede væk fra mig, og havde ikke set jeg var vågnet.

Jeg kiggede på hende.

"Hvad er der sket?", mumlede jeg. Det gav et sæt i hende, og hun tørrede hurtigt en tåre væk fra kinden. 

Hun kiggede på mig. "Hospitalet har ringet", sagde hun. Jeg blev friskere. "Christopher.. Han.. Han er død. Han døde for 4 timer siden. Hans hjerte stoppede med at slå", hun græd.

Jeg kunne ikke få det til at give mening. Nejnejnejnej. Det var ikke rigtigt. Tårene fandt frem gennem mine  øjne. Christopher var død. Han var død. Væk.

For altid.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...