Is this, what you want?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 dec. 2013
  • Opdateret: 23 jan. 2014
  • Status: Igang
Lucy lever nu fint, men hun kan så nemt lukke den grå mur omkring hende, og lukke alle ude, men så kommer soldater-drengen og laver om på det hele, eller bliver det ham og hende, hun lukker muren imellem? Og hvad gør man når man er 18 år, mens kæresten er i krig som han måske ikke vender levende hjemfra?
Nysgerrig?! Så læs!

6Likes
11Kommentarer
648Visninger
AA

10. Oh No..

Jeg gik frem og tilbage i  mit hus, vrissede af mig selv, og mumlede nogle sætninger, jeg nogle gange ikke engang selv forstod. Hvordan kunne jeg drømme og Jake?! Jeg hadede Jake, og ja(!) jeg ved godt at det endte med jeg skød ham, men alligevel? Come on, fokez, I kan vel godt se pointen, ik? Eller er det bare mig? Og han havde heller ikke ret til at komme og lave mine fine drømme og til marridt, så snart han kom ind i billedet.. øøhm.. eller rettere "drømmen"..., whatever, U know what I mean.. Men vent.. jeg drømte jo enlig ikke om Jake.. Jeg havde marridt om ham.. Atså, jeg "marriditerede" om Jake... Det er der noget der hedder ikke?.. Nej.. det var nok bare mig... igen..

 

Mens jeg gik frem og tilbage i køkkenet og ud i stuen og op ovenpå, på mit værelse og hele vejen ned, lagde jeg nogle gange mærke min mor, stå og betragte mig.  Og hver gang jeg mærkede hendes øjne, og hende, stå med armene over kors, op ad en af dørkammene i de rum jeg vrissede rundt i, vendte jeg i en hurtig (jeg snakker virkelig hurtig) bevægelse mit hoved hen på hende, med et surt blik i øjnene. Så snart hun var busted, tog hun armene op foran sig, som tyve der viser at de er uskyldige (hvilket de jo aldrig er) men som om hun ville vise at hun ikke havde noget våben. Det regnede jeg sådan set heller ikke med, men hun skulle da ikke så og betragte mig, mens jeg stod og var ved at opklare et af mine livs store mysterier?! Jeg mener... Helt ærligt?! Hun skulle jo nødigt få lyst til at hente popcorn, og se på mig, som om jeg var et rent cirkusnummer... det regnede jeg heller ikke med, at hun pludselig ville gøre... Men altså.. Livet er fuld af overraskelser, er det ikke det man siger, nu til dags? Eller er det bare mig?... igen.. Jeg er faktisk rigtig usikker på mange ting.. jeg har lagt mærke til at jeg hele tiden siger "eller er det bare mig?", har I også lagt mærke til det?

 

Men UUUUURGH!!!!! (kan I høre mit teenags-brøl?!), jeg hadede, fucking HADEDE Jake, den lorte ting. Bare han var blevet skudt ned i krig. 

Ej...

Nu var jeg ond.. Jeg ville ikke være ond.. Men alligevel.. 

 

Jeg fik pludselig en underlig samtale inde i mit hoved. Den foregik mellem 2 flammer. Pigeflammen og drengeflammen... Nu skal i se den... I skal lige vide, at pigeflammen forkortes som "PF", og drengeflammen forkortes som... ja.. det kan I næsten selv regne ud. "DF" .

 

Her kommer den:

 

PF: Hvor har du været henne?

DF: øhm.. bare ude med nogle venner

PF: Det tror jeg ikke på!

DF: Men skat.. hør nu på m-

PF: NEJ!

DF: Men Ildna, men lille snuske...

PF: Bare sig sandheden, Aske! Jeg ved alt! Du har fundet en anden flamme!

Df: Hva'?!

PF: Ja, du brænder for en anden nu!

DF: Hvad er det dog for noget vrøvl?

PF: Du er varm på en anden!

DF: Jamen..

PF: DU har brændt mig fuldkommen af!

DF: Nej jeg...

PF: Du tændte en glød i mig, da vi var unge og uvidende, men nu er jeg klog, og gnistrende vred!

DF: Men Ildna....

PF: Din røg, Aske, har gjort forholdet mellem os, fuldkommen tåget!

DF: Vil du ikke nok høre på mig? Du har misforstået alt!

PF: Nu ved jeg hvorfor du hedder "Aske".

DF: Ildna..

PF: Nej! Det er fordi, du har tændt ild, og gløder i så mange flammer, men har slukket dem igen, så der er kun aske tilbage hos dig! Det er derfor du hedder Aske!

DF: Men min pige...

PF: Du har værsgo at forlade mit hun, NU!

 

 

Kunne i forstå det sjove? Alle de sjove træk om ild og aske, nu da det var flammer?

griner af min egen humor... AHHAHAHAA

det er kikset at syntes sin egen humor er sjov..

og det er akavet hvis man fortæller en joke, overfor nogle venner, og man syntes selv at den er ÅÅÅH så sjov, og er ved at flække røven af grin, men ens venner bare står og glor på en, med det ene øjnbryn løftet... kender i det?

 

Der er faktisk rigtig mange der ikke kan løfte sit ene øjnbryn, uden at løfte det andet.. Jeg kan. Og nu sidder du sikkert og prøver at se om du kan. Du er så forudsigelig.... ! ;) 

 

Is.

min brugbarhed for is var løbet op.

Jeg havde brug for is.

Ben & Jerrys.

Jeg behøvede ikke Jake, jeg havde allerede fundet to dreng. Ben & Jerry.

De var lige min smag.

Kan i mærke min sorte humor?

 

Engang havde en af mine tåbelige, selvglade irriterende venner i skolen sagt "Ej ved i hvad, pige? jeg har faktisk et sår i min mave", og så pegede han på sin mave, men det var midt i timen, og jeg ville sådan pænt gerne blive færdig med den side vi var i gang med, for ellers ville det blive lektier, så få at afslutte samtalen hutigt, svarede jeg bare koldt "Ja det er godt med dig, så spis et plaster", og mine venner og veninder der sad omkring mig begyndte at grine, men min ven dér sagde ikke mere.

Og BAYM!

sådan slutter Lucy Parker et samtale af! tag dén!

Lucy.. Luce.. Luce.. Luce.. Der kom det igen. Jake, havde kaldt mig Luce.. 

 

Mens jeg tænke på Jake gik jeg ud til fryseren. 

"MOOOOAAARRRR", skreg jeg gennem hele huset. Min mor kom stormende, og forpustet ind i fryser-rummet, hvor jeg var faldet om på gulvet og desperat og ivrigt sad og rodede rundt i skuffen med is, men jeg mumlede altså muligt... Der var ikke noget is!!!!!!!!!! Hjælp!!!!! Det var lige til at tude over. "Hvad er der skat????", sagde min mor. "Vi.. Vi har ikke mere is...", snøftede jeg. Jeg kunne se min mor i et lille sekund tænke "Var det bare det", men lige bagefter satte hun sig på hug og sagde, "jeg går ud og køber noget nu, så... Ben & Jerrys?", og jeg nikkede. Hun var bare den bedste mor man kunne tænke sig. "Jeg skal alligevel ud og handle, det tager nok en times tid"

"aha.. jaja, det siger du nu, men det ender altid med at det tager 2 og en halv time.. og du siger at du bare liiiiiige skal have noget mælk, men det ender altid med du kommer hjem med 28 vogne fyldt med mad", sagde jeg surt.. måske lidt for surt.... jeg mente det ikke surt.. og det vidste hun (heldigvis) også godt. hun grinte. "skat, man kommer hjem med poser, ikke vogne", hun fik mig til at føle mig dum. hun rejste sig op. jeg sad stadig på gulvet. jeg viftede hende væk med hånden. "jaja, mor, lad nu være med at ødelægge mig moment..., gå nu bare ud og handl' det møg mad.... altså... isen er ikke møg mad!", sagde jeg, og kom også op at stå. "Imens går jeg med Emma", sagde jeg. Hun grinte. 

Hun var lige kørt afsted, og jeg stod udenfor hoveddøren og fumlede med min kæmpebundt nøgler. da døren var låst gik jeg afsted med Emma. hen på Dageløkke. Der var nærmest ikke nogle andre steder jeg kunne gå hen... Eller jo! Misforstå mig ikke. Min by, Humlebæk, var fyldt med gode gå-steder, og selvom Dageløkke var det sidste sted jeg havde lyst til at gå hen, følte jeg, at det var det eneste jeg, jeg kunne gå hen. De andre steder virkede fremmede. Selvom jeg kendte dem ud og ind. 

 

Jeg havde godt nok været på Dageløkke, men jeg havde holdt mig langt væk fra det område, hvor jeg så Jake. Dageløkke var en KÆMPE mark. Så jeg havde bare gået i en stor bue om "Jake-zonen".

 

Henne på Dageløkke, blæste det overhoved ikke. Ikke den mindste brise var der. Selvom jeg elskede når det blæste, var det nu enlig ret dejligt med stille vejr. jeg vendte mig rundt for at sikre mig at Emma var lige ved siden af mig. For så skulle vi løbe om kap på marken. Yay. I love it.. men kun når jeg vinder. Hey.. hvor var Emma? Hun var kommet med. Det er jeg sikker på! holda op.. Deja vu! "Eeeeeemmaaaaaa", kaldte jeg. "hvor er duuuuuuuuh????".

jeg havde nu gået og ledt efter Emma i over en halv time... Men jeg kunne jo ikke komme hjem, og spise Ben & Jerrys, men dårligsamvittighed, om at Emma var der ude, på Jake-zonen, helt alene... 

Pludselig mærkede jeg en hånd på min skulder. Gudskelov! Det var nok nogle gamle mennesker, der havde fundet Emma. Det havde jeg prøvet før. Hvor jeg gik rundt og kaldte, og så var der kommet en gammelt ægtepar, og de havde Emma med, de havde spurgt om det var min hund, for de havde set mig gå rundt og kalde og så havde de tænkt at det var min hund...

 

Jeg vendte mig om og var klar til at tage imod Emma fra et gammelt ægtepar, men vendte mig om, og så lige ind, i et par blå øjne.. Nej.. Gule.. grønne.. Lilla?

Åh nej....

 

____________________________________________________________________________________________________

 

Hvad sys i så? god? det blev et langt kapitel. jaer, jeg ved ikke helt hvad der skete for den der lille historie med flammerne.. ;) <3 Ej, hvad sker der nu? hvor er Emma... og hvis øjne kigger Lucy ind i? 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...