Is this, what you want?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 dec. 2013
  • Opdateret: 23 jan. 2014
  • Status: Igang
Lucy lever nu fint, men hun kan så nemt lukke den grå mur omkring hende, og lukke alle ude, men så kommer soldater-drengen og laver om på det hele, eller bliver det ham og hende, hun lukker muren imellem? Og hvad gør man når man er 18 år, mens kæresten er i krig som han måske ikke vender levende hjemfra?
Nysgerrig?! Så læs!

6Likes
11Kommentarer
617Visninger
AA

13. My best friend at the hospital.

Du har måske nok indtilvidere tænkt at jeg ikke har nogle venner eller veninder... I hvert fald ikke særlig mange.

Og jeg vil sige ja, jeg manglede ikke venner, men jeg havde ikke særlig mange. PÅ facebook og andre ting, havde jeg mange venner, men det jeg kalder rigtige venner, er nogle man hænger ud med, og sådan. Jeg hang ikke særlig meget ud med nogle.

Jo, faktisk var der en jeg hang meget ud med.

Is, min bedste ven!<3333333

Jeg havde faktisk også en bedste ven, sådan et menneske.... altså nogle gange tvivlede jeg på, om han ren faktisk var et menneske. Folk på gaden måtte jo noglegange tro han var skør... Derfor passede vi så godt sammen, og derfor elskede jeg ham så meget<33333333333 

"Christopher", hed han, og han var virkelig dejlig. Du har ikke hørt meget om ham, fordi jeg på den sidste tid ikke har haft brug for ham. 

Eller jo!

Jeg har haft sygt meget brug for Christopher! 

Brug for at kramme ham, og flå isbøtten ud af hans hånd hver gang han tog den fra mig.

Og ja. Han tog min is fra mig. Tænk at han turde det! Havde det været hvem som helst der havde gjort det, havde jeg pløkket vedkomene ned.... Ej.. det var måske lige voldsomt nok.. Eheheheh. Men ja... Han er nemlig sådan et sundhedssvin, og selvfølgelig elsker vi at sidde om aftenen og grine og råbe spillerne i af fjernsynet, æde is og popcorn, i jokingtøj, uglet hår, og mascara-rester under øjnene.. Altså.. det var kun mig det havde mascara under øjnene... 

Og ja... Vi råbte af spillerne i fjernsynet, når vi så fodbold. Jeg elskede fodbold. Det havde jeg gjort lige siden jeg vidste hvad det var. I skolen, i de mindre klasser når drengene havde snakket om fodbold, havde jeg altid haft sådan en træng til at gå hen og joine samtalen, men jeg turde ikke rigtig, fordi jeg var bange for, hvordan pigerne ville reagere, og tænke om mig. De var nemlig sådan nogle irriterende nogle.  

Men Chris, min dejlige bassemand, lærte mig, at vise verden at jeg kunne lide fodbold. Jeg havde prøvet at gå til det engang, men det var sygt. Jeg elsker at spille fodbold, men hadede at gå til det. Fodbold var sådan en ting, man skulle spille når man havde lyst... Ikke sådan at man skulle møde op til det, nogle bestemte dage om ugen... Sådan havde jeg det i hvert fald. 

Men jeg havde haft SÅ meget brug for min bassemand (jeg snakker om Chris), mens jeg havde Jake i tankerne.

Da jeg lige havde mødt Jake, havde jeg brug for en at snakke med, om Jake, og da jeg var blevet knust af Jake, og da jeg blev OK med ham igen. Hvor Chris så henne?! 

Han var på ferie.....

Jep, og min mor var pænt meget efter mig, "fordi jeg må ikke sende beskeder til eller fra udlandet, det koster mange penge, Lucy", havde hun sagt, og på den måde, gik han rundt i Italien, og havde ikke den fjerneste anelse om at jeg gik rundt og datede en soldat, med farveskiftende øjne, og at jeg havde været på skadestuen, og besat af at blive til en tegneseriefigur. WOW, han var alligevel gået glip af meget. 

 

Derfor skulle jeg møde ham  i lufthavnen i dag, jeg glædede mig meget! Jeg havde savnet ham SÅ meget! Yay! Glæder mig!

Jeg skulle være derude om en halv times tid, så jeg kørte af sted nu. Altså.... Min mor kørte mig. Havde jo ikke fået kørekort endnu... Desværre...

Suk.

Nej! Det er jo ikke noget at sukke over! Idag skulle jeg se min bedste ven!

Jubiii! Sidst vi havde set hinanden var for 2 måneder siden! 

Lang tid!

Alt for lang tid!

 

Kastrup Lufthavn, here i come!<333333

 

Ude i l lufthavnen var der fyldt med med mennesker med kufferter og solbriller og vinterttøj og små børn der græd og det hele var bare ét stort kaos!

Hvor var Christopher henne?

Nårh ja! Dumme mig. Jeg skulle jo stille mig hen der hvor folk står og tager imod dem der ankommer!

Ahaha hvor var jeg dog dum...

vent...

Hvor var det der sted overhoved? Hjæælp! Skulle finde det nu! Chris måtte ikke blive urolig! 

Jeg kiggede hen på en gruppe jævnaldrende piger der stod og talte. de så nu ret flinke ud, så jeg begyndte at gå hen mod dem. "Ehm... Undskyld jeg afbryder.. Jeg.. Hvor går man hen hvis man skal tage imod de ankomne?", spurgte jeg dem. De kiggede på mig. "Kig på skiltet lige ovenover dig", fniste den ene og blinkede til mig. Jeg kiggede op på et skilt. "Ankommelse", og så var der en pil til højre.. Dumme mig... Jeg var simpelthen så dum her for tiden.

 Jeg sagde tak til pigerne, der bare grinte sødt, og så drejede jeg til højre. 

Jeg løb hen til de andre mennesker og kiggede forventningsfuldt på strømmen af mennesker der kom gående hen af gangen og hilste på de familier der var kommet for at møde dem. Hvor var Christopher?

Jeg blev lidt urolig. Han skulle have været her nu. 

Dér stod han, og fumlede med sin kuffert. Typisk han, altså! "CHRIIIIIIIS!", råbte jeg gennem hele lufthavnen. Han kiggede på mig, og løb mod mig! Yay! Jeg havde ventet SÅ længe på 

det her øjeblik! Her var han, og her var jeg. Jeg løb han også selv i møde og omfavnene ham, men han trak sig fra mig. ”Chris…?”, spurgte jeg, og kiggede undrende på ham. Hvorfor trak han sig fra mig? ”Er du ok?”, spurgte jeg igen. Han tog sig til hovedet. ”Nejnej, det er ikke noget med dig! Jeg har det bare ikke så godt”, sagde han. Nu han sagde det, så han ret skidt ud.. Altså han så sløj ud. ”Kom, lad mig tage din kuffert”, sagde jeg og tog den. Jeg trak min vanddunk frem. ”Her tag noget vand”, sagde jeg, og gav han dunken. Hans tog imod den. ”Du ryster jo helt”, sagde jeg, for hans hånd rystede. Jeg kiggede på ham. Hans skuldre dirrede, og hele hans krop skælvede. ”Chriiis?...”, spurgte jeg. Jeg var ret urolig nu. Tårer piplede ud af hans øjne. ”Chris, hvad sker der?”, nærmest råbte jeg. Jeg og smed kufferten på gulvet. ”Jeg.. Jeg kan ikke trække vejret. Det .. Gør ondt overalt”, gispede han. Jeg stod og holdt om ham. Der var folk der var begyndt at stille sig rundt om os. ”Ring til en ambulance, en eller anden!”, råbte jeg. Og så faldt Chris om på gulvet. Der var mange der gispede, og jeg kunne se at der allerede var en moden dame, der havde ringet til en ambulance. Chris lå på gulvet. Hans øjne var lukkede. ”Chris!”, skreg jeg. Jeg lænede mig ind over ham, og klappede ham blidt på kinden. Men han var helt slap. Jeg gav han et ordentlig klask på kinden, men han lå stille som en død fisk. Nejnejnej, det her skete bare ikke! Jeg lagde mit hoved på hans bryst. Jeg kunne ikke høre hans hjerte. Jeg lagde mine hænder på hans hjerte og bankede hjerterytmen 30 gange som jeg havde lært i et førstehjælpskursus.

Tro det eller ej, men jeg var god til det.

Efter de 30 tryk på hans hjerte, gav jeg han kunstigt åndedræt. Jeg lyttede igen til hans bryst og hørte en svag og meget langsom banken. Jeg begyndte igen at give hjertemassage og da jeg var nået til det 17. tryk, kom der en masse ambulance mænd. ”Gør plads!”, råbte de, og folk trak sig til side. De bar Christopher op på en bårer og kørte ham ud foran lufthavnen, hvor en hellekopter var landet. Det var jo smart at der var en landingsbane, i dette tilfælde! De kørte Chris ind i helikopteren. ”Jeg tager med!”, sagde jeg, og gik ind i hellekopteren.

Vi lettede og jeg satte mig ud på en slags bænk der var i siden af helikopteren. Der var nogle læger der tog hans blodtryk, en anden der gav ham en iltmaske på og så var der nogle andre læger, men jeg kunne ikke se hvad de lavede, for de stod med ryggen til mig. Jeg trak knæene op under mig og græd. Ikke højlydt, men havde der været helt stille, ville man godt kunne høre mine små hulk. Jeg fumlede med min mobil og ringede til min mor. Det lykkedes mig at forklare hende situationen kort og korrekt, og sagde jeg var i god behold.

Så var der en læge der kom hen til mig. Hun forklarede mig, at de ikke rigtigt endnu kunne forklare mig hvad der var sket, da de svar de gerne ville have, ikke rigtig var der. Men at de var flot, at jeg selv tog ansvar med førstehjælpen, og jeg havde gjort det helt korrekte. Jeg var stolt. Jeg havde jo altid gerne have været læge. Det her var stort.

Da helikopteren landede med Christopher, blev han hurtigt kørt ind på rigshospitalet, og jeg skulle til at løbe med lægerne, der kørte båren, men blev stoppet af hende, der havde talt med mig i helikopteren. Hun sagde at jeg blev nød til at vente i ventestuen. ”Forstår du det ikke?”, tuede jeg. ”Han har brug for mig!”, græd jeg, i hendes skulder, da hun krammede mig. Denne gang, var det ikke for tæt. Denne gang, var det ok at røre mig. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...