Is this, what you want?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 dec. 2013
  • Opdateret: 23 jan. 2014
  • Status: Igang
Lucy lever nu fint, men hun kan så nemt lukke den grå mur omkring hende, og lukke alle ude, men så kommer soldater-drengen og laver om på det hele, eller bliver det ham og hende, hun lukker muren imellem? Og hvad gør man når man er 18 år, mens kæresten er i krig som han måske ikke vender levende hjemfra?
Nysgerrig?! Så læs!

6Likes
11Kommentarer
623Visninger
AA

14. I'm sorry, Miss Parker, but...

Jeg sad og ventede i ventestuen. Jeg havde ventet nu i snart 3 timer. Og tiden gik så langsom. Den gik endnu langsommere, ved tanken om at Chris lå et sted, og havde det forfærdeligt, og jeg ikke var hos ham. der var en sygeplejeske, der blev ved med at gå frem og tilbage, mellem rummet, hvor Chris var, og et kontor. Det var ligesom én lang gang, med værelser på hver sin sine, og 

På den ene side af gangen, var Chris’ værelse, og på den anden side var kontoret. Jeg havde flere gange taget fat i sygeplejerskens arm og spurgt hende om hun kunne være så venlig at lette røven og opdatere mig, på det sidste nye, der var sket, men hun sagde at informationerne var fortrolige, indtil videre. Jeg havde også flere gange tigget hende om at få lokket noget ud, men hun gav jeg bare ikke. Og hver gang hun kom ud fra Chris-rummet så hun mere og mere forfærdet ud.  Hun lukkede hele tiden døren, stille bag sig, men da hun så mine stirrende, blanke øjne, slog hun blikket ned, og halvløb ind på kontoret.

Kl var nu 23.36, og jeg var ved at blive nok så træt. Lige nu, havde jeg brug for is. Jeg havde brug for Chris, han havde også brug for mig. Hvordan kunne det tage så lang tid, at lave en lille undersøgelse!? Jeg måtte ind i Chris’ rum nu, jeg måtte se hvordan Chris havde det, tage hans hånd og hviske ham i øret, at det hele nok skulle blive okay igen.

Jeg var så sur! Jeg måtte ind til ham! Han havde brug for mig. Han havde faldet om, i mine arme, han havde grædt og gispet efter vejret, i mine arme. Jeg havde kun ret og lov, til at komme ind og se til ham. Men næææh nej, det måtte jeg ikke. Sygeplejersken kom ud fra kontoret, og så rejste jeg mig op. Jeg gik med faste skridt hen til hende. Tog hende på armen og ruskede blidt i hende. ”Jeg må ind til ham, han har brug for mig. Vil I ikke nok fortælle mig, hvad der foregår, derinde?...! Du aner ikke hvor hård det er at sidde her ud, med tanken om at min bedsteven ikke er okay!”, snøftede jeg. Hun kiggede på mig, med blanke øjne. ”Jeg.. Jeg skal gøre hvad jeg kan”, sagde hun. Hvorfor havde hun blanke øjne? Det var ikke hendes ven der lå derinde. Hvorfor var hun ked af det?..!

”Tak”, sagde jeg bare, og forsøgte at smile, men det blev ikke til andet, end et falsk lille smil. Hun forsvandt hurtigt ind i Chris-rummet. Jeg satte mig ned igen. I ventestuen sad der nogle modene mødre, med små skrigebabyer, der lavede toglyde, mens de legede med tog. Jeg strakte hals, for at se hvad der skete inde hos Chris. Men jeg kunne ikke se andet, end to silhuetter, gennem den meget matte rude. Det var sygeplejersken der stod og diskuterede med en eller anden.

Jeg kunne ligeså godt opgive det hele. Jeg lagde hovedet tilbage og   lukkede øjnene. Bad til, at Chris ville blive ok igen.

  ”Frk. Parker? Frk. Parker?”, sagde en irriterende stemme. Jeg slog øjnene op. Hvor var jeg? Jeg kiggede rundt. Nårh ja. På ventestuen. Dér hvor der tidligere havde siddet mødre, var der ikke andet end tomme pladser. Hvad var klokken? Jeg kiggede på min mobil. 02.46?! FUCK, hvor længe havde jeg lige sovet?..! Jeg tørrede noget salv af, jeg havde på kinden og kiggede forventningsfuldt op. Det var sygeplejersken og en eller anden mand, jeg tror det var ham sygeplejersken diskuterede med, han var vist nok læge, ja. Jeg kiggede på hans skilt. Doktor Henry Madsen. På sygeplejerskens skilt stod der ”Rikke”.

”Vi har svar”, sagde lægen. Jeg rettede mig hurtigt op, fra den vanskabte stilling, jeg havde sovet i. Gned mine øjne. Hørte jeg rigtigt? Langt om længe, havde den endelig fundet svar. Jeg kiggede over på sygeplejersken, men hun kiggede bare ned i jorden.  

”Ja?”, sagde jeg. ”De må vist hellere følge med ind”, sagde Henry. Jeg rejste mig op, og fulgte efter dem. Jeg løb op ved siden af Rikke, som bare kiggede stille på mig. Hvorfor var hun så stille? Og ked af det?

 Jeg skulle tage plads inde i kontoret, hvor der rundt omkring hang plakater af mennesker, der var lykkelige.

Jeg kiggede skiftevis på Doktor Henry og Rikke. ”Hvorfor er i så stille? Lad os da komme til sagen…”, sagde jeg, for at få liv i den tomme stilhed. ”Frk. Parker”, Henry lænede jeg lidt ind over bordet. Han havde lagt nogle papirer på bordet, som han slog blikket ned på. ”Det, der er sket med Christopher, og noget vi aldrig har oplevet før. Det er derfor at svarene har taget så langt tid, at finde. Der er sket det, at et hans hjerte på en eller anden måde, har fået lavet et nervebrud i hjertet. Det sker, hvis folk er stressede, eller triste”, sagde Henry. Jeg tog mig til munden og gispede. Men, Chris har da ikke virket trist? Hvordan... ”Du bliver nød til, at forklarer os, præcis hvad der skete i lufthavnen”, sagde han. ”Kun hvis jeg må komme ind og se Christopher”, insisterede jeg. Jeg ved godt, at man ikke skal stille krav til læger, men jeg måtte se Chris, jeg måtte se ham nu. ”Godt så”, sagde Henry, og vi gik ind i Chris-rummet. Her ramte en lugt mig, der i starten rev i næsen. Jeg vænnede mig hurtigt til den. Jeg gik og kiggede lidt, og begyndte at snøfte, ved tanken om hvorfor jeg enlig var herinde. Det var jo forfærdeligt. Jeg så den båre-seng, Chris lå på. Tårerne trillede langsomt ud af øjnene. Han så så forfærdelig ud. Slanger og ledninger overalt. Han havde lukket øjne, og en respirator ved halsen. Jeg satte mig på en stol ved siden af sengen, og tog hans hånd. Den var iskold. Så begyndte jeg at fortælle alt. Henry lyttede mens han engang i mellem nikkede, og Rikke sad og skrev ned, hvad jeg fortalte.

”Frk. Parker, Christopher ligger i koma. Hans hjerte fungerer ikke længere som det skal”, sagde Henry.

”Hvad skal det betyde”, jeg sagde. Hvad mente han med det. ”Det betyder, at chancen for at Christopher vil overleve i mere end et døgn, er meget lille”, sagde Henry, og jeg hørte Rikke sukke. Det var som om en bombe blev sprunget inde i mig. Jeg kunne ikke høre noget. Jeg kunne ikke se noget, for alt den vand, der var i mine øjne. Hvad betød det her, for Chris, for mig, og for alt? Jeg hulkede. 

 

__________________________________________________________________________________________________________________________________________________

 

Det kapittel var SÅ svært at skrive, svært med alle de følelser, Lucy havde. Hvad nu? Og hvad med Chris? :(

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...