Is this, what you want?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 dec. 2013
  • Opdateret: 23 jan. 2014
  • Status: Igang
Lucy lever nu fint, men hun kan så nemt lukke den grå mur omkring hende, og lukke alle ude, men så kommer soldater-drengen og laver om på det hele, eller bliver det ham og hende, hun lukker muren imellem? Og hvad gør man når man er 18 år, mens kæresten er i krig som han måske ikke vender levende hjemfra?
Nysgerrig?! Så læs!

6Likes
11Kommentarer
647Visninger
AA

1. Drengen med de mystiske øjne...

"Jeg smutter!", råbte jeg til min mor, ude fra gangen af. "Hvor skal du hen?", sagde min mor, og stillede sig med armene over kors i dørkammen. "Jeg... skal...", fremstammede jeg. Min underkrop var placeret fast på jorden, mens min overkrop drejede sig mod døren og hen mod min mor, som om der var noget på døren. Jeg pegede på døren, mens jeg stirrede på min pegende pegefinger. Hvor havde jeg dog hæslige negle! De så da helt herrens ud... Akavet.. Grimme negle. Ad. Nåh, men fokus. "Jeg.. Jeg skal bare ud!", nærmest råbte jeg. Hvorfor er det altid så svært at snakke med min mor? hun kommer altid på tvær af mine sætninger. Når jeg vil sige noget til hende, som jeg ved hun vil sige imod, bliver jeg nød til at øve mig i mine sætninger, nærmest som et manuskript, hvor jeg skriver hvad jeg vil sige, og hvordan min mor vil sige. Men af en eller anden grund, forhindrer hendes øjne mig i det. Det kan være super irriterende! 

"Tager du så ikke hunden med?", sagde min mor. "Jojo. Eeemmaaaa, kom så! Vil du med ud og gå tur? Vil du det, hva'?", sagde jeg med min pædagogiske stemme. Emma kom galoperende ude fra stuen af, mens en flod af salv strømmede efter hende. Min hund savlede altid som en eller anden der ikke kunne styrer sit mundvand, når vi skulle ud og gå tur. Jeg greb hendes snor og godbidder, der hang på knagen, og gik udenfor. Det blæste meget. Efteråret tager snart meget til. Jeg elskede når det blæste. At stille sig ude, midt på marken, med løst hår i blæsevejr, er noget af det bedste. Jeg besluttede mig for at løbe hele vejen ned til marken. Lad os nu se om  Emma kunne følge med. Så snart jeg begyndte at spurte, satte Emma også i løb. "Hahaha", råbte jeg. Jeg var allerede ude på marken. Dageløkke, hedder den. Mit krop fortsatte lige ud, mens mit hoved kiggede bagud, for at se hvor langt Emma var. Hun var langt bagud. "Taber", grinte jeg, og løb endnu hurtigere. *BANG!*

Jeg løb lige ind i et eller andet. Og landede lige oven på noget blødt. Jeg landede ikke på markens stikkende strå, neeeej, det var et eller andet.. Mit hoved gjorde ondt. min krop var øm. Jeg kunne ingenting se, for lyset var skarpt. "Av...", hørte jeg en stemme sige. "Ja.. Av...", mumlede jeg og tog mig til hovedet. Nej vent... Hvem sagde 'av'? jeg kiggede op. der var en der rakte hånden ned til mig. Jeg tog imod den. Hvem end det var, havde han/hun meget bløde hænder. Jeg kom op og stå. Det var en dreng. Hvor var han lækker! og smuk! hvad sker der med mig? Jeg blev helt hypnotiseret af hans øjne. De.. var grønne.. Nej blå.. nej.. Gule?... Det var som om de skiftede farve. Jeg så vel syner...Det måtte være slaget i hovedet. Han stod bare og kiggede på mig. Jeg måtte se nærmere på de øjne. jeg anstrengte mine øjne og rykkede mit hovede tættere på hans, så jeg kun var en halv meter væk fra ham. "Du stirrer", sagde han. "På mine øjne", han grinte. "Der er mange der spørger hvad der er sket", han gav mig elevatorblikket. jeg kom i tanke om  hvor  dum jeg må have set ud. Jeg fjernede blikket fra hans øjne. "Hvad er der da sket?", sagde jeg. "jeg kom til skade under krig. doktoren sagde at jeg burde have været blind nu, men jeg er ikke blind, mine øjne skifter bare farve. Og nogle gange efter humør", han grinte. Wauw... farveskiftende øjne... Nice... Nej, vent! Krig?! "Krig?", spurgte jeg overrasket. havde han været i krig? "Jeg er soldat. i millitæret", sagde han. først dér, lagde jeg mærke til hvor muskuløs han enlig var. Han var ung. Og virkelig pæn! "Hvor gammel er du?", spurgte jeg. "19", sagde han. Wauw.. Jeg havde aldrig haft det sådan her. "Hehe.. Jeg er kun 16.. Snart 17...!", sagde jeg, men fortrød med det samme at jeg sagde det med snart '17'... hvad var det for noget underligt noget.. Han fik mig til at snuble over sætningerne. Alså på den gode måde. Han fik mig til at tage mig sammen og sige hvad jeg mente. Nogengange... "Men hvad hedder du", spurgte han så. "Lucy... Blandt venner bliver jeg bare kaldt Luce...", jeg mumlede vist det sidste. "Hvad med dig?", sagde jeg. "Jake", smilede han. jeg kunne ikke beskrive ham. han var fanstatisk. "Hehe. Men jeg må gå. Hyggeligt at møde dig, Jake", sagde jeg og vinkede farvel. "Vi ses, Luce", vinkede han igen. Hans sætninger blev ved med at køre rundt inde i mit hoved. Noget sagde mig, at jeg snart vil få ham at se igen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...