Is this, what you want?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 dec. 2013
  • Opdateret: 23 jan. 2014
  • Status: Igang
Lucy lever nu fint, men hun kan så nemt lukke den grå mur omkring hende, og lukke alle ude, men så kommer soldater-drengen og laver om på det hele, eller bliver det ham og hende, hun lukker muren imellem? Og hvad gør man når man er 18 år, mens kæresten er i krig som han måske ikke vender levende hjemfra?
Nysgerrig?! Så læs!

6Likes
11Kommentarer
642Visninger
AA

4. Crazy...

Jeg havde taget fri for skole, de sidste dage. Jeg gad ikke at komme i skole, og blive overfaldet af små børn der peger med deres små klistrede fingrer.. og råber

"Vil du have mere te, snuske?", afbrød min mor, ude fra køkkenet af. 

Igen ødelagde hun mine tanker.

Det var da pokkers som det skete. 

Men tænk lige over det? Jeg mener.. Jeg skulle ikke se værre ud, end jeg allerede gjorde... Min næse så hæslig ud, det behøvede ikke at blive værre... Jeg syntes enlig at det var imponerende af tegneseries-figurer, fx som Anders And, eller Fedtmule (jeg elsker hans grin... Hydr) 

De kommer altid til skade, bliver kørt over, eller ved en fejltagelse brændt, eller ting som normale ikke ville overleve.. Jeg ville ønske jeg var en tegneseriefigur...  Så ville jeg kunne overleve alt muligt. Og så behøvede jeg ikke at være bange for at hoppe ud for et fly, som jeg altid  havde drømt om.. altså med faldskærm.. bare rolig(!) Men i det tilfælde at faldskærmen ikke virkede... så kunne jeg bare lægge mig til at sove i luften... Nej vent.. Jeg ville nok ikke kunne nå at falde i søvn.. Men ja.. Men hvordan bliver jeg dog til en tegneserie figur? Aaahh... Den gode fe... 

Men jeg er også fascineret at hvordan fedtmule og anders and kan gå i luften.. Engang prøvede jeg at se om jeg kunne.. Først stillede jeg mig op på bordet og gik, men jeg skvattede ned fra bordet med et lille hvin... Mine forældre sov.. Og jeg rejste mig op og gik videre, udover trappen, hvor jeg faldt hele vejen ned. det gjorde ikke ondt, på den måde.. Men altså jo, self. gjorde det ondt.. Men ikke ondt som i ondt .. forstod du noget af det? ... jeg gjorde ikke... mine forældre vågnede med det samme, da de hørte braget.. Og så fik jeg en is og så film... det var faktisk ikke spor slemt! ;) Jeg måtte finde Den gode fe... hvor var hun.. "Den gode feeeee?", spurgte jeg. hun svarede ikke.. det var sørens... Måske var hun ude på marken? Jeg greb snoren og min jakke. "Jeg smutter", råbte jeg.. deja vu... "Hejhej.. Nej vent du skal ingen ste-", jeg smækkede døren i. Ingen skulle forhindrer mig i at finde Den gode fe, som kunne lave mig til en tegneseriefigur.. "Den gode fe! hvor er du? Hvis du kan hører mig, så giv mig et tegn!", råbte jeg. Dageløkke.. hvorfor pokker skulle hun være på marken, Dageløkke.. Men jeg ledte videre. Måske ville Emma hjælpe? Hun havde sådan en god spor-sans.. Eller måske var hun tøse-fornærmet.. øøh.. mener 'hunde'-fornærmet over at jeg kaldte hende en taber sidst jeg var ude og gå.. stop en halv... hvor var Emma.. stop helt... Jeg stoppede faktisk.. hvor var hun? hun var fulgt med, helt fra da vi gik ud af døren.. Måske har Den gode fe taget hende? For at give mig et tegn påååå... på... at hun ikke kan lide hunde?... Jeg gav mig til at råbe og kalde på hende igen.  "Hvem kalder du på?", hørte jeg en stemme sige. en.. mandestemme? (whuuut?) jeg vendte mig om. og der stod han.. så flot han var... alså.. jeg snakker om Jake..

 

Jeg vendte tilbage til virkelighed. han stod stadig og kiggede på mig. "ehm hallo?", han viftede blidt med hånden foran mine øjne, så jeg 'vågnede' igen...

"Åh undskyld.. Jeg gik bare og kaldte på den gode fe så hun skal trylle mig om til en tegneseriefigur..", sagde jeg hurtigt... men tog mig til munden bagefter... nejenejnejnejnejNEJnejnej! hvorfor sagde jeg det? han måtte jo tro at jeg var skør.. hvilket jeg var.. jeg mener seriøst? den gode fe? her? på en mark i en lille dum by? helt ærlig, Luce.. Jeg forstod nu min fejl... den gode fe, er da ikke her! hun er da i eventyrland! hvor dum kan man være?! 

jeg tror han blev lidt skræmt.. Jake kiggede på mig og tog et lille skridt tilbage... "Ej.. jeg ved ikke hvad der gik af mig...", jeg kiggede flovt ned i jorden.. "Ahemm.. nå.. men er det her ikke din hund?", han havde fundet Emma. "Emsen! hvor har du været, din lille skid! Jeg troede den gode fe havde taget dig!", sagde jeg. igen kiggede jeg op og så hans varme øjne smile. "Det er derfor jeg kan lide dig, Luce, du er så smuk, og unik, udenpå og indeni", sagde han. men så blev det hans tur til at holde sig for munden. kunne han li mig... unik?  "Vi har vist begge sagt ting som bare røg ud af munden...", sagde jeg og mærkede rødmen bluse op i mine kinder. "Ja... men.. samme tid i morgen?", hans øjne skiftede til lysegrønne. "Du kan regne med mig", og så vendte jeg mig om. og gik. then i walked home... home, hoping i would find that damn good fairy.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...