Mørkebarnet

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 dec. 2013
  • Opdateret: 17 dec. 2013
  • Status: Færdig
25 minutters hurtigskrivning i dansk om vores tanker når vi hørte ordet "mørkebarnet". Med start, midte og slutning, så det er mit resultat.













Jeg vil helst holde historien under realistisk, da det faktisk er noget drengen alt i alt bare forestiller sig. Tegningen på coveret sad jeg og brugte resten af timen på at tegne, mens læreren snakkede. Jeg blev faktisk pænt tilfreds med både historie og tegning :)

1Likes
0Kommentarer
138Visninger

1. Mørkebarnet

Himlen brød ud igen. Det var dæmonerne der fortalte ham at de var tilbage. Den blå himmel blev til et sort univers, hvor dæmonerne ligeså stille begyndte at svæve ud og ned mod befolkningen

Han stod bare og kiggede op. De kom en gang om måneden. De var værre når de tog afsted igen. Så brød helvede løs, for Lucifer hadede når de tog afsted.

Han slentrede ned ad gaden. Alle omkring ham så rolige ud, som om det var helt normalt at dæmonerne bare kom frem og tilbage, som det efterhånden også var, eller så var det bare noget der foregik inden i hans hoved.

Om et par uger skulle de af sted igen. Han hadede at bo der, men alligevel følte han, at hvis han tog af sted ville de bare følge efter ham, for han var efterhånden begyndt at tro at det hele kun eksisterede i hans eget lille hoved.

Han hadede når de tog af sted. Han kunne altid mærke det et par dage før, når jorden begyndte at rumle, og solen forsvandt fra himlen, men han vidste aldrig præcis hvornår de tog af sted og det var en ulempe for ham.

For når de tog af sted var det altid værst for ham. Det så ikke ud som om der var andre der var påvirket af deres rejse.

Når de rejste steg alle dæmonernes underjordiske kræfter til vejrs og ramte jorden med et brag. Jorden rumlede og alting gik i stykker. Det begyndte at tordne og himlen forvandlede sig til et kaos af flyvende dæmoner, der bare ventede på at tage af sted. Og de skreg.

Den rumlende jord fik ham altid til at miste fodfæste. Og han kunne være overalt når det skete. Deres skingrende skrig og hæse stemmer skar i hans øre og fik hans hjerte til at dunke hårdt.  Det blev ikke bedre af at han havde oplevet det flere gange, for hver gang var anderledes. Han satte sig ned på hug og holdt sig for ørerne til himlen klarede op.

Det var som om de godt kunne lide at torturere ham. Dog var de langt væk fra ham, men han kunne altid føle deres nærhed. De kiggede op på ham og vurderede hvert eneste skridt han tog De håbede bare at han ville komme ned og slutte sig til dem på et tidspunkt.

Og hver gang han slukkede lyset var det som om de steg op fra overfladen og kredsede omkring ham klar til at angribe hvornår det end skulle være.

Og alligevel var det ikke så slemt. Hans mor sagde det bare var hans fantasi der legede med ham, men han troede på at hun også så dem når de kom hjem og tog af sted, og han var sikker på at hun også kunne øre deres skingrende stemmer og hvæsende sind.

Og hvis ikke, så betød det vel at der var noget galt med ham. Men det kunne der ikke være, vel?

Hans mor kaldte ham "Mørkedrengen". Hun var bange for hans helbred og at alle de mange mørke tanker førte hen til sindssyge.

Men han var ikke sindssyg.

Det var dæmonerne der var det.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...