Med livet i hænderne

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 dec. 2013
  • Opdateret: 17 dec. 2013
  • Status: Igang

0Likes
0Kommentarer
182Visninger

1. Kapitel 1

Vinden blæste i hendes lange, lyse hår. Hun kiggede ned. Det kolde blå vand så så indbydende ud. Bølgerne skvulpede mod broens stolper. Hun prøvede at modstå trangen til at springe. Hun prøvede virkelig.  Det ville få hende til at glemme. Glemme alt hvad der var sket. Glemme hans kolde og krogede hænder, på hendes krop. Glemme det han gjorde ved hende. Hvorfor sprang hun ikke bare? Hun mærkede en tåre trille ned ad den ene kind, men hun var ligeglad. Hun var ligeglad med det hele. Vinden blæste hårdt og hensynsløst mod hendes lille skælvende krop. Hun gispede og strammede grebet om hegnet, der omkransede broens side. Hun kiggede på sine hænder. Hendes knoer var ved at blive helt hvide, af at holde så hårdt fast på det kolde metal. Det var som om, hun ikke ville. Hun kunne tydeligt huske, hvordan han havde befølt hendes krop. Hans klamme, hensynsløse hænder der var over det hele. Hun havde skreget, slået og bidt men lige meget hjalp det. Nu mærkede hun endnu en tåre trille ned ad kinden. Hun drejede hovedet og kiggede tøvende over mod bilerne, der kørte hurtigt forbi på broen. Ingen af dem stoppede. Ingen af dem ænsede hende. De havde vel travlt med deres eget vigtige liv. De var ligeglade med hende. Ligesom alle andre var. Hvorfor sprang hun ikke?

 

Hun havde været på vej hjem fra arbejde. Det var blevet sent. Klokken havde været mindst 6 om morgenen, da hun endelig havde fået fri. Det havde været en lørdag, så kroen havde haft ekstra mange gæster. Hun havde ikke lavet andet end at løbe frem og tilbage og tage imod bestillinger hele aftenen. Hun vidste godt, at hendes mor ville blive vred, når hun kom hjem. Men det var hun jo altid. Hun havde småløbet fra kroen af, så hun kunne nå hurtigtoget. Så ville hun ikke komme så sent hjem, og moren ville ikke blive så vred. Hendes mor havde mange gange sagt, at hun skulle få sig et nyt arbejde. Hun brød sig ikke om, at hun kom hjem så sent om natten. Det var egentlig heller ikke fordi hun selv brød sig om at være der, men hun havde jo brug for pengene. Hvis hun sagde arbejdet op, blev hun nødt til at droppe sine studier og ende som sin mor; enlig, fattig og uden arbejde. Hun havde besluttet sig for at ville bryde den sociale arv. Hun ville ikke ende som nogen af de andre i sin familie. Hun ville ikke sidde og sumpe foran fjernsynet på kontanthjælp resten af sit liv. Hun ville lave noget. Få noget ud af sit liv. Hun ville væk derfra.

 

Han havde stået i en gyde og ventet på hende. Han havde ventet på hende. Han havde vidst, at hun ville komme den vej. Han var en af de faste stamgæster på kroen. Altid hønefuld og nogle gange lidt for omklamrende. Men han plejede ellers at være venlig nok. Han gav tit ekstra drikkepenge, og talte også pænt til hende i modsætning til nogen af de andre gæster der sad nede på kroen hver aften. Han kaldte hende altid unge dame. Ikke sådan på en nedladende måde, bare venligt. Som om hun rent faktisk var en dame og ikke kun en syttenårig pige. Han lød altid så venlig og formel, når han talte til hende. Hun havde haft travlt. Det tog mindst en halv time at gå ned til togstationen, og hun var sent på den. Da hun havde drejet om et hjørne, havde hun hørt nogen kalde på hende. Hun satte straks farten ned, da hun genkendte hans stemme. Hun vendte sig om, og der stod han.

 

"Hvor skal du hen i sådan en fart, unge dame?" havde han sagt. Der var det igen. Unge dame. Forskellen var bare, at han ikke længere lød så venlig. Han havde sagt det på en måde, som hun ikke brød sig om. Hun havde gået et par skridt tættere på ham. "Jeg skal med toget. Du må altså undskylde mig, men jeg har travlt." havde hun sagt og vendt sig om for at gå videre. Men med ét havde han været henne ved hende. Han havde grebet hårdt fat i hendes arm. Hun havde prøvet at trække sin arm tilbage, men han havde strammet grebet om hende. Det havde gjort ondt, kunne hun huske. Hun havde kigget forskrækket op på ham. Han kunne se frygten i hendes øjne. "Nej, du skal ingen steder, unge dame". Han trak hvert ord ud, så hun kunne forstå at han mente det. Hun havde haft tårer i øjnene, da hun havde spurgt om han ikke nok ville lade hende gå. Han kiggede bare på hende. Hans rødmossede ansigt fik ham til at se endnu mere skræmmende ud. Han havde lugtet af alkohol og cigaretter. Så trak han hende med ind i gyden. Hun havde råbt og skreget, men det hjalp ikke. Der var ingen der hørte hende.

 

Da han var færdig, var han bare gået. Uden at sige et ord. Han havde efterladt hende der som et brugt stykke legetøj. Hun havde ligget der i flere timer, inden hun endelig havde fået taget sig sammen til at rejse sig op. Hun han havde blødt fra både næse og mund, og hun havde også haft blå mærker og hudafskrabninger over hele kroppen. Han havde slået hende. Men det var ikke det der gjorde mest ondt. Det var tanken om, at han havde rørt hende. Tanken om, hvad folk ville tænke om hende nu. Det havde skræmt hende mere end det der var sket. Hun havde besluttet sig for, ikke at sige de til nogen. Det var det bedste. Da hun endelig var kommet hjem, havde hun været så heldig at moren var taget på arbejde. Hun havde taget et langt bad. I flere timer, havde hun stået inde under den varme bruser og mærket vandet skylle ned over hendes krop. Hun blev også stående, da vandet blev koldt. Men det hjalp ikke. Hun kunne aldrig blive helt ren.

 

Og nu stod hun her. Med livet i hænderne. Hun havde ikke kunnet leve med det. Hun havde virkelig prøvet. For morens skyld. For vennernes skyld. Men ikke for hendes egen. Hun havde været død indeni længe. Alt for længe. Hun kunne ikke leve med sig selv. Hun kunne ikke leve med det, han havde gjort mod hende. Hun kiggede ned på vandet igen. Det så behageligt ud. Hun stod på en lille afsats ved ydersiden af hegnet, og det eneste der holdte hende tilbage var det faste greb hun havde om metalhegnet. Pludselig hørte hun nogen kalde. Hun vendte sig om, og så en mørkhåret kvinde stige ud af sin bil. Hun var i midten af fyrrerne og havde et bekymret udtryk i ansigtet. Nu kaldte hun igen. Kvinden gik tættere på. "Tror du ikke det er bedst, hvis du kommer med ind." sagde kvinden. Hun vidste ikke, hvad hun skulle svare. Hun mærkede tårerne løbe ned ad kinderne. Hun tørrede dem vredt af med den ene hånd, mens hun stadig holdte fast i rækværket med den anden. Kvinden rakte en hånd ud mod hende. Hun stod nu cirka en meter fra hende. "Kom nu." sagde hun bedende. "Vi kan finde ud af det her. Sammen. Jeg kan hjælpe dig. Kom nu med ind, og så taler vi om det". Men hun ved ingenting om smerte. Hun ved ikke hvordan det er. Hun ved ingenting. Hun vendte sig om og kiggede ned på det blå vand. Hun kunne ikke længere modstå fristelsen. Så sprang hun. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...