Når tasterne tager fat - NFF 2

((Fortsættelse til når fingrene fortæller)) Li, Maria og Marco finder sammen via tasterne igen og intet er ligesom før. Li overlevede sit selvmord og er flyttet til Viborg, hvor hun lever sit liv lykkeligt, selvom fortiden stadig puster hende i nakken. Maria er startet på Ridselslund gymnasium i Gentofte. Marco er endelig kommet ud efter sin indlæggelse på. Og pludselig kommer Marias bedste ven Alexander midt i det hele og alt rodes rundt til endnu et drama over tasterne...

34Likes
40Kommentarer
3158Visninger
AA

19. Postkort til Maria (22. februar)

Postkort til Maria. 

Kære Maria. Jeg har virkelig været i tænkeboksen for at finde ud af, hvordan jeg skulle få opdateret jer på, hvor jeg er. Mon postkortet siger nok? Jeg befinder mig pt. i Zürich, og her er godt nok koldt! André og jeg holder os meget indendørs, men det er sgu også i orden. Hvad angår André er han den ven, jeg snakkede om. Han har været lidt af et outcast hjemme i Tyskland og ventede på, at der snart skete noget, så det var hurtigt at blive enig om, hvad vi skulle finde på. Vi skal dog snart rejse igen, da vi ikke kan være det samme sted i for lang tid af gangen. Vi kan bedst lide at være ved tysksnakkende steder, så folk ikke får mistanke om, at vi er turister. Det har dog været lidt af en rutsjebanetur og tro ikke, at jeg ikke har overvejet at tage en billet retur. Jeg ønsker meget at komme tilbage til Danmark. Men det vil betyde, at jeg skal tilbage til dét sted, og det skal jeg især efter den her episode, og det er virkelig heller ikke, hvad jeg ønsker. Turen har også vist sig at være en rutsjebanetur følelsesmæssigt. og jeg har valgt at skrive det til díg, fordi du er den person, der betyder mest for mig. Jeg har kigget på kortet i evigheder for at få mig selv til at skrive det - nu tager jeg mig endelig sammen. Det lyder ret plat, for jeg har altid været ret homofobisk - typen der peger dém ud på gaden. Så hvorfor mig, spørger jeg mig tit? André er begyndt at betyde så meget for mig - nogle gange er tingene bare så svære, og jeg ved ikke helt, hvor vi står. Så for mig er det bare at holde ved denne rejse, imens vi har den. Jeg håber fortsat, at jeg har dig, hvor du altid har haft mig. Jeg elsker dig højere end nogen anden på jorden, Maria. Håber tingene går som de skal derhjemme. - M.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...