Your Guardian Angel [One Shot]

Det var efterhånden ikke meget han lod hjælpe mere. Kun én ting havde han ikke formået at holde spærret inde bag tårnhøje murer endnu. Og denne ene ting var mig. Jeg fulgte ham dag og nat, var som en skygge, der altid forfulgte ham. Ikke, at nogen kunne se mig, selvom det efterhånden nok var det eneste der kunne forholde ham fra at gøre så megen skade på sig selv, som han gjorde nu. Men jeg kunne sagtens se ham.

For jeg var hans skytsengel

*OBS* ONE SHOTTET ER DELT I 2! og historien er med i konkurrencen Julebillede 3 :-)

7Likes
1Kommentarer
563Visninger
AA

3. Del 2/2

Hvor lang tid der gik, aner jeg ikke. Jeg stoppede med at tælle efter det tredje minut. For dér forsvandt alle Niall’s hæmninger og barrikader. Han lod det indre dyr overtage hans krop, og gøre hvad han nu engang var nødsaget til at gøre, for at slippe væk fra pigen og festen.

Da Niall’s tanker forsvandt fra mit hoved, og jeg var mere eller mindre overladt til mig selv igen, lod jeg mine egne tanker tage på en lang, lang rejse. En rejse, de så ofte havde været på, og som jeg stadigvæk håbede på blev til en realitet, for ikke blot tankerne, men for mig i det hele taget. En rejse til en verden jeg så brændende ønskede mig, men som jeg godt var klar over, aldrig ville blive en reel mulighed for mig.

”Jeg mener det. Om cirka en halv times tid, kan du holde hans hånd – for evigt – og aldrig være nødsaget til at skulle slippe den igen.”

Mastema’s ord trængte sig ind i min drømmeverden, og fik den til at smuldre imellem fingrene på mig, som var den det aller fineste sand du kunne opstøve på denne jord.

Med et sæt vendte jeg tilbage til virkeligheden.

Jeg måtte have Niall med ud på heden. Om ikke andet, var det vel forsøget værd.

Jeg vidste godt, at jeg ikke burde lade Mastema trænge ind i mit sind på denne måde, og lade ham styre mig, da det meget vel kunne gå hen og blive utrolig farligt. Ikke blot for mig, men for Niall. Og var der én i hele denne store verden, der for alt i verden ikke måtte komme noget til, måtte det være Niall.

Alligevel satte jeg mine egne behov og længsler i første række, da jeg tog den endegyldige beslutning. For sæt nu hvis han faktisk havde ret? Hvis jeg rent faktisk ville kunne komme til at holde Nialls hånd for alvor, uden nogensinde at være nødsaget til at give slip igen? Det ville være alle mine drømme der ville komme til live, på blot få sekunder, og jeg var villig til at give alt for at det skulle ske.

Med iveren brændende i maven, kastede jeg et utålmodigt blik imod uret der hang på væggen, i det dunkle værelse. Pigen var endelig stoppet med at hvine som en anden julegris, og Niall’s anstrengte vejrtrækning blev brudt gang på gang af skam og væmmelse over hvad han lige havde gjort.

Igen.

Endnu engang havde begæret overtaget magten over ham, som det dyr mange efterhånden påstod han var. Sprang hver eneste aften fra den ene til den anden sagde de.

Men de vidste intet.

Intet overhovedet.

Vidste ikke, hvordan han hver eneste gang krummede sig sammen i et hjørne i frustration. Vidste ikke, hvordan tårerne langsomt begyndte at trille ned ad hans kinder, når næverne der var solidt plantet i hans hår, hev dem ud ved roden. Hvordan han skreg. Hvordan han forsøgte at gemme sig for alt og alle – endda for sig selv.

Hvordan han, for hver gang det skete, langsomt døde mere og mere indvendigt. Lyset der tidligere havde været så flammende og kraftigt, var nu ikke andet end en blid glød, der forsigtigt sendte sit svage ud i det mørke der omgav det.

Med en enorm klump i halsen rejste han sig fra den svedige, nøgne krop der lå stakåndet tilbage, trak sit tøj på, og trampede ud af værelset.  Han rev døren op med en irriteret armbevægelse, og trådte ud på gangen. Kvalmen truede med, at flyde over, og han vidste, at han snart måtte søge tilflugt på badeværelset. 

. Men han ignorerede det, og gik taktfast videre imod målet.

Hoveddøren.

Jeg vidste, at det muligvis var forkert af mig, men jeg kunne ikke undertrygge den glæde der med det samme væltede ind over mig, da det gik op for mig, at han var på vej ud herfra. På vej ud i den friske og iskolde luft, hvor man muligvis kunne trække vejret en smule mere ubesværet igen, i forhold til her inde i den tygge luft der var blandet op med cigaretrøg og lugten af fordrukne teenagere.

”Hey, hvor skal du hen mand?”

En hånd landede med en hul lyd, på Nialls skulder, hvilket fik ham til at udstøde en hvæsende lyd. Det havde ikke været hans mening at blive opdaget, og nu da han gjorde det, havde han ikke den fjerneste idé om, hvad han skulle sige.

”Hjem. Det var forkert af mig at komme. Jeg vil så nødigt være til besvær. Desuden, mangler min familie mig ved julemiddagen.” Forklarede han sig undskyldende med et smil og et blink med det ene øje.

Drengen der havde opdaget os, var naturligvis Harry, og det var tydeligt for enhver, at han ikke syntes godt om den forklaring Niall var kommet med.

”Men Niall, du er da overhovedet ikke til besvær! Bliv her nu bare en times tid mere, din familie kommer ikke til at ligge mærke til, at du er væk.” Sagde Harry med en stemme så tyk af alkohol, at både Niall og jeg havde svært ved hundrede procent, at forstå ham.

”Jeg bliver nødt til at gå.” Mumlede Niall bestemt, og maste sig besværet forbi Harry, der lynhurtigt begyndte at råbe diverse skældsord efter ham. 

. Niall lod dem slå ind imod sig, for derefter at falde til jorden med et brag. For han nægtede at lukke dem ind. Ikke denne gang, og forhåbentligt aldrig nogensinde igen.

Med faste skridt styrede han imod døren, med håbet om ikke at blive forstyrret igen. Han lod som ingenting, da flere piger råbte hans navn. Lod dem blot stå tilbage uden et svar, eller nogen form for reaktion fra hans side. Målet nærmede sig, og i hans iver efter at komme væk, satte han farten op, inden han endelig kunne lade hånden lande på håndtaget, og skubbe døren til side, så han kunne komme ud.

Et blændende lys flakkede over ham, og skar sig ind i hans øjne.

De havde fundet ham. Papparezzierne stod så langt øjet rækkede, og blitzede løs på deres åndsvage kameraer, imens de slyngede spørgsmål efter Niall, så hurtigt efter hinanden, at hverken han eller jeg kunne følge med ret længe.

”Har i ikke bedre ting at give jer til sådan en juleaftens nat?” Spurgte Niall tonløst, hvilket blot fik alle mændene med de store kameraer til, at råbe endnu højere efter ham.

Og det var dråben. Han havde fået nok – jeg havde fået nok – og nu skulle det være slut. Skytsenglene der stod i skyggen af deres mennesker, kunne tydeligt se det på mig, og de fik hurtigt kontrol over deres mennesker, således at vi kunne passere uden flere spørgsmål eller blændende lys.

Niall holdt ansigtet rettet stift imod jorden foran ham, da han maste sig igennem menneskemængden, uden at sige en lyd. Han gik ud på vejen, og gik direkte imod den lejlighed der ventede på at han ville komme tilbage til den, og tænde lyset igen.

Problemet var bare, at det var den anden vej han skulle gå. Han skulle søge længere ud på landet, i stedet for at søge ind imod byen igen.

Hvordan jeg skulle få ham fortalt det, havde jeg dog ikke den fjerneste idé om. Men én ting var sikker – jeg måtte have ham vendt.

”Niall!” Råbte jeg ulykkeligt, i et ynkeligt forsøg på at få ham til at vende sig. Men selvfølgelig ænsede han det ikke. Derimod blev hans skridt hurtigere – han satte farten op.

”Niall det er den gale vej!” Råbte jeg.

Det eneste jeg ønskede var, at kunne tage hans hånd. Tage den, og fortælle ham, at alting nok skulle gå. At alting ville blive godt igen, og at jeg altid ville være der for ham – selv når han ikke kunne se mig.

Med hænderne dybt begravet i mine lommer, og med en efterhånden permanent rynke i panden, gik jeg efter ham, indtil det gik op for mig, hvad det var jeg gik og rodede med i min lomme.

En lygte.

Jeg havde en lygte, og jeg vidste, at om ikke andet, så ville han kunne fornemme den. For det var ikke en hvilken som helst lygte, nej det var en længselslygte. En lygte alle skytsengle fik udleveret, som skulle hjælpe dem med, at styre deres mennesker, hvis deres længsler blev for store, eller hvis de blev for uregerlige. De kunne sætte skik på menneskene, og få dem til at føje deres engle.

Med stor iver, trak jeg lygten op ad lommen, og rettede den imod jorden foran mig – lige bag Niall – inden jeg tændte den. Og så snart jeg gjorde det, stoppede Niall brat op. Han vendte sig langsomt imod mig – imod lyset, og gik som i en trance imod det.

Jeg kunne ikke stoppe det smil der med ét spillede om mine læber, idet Niall lydigt fulgte efter lyset, da jeg begyndte at gå tilbage i den retning vi kom fra. Jeg vidste, at vi måtte skynde os, hvis vi skulle ud til heden, inden det ville være for sent, så derfor lod jeg mine vinger blafre, og sende mig til himmels. Jeg fløj lige over Nialls hoved, med lygten lysende foran os.

Tiden gik, men præcist hvor lang tid der gik, aner jeg ikke.

Jeg ved blot, at lettelsen skød igennem mig, da jeg i det fjerne kunne skimte præcist det sted vi søgte. Jeg så heden, og jeg vidste, at vi ville nå det.

Vi trængte igennem det lave buskads, og trådte ud på den åbne hede.

Stjernerne strålede om kap over os, og truede med at springe himlen, med deres flakkende, lyse skær. Et øjeblik stod jeg blot og beundrede den smukke stjernehimmel.

Men med ét blev vi afbrudt.

Et stjerneskud fór over himlen, men i modsætning til alle de andre, forsvandt det ikke igen. Tvært imod lyste himlen mere og mere op, og sendte så klar en stråle imod os, at vi måtte misse med øjnene for, at kunne se det mindste.

Min hånd famlede som i blinde efter Nialls, også selvom jeg vidste, jeg ikke kunne holde den  i min. Jeg vidste det, men alligevel kunne jeg ikke tilsidesætte det håb, der fik mig til, at gøre det. En gennemborende smerte bredte sig i min ryg, og min hånd famlede hurtigt derom.

Blod.

Men engle kunne ikke bløde.

Forvirring fyldte mig, da smerten fortsat styrede mig, og efterlod mig som i et stort, sort, indelukkende hul. Jeg kunne ikke se, ikke høre, ikke andet, end at føle den smerte der var blevet kastet over mig. Pludselig gik det op for mig, at jeg ikke længere befandt mig med benene solidt plantet på jorden, men derimod svævende flere meter over den, svævende i det gul-orange skær, stjerneskuddet havde sendt over os. Smerten fortsatte, og syntes ingen ende at have.

Smerten var ulidelig, og jeg forstod det ikke.

Aldrig i mit liv havde jeg oplevet smerte. Ikke på anden måde, end psykisk i hvert fald. Og det, at bløde var om muligt endnu mere ukendt for mig – også selvom Niall så ofte havde gjort det.

Smerten fyldte alt...

Indtil den med et forsvandt, lige så brat som den var kommet.

Med et brag faldt jeg til jorden, og i samme nu, fløj mine hænder mod min ryg, famlende efter de kæmpe store sår, der uden tvivl måtte være at finde der.

Men der var intet.

Intet overhovedet.

Lettelsen bredte sig i mig, indtil det gik op for mig hvad jeg tænkte. Der var intet på min ryg – intet overhovedet.

Mine vinger var væk.

En underlig følelse bredte sig i mig, og straks løb mine øjne i vand – endnu en ting jeg på ingen måde var vant til.

”Hv...Hvem er du? Og kan du sige mig hvad jeg laver her?”

En stemme rev mig ud af mit kaos af et indre, og hev mig tilbage til virkeligheden. En stemme så blød og velkendt, at der ikke herskede den mindste tvivl i mit sind om hvem det var.

Smilet og tusinde sommerfugle fyldte mig fra top til tå, da jeg glædeligt sprang op fra jorden, og kastede mig i hans arme.

”Åh Niall, selv hvis jeg fortalte dig det – hvilket jeg helt sikkert bliver nødt til før eller senere, men min pointe er, at vi er her sammen, og vi behøver aldrig at blive skilt ad igen.” græd jeg imod hans hals.

Hans varme omslugte mig, en varme og tryghed jeg i alt, alt for lang tid havde villet føle, og havde længdes efter som en vanvittig.

”Øhm.. Hvem er du?” Spurgte han igen, og trak sig fra mig.

Men idet han gjorde det, kiggede han i mine øjne, og det var som om alt faldt sammen i hans hoved. Hvordan det end kunne ske, aner jeg ikke, for han havde som sagt aldrig nogensinde set mig før.

”Du er Dina, ikke sandt? Og du er min...”

”Kæreste?” ”Skytsengel.” Sagde vi i munden på hinanden, og straks efter brød Niall ud i latter.

”Skytsengel?” Spurgte han med et skeptisk smil, og lagde blidt hovedet på skrå, en stilling han så ofte havde brugt før, når noget en han elskede sagde noget forvirrende.

En lav latter brød igennem mine læber, og en ukendt varme bredte sig i mine kinder.

”Sikkert, kald det hvad du vil, så længe du siger, at du er min.” Sagde han, stadig smilende, inden hans ansigt kom nærmere og nærmere, for til sidst at ramme mine læber med sine, i et længe ventet kys.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...