Your Guardian Angel [One Shot]

Det var efterhånden ikke meget han lod hjælpe mere. Kun én ting havde han ikke formået at holde spærret inde bag tårnhøje murer endnu. Og denne ene ting var mig. Jeg fulgte ham dag og nat, var som en skygge, der altid forfulgte ham. Ikke, at nogen kunne se mig, selvom det efterhånden nok var det eneste der kunne forholde ham fra at gøre så megen skade på sig selv, som han gjorde nu. Men jeg kunne sagtens se ham.

For jeg var hans skytsengel

*OBS* ONE SHOTTET ER DELT I 2! og historien er med i konkurrencen Julebillede 3 :-)

7Likes
1Kommentarer
508Visninger
AA

2. Del 1/2

Lyset i det lille rum, var mørkt og dunkelt, og gjorde det nærmest umuligt for mig, at se ham. Ikke, at det var decideret nødvendigt for mig, at kunne det, men det føltes altid så forkert når jeg ikke kunne. Når det mørke jeg vidste, befandt sig i hans indre, blev lukket ud for at få luft under vingerne, og tynge hans i forvejen alt for tunge skuldre, om muligt mere ned. Jeg kunne fornemme den stille gråd i mørket, og jeg hørte tydeligt de små snøft og hulk, der gang på gang væltede indover ham. Han fik dem dog hurtigt undertrygt – sørgede for at de blev i det indre, sammen med alt andet der prøvede at hjælpe ham. Det, der så desperat forsøgte at fjerne hans smerte, og gøre den til sin egen.

Det var efterhånden ikke meget han lod hjælpe mere. Kun én ting havde han ikke formået at holde spærret inde bag tårnhøje murer endnu. Og denne ene ting var mig. Jeg fulgte ham dag og nat, var som en skygge, der altid forfulgte ham. Ikke, at nogen kunne se mig, selvom det efterhånden nok var det eneste der kunne forholde ham fra at gøre så megen skade på sig selv, som han gjorde nu. Men jeg kunne se ham. Jeg kunne se ham når han – som nu – låste sig inde, og lukkede alle andre ude. Når han var så mutters alene – uden egentlig at være det. Når han smilte og viste hele verden sit perfekte tandsæt, han selv afskyede så inderligt. Og når han brød sammen, og kun de røde tårer der langsomt men bestemt, trillede ned ad hans arm, og landede på gulvet, afslørede nogens tilstedeværelse.

Men det, at se ham var ikke det eneste.

Jeg følte ham – alt hvad han følte, følte jeg også. Hver eneste gang han glædede sig over de mindste ting – hvilket der dog gik længere og længere tid imellem som tiden gik – hver eneste gang han følte det sus i maven, det gav at stå på scenen foran tusinde af fans og gøre lige netop dét han brændte så inderligt for, hver eneste gang han kastede sig over toilettet, med en finger dybt begravet i halsen… og hver eneste gang han blidt lod det sølvgrå blad skære sig vej over din ellers så perfekte, lyse hud, når alting blev for meget.

Smerten, der truede med at ætse ham op, var dog ikke udelukkende hans. Nej, den sad også i mig, og for hver gang han gjorde sig selv ondt, fordobledes smerten i mig. Jeg gjorde ikke mit job godt nok – jeg var ikke god nok.

Også hans tanker og humør smittede af.

Jeg er fuldstændigt overbevist om, at havde han blot vidst hvordan hans opførsel og hans tanker reflekteredes over i mig – udelukkende for at blive værre – var han stoppet øjeblikkeligt. Han havde aldrig rørt det sølvgrå blad igen, og han ville aldrig nogensinde tænke fordømmende om sig selv igen.

Hvordan jeg kan vide så meget? Og hvordan det hele egentlig hænger sammen?

Det skal jeg fortælle dig.

Jeg er Niall Horans skytsengel.

Jeg har altid været det, og vil altid være det, indtil den dag vi begge – for mit vedkommende endnu engang – falder døde om. Om det er om år, eller blot om få dage, skal jeg ikke kunne svare dig på. Jeg ved, at du måske tænker, at det er en ting en skytsengel som jeg burde vide alt om. Men det gør jeg ikke, for alt dette hurlumhej, er slet ikke så simpelt som folk går og tror.

Ja, jeg kan forudse enkelte situationer, og forsøge at undgå dem, men det er langtfra alt jeg kan se, og det er om muligt endnu mere sjældent, jeg rent faktisk kan gøre det store, for at undgå at de fleste ting sker.

En hård banken imod døren, fik både Niall og jeg til at fare sammen. Nogen havde fundet os, og at dømme ud fra Niall’s pludseligt ændrede sindsstemning, var det ikke en god ting. Hans udspilede øjne, fyldt med frygt, sendte en bølge med mistænksomhed indover mig.

Besværet rejste jeg mig fra den sammenkrummede stilling jeg havde siddet i, ved siden af Niall, og gik lydløst hen imod døren. Blot ud fra det lys personen udsendte, kunne jeg hurtigt se hvem døren skjulte for os. Det var en af Niall’s såkaldte venner, selvom jeg dog stadig ikke syntes han var specielt godt selskab for mit menneske.

Mennesket på den anden side, gemte på utallige hemmeligheder og ar, andre mennesker havde pådraget ham, udelukkende på grund af, at hans skytsengel var noget af det ladeste jeg nogensinde har mødt. Han havde formået at ødelægge en smuk dreng, med den dejligste og lyseste personlighed, blot fordi han selv ville ’hænge ud’ med de forkerte engle. Han nægtede blankt, at gøre det rigtige, så i stedet for at være sammen med de lyse engle, havde han valgt den mørke side. Dette gik naturligvis lynhurtigt ud over mennesket, og da han og Niall var utrolig tætte venner, kunne det ikke undgå at smitte af her.

Du kan sige hvad du vil, men ja, jeg beskyldte denne mand, for at være en af grundende til at min Niall nu var omtrent så ødelagt indvendigt, som et menneske kan være.

”Niall?” Kaldte den efterhånden næsten voksne dreng, fra den anden side af døren, inden hans næve endnu engang hamrede insisterende imod døren. Niall rystede blot på hovedet, og mumlede lavt, at han skulle lade ham være i fred. Men på trods af hans modsigende ord, og det faktum at han på ingen måder lystede det, eller havde overskud til det, rejste han sig, skyllede de røde tårer bort under den kolde vandhane, der sendte en ladning kuldegysninger indover min krop, og trådte hen imod døren.

Mine arme strakte sig modsigende efter ham, men lige lidt hjalp det. Jeg kunne ikke røre ham, uanset hvor meget jeg ønskede det. Lige så vel som han ikke kunne se mig, kunne jeg ikke røre ham – og ville om muligt aldrig kunne komme til det. Hans rystende hånd landede på håndtaget, og da han med den anden hånd blidt drejede låsen en halv omgang, åbnede han døren på klem.

”Hvad vil du?” Spurgte Niall, med en stemme så vag og sårbar, at selv jeg havde svært ved at høre hvad han sagde. Drengen på den anden side lo blot højt, og lagde en arm omkring Niall, inden han trak ham med ud i lyset.

At sige, at drengen var ondskabsfuld, ville være en løgn. Det vidste jeg godt, men derfor kunne jeg stadig ikke stå imod den følelse af had der fløj ind over mig, da drengen trak Niall uden for døren uden på noget tidspunkt, at stoppe op, og lytte til hvad Niall så inderligt bad ham om.

”Harry slip mig.” Mumlede Niall lavt, til den store dreng.

Men drengen lyttede ikke, og trak blot Niall med længere ind i det kæmpe store hus, der var fyldt til bristepunktet, med svajende, halvfulde teenage-kroppe. Ikke én eneste skytsengel var at se i miles omkreds, og det bekymrede mig. Jeg havde vidst fra starten af, at det var en dårlig idé, at lade Niall tage med til denne såkaldte jule-fest med den høje, krølhårede dreng, der bar navnet Harry.

Men igen, hvad skulle jeg have gjort?

Selv ikke hvis jeg havde skreget af mine lungers fulde kraft, ville han kunne have hørt mig. Så derfor kunne jeg nu blot følge tavst efter, imens en nagende følelse af at have overset noget, borede enorme huller i min gennemsigtige krop. Med et smil, der aldrig helt nåede hans tomme øjne, blev Niall ført længere og længere ind i huset, og op ad den lange trappe. Heroppe gik Harry hen ad den lange gang, inden han stoppede pludseligt op foran en tilsyneladende normalt-udseende trædør.

Han sagde intet til at begynde med, men sendte blot Niall et anerkendende opadvendt nik, der gav mig en svær lyst til at hamre min knyttede næve imod hans arrogante ansigt. Jeg vidste, at selv hvis jeg prøvede, ville han ikke kunne mærke mig, men jeg kunne på det pågældende tidspunkt, ikke overskue en diskussion med hans engel.

”Hun venter på dig derinde.” Forklarede Harry smilende, inden han bankede på døren, og hurtigt forsvandt ned ad gangen igen. Tilbage stod nu Niall med en tom følelse i brystet.

Igen.

Endnu engang var han blevet svigtet af en han havde kær, og endnu engang fandt han sig i det uden at kny. Smerten der blev forsaget af den trang jeg havde til blot at tage Nialls hånd og love ham, at ingen og intet nogensinde ville gøre ham ondt igen, blandet sammen med den smerte der på trods af alt var tydelig at spore i hans indre, truede med at kvæle mig.

”Men Dina, hvorfor tager du ikke bare hans hånd?” Spurgte en sadistisk og decideret skræmmende stemme pludselig. At dømme ud fra Nialls uændrede sindstilstand, gik jeg ud fra at spørgsmålet rent faktisk var til mig.

Og da det gik op for mig, kunne jeg også hurtigt spore den genkendelige stemme.

Det var Harrys engel – Mastema.

Irriteret lod jeg hans spørgsmål fare. Jeg vidste, at han udelukkende sagde det for at hyle mig om muligt endnu mere ud af den end han vidste jeg var i forvejen, men den nydelse skulle han ikke have.

”Jeg mener det. Om cirka en halv times tid, kan du holde hans hånd – for evigt – og aldrig være nødsaget til at skulle slippe den igen.” Sagde Mastema insisterende, inden han blidt kærtegnede min kind. Med væmmelsen siddende i halsen på mig, truende med at flyde over, trak jeg mig fra ham.

”Hvad er det du vil have? Først ødelægger du dit eget menneske, og nu er du fint i gang med at få mit ødelagt også. Hvorfor?” Vrissede jeg irriteret.

Mastema svarede ikke, men lod blot en lav latter glide ud imellem hans perfekte, perlehvide tandsæt. Den irritable følelse sneg sig endnu engang ind på mig, så jeg igen måtte kæmpe for at få den undertrygt. Ikke tale om, om jeg skulle miste besindelsen og lade det gå udover lige netop denne forvoksede dreng. Dertil var min tid for dyrebar.

”Hvis ikke du tror mig, kan du jo prøve at se hvad der sker, hvis både du og dit menneske befinder jer på heden præcist klokken 00:00 nu i aften den 24 december.” Sagde han udfordrende, inden døren bag os gik op, og Niall blev hevet ind til en ung brunhåret kvinde, med alt for lidt tøj på, og med en alt for høj promille.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...